Vi må leve med Rasmus Paludan, men kan vi leve med en stat som undergraver demokratiet?

af i Danmark/Debat/Politik & Samfund

KOMMENTAR // DEMOKRATI – Balladen om Rasmus Paludan handler ikke om ytringsfrihed – den handler om at medier, politikere og borgere har glemt at fredløshed er afskaffet som straf i Danmark, skriver Asser Amdisen. Faren er en stat, der begrænser borgerrettighederne og dermed langsomt undergraver demokratiet.

I de seneste uger har provokatøren og racisten Rasmus Paludan haft held med ved en række spektakulære aktioner at provokere til ballade på Nørrebro og andre steder. Dette har givet ham uhensigtsmæssigt meget taletid og opmærksomhed i ellers seriøse medier – og med denne kommentar hopper jeg jo også med på vognen. Jeg vil nu ikke bruge mange bogstaver på ham, da jeg sådan set ikke synes, at han er det værd. Men reaktionerne på sagen er interessante og kan måske sige noget om demokratiets tilstand i Danmark.

Mange stemmer har været forarget over, hvor mange penge der bliver brugt til beskyttelse af provokatører og især da en flok ikke alt for smarte unge gav sig til at sætte ild til biler og kaste med flasker, kom der vind i folkekravet om at forbyde demonstrationer, som fører til den slags reaktioner og politiet løb med vinden og flyttede – og senere endda forbød – aktionerne.

Hvad med muhammedtegnerne, Inger Støjbjerg, Pia Kjærsgaard og andre, som jo også siger tåbelige ting? Skal de så fratages deres beskyttelse?

Dette er et farligt skråplan. Demokratiet handler om, at borgere i samfundet bestemmer, hvordan fællesskabet skal udvikle sig. For at de kan gøre det frit og så uafhængigt som muligt, så er det ekstremt vigtigt, at de grundlæggende frihedsrettigheder holdes i hævd. Retten til at ytre sig, retten til at bestemme over egen krop, retten til at være beskyttet af loven mv. er fundamentale for demokratiets eksistens. Her i landet har vi valgt at skrive disse rettigheder ind i grundloven for at sikre, at de ikke bare kan ændres på grund af en folkestemning.

En provokatør har ifølge grundloven ret til at ytre sig frit og ret til at demonstrere. Det betyder selvfølgelig, at staten ikke må sætte ham i fængsel, men det betyder også, at han ikke skal miste nogen af sine øvrige rettigheder, fordi han ytrer sig eller demonstrerer. Det er derfor vi er nødt til at beskytte hans aktioner – det er ikke dem vi beskytter, men politiet skal beskytte alle borgere mod overgreb – og den beskyttelse gælder også usympatiske borgere.

Så i virkeligheden handler sagen ikke om ytringsfrihed. Den handler om, hvorvidt man skal miste retten til beskyttelse på grund af det, man siger.

Og det er derfor, at man er nødt til at være fundamentalistisk med borgerrettighederne. For hvem er de næste, som mister deres borgerlige rettigheder fordi en folkeforargelse går dem imod? Muslimerne kunne være et godt bud. Venstreorienterede, jøder eller intellektuelle ligeså. Hvad med muhammedtegnerne, Inger Støjberg, Pia Kjærsgaard og andre, som jo også siger tåbelige ting? Skal de så fratages deres beskyttelse?

Det minder om lovgivning fra rigtig gamle dage, hvor en konge kunne gøre en person fredløs og dermed gøre det muligt for enhver straffrit at slå ham eller hende ihjel.

Demokrati er ikke en måde at tage rigtige beslutninger eller at sørge for at alle er enige. Demokrati er en kampplads, hvor holdninger mødes og brydes

De mange millioner, som vi bruger på beskyttelse af racisten, er derfor ikke penge vi giver til ham, men en omkostning for at have et demokrati. Personligt mener jeg, at dansk politi balancerer på kanten af grundloven, når de fjerner provokatørens ret til at demonstrere – ikke fordi hans aktioner er lovstridige, men fordi reaktionerne på provokationen er det. Muligvis er det indenfor lovens bogstav at gøre det – men det er ikke i demokratiets ånd.

Når hele denne sag bliver så stor, så skyldes det, at det politiske establishment og såmænd også mange danskere stille og roligt over de seneste år har forvekslet denne ret til beskyttelse og ytringsfrihed med retten til ikke at blive sagt imod. Når det politiske establishment piber over protester, så skaber man en forestilling om, at det er protesterne, som er problemet – og ikke lovligheden af protesterne.

Når en minister klynker over, at en gruppe gymnasieelever brokker sig, så er vi på vej ned ad et skråplan. Når gymnasieeleverne råber, buh’er eller skriger af ministeren, så er det deres ret, og ministerens klynk er et udtryk for hendes manglende demokratiske dannelse – ikke elevernes. Havde de sat ild til ministerens bil, så havde situationen været en anden, men deres forbrydelse havde så ikke været protesten, men at man helt generelt ikke må sætte ild til biler – uanset hvorfor man gør det.

Vi må leve med Paludan og det kan vi vel også godt, men vi kan ikke leve med en stat, som begrænser borgerrettighederne og dermed langsomt undergraver demokratiet

Som samfund er vi nødt til at forsvare Paludans rettigheder, da han er borger i samfundet, men vi har også ret til at grine af ham, ignorere ham, vende rygge til ham eller selv demonstrere. Det betyder ikke, at vi har ret til at gribe til hærværk, vold eller trusler, men der er masser af muligheder inden for lovens rammer.

Vi har set en ret genial indsamlingskampagne, hvor danskerne giver indvandrerne penge hver gang, Paludan åbner munden, men hvor er fløjtepatruljerne, som så elegant lukkede munden på statsministeren for et par år siden? Hvor er demonstranterne med lagener, som kan holdes op og spærre for udsigten til demonstrationerne? Hvorfor følges han ikke af en alsangspatrulje, hvor end han går?

Demokrati er ikke en måde at tage rigtige beslutninger eller at sørge for, at alle er enige. Demokrati er en kampplads, hvor holdninger mødes og brydes, uden at vi er nødt til (eller har mulighed for) at gribe til vold. Og når nogen siger noget forfærdeligt, dumt eller farligt, så er det ikke statens opgave at lukke munden på dem – det er vores opgave som borgere at sige dem imod.

Vi må leve med Paludan og det kan vi vel også godt, men vi kan ikke leve med en stat, som begrænser borgerrettighederne og dermed langsomt undergraver demokratiet.


Foto: Screendump fra YouTube. 

Asser Amdisen (f. 1972) er historiker, forfatter, højskolemand, direktør og generelt højtråbende. Hans verden er bygget på Kierkegaard, Marx og Frankl og opfatter kritisk tilgang til magten som demokratiets egentlige fundering, så han er altid klar til et godt slagsmål. Som historiker har han udgivet bøger om bl.a. Struensee. I de senere år er kommet ”En ualmindelig og kortfattet Danmarkshistorie” og ”Nu vi taler om demokrati – en debatbog for demokrater”. Som museumsmand har han været ansat hos kongehuset, på Frederiksborg Slot, på Gammel Estrup og en del andre steder. I 2005 lod han sig lokke ind på chefkontoret på Aabenraa Museum og bidrog i den forbindelse i Danmarkshistoriens største museumsfusion ved dannelsen af Museum Sønderjylland i 2006. I 2009-2011 var han højskoleforstander i Ryslinge og har både før og efter lavet utallige korte kurser på en lang række danske højskoler. I dagtimerne er han direktør for fonden bag skoleskibet Georg Stage, men skriver bøger, holder foredrag, fungerer som konsulent og bestyrelsesmedlem - samt meget andet - ved siden af.
Se nærmere på www.asseramdisen.dk

Seneste artikler om Danmark