RUSLAND & UKRAINE // KOMMENTAR – “For mig at se er accept af russiske behov for sikkerhed en indirekte anerkendelse af dets imperiale selvforståelse og en nedgørelse af en hel stribe nationers naturlige krav på suverænitet.” Ruslandskenderen Claus Mathiesens kommentar er et historisk rids, der fortjener at stå alene.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
En militær kollega tager i en kronik i Berlingske igen emnet om forståelse for Ruslands sikkerhedsbehov op.
Som flere andre fremfører han argumentet om, at vi må forstå, at Rusland er blevet angrebet fra vest mange gange i historiens løb. Årene 1812, 1914 og 1941 nævnes, i øvrigt som de ofte nævnes af Rusland selv, hyppigst 1812 og 1941.
Napoleons invasion i 1812 fandt sted på baggrund af en enorm russisk ekspansion mod vest, som skete i løbet af Polen-Litauens tre delinger, sidst i 1795. Det var altså ikke et angreb på russisk territorium som sådan, men et angreb rettet mod de arealer på op mod 500.000 kvadratkilometer, som ved delingerne var taget af Rusland. Arealer, hvis befolkning var polsk, estisk, lettisk, belarusisk, litauisk, ukrainsk, moldovisk, tysk og jødisk (m.fl.).
Strategiske interesser
Rusland gik ind i Første Verdenskrig med en offensiv mod Preussen og Østrig-Ungarn. Håbet var tydeligvis at fravriste især Østrig-Ungarn territorier, som længe havde haft Ruslands strategiske interesse i kampen mod Det Osmanniske Imperium, der lige som Østrig-Ungarn var svækket.
Rusland havde et håb om at underlægge sig territorier rundt om hele Sortehavet og en gammel drøm om at genvinde Istanbul for kristendommen og for Rusland. Her var der heller ikke tale om, at Rusland blev invaderet som sådan. Da østfronten lå længst mod øst nåede den igen kun ind på områder, der ikke oprindelig var russiske. Men til gengæld fx ind på dele af de samme områder, som i 1812.
I 1941 foregik den skånselsløse nazistisk-sovjetiske krig igen i de samme områder. Før krigsudbruddet havde Sovjetunionen igen foretaget territoriale udvidelser mod vest, denne gang i forståelse med Nazityskland og nedfældet i Molotov-Ribbentrop-aftalens hemmelige tillægsprotokol. Denne deling blev eksekveret i fuld forståelse med Nazityskland i september 1939.
Man kan tilføje, at den kolde krig fandt sted på en lignende baggrund. Stalins grådighed på Jalta- og Potsdamkonferencerne førte til, at Ruslands territoriale erobringer og politisk kontrol blev udbredt helt ind midt i Europa. Polen blev bogstavelig talt skubbet mod vest og indlemmet i østblokken, og DDR blev oprettet.
Blot for at nuancere forståelsen af, at Rusland har været udsat for angreb igen og igen fra vest, hvorfor vi må forstå russiske sikkerhedsbehov.
Læs ikke kun russiske historiefremstillinger. Læs fx Timothy Snyders fremragende “Bloodlands”, så får man en bredere forståelse af, hvordan det hænger sammen.
For mig at se er accept af russiske behov for sikkerhed en indirekte anerkendelse af dets imperiale selvforståelse og en nedgørelse af en hel stribe nationers naturlige krav på suverænitet. Suverænitet, som igen og igen gennem historien er blevet krænket, også af Rusland og Sovjetunionen.
Det er utvivlsomt nyttigt at kende den russiske selvforståelse, men også vigtigt ikke at acceptere den ukritisk.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
