Vi kan ikke mindes så hadefuld, dæmoniserende og polariserende debat som den, vi oplever i disse år

Debatten er blevet radikaliseret og budskaberne stærkt forenklede. Foto: Siesta via Wikimedia Commons.

Halime Oguz og Serdal Benli 25.09.2025

DEMOKRATISK DEBAT // KOMMENTAR – I vrimlen af stadig mere ophidsede debatter og højspændte følelser om alt fra Charlie Kirk til Tommy Robinson-demonstrationen i London eller til ødelæggelsen af et cykelløb i Spanien på grund af Gaza, så bliver kravet til os alle at insistere på ordentlighed, på nuancer, på fairness og på fakta. Det skriver Halime Oguz og Serdal Benli, som begge repræsenterer SF. ”Vi kan simpelthen ikke mindes så hadefuld, dæmoniserende og polariserende debat som den, vi oplever i disse år.”

Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Debatten oven på det helt uacceptable drab på Charlie Kirk i USA har affødt en fortælling om, at ”venstrefløjen” er voldsparat, og at ”venstrefløjen” ser trusler, vold og drab som et acceptabelt redskab i den politiske værktøjskasse. Siden drabet er vi stødt på påstanden et stort antal gange dagligt på sociale medier, både i Danmark og i udlandet.

Og det vil da også være skørt at benægte, at dele af venstrefløjen, både i Danmark og andre steder, har det sådan.

Men vi bliver sgu ærlig talt også noget pikerede over generaliseringen i udsagnet. Lad os lige minde om, hvem det var, der stormede Kongressen i USA i en ikke så fjern fortid og reelt forsøgte at forhindre vicepræsidenten i at udføre sin demokratiske pligt ved at anerkende valgresultatet.

Det var ikke ”venstrefløjen”, der forsøgte at forhindre den fredelige magtoverdragelse.

Det var elementer fra det yderste højre, der den 6. januar 2021 stormede Kongressen i Washington. Foto: TapTheForwardAssist via Wikimedia Commons

Vi afviser alle trusler, vold og drab

Vi er venstreorienterede og har aldrig anerkendt trusler, vold eller drab som et legitimt politisk redskab. Det har SF heller ikke.

Faktisk handlede stiftelsen af SF blandt andet om DKP’s insisteren på muligheden af væbnet revolution, hvor stifterne af SF ønskede en fredelig, demokratisk forandring af vores samfund. Og da der i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne blandt nogle SF’ere opstod en ny revolutionsromantik, der omfattede vold som politisk middel, fortsatte SF som SF – dem med forkærlighed for væbnet aktivitet blev skilt ud i VS, Venstresocialisterne.

SF’s gamle formand, Gert Petersen, yndede at fortælle om et møde i den daværende hovedbestyrelse engang i 1970’erne, hvor visse medlemmer (der siden blev meget prominente højrefløjsdebattører) erklærede sig parate til at bruge våben til at forsvare og bibeholde en demokratisk vunden magt, hvis man ved et efterfølgende valg stod til at tabe magten igen.

De pågældende, der siden blev VS’ere, kaldte hånligt Gert Petersens insisteren på at føje vælgernes demokratiske dom for ”elevatorsocialisme”. Gert Petersen insisterede på, at SF naturligvis ville bøje sig for vælgernes beslutning.

Alle, vi kender i SF, er demokrater til benet. Alle, vi kender, står på Gert Petersens linje i dét spørgsmål. Alle afviser trusler, vold og drab som politisk legitime redskaber. Punktum.

Alt andet ville også være forkasteligt. Skulle der sidde en enkelt eller to et sted i SF’s bagland med den slags fantasier, kan vi kun opfordre dem til at søge andre græsgange. For så er SF simpelthen ikke partiet for dem.

Der er sket en radikalisering af debatten

Derfor er det også trættende at blive slået i hartkorn med det meget lille segment på den alleryderste venstrefløj, der finder vold legitimt.

Drabet på Charlie Kirk skriver sig ind i en kun alt for lang og trist tradition med drab og politisk motiverede attentater i USA. Vi har også set det i andre lande, og vores naboland Sverige har gennem tiden oplevet tragiske politisk motiverede attentater. I Danmark er vi heldigvis bedre vant. Det skal vi påskønne. Og det skal vi passe på.

Med til det hører så også, at vi må og skal vogte os for dæmoniseringen af politiske modstandere.

Med de internationale reaktioner på krigen i Gaza er det tydeligt, at der er sket en radikalisering af debatten. Alt lige fra afbrydelserne af Mette Frederiksens tale om ligestilling i Arbejdermuseet til det nyligt overståede cykelløb i Spanien viser tydeligt, at der er en glidebane fra forstyrrelse til decideret desavouering af arrangementer – der intet har med Gaza at gøre. Alt skal åbenbart handle om Gaza. Og det er nu blevet en metode for de mest yderligtgående kræfter.

For os og for SF er det forkasteligt i sig selv at ødelægge andres lovlige og demokratiske arrangementer. Men grænsen er langt overskredet, når afbrydelserne går over i at skabe situationer, der er decideret farlige for andre – uanset om det er cykelryttere, politibetjente eller tilfældigt forbipasserende, der risikerer at blive ofre. Skridtet videre, til trusler, vold eller drab, kan kun påkalde sig den stærkeste fordømmelse. Og krav om benhård retsforfølgelse.

Danmark er hverken USA eller Gaza

Radikaliseringen i den offentlige, politiske debat mener vi tog et vendepunkt, ikke med Gaza-konflikten, men i virkeligheden allerede med reaktionerne på covid-restriktionerne og de efterfølgende beslutninger om aflivning af mink.

Det er vores oplevelse, at særligt covid og mink rykkede lydniveauet et par takker op i, hvad man syntes, det var legitimt at sige og mene om hinanden, særligt på sociale medier og ved demonstrationer. Konflikten i Gaza har skruet yderligere op, og vi kan simpelthen ikke mindes så hadefuld, dæmoniserende og polariserende debat som den, vi oplever i disse år. Og vi har ellers – som politikere med minoritetsbaggrund – hørt lidt af hvert gennem årene.

Men vi vil virkelig advare mod at fortsætte ad det spor og mod at hente inspiration udefra. Den amerikanske debatform har i årevis været hadefuld og gensidigt dæmoniserende og er med Donald Trump rykket helt ind i Det Hvide Hus. Resultatet er skræmmende og tjener ikke til efterfølgelse.

Danmark er ikke USA. Og Danmark er heller ikke Gaza. Danmark er ikke medskyldigt i, hvad Israel gør i Gaza – lige så lidt som Danmark er medskyldigt i Hamas’ terror. Hvis vi i den danske offentlighed vælger kun at forfægte de mest monomane og unuancerede fortællinger om fx Gaza, så gør vi os skyldige i flere ting:

For det første bidrager vi til at fordumme debatten, når vi gør komplekse ting entydige og simple – mod bedre vidende.

For det andet bidrager vi til at skærpe skyttegravskrigen mellem positionerne – og bidrager dermed til at gøre konflikten til en dansk konflikt (hvad den ikke er), og bidrager dermed til at forstærke polariseringen i en i forvejen dæmoniserende debat. Det kan kun de mest radikaliserede positioner have en interesse i.

Der påhviler derfor en række centrale aktører i fx Gaza-debatten nogle særlige forpligtelser. Det gælder os som politikere, det gælder NGO-miljøet, og det gælder medierne: At vi – på betryggende afstand af konflikten – insisterer på fakta og nuancer. Så vi ikke ”weaponizer” de forenklende, polariserende og potentielt radikaliserende stemmer og ensidige narrativer.

Konflikten i Mellemøsten er lang og kompliceret. De seneste år har ikke gjort de gode løsninger nemmere at finde, faktisk tværtimod. Politikere, medier og NGO’er bør ikke bidrage til at forenkle noget så komplekst på en måde, som kun bidrager til at øge spændingerne og polarisere debatten til et niveau, hvor mange enten ikke tør deltage i debatten – eller bliver dæmoniseret ud over enhver rimelighed.

Éndimensionale budskaber armeres

Der findes kræfter i både det yderste politiske venstre og det yderste politiske højre, der ønsker et skærpet konfliktniveau.

Vi ser det på politiske emner som Israel/Gaza/antisemitisme, vi ser det på covid, vacciner og mink, vi ser det på LGBT+, kønsidentitets- og såkaldte woke-spørgsmål, vi ser det på migration/integration.

Disse temaer er alle sammen ultrakomplekse, med mange reelle dilemmaer og med enorm betydning for lige præcis de grupper, de vedrører. Men vi er på vej væk fra nogle vigtige demokratiske principper, hvis disse spørgsmåls politiske diskussions- og minefelt bruges som anledning til at undergrave den demokratiske samtale og ytringsfriheden gennem trusler om vold eller anvendelse af vold. Og det starter med en polariserende debat, hvor éndimensionale budskaber armeres og afsikres med henblik på at skærpe konflikterne.

Ligesom ”højrefløjen” som begreb kan dække over alt lige fra et medlem af Radikale Venstre til Men-In-Black eller videre til en nynazist, vil intet menneske ved sine fulde fem med nogen rimelighed kunne påstå, at det er ét og det samme. Det samme gør sig gældende på ”venstrefløjen”, hvor der er alen langt fra Blekingegade-bandens PFLP-typer – og til os i SF.

Så i vrimlen af stadig mere ophidsede debatter og højspændte følelser om alt fra Charlie Kirk til Tommy Robinson-demonstrationen i London eller til ødelæggelsen af et cykelløb i Spanien på grund af Gaza, så bliver kravet til os alle at insistere på ordentlighed, på nuancer, på fairness og på fakta.

Og en insisteren på klar og utvetydig afstandtagen til enhver form for aktioner, der sætter andres liv eller førlighed i fare, samt utvetydigt at afvise enhver form for accept af intimidering, trusler, vold eller drab, som politisk aktionsform.

Man skal ikke chikaneres på grund af Gaza, fordi man er jøde i Danmark. En medarbejder på Terma skal ikke chikaneres for at gå på arbejde. En dansk-israelsk sportsinstruktør bliver ikke et legitimt mål. Hadtale og intimidering er ikke i orden, hverken på gaden eller på Facebook.

Og vi er alle forpligtede til at have in mente, at ikke alt, hvad vi læser på nettet eller ser på YouTube, er sandt. At der sidder trolle-hære bag tastaturerne, og bevidst ønsker at skabe kaos og destabilisering. At fjendtlige magter som Rusland, Kina og Nordkorea har en interesse i vestlig splittelse, både i landene og mellem landene i Europa og i Nato. At propaganda og misinformation udgår fra mange sider og med mange motiver. Og de er sjældent gode og opbyggelige.

Det stiller krav til hver eneste af os, når vi gerne vil ytre os meget skråsikkert om det ene eller andet. Men der påhviler os politikere, medierne og NGO’erne at være særligt bevidste om, hvilken måde vi vælger at fodre debatten på, hvis vi gerne vil passe godt på den demokratiske samtale.