
UDVIKLINGSPOLITIK // KOMMENTAR – At tage globalt ansvar for den nye generations læring, især piger, kommer os selv til gode. Det er vores pligt at handle, skriver Zoé Elkær Nicot.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
En af de vigtigste rettigheder, som verdenssamfundet – herunder Danmark – mangler fokus på, er retten til uddannelse for alle børn og særligt piger. Når piger kommer i skole, bidrager det til mere stabile, modstandsdygtige samfund. En mere ligestillet verden er til gavn for alle.
Det handler om overlevelse
Der er brug for bidrag fra lande som Danmark for at kunne løfte de mange udfordringer, som verdens fattigste står over for. Kløften mellem de rigeste og fattigste er blevet større, og den økonomiske skævvridning internt i mange lande vokser. Uddannelse handler for mange om retten til liv: Et barn, hvis mor kan læse, har 50 procent større chance for overlevelse efter sit femte leveår.
61 millioner af verdens børn går ikke i grundskole. Vi skal i arbejdstøjet nu og investere massivt for at sikre lige adgang til skolegang. Vi skal også løfte niveauet – selv for børn, der kommer mange år i skole, er det ikke ensbetydende med, at de får en uddannelse af høj nok kvalitet. Det kræver investeringer i uddannelsen, i læreres uddannelse og faciliteter.
Flere piger i skole giver økonomisk vokseværk
De økonomiske omkostninger ved ikke at uddanne piger er også kolossale i tabt livsproduktivitet og indtjening. En piges livsindkomst stiger med 11 procent for hvert år, hun færdiggør i skolen i forhold til piger uden uddannelse. Derudover vil tolv års kvalitetsuddannelse for alle piger booste verdensøkonomien med mellem 15 og 30 billioner dollars i øget livstidsindtjening.
Det er tal, som bør få et nyt Folketing op af de polstrede stole og svare på dette opråb ved at arbejde for en langt mere ambitiøs tilgang til udviklingspolitik. Kvalitetsuddannelse til piger i verden skal fylde langt mere på den kommende finanslov.
Lad os skrue ambitionerne op og sætte standarden for verdenssamfundet, med inspiration fra 90’erne, hvor Danmark i en kort periode ydede mere end 1 procent af BNI
Det vigtigste argument for at tage ansvar for at få flere børn i skole er dog det menneskelige aspekt. Hvis alle piger i verden fik 12 års kvalitetsuddannelse, ville vi kunne stoppe stort set alle børneægteskaber, halvere spædbørnsdødelighed og reducere antallet af tidlige graviditeter med to tredjedele og herved overvinde nogle af de vigtigste barrierer mod ligestilling og trivsel.
Et særligt ansvar
I Danmark er vi privilegerede nok til at være vokset op i et land med lige adgang til kvalitetsuddannelse. Det privilegium må aldrig blive en hvilepude. Det giver os et ansvar for at hjælpe dem, der ikke er vokset op med de samme privilegier.
Vi kunne fx lade os inspirere af vores egne folkeretlige forpligtelser. Danmarks udviklingsbistand udgør i dag 0,7 % af BNI, som er FN’s minimumsmålsætning. Lad os skrue ambitionerne op og sætte standarden for verdenssamfundet, med inspiration fra 90’erne, hvor Danmark i en kort periode ydede mere end 1 procent af BNI. Lad os puste nyt liv i Børnekonventionen, som i øvrigt er den mest ratificerede menneskerettighedstraktat i verden.
Det er vigtigt, at dansk udviklingsbistand bliver brugt til reelle, udviklingsorienterede formål. Betaling af flygtningemodtagelse i Danmark og finansieringen af klimabistanden til udviklingslandene skal ikke finansieres gennem de eksisterende udviklingsmidler. Dansk udviklingsbistand skal bruges i udviklingslandene og ikke til at dække nationale udgifter.

Uddannelse og klimakatastrofer
Børns uddannelse, og især pigers uddannelse, har ud over den individuelle gevinst en enormt stor indflydelse på deres familie og samfund. For hvert års ekstra skolegang for piger forbedres deres lands modstandsdygtighed i forhold klimadrevne katastrofer kraftigt. Hvis alle børn fik uddannelse på gymnasieniveau i 2030, ville man fx kunne undgå 200.000 klimarelaterede dødsfald gennem en øget risikobevidsthed.
Det kunne jo være, I politikere bliver overraskede over, hvor mange borgere der mener, at denne dagsorden er vigtig, hvis I tør sætte den højere på jeres politiske prioritetsliste?
Parisaftalen anerkender vigtigheden af at finde måder, hvorpå man kan håndtere de klimarelaterede tab og skader, men siden har der været bekymrende lidt fremskridt i forhold til handling og finansiering. Til COP-26 forpligtede de rige lande i verden sig til at finde 100 mia. dollars om året fra 2020 til 2025 i finansiering til klimarelaterede tab og skader, der ikke tages fra den eksisterende ramme for fattigdomsorienteret udviklingsbistand eller fra klimabistanden – såkaldt nye additionelle midler.
Sammenlignet med andre lande er Danmark en frontløber, når det kommer til at sætte reel handling bag de ord, som verdens ledere har forpligtet sig til. Danmark har nemlig for nylig lovet 100 mio. kr. til tab og skader i 2023. Det er positivt, at vi i Danmark tager det første spadestik. Danmarks fair andel af denne forpligtelse svarer til 5 mia. kroner om året, men de 100 millioner er da en start. Forhåbentlig giver det danske bidrag anledning til, at flere lande får sat handling bag ordene.
Er der vælgere i udviklingspolitik?
Endvidere er udviklingsdagsorden en mangelvare i den offentlige debat. Især op til folketingsvalget har uddannelse, klimabistand og rettigheder for verdens børn fået minimal opmærksomhed. Pigers uddannelse skal på lystavlen hos de danske politikere – også i deres kommunikation til vælgerne. Det gælder også støtten til civilsamfundsorganisationers arbejde med at mobilisere danskerne til at engagere sig i udviklingsarbejde, og målrettet kommunikation til befolkningen om den forskel, vi kan og skal gøre ude i verden.
Det kunne jo være, I politikere bliver overraskede over, hvor mange borgere der mener, at denne dagsorden er vigtig, hvis I tør sætte den højere på jeres politiske prioritetsliste?
Læs mere om udviklingspolitik og uddannelse i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her