KRIG OG FRED // KOMMENTAR – Dette er den virkelige fortælling om freden, der blev væk. Nordirlands Belfastaftale (1998) og universelt menneskelige faktorer giver et overbevisende udgangspunkt for en forhandlet løsning i Ukraine-krigen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Den virkelige betydning af kampen om ”territorial suverænitet” er, hvad den udsiger om skjulte ønsker om magt, herredømme og udlægninger af virkeligheden.
Denne indsigt synes at være gået mange forbi, især de fleste af verdens førende medier.
Hvorfor har de mistet færten? Journalister, der voksede op i en koldkrigsverden, hvor Moskva og Vesten stod over for hinanden, føler sig trygge i denne fortælling. Det er langt nemmere at sælge Ukraine som ”Tjekkoslovakiet 1968” end en kompleks, multietnisk stat, hvor magten skal deles og de forskellige grupper tilgodeses.
Det nuværende narrativ skyldes efter min mening respekt for den amerikanske og de vestlige regeringers spin, som udstiller Rusland som ”ondskabens imperium”.
Ingen ved, hvordan Ukraine 2.0 vil komme til at se ud. Endnu mere grund til at tage den multietniske situation alvorligt og starte en seriøs fredsproces
Således besøgte den tidligere amerikanske senator John McCain tilbage i december 2013 Kyiv under de ”pro-demokratiske” Majdan-protester, som efterfølgende førte til Ruslands annektering af Krim-halvøen. Dér erklærede han sin støtte til protesterne og optrådte på scenen sammen med lederne af de tre oppositionspartier, som anførte protesterne, herunder det højreekstremistiske parti Svoboda!
Dette valg af side kan siges at være i tråd med generelle holdninger, idet mange amerikanere længe har set Rusland som deres fjende. Man opfatter livet som en kamp mellem Godt og Ondt, Sandhed og Usandhed, Demokrati og Diktatur, Frihed og Trældom, Kapitalisme og Kommunisme. Dette farver Vestens nuværende tilgang til Rusland og forhindrer en fredelig løsning af Ukraine-krigen.
Vi efterlades desværre med en bismag af en amerikansk indblanding og aggressiv holdning til verden.
Den britiske avis The Economist opridsede for nylig både et optimistisk efterkrigsscenarie om et fremgangsrigt Ukraine, men også den uhyggelige mulighed, at Ukraine, når kanonerne engang tier, og freden kommer, kan synke ned i et grimt morads af korruption, armod og politisk vold, stik imod de idealer, som Ukraine kæmper for.
Ingen ved, hvordan Ukraine 2.0 vil komme til at se ud. Endnu mere grund til at tage den multietniske situation alvorligt og starte en seriøs fredsproces.
Nordirlands fredsproces og Ukraine
Nordirlands Belfastaftale er et konkret bud på en løsning i Ukraine-krigen.
I påsken for femogtyve år siden, i 1998, nåede man en aftale for at bringe den blodige konflikt i Nordirland til ende, kendt som ”Belfastaftalen” eller ”Langfredagsafttalen”. Det afgørende princip i aftalen var det om en ”Deling af Magten” mellem nationalister/republikanere/katolikker og loyalister/unionister/protestanter, som støtter op om unionen med England.
Dette princip er, understreger de to nordirske kvinder Anne og Kerrie Patterson, selve kernen i fredsprocessen. Det betyder nemlig en anerkendelse af (en form for) nordirsk selvstændighed og, nok så vigtigt, mulighed for etnisk-religiøs sameksistens mellem katolikker og protestanter i Nordirland. Med freden er der også kommet udvikling på sundhedsområdet, inden for uddannelse og økonomisk udvikling i det hele taget.
En deling af magten: Kompromis, fred og sameksistens
Og hermed er vi fremme ved Ukraine-konflikten, som ikke kræver mere krudt og kugler, men en fredsproces og et kompromis som det nordirske, med alle de positive bidrag til menneskers liv og muligheden for sameksistens og forsoning, som Deling af Magten indebærer.
Vi er derfor efter min mening nødt til at vende tilbage til Minskaftalen fra 2014-15, som netop indebærer dette princip. Man kan ikke lade være med at tænke tanken, at havde man bare implementeret Minskaftalen, kunne man have undgået krigen og dens mange rædsler.
Resultatet har været frygtelige niveauer af død og ødelæggelse på begge sider. De fleste militære observatører mener, at krigen sandsynligvis vil fortsætte i årevis
De fleste væbnede konflikter ender ikke med en total sejr, men med rodede kompromiser. Dette er konklusionen fra den nordirske juraprofessor Tom Hadden, når han ser tilbage på den drabelige konflikt i Nordirland, hvor de to stridende sider, ligesom i Ukraine, havde uforenelige mål, nordirsk selvstændighed over for union med Storbritannien. Fronterne i Ukraine-konflikten er ligeledes trukket skarpt op. Ingen af parterne vil give sig.
På den ene side er der Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, og hans vestlige støtter, der kræver, at alle russiske tropper trækker sig fra ukrainsk territorium besat siden 2014. Kremls position er den stik modsatte. Mens man er åben for forhandlinger, vil Rusland ikke trække sig ud af Ukraine.
Resultatet har været frygtelige niveauer af død og ødelæggelse på begge sider. De fleste militære observatører mener, at krigen sandsynligvis vil fortsætte i årevis.
I Ukraine eskalerer man til stadighed – og de europæiske og amerikanske støtter følger trop – ud fra en tragisk og irrationel logik om sejr, som dog er uopnåelig. Sådan er det i Ukraine, og sådan var det i Nordirland – før en fredsproces kom i gang.
Professor Haddens erfaring fra at have været involveret i den nordirske fredsproces viser, at en våbenhvile og derefter seriøse forhandlinger kun kan komme i stand ud fra eksternt pres. I det nordirske tilfælde kom det fra USA, med støtte fra Den Europæiske Union. Indtil videre har Kina og Brasilien meldt sig som potentielle mæglere i Ukraine konflikten. Flere neutrale lande, som ikke har valgt side og dermed er rimeligt troværdige, kan komme til, samt FN, som også har undgået at vælge side.
Sådan skaber man fred
Målet var dengang at skabe et ”brugbart, om end uperfekt, kompromis” for at sikre den nordirske fred. ”Med dette i tankerne,” siger professor Hadden, ”bør det eksterne pres i Ukraine ikke være på det endelige resultat, hvad enten det er absolut territorial integritet for Ukraine eller territoriale gevinster for Rusland, eller straf af den ene eller den anden side for krigsforbrydelser. I stedet skal det fokusere på at opbygge en form for regeringsførelse, en Deling af Magten, der afspejler de ”etniske realiteter” i de omstridte grænseområder (Donbas og Krim).
Anerkendelse af etniske realiteter: I Ukraine og Irland – som i andre etnisk-delte samfund – er der områder, hvor befolkningen, eller det meste af den, har delte identiteter og forhåbninger. Mange i Donbas-regionen og Krim betragter sig selv som tættere på Rusland end på andre ukrainere.
Alt, der egentlig skal til, er ikke at se hinanden som fjender, men brødre, søstre og partnere. Det gjorde man i Nordirland, og det virkede
Og i disse områder er der ligeledes mange, der betragter sig selv som udelukkende ukrainere. For at bringe Ukraine-krigen til ophør, skal man, siger Hadden med Nordirland in mente, anerkende de forskellige identiteter og skabe en regeringsførelse basereret på en deling af magten samt mekanismer, som anerkender forskelle og muliggør, at mennesker kan leve fredeligt sammen.
Alt, der egentlig skal til, er ikke at se hinanden som fjender, men brødre, søstre og partnere. Det gjorde man i Nordirland, og det virkede.
Den seneste udvikling i Ukraine-krigen
Wagnergruppens oprør i weekenden, den 23.-24. juni, kan have “ydmyget” Putin og åbenbaret svagheder i hans greb om magten, men den virkelige historie, vi skal koncentrere os om, er den øgede fare for hele verden: faren ved at have en truet præsident med ansvar for nukleare missiler, der kan true hele verden.
I sin krigsfeber ser Ukraine kun russisk uro som et svaghedstegn, der skal udnyttes på slagmarken. Men pointen er en mulighed for selvkritik i Vesten og at starte en fredsproces, baseret på en mere nuanceret fortælling om årsagen til krigen: Natos årelange østudvidelser, “Natos spøgelse” – og den etniske virkelighed i Ukraine. Selvkritik og nuancer er til gavn for og fremmer et fredeligt og harmonisk verdensbillede (jf. forfatteren i Globalnyt den 24. april).
Den ”ukrainske modoffensiv” synes ikke at gøre de store fremskridt – endnu en grund til at indlede en fredsproces. Alt, man synes at opnå, er små landvindinger, med et uhyggeligt tab af menneskeliv på begge sider. Alt imens man fortsat ignorerer den “etniske situation”.
Der er mange, fra Kina til Brasilien, der ikke køber den gamle koldkrigsfortælling om det (gode) Vesten og det onde imperium, Rusland. Der skal et mere nuanceret narrativ til
Prøver man at forestille sig – en vanskelig tanke – at Ukraine, efter frygtelige blodsudgydelser, tilbageerobrer Krim, vil en “befrielse” i allerhøjeste grad blive nødt til at følges op af en deling af magten, givet at der er overvejende russere på halvøen. Man må ikke vinde krigen for så at tabe freden.
Desuden har Krim-halvøen en stor geostrategisk betydning for Rusland som en vigtig adgang til verden via Sortehavet. Kampen om Krim er egentlig blot det seneste kapitel i en lang geostrategisk historie, hvor handlingen kun har ændret sig lidt gennem århundrederne.
Adgangen til verden via Sortehavet, hvor civilisationerne i Asien mødes med civilisationerne i Europa: Derom har man kæmpet i århundreder, først mod tyrkerne i det 17. og 18. århundrede, mod England i det 19. og Hitler i det 20 århundrede. Det har derfor meget lange udsigter med at få russerne ud af Krim, som de ser som deres livsnerve. Kun anerkendelse af denne kompleksitet og en deling af magten kan løse situationen.
Hvorfor kæmper vi?
Der er mange, fra Kina til Brasilien, der ikke køber den gamle koldkrigsfortælling om det (gode) Vesten og det onde imperium, Rusland. Der skal et mere nuanceret narrativ til.
Man kommer til at tænke på den spanske maler Goya og dennes makabre fremstillinger af den rus eller feber, der kommer op i folk, når de opfordres til at forsvare/kæmpe for territorier. Dengang var det spaniere mod Napoleons indtrængende styrker (i 1805), nu er det den ukrainske-russiske nationalistiske/patriotiske optændte, hadefulde opinion, der insisterer på krudt og kugler. Man bukker nemt under for denne stemning, et udtryk for vores tragiske og krigeriske natur. Denne blodtørst, hvor man mister besindelsen, får os til at kæmpe om territorier og besiddelser, der jo er ”upersonlige” kategorier, der i sidste ende vil svigte os ved at lade dem styre os og bekæmpe hinanden.
Man påtvinger os en interpretation af Ukraine, hvor Washington står over for Moskva, de ”gode” over for de ”onde”. Medierne har mistet deres orienteringsevne mht. Ukraine. Faktum er, at vi ukritisk har købt denne forenklede fortælling. En fremstilling, som behager USA og kun gavner våbenindustien – det “military–industrial complex”, som præsident Eisenhower kaldte det – ikke freden.
Vi har det i os at deeskalere konflikten og mane scenariet om eskalation uden ende i jorden
Der skal ”kultur og samfund” på bordet. Ikke flere krigeriske og konfrontatoriske udtalelser. Ursula von der Leyen, præsidenten for EU-Kommissionen, presser hårdt på for at få et tribunal for at anklage Putin. Parallelt forfølger Nato og USA en aggressiv kurs over for Kina i Taiwan-spørgsmålet og ser landet som en ”udfordring”. Heller ikke dette fremmer en fredelig kurs.
Vi har så meget tilfælles, på trods af vores forskelle, og forskellene mellem ukrainere og russere er faktisk uendelig små. Alle sammen bliver vi født ind i kulturelle sammenhænge og samfund (med deres forestillinger, normer og økonomiske, køns-og magtstrukturer = ”et net af betydninger”), som eksisterer uafhængigt af os og har deres egne funktioner og egen logik og sammenhængskraft eller ”kode” (de ”etniske realiteter”, som skal afkodes).
Derudover har vi dog også en ”universel menneskelig natur”, fælles fysiske og psykologiske behov for at høre til samt en stærk handle-drivkraft og intentioner. Vi har det derfor i os at deeskalere konflikten og mane scenariet om eskalation uden ende i jorden.
Dette er en udvidet, lettere redigeret og opdateret udgave af en artikel, som tidligere har været publiceret i Glabalnyt. Den ligger i forlængelse af en artikel, som Bernhard Bierlich skrev til POV den 1. juni 2023.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
