Verdensmålene er en ny begyndelse

af i MILJØ & BÆREDYGTIGHED

DAGENS POV // VERDENSMÅL –  De 17 Verdensmål er en masterplan i, hvordan man skaber bæredygtighed for både mennesker og natur. De udgør ikke bare en lang række strategiske vigtige mål, men har også konkrete bud på, hvordan man rent faktisk lykkes med at komme derhen. Det gør dem særligt interessante. De anviser en vej til, hvordan man tager lederskabet – og det er vel at mærke på en måde, så man sikrer, at man ikke skaber flere problemer, end man løser. Og det er vel kendetegnende for et sandt lederskab.

Det betyder naturligvis også, at hvis man vil skabe sand bæredygtighed, kan man ikke blot danse glad derudad med et enkelt mål eller tre. Man er nødt til at arbejde med hele paletten samtidig.

Der er flere hovedtemaer, der angiver vejen til en bedre og mere bæredygtig verden og helt overordnet kan man sige, at de indebærer ansvarlig klimaindsats, stop ulighed, sikring af stærke institutioner og inkluderende beslutningstagning. Og sidst men ikke mindst, at sikre den nødvendige finansiering.

Bæredygtighed handler således ikke kun om at skabe nye skarpe opfindelser, der reducerer menneskets aftryk i naturen, men også om, at så mange forskellige perspektiver skal tænkes ind som muligt for at resultaterne bliver bæredygtige. Beslutninger skal tage afsæt i de reelle problemer for rent faktisk at skabe de nødvendige forandringer og resultater.

Desuden skaber ulighed i et samfund store konflikter, uretfærdigheder og deraf en lang række ubehagelige følgevirkninger.

I Danmark har vi 160.000-180.000 mennesker uden kendt forsørgelsesgrundlag. Desværre har vi ingen kønsopdelt statistik på disse, men vi ved at over 60.000 børn i Danmark vokser op i fattigdom. Det er ikke tilfældigt at Verdensmål 1 hedder ”Afskaf fattigdom”

Fattigdom er den værste undertrykkelsesmekanisme af alle, fordi man efterlades uden valgmuligheder og overskud til at tage sig af sine nærmeste og sig selv.

Verdensmålene handler ikke kun om fattigdom i andre lande. I Danmark har vi 160.000-180.000 mennesker uden kendt forsørgelsesgrundlag. Desværre har vi ingen kønsopdelt statistik på disse, men vi ved at over 60.000 børn i Danmark vokser op i fattigdom. Det er ikke tilfældigt at Verdensmål 1 hedder ”Afskaf fattigdom”.

Det er heller ikke tilfældigt at Mål 5 handler om ligestilling mellem kønnene.

Selvom Danmark har ligestilling mellem kønnene som en særskilt dansk værdi, er det ikke et område, der politisk set fylder meget og indsatsen for at forbedre kvinders rettigheder og muligheder er stort set fraværende og ikke noget, der bruges særlige ressourcer på.

De fleste i Danmark går ud fra, at vi har ligestilling mellem kønnene, men der er altså kun fordi vi ikke overvåger området og følger op på de helt oplagte områder, hvor der ikke er ligestilling.

En lang række af disse områder er explicit nævnt i verdensmålene, der både fokuserer på økonomi, næring, sundhed, sikkerhed, vold, voldtægt, drab, trafficking, kønsstereotyp opdragelse, ledelse, politisk repræsentation, kønsopdelt arbejdsmarked, kønsopdelt uddannelsesvalg, uligeløn, mangel på kvinder indenfor forskning, innovation, entreprenørskab, byplanlægning, adgang til billige boliger, adgang til billig kollektiv transport, sexisme, ulige konsekvenser af klimakatastrofer, kvinders manglende adgang til landbrug og fiskeri samt kvinders manglende indflydelse på beslutningstagning indenfor en lang række områder.

Endelig er der spørgsmålet om overvågning af offentlige ressourcer til at fremme kønsligestilling, som Danmark ikke synes det er vigtigt at rapportere til FN på. Ligesom spørgsmålet om, hvorvidt man har institutioner til at fremme kønsligestilling heller ikke vurderes relevant i en dansk kontekst.

Det vil tage for megen plads at uddybe ovenstående opremsning, men jeg vil gerne bevæge mig hen til, hvorfor det er relevant for alle – og ikke kun for kvinderne.

Når det tager så lang tid for verdens ledere at gøre noget ved problemet, er det fordi, disse ikke er de første, der bliver ramt. Det er derimod fattige kvinder overalt i verden, og de kvinder sidder ikke med, hvor vigtige beslutninger om deres fremtid, bliver truffet

Når man taler bæredygtighed, kræver det selvsagt velovervejede beslutninger, der tages på et oplyst grundlag. Og hermed menes et grundlag, der er oplyst på et helt andet niveau, end vi hidtil har set. Vi kan jo se på klodens og menneskehedens tilstand, hvad uoplyste beslutninger fører til.

Uansvarlige politikker og beslutninger efterlader os med kriser, der bliver sværere og sværere at håndtere, og som lige nu er ved at føre os et sted hen, der afslutter livet på jorden, som vi kender det.

Når det tager så lang tid for verdens ledere at gøre noget ved problemet, er det fordi, disse ikke er de første, der bliver ramt. Det er derimod fattige kvinder overalt i verden, og de kvinder sidder ikke med, hvor vigtige beslutninger om deres fremtid, bliver truffet.

Ved at inddrage kvindernes perspektiver, kan man finde nye bæredygtige løsninger. Ikke fordi kvinder er af en helt anden særlig art, men fordi livsvilkårene overalt er meget forskellige for kvinder og mænd. For en god ordens skyld handler det ikke kun om, at der sidder kvinder med ved bordet – det handler i lige så høj grad om, at kvinders perspektiver og levevilkår anerkendes og inddrages på lige fod med de perspektiver, som mændene kommer med.

Man kan sige sig selv, at når du som pige opdrages til at være sød, venlig og smilende, så er det svært at være fremfusende og sætte krav

Det kræver viden. Helt basalt kræver det lang flere opgørelser med kønsopdelt data, så beslutningstagerne har konkret viden at træffe beslutninger ud fra, samt forskning, der kan afdække konkret, hvilke faktorer, der gør sig gældende.

Man kan sige sig selv, at når du som pige opdrages til at være sød, venlig og smilende, så er det svært at være fremfusende og sætte krav. Når du som kvinde ikke er tryg hverken på gaden eller i dit hjem, så betyder det noget for din indsats på uddannelsesområdet og på arbejdsmarkedet.

Når du som kvinde er utryg ved politi, anklagemyndighed og domstole, når du bliver udsat for sexisme, overgreb og voldtægt, så gør det noget ved dine drømme og ambitioner. Og ikke mindst din tillid til det samfund, som du burde være fuldgyldigt medlem af.

Når du efter flere år er blevet udsat for fysisk og psykisk vold af din partner, skal du være heldig, hvis der er plads på et krisecenter og psykologhjælpen til din overlevelse er sparet væk.

Når din jagt på bolig forhindres af at din løn ikke rækker til at bo ordentligt, fordi det kræver to indtægter at købe bolig.

Når din alderdom er plaget af fattigdom fordi din pensionsopsparing er for lille.

Når din karriere falder hårdt til jorden, når du vælger at føde børn, fordi du tager det meste af barselsorloven og at du herefter også hænger på det meste af husarbejdet.

Når din fødsel skal presses ind i en hospitalsrutine, og du pludselig står uden støtte fire timer efter fødslen og du endelig ikke må amme offentligt.

Desuden er det også din opgave at sørge for at holde kontakt med resten af familien og passe syge, ældre og handicappede familiemedlemmer ved siden af. Du skal som regel også tage børnenes sygedage. Du er opdraget til ikke at stille spørgsmålstegn ved systemet og din rolle – dit liv er jo dit eget ansvar og dine egne valg.

Hvis du vil starte egen virksomhed, får du ikke løn under barsel og dine muligheder for at søge innovationsstøtte, kredit til produktion eller vækst er langt sværere end dine mandlige kollegaers. Og hvis du brokker dig over at du og dit køn bliver udsat for massiv diskrimination, bliver du hånet og udskammet.

Der er langt flere direkte og indirekte diskriminationsformer, som vi hverken anerkender eller undersøger. Og det har store omkostninger på samfundsniveau, at over halvdelen af befolkningen ikke får deres behov opfyldt eller deres menneskerettigheder respekteret

Linjerne er hårdt trukket op, men hvis du lever som kvinde i dette land, vil du kunne nikke genkendende til adskillige af ovenstående udsagn. Og der er langt flere direkte og indirekte diskriminationsformer, som vi hverken anerkender eller undersøger. Og det har store omkostninger på samfundsniveau, at over halvdelen af befolkningen ikke får deres behov opfyldt eller deres menneskerettigheder respekteret.

Og her er verdensmålene endnu engang temmelig interessante, fordi de også angiver en konkret metode til at forandre uligestillingen og diskriminationen.

For det første fordi de sætter konkrete mål og delmål. Det betyder at retningen er kendt og besluttet.

Her kan nævnes at al diskrimination af kvinder og piger skal ophøre inden 2030. At der skal være ligeløn på arbejdsmarkedet. At kvinder skal have adgang til at eje jord, have adgang til kreditmuligheder og støttemuligheder til innovation. At andelen af kvindelige ledere og kvinder i politik skal øges. At vold mod kvinder i alle former skal udryddes – også seksuel vold – inden 2030. Dette er blot nogle få eksempler.

Næste skridt er dokumentation af status quo. Altså kønsopdelt statistik, der overvåger udviklingen. Man kan se på Danmarks nuværende afrapportering, at der mangler tal på en lang række områder.

At der så er nogen, der er afrapporteret forkert, kan man håbe at der snart bliver styr på. Men det kræver en langt større indsats i Danmark at overvåge udviklingen end tilfældet er i dag. Blandt andet skal man opgøre hvor mange der har været udsat for seksuel, fysisk og psykisk vold inden for de seneste 12 måneder opgjort på køn. Her har Danmark ingen data. Heller ikke hatecrimes er DK i stand til at afrapportere på.

Det gør det unægtelig let at sige, at der ikke er nogen problemer, når man end ikke bruger ressourcer på at tjekke efter.

Når man har styr på mål, delmål og sine kønsopdelte data, kan man jo så begynde arbejdet med at skabe nye resultater. Det betyder eksempelvis at DK, der i mange år har accepteret at 38.000 kvinder årligt udsættes for partnervold, skal begynde at arbejde med en målorienteret indsats. Og rent faktisk sikre resultater fremadrettet. Et delmål kunne være at tallet skal være halveret inden 2025.

Vi mangler i den grad stærke institutioner i Danmark til at sikre ligestillingen. Institut for Menneskerettigheder har opgaven at overvåge området for EU, men med et uhyre begrænset budget. Kvinfo – Videnscenter om køn og ligestilling – er blevet kraftigt økonomisk beskåret. Ministeren for Ligestilling har ikke et særskilt ministerium

Lige præcis på dette område, er det relativt let at sætte ind, fordi Istanbul Konventionen, som DK ratificerede i 2014, indeholder en temmelig konkret aktivitetsplan, over hvad der skal til. Men det kræver politisk vilje og økonomiske ressourcer, som hidtil har manglet fuldstændig.

Verdensmålene lægger op til at landene sikrer stærke politikker, indførelse af den nødvendige lovgivning, iværksættelse af de nødvendige foranstaltninger og opbygning af stærke institutioner, der kan sikre ligestilling mellem kønnene. Og som en særlig pointe, er fremhævet at man skal overvåge de økonomiske ressourcer, der afsættes til at fremme kvinders og pigers rettigheder, fordi det er den bedste måde at sikre at lovgivning og politikker rent faktisk bliver implementeret fuldt ud.

Og vi mangler i den grad stærke institutioner i Danmark til at sikre ligestillingen.

Institut for Menneskerettigheder har opgaven at overvåge området for EU, men med et uhyre begrænset budget. Kvinfo – Videnscenter om køn og ligestilling – er blevet kraftigt økonomisk beskåret. Ministeren for Ligestilling har ikke et særskilt ministerium, men er påhæftet andre større ressortområder og de økonomiske ressourcer er uhyre små. Kvindeorganisationerne får meget få midler at arbejde for.

Jeg vil afslutte med et helt konkret delmål, nemlig 16.3, der siger at alle skal have adgang til retfærdighed.

Hvis vi skal sikre kvinders og pigers adgang til retfærdighed, når de kræver deres ret til egen krop, kræver det en opgradering af retssystemet. Mit forslag er oprettelse af en Særdomstol, der har viden og indsigt i at behandle sager om diskrimination, hatecrimes, kønsbaseret vold, voldtægt, digitale krænkelser og seksuel chikane

Hvis vi skal sikre kvinders og pigers adgang til retfærdighed, når de kræver deres ret til egen krop, kræver det en opgradering af retssystemet.

Mit forslag er oprettelse af en Særdomstol, der har viden og indsigt i at behandle sager om diskrimination, hatecrimes, kønsbaseret vold, voldtægt, digitale krænkelser og seksuel chikane.

Både politi, anklagemyndighed og dommere skal have særlig uddannelse til at varetage disse sager på en ordentlig og fornuftig måde, da ofrenes manglende retssikkerhed er et brud på deres menneskerettigheder. Vi har særdomstole på en lang række områder, der kræver særlig indsigt. Resultaterne – eller rettere mangel på samme – viser at det også gør sig gældende på dette område.


Foto: Unsplash.com

Charlotte Kirkegaard er cand.jur. og international ekspert i ligestilling mellem køn. Hun har siden 2007 drevet konsulentvirksomheden E-QUALITY (tidl. Unisex Progress), der gennemfører research, analyser, evalueringer, forandringsstrategier og holder foredrag. Hun har arbejdet for UNDP, UN Women, EU, Nordisk Ministerråd, Europarådet, Ligestillingsministeriet, Erhvervsstyrelsen og en række større private virksomheder og organisationer.
E-QUALITY hjælper større virksomheder og organisationer med at få flere kvinder i ledelse. WWW.E-QUALITY.PRO
Charlotte Kirkegaard gennemførte i slutningen af 2017 den kvalitative del af Erhvervsstyrelsens evaluering af den danske lovgivning om flere kvinder i ledelse. Rapporten kan læses her
Du kan støtte Charlotte Kirkegaards bidrag til POV via mobilepay til 61695990 og skrive til hende på ck@e-quality.pro