KOMMENTAR – Hvorfra kommer al den kynisme, der spreder sig imellem os i disse år? Hvorfor føles det efterhånden som om, at vi lever i en åben lagerhal, hvor døre, vinduer og snart sagt vægge er blæst omkuld? Hvem er ulven, der puster, spørger Dennis Larsen i denne kommentar, hvor han påpeger, at verdensborgerne står i ledtog med stordriftskapitalisterne; om de vil det eller ej. De ser stort på sammenhængskraften og fremavler selv den kynisme, de har så travlt med at tage afstand fra.
Verdensborgermoral er ikke noget nyt fænomen. Ej heller er kynisme. Snarere følges de ad.
Tendensen var tydeligst at se i de hedengangne storimperiers slutæra, såsom Romerrigets eller antikkens Hellas. Også dengang var verdensborgermoral – særligt i samfundets øvre lag – i høj kurs i takt med, at samfundene ‘globaliseredes’ og overudvidede sig. Som bekendt endte det med dekadence. Samfundene mistede troen på sig selv, imens en stadig mere afstumpet magtelite udsultede oplandet (læs: centraliserede det) og erstattede størstedelen af arbejdsstyrken med krigsslaver.
De sørgelige rester af solidaritet forekommer at være spredt for alle vinde. Folk er endt som fremmede over for hinanden. Fjerne i blikket. De ser ud mod den store verden, hvor de i stedet burde koncentrere sig om, hvad der sker lige omkring dem
Helt så slemt ser det ikke ud i dag. Men vi er godt på vej. Venstrefløjen jubler for eksempel over udsigten til, at vi skal tage imod flere flygtninge. På højrefløjen kan man ikke få armene ned over udsigten til billig arbejdskraft i nærmest uendelige mængder som følge af globaliseringen.
Alt imens, så kæmper vores samfund med social atomisering. De sørgelige rester af solidaritet forekommer at være spredt for alle vinde. Folk er endt som fremmede over for hinanden. Fjerne i blikket. De ser ud mod den store verden, hvor de i stedet burde koncentrere sig om, hvad der sker lige omkring dem.
Hvis de gjorde det, så ville de opdage, at det hele er ved at gå i opløsning – og at det til dels skyldes dem selv.
Disruptionssamfundet
I virkeligheden er verdensborgeren et resultat af et sådant fragmenteret samfund. Men de kan ikke selv se det, og i den forstand spiller de med på den kosmopolitiske elites leg, der handler om at transformere samfundet til en slags åben lagerhal, hvor ingen er alle, og alle ingen. Et samfund med indbygget IKEA-effekt, simpelthen.
I dette stakåndede samfund kan det så flyde frit med anonyme menneskestrømme. Uhindret kan det vælte ud, men mest ind med alverdens tilfældige mennesker, og det sker i markedskræfternes og menneskerettighedernes hellige navn. Det er uanset, om vi taler om billig/dyr arbejdskraft, indvandrere eller flygtninge: I alle tilfælde er deres efterhånden dominerende tilstedeværelse udtryk for, at vi uhæmmet har åbnet op for verden – hvad end så motiverne er af humanistisk eller økonomisk art.
Det er også oplagt, at verdensborgerne snart vågner op og stiller sig selv spørgsmålet: ‘Hvad vil der egentlig ske, hvis først lagerhallen falder helt ned om ørerne på os?’
I virkeligheden er disse vores udgave af antikkens krigsslaver, men det er mere end dét. For selv ressourcerige danskere ser vi også flytte ud af landet. De ser stort på, når de svigter deres egne, da de har fået travlt med redde hele verden. De overser alle dem, der står tilbage: Mennesker, der må finde sig tilpas i et konstant destabiliseret samfund. Konkurrenceudsatte arbejdere. Socialt udsatte, for hvem det forekommer, at samfundet huseres af en evig storm.
Dem er der ikke nogen medmenneskelighed tilbage til. I stedet må de tage til takke med et boblende stakkelhad, som fører med sig, at store dele af ‘skoven’ – træerne med svagt rodnet – vælter, så der til sidst kun står kæmpemæssige træer tilbage, der suger alt lyset til sig.
Menneskesuppen
I virkeligheden abonnerer både verdensborgere og markedstilbedere på en sådan samfundsmodel, men hvad der måske adskiller dem, er graden af selvindsigt. Hvor markedstilbederne godt ved, hvad de har gang i (sådan da), så opfanger verdensborgere slet ikke det spil, de er fanget i. De har for længst vænnet sig til at leve i storbyernes menneskesupper, hvor alle ansigter altid er nye; hvor ensomheden forekommer at være et grundvilkår, og hvor man måske knapt nok kender navnene på sine naboer.
Det handler for verdensborgerne om bare at have den rigtige indstilling, og derfor forstår de sig ikke rigtig på konsekvenserne af deres grænseløse medmenneskelighed
Det er i denne sociale kontekst – typisk i kombination med nostalgi for datidens ‘overflinke’ næstekærlighed – at verdensborgerne så begynder lemfældigt at tage sig af mennesker hér og dér. Derfor opfatter de også dem selv som ‘gode’. Men de overser, at det er på samme måde som den slags forældre, der febrilsk tager sig af alle gadens udsatte børn, men som forsømmer deres egne.
Dem parkerer de til gengæld foran fjernsynet med lommepenge og slik. For så holder de jo kæft, lyder rationalet ubevidst. Men hvor længe?
‘Kældermennesker’
Ikke særlig længe, at vurdere ud fra de såkaldte ‘populistiske’ partiers fremgang. Af denne grund er det også oplagt, at verdensborgerne snart vågner op og stiller sig selv spørgsmålet: ‘Hvad vil der egentlig ske, hvis først lagerhallen falder helt ned om ørerne på os?’
Selvsagt hører der gruopvækkende perspektiver med til en sådan overvejelse, og alligevel formår verdensborgerne gang på gang at skyde dem fra sig. De gør det ved at fokusere på kynismens overflade, hvortil de for eksempel kalder populistiske vælgere for ‘en sekt af skimlede kældermennesker’, sådan som vi har set über-humanisten Carsten Jensen gøre det.
På den måde kan de fortsat ignorere deres egen kynisme: En tofoldig kynisme, idet de først svigter deres egne, da de tror, at den goodwill, der er opbygget borgerne imellem, er en uendelig ressource, de kan tære på. Og når det så viser sig ikke at være tilfældet – og nyliberalismens ‘spredning af flokken’ for alvor slår igennem – fremavles en yderlig kynisme hos alle dem, der svigtes som følge. Derefter ser vi et ‘overlevelsessamfund’ tage form. Alles krig mod alle.
Stordriftskapitalisme
Problemet er her, at verdensborgerne er næstekærlighedsnostalgikere, der antager, at al sammenhængskraft, der måtte eksistere mennesker imellem, findes til evig tider og uanset hvad. Det handler for dem bare om at have den rigtige indstilling, og derfor forstår de sig ikke rigtig på konsekvenserne af deres grænseløse medmenneskelighed.
Måske ofte også, fordi de ikke selv er afhængige af de fordele, sammenhængskraften giver? De mærker ikke selv dens forvitring på egen krop? Eller måske er det netop deres universalistiske næstekærlighedsnostalgi, der gør dem blinde over for det, der foregår?
Verdensborgerne trækker ikke i trådene. Det gør de globale, Ayn Rand-tilbedende stordriftskapitalister, der som bekendt opløser alt solidt på deres vej. Men de gør det med hjælp fra verdensborgerne
I alle fald forekommer de at leve i lykkelig uvidenhed. De overser de mange hårde facts, der gælder, når det kommer til at opretholde et relativt tætvævet fællesskab. Altså et fællesskab, hvor man tager sig af hinanden. Det får dem til at overse sammenhængen mellem magtelitens ‘åbne lagerhal’ og en stadig mere forsømt befolkning, der er på nippet til at blive fascister – hvis altså det er dét, der skal til, for at de bliver taget alvorligt igen. Og måske er det netop denne sammenhæng, de såkaldte ‘kældermennesker’ har opdaget? At verdensborgerne blæser med, idet ulven er ved at puste vores hjem i stumper og stykker – ikke kun udefra – men så sandelig også indefra?
I så fald skal det siges, at verdensborgerne ikke trækker i trådene. Det gør de globale, Ayn Rand-tilbedende stordriftskapitalister, der som bekendt opløser alt solidt på deres vej.
Men de gør det med hjælp fra verdensborgerne. Og disse to politiske grupperinger – mener jeg – er reelt tilsammen ved at opløse vores samfund. Derfor ser vi nu et voldsomt politisk opgør med dem overalt i hele Vesten. Og det er fuld berettiget!
PS: Jeg mener, at herboende muslimske medborgere (det vil sige dem, der rent faktisk gider Danmark – og ikke kun på grund af høje overførselsindkomster) også bør vende sig imod verdensborgermoralen, da den kun er med til at gøre det værre for dem selv. Dette ladeportsåbne samfund skal bremses i tide. Inden det går helt galt.
Topillustration: Max Pixel
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
