STÅR EUROPA ALENE? #20 // TEMA – I en tid, hvor EU i højere grad skal indstille sig på at klare problemerne på egen hånd, så står den illegale immigration fra Afrika og Mellemøsten som en af de helt store udfordringer. Den italienske ø Lampedusa ligger tættere på Afrika end på Sicilien, men dens indbyggere ligner, taler og opfører sig som alle andre italienere. Den bliver derfor betragtet som Europas og EU’s sydligste forpost, godt et hundrede kilometer fra Tunesiens kyst.
LAMPEDUSA – Når man bevæger sig rundt på øen Lampedusa, bliver man slået af den behagelige, afslappede feriestemning. Øen, der er mindre end Anholt, har over 5.000 faste indbyggere. Det er en hel del sammenlignet med Anholts godt 100 sjæle.
Men Lampedusa har også et vigtigt erhverv at leve af i det sydlige Middelhav: turismen. Der er smukke laguner og sandstrande, hvor pirater i tidligere tider holdt til. I dag er det fredelige havskildpadder, der gemmer deres æg på strandene.
I dette solskinsparadis befolket af mindre hoteller og delikate fiskerestauranter kommer de tilrejsende flygtninge på ruten fra Nordafrika til at fremstå som uønskede fremmedelementer
Øen ligger tættere på Afrika end på Sicilien, men dens indbyggere ligner, taler og opfører sig som alle andre italienere. Den bliver derfor betragtet som Europas og EU’s sydligste forpost, godt et hundrede kilometer fra Tunesiens kyst. Der er heller ikke langt ned til det evigt urolige Libyen.
I dette solskinsparadis befolket af mindre hoteller og delikate fiskerestauranter kommer de tilrejsende flygtninge på ruten fra Nordafrika til at fremstå som uønskede fremmedelementer. Især hvis de dukker op på turiststrandene som strandvaskere.
Den 3. oktober 2013 gik det galt, og godt 360 flygtninge omkom, forliste i en fiskerbåd tæt på Lampedusas bedste strand, Kaninstranden. Den er beliggende i en lille lagune og blev engang udråbt til at være en af verdens bedste. Den italienske kystvagt nåede at redde 155 personer, selv om myndighederne overhørte flere SOS-signaler.
I dag er situationen en helt anden, og alligevel ikke. Det afhænger af, hvem man spørger. For Lampedusas beboere og deres italienske turister er problemerne så godt som væk, usynliggjorte med en massiv politiindsats. Angelo og Francesca har hver deres forretning på øens centrale turiststrøg. Efter en lang arbejdsdag tager de sig begge tid til at forklare.
”Tidligere hørte man altid om landsætning (af flygtninge, red.). Nu hører man ikke noget længere,” fortæller Francesca, mens hun står midt i sin lille tøjforretning. ”Det hele er superkontrolleret,” tilføjer hun.
”Lad os sige, alting er under kontrol,” tilføjer Angelo fra souvenirbutikken.
Men for flygtningene er udfordringerne stadig de samme. De ankommer stadigvæk i stort tal til øen, men dramaet er nu rykket længere ud på havet, og ankomsten foregår langt mere diskret.
Den diskrete mole
Lampedusa By er øens eneste. Som et lille bysamfund virker det godt bevogtet af politi. Afhængig af temperament kan man også kalde bevogtningen for massiv. Italiensk kystvagt og italiensk finanspoliti sammen med EU’s grænsestyrke Frontex fylder meget i havnebilledet. Som en del af Frontex er her politistyrker fra så forskellige lande som Rumænien, Sverige og Danmark.
Alle disse politienheder er døgnet rundt beskæftiget med at overvåge denne sydlige del af Middelhavet, og nærmest dagligt samler de flygtningebåde op i internationalt farvand. Når det ikke sker hver eneste dag, skyldes det vejret – ofte er det alt for farligt at sejle ud fra Libyen og Tunesien i de små fiskerbåde.
I gennemsnit kommer der hver eneste dag 125 asylansøgere til Lampedusa. I hele Danmark modtog man i løbet af året 2024 cirka 2.300 asylansøgninger – det svarer til, hvad der ankommer her til øen i løbet af godt to uger.
På en almindelig onsdag eftermiddag overværede vi, hvordan to kystvagtskibe kom ind med flygtninge. Det hele foregik hurtigt, effektivt og diskret på en afsidesliggende mole i byens havn. Molen er aflukket, så pressen og andre nysgerrige ikke kan få adgang. Her sættes de overlevende flygtninge i land.
Det lykkedes os imidlertid at fotografere hele forløbet. Først med telelinse og bagefter tættere på. Begivenhederne ude på havet havde åbenbart været voldsomme, for først kom en ligvogn, derefter en ambulance og til sidst rækken af Røde Kors-busser, der transporterede de reddede til modtagecentret uden for byen.
Ikke se, ikke høre, ikke mærke
Hvor man for år tilbage kunne se de fremmede gå oppe på Via Roma, byens hovedgade med hyggelige caféer og turistbutikker, så virker Lampedusa by i dag som støvsuget for asylansøgere. Tidligere var her en hel kirkegård med efterladte migrantbåde i havnen, i dag er alle bådene fjernet på nær et enkelt vrag. Hvor man tidligere havde et migrantmuseum, så er det også blevet nedlagt.
Selv de døde migranters anonyme grave er placeret nede i den bagerste ende af den kommunale kirkegård i byens udkant. Det er her, man skal søge ned, men når man først finder frem til den lille plads, så gribes man af tragediens dimensioner. Tusinder af omkomne ude på havet.
En af øens håndværkere har lavet et lille, kristent monument ud af drivtømmer fra de forliste skibe. Nedenunder med inskriptionen ”På dette sted hviler muslimer og katolikker, unge og gamle, sorte og hvide. Alle migranter døde på havet i søgen efter frihed”.
På dette sted hviler muslimer og katolikker, unge og gamle, sorte og hvide. Alle migranter døde på havet i søgen efter frihed
Det er ikke, fordi lokale indbyggere som Angelo og Francesca undgår at tale om asylansøgerne. Det falder bare ikke naturligt, for det er ikke længere et relevant emne for dem. Redningen af asylanterne foregår i dag mere systematisk, meget længere væk, og landsætningen af dem er uhyre diskret. Dertil kommer, at de efter en screening på øens modtagecenter hurtigt sendes videre nordpå til Sicilien i løbet af bare 24 til 48 timer. Det er ikke forbudt for de screenede asylansøgere at bevæge sig op og ned ad feriebyens gågade. De kan bare ikke nå at gøre det, inden de er sendt videre med færgen til Sicilien.
Resultatet er, at italiensk og international presse ikke længere er fyldt med druknehistorier, der kan relateres til Lampedusa. Og deraf følger resultatet: Turismen er i vækst. Igen.
Det er ikke bare øens beboere, der drager et lettelsens suk. Det gør også Giorgia Melonis italienske regering og Ursula von der Leyens EU-Kommission. For ud over usynliggørelsen af flygtningene på øen er der også tale om en mindre nedgang i trafikken på den centrale rute over Middelhavet. Med kun 125 flygtninge pr. dag i 2024 er tallet nedadgående i forhold til både 2023 og de store kriseår 2015 og 2016.
I en tid, hvor antallet af flygtninge globalt set er kraftigt stigende, så hænger det beskedne fald sammen med omfattende, generøse økonomiske støtteordninger, hvor Den Europæiske Union finansierer udviklingen af bl.a. kystvagten i Libyen og i Tunesien med det formål at bremse flygtningestrømmen allerede inden, den forlader afrikansk jord.
Da det hele blev for meget
Lampedusa ligger som en isoleret, men centralt placeret europæisk forpost på flygtningeruten fra Nordafrika til Europa. Denne nærmest uundgåelige trædesten har siden 1990’erne oplevet hundredtusinder passere forbi på flugt fra krig, fattigdom og anden ulykke.
I de første mange år var den humanitære indsats det altoverskyggende for øens beboere. Og humanismen var ikke blevet dem påduttet af regeringen i Rom. De har selv været vant til at emigrere væk fra fattigdom, og de har selv i århundreder været parate til at redde nødstedte ude på det store, voldsomme Middelhav.
Efterhånden som strømmen bare blev ved og ved – og endda steg og steg – så skiftede stemningen på øen
Francesca mindes de vanskelige døgn for bare to år siden, hvor øens beboere måtte kaste, hvad de havde i hænderne, for at tage sig af over 10.000 flygtninge, der i løbet af et par dage ankom til øen.
”Man kunne ikke bare lade som ingenting. Hvis du har samvittighed, så hjælper du. Der var ikke plads til alle flygtningene på centret. De blev spredt ud over hele øen. Restauranterne lavede mad til dem. Jeg gav dem en masse slippers fra butikken, de kom jo barfodede.”
I de første mange år var flygtningestrømmen beskeden. Der var derfor en stemning af, at de lokale beboere måtte tilpasse sig de nye tilstande med flygtninge. Men efterhånden som strømmen bare blev ved og ved – og endda steg og steg – så skiftede stemningen på øen.
Ved sidste valg stemte halvdelen af øens vælgere på det klart indvandringsfjendske parti Lega, der ligger endnu længere til højre end Giorgia Melonis nationalkonservative Fratelli di Italia. Et tydeligt signal om, at nu havde de fået nok. Det er baggrunden for den voldsomme oprustning på øen af italiensk grænsepoliti og EU’s Frontex.
Regeringens stramninger
For tre år siden vandt Giorgia Meloni regeringsmagten på en kampagne om, at ”Italien ikke skal være Europas flygtningelejr”. Siden har regeringen, hvor også Lega sidder med, strammet forholdene for flygtninge og migranter i Italien. Der arbejdes på at opbygge lejre i nabolandet Albanien, og samarbejdet med Libyen og Tunesien er blevet udvidet voldsomt.
Gang på gang er der kommet rystende beretninger om behandlingen af flygtninge og migranter, især i Libyen. Uden for Lampedusa By bekræfter Cristina Palma, vicechefen for Røde Kors-modtagecentret, disse historier: ”Vi møder mennesker, der er meget traumatiserede, måske skyldes det den behandling de har fået i Libyen. Vi hører historier om vold.”
Gang på gang er der kommet rystende beretninger om behandlingen af flygtninge og migranter, især i Libyen
Og samtidig har en række NGO-redningsskibe været ude for direkte at blive beskudt af den libyske kystvagts patruljebåde. Det er dog i begge tilfælde oplysninger, der ikke sætter sig dybe spor i hverken Italiens eller i EU’s behandling af de to lande.
En række humanitære NGO’er, hvis redningsskibe patruljerer i internationalt farvand ud for Libyens og Tunesiens kyster, har været en særlig torn i øjet på den italienske regering. Den ser redningsfartøjerne som den del af fødekæden, der tager over, når menneskesmuglerne har fået skubbet de faldefærdige både ud i internationalt farvand.
Da den italienske regering ikke har kunnet forbyde NGO’erne i internationalt farvand, så forsøger de i stedet at stille krav til dem ved anløb til italienske havne. Der er blevet sat loft over, hvor mange de må redde pr. aktion, der er italienske havne, som de slet ikke må benytte, der er krav om grundige inspektioner af skibene mellem aktionerne og meget andet, der især handler om en langtrukken sagsbehandling.
Frygten for de porøse grænser
Man kan stille spørgsmålet, hvorfor den italienske regering så systematisk forsøger at sætte en prop i ruten over Middelhavet, når der samtidig fødes alt for få børn i landet. Italienske kvinder har en af Europas laveste fødselsrater, og landet står foran et tydeligt fald i befolkningstallet over de kommende årtier. Så hvis Italien skal opretholde den nuværende levestandard, så kræver det et større antal udlændinge på det italienske arbejdsmarked.
Svaret på spørgsmålet ligger i, at det er den italienske regering, der selv vil bestemme, hvilke typer af migranter der skal komme, i hvilket omfang og hvor længe. Derfor lukker man af al magt Middelhavet for illegal trafik, samtidig med at man henter udenlandsk arbejdskraft til Italien i store mængder. I 2026 tildeles der ikke mindre end 165.000 visa til lavtuddannede arbejdere. Et tal, der for fem år siden lå på bare 30.000.
Frygten for porøse og ukontrollerede grænser stikker dybt i alle nationalstater, og den italienske regering ønsker sig en stram styring af immigrantstrømmen på samme måde som i Japan, Canada, Australien og i landene omkring Den Arabiske Golf.
Budskabet fra Lampedusa – og lignende signaler fra andre steder i Sydeuropa – er samtidig den bevægelse, der danner klangbunden for EU’s nye, kommende Asyl- og Migrationspagt. Den træder i kraft i juni 2026 og kommer til at medføre mange ændringer og stramninger inden for hele Den Europæiske Union.
Taberne
Der er al mulig grund til at tage det alvorligt, når EU fra juni måned næste år agter at indføre nye regler for asylansøgere og migranter. Når det handler om EU, har der gennem årene været mange fordomme om unionens langsommelighed og bureaukrati, men Italiens og EU’s håndtering af flygtningestrømmen over Middelhavets centrale rute viser – set fra trædestenen Lampedusa – at det kan gennemføres smidigt, effektivt og diskret.
Med udsigt til mere begrænset adgang til det europæiske kontinent, så bliver taberne i det spil sandsynligvis dels verdens flygtninge, dels fattige migranter fra de lande i det globale syd, hvor man af en eller anden grund ikke kan få adgang til arbejdsvisa i Europa.
Onsdag eftermiddag på Via Roma
Det er onsdag eftermiddag, og vores fotograf står på balkonen, lige der, hvor den høje klippe slutter for enden af Via Roma og giver udsigt ned over Lampedusas havn med Middelhavet i baggrunden. Med sin telelinse rettet mod den aflukkede mole står han dér dybt koncentreret og bliver kun afbrudt af to nysgerrige turister fra det nordlige Italien. De er tiltrukket af hans TV-kamera og spørger høfligt til, hvad han laver.
Vores fotograf fortæller dem om flygtningene nede på molen. De nikker – nå ja, det er der vist noget med. Ja, det havde de hørt om engang, fortæller de og går hurtigt videre. Og den italienske turisthverdag kan fortsætte, lettere uforstyrret.
Imens fortsætter den anden virkelighed – flygtningevirkeligheden – nede på molen. Endnu to både er ankommet og indgår i øens statistik. I 2024 kom der til den lille ø 45.997 personer fordelt på 1.095 både. I snit 42 personer proppet sammen i hver båd. Dagligt 125 personer. Fordelt på cirka tre både. Antal døde på havet – ukendt.
FAKTA OM MODTAGECENTRET PÅ LAMPEDUSA
Over 90% af asylansøgerne er mænd, gennemsnitsalderen på centret er 26 år.
De fleste kommer fra Bangladesh, Pakistan og Egypten. Tidligere kom de fleste fra afrikanske lande syd for Sahara.
Den dag, Hans Bülow, besøgte centret var der 374 beboere. På en enkelt dag i 2023 var centret oppe på at rumme 12.000 personer.
På centret gennemfører italiensk politi en screening, hvor de enkelte asylansøgere identificeres. Herefter sendes asylansøgerne væk fra øen indenfor 24-48 timer til centre andre steder i Italien.
På centret er der personale, der kan assistere asylansøgerne medicinsk, psykologisk og juridisk. Derudover er der personale med assistance til uledsagede mindreårige.
Centrets personale modtager førstehåndsberetninger om den vold, som asylansøgere bliver udsat for i Libyen. Der kan også være tale om traumatisering som følge af skibsforlis og drukneulykker.
Kun få flygtningebåde kommer ved egen drift hele vejen frem til Lampedusa. Langt de fleste bliver reddet ude på havet.
EU’s NYE ASYL OG MIGRATIONSPAGT
Fra juni 2026 træder en ny asyl- og migrationspagt i kraft for de 26 EU-medlemslande, der er tilsluttet pagten. Kun Danmark står udenfor på grund af vores retsforbehold. Det danske Folketing forventes dog at tilslutte sig dele af pagten.
PAGTENS HOVEDPUNKTER
Asyl i det land man er tilknyttet
En asylansøger får mulighed for at søge asyl i det EU-land, hvor vedkommende har familie eller har modtaget uddannelse. Hvis asylansøgeren kommer til Italien og siger, at han har familie i Tyskland – så bliver det de tyske myndigheder, der skal behandle sagen.
Hurtig screening
Ansøgeren skal screenes indenfor de første ti dage efter ankomsten.
Skærpet registrering
Alle asylansøgere ned til 6-års alderen skal have taget fingeraftryk.
Sikkerhedsrisiko
Hvis ansøgeren er kommet ulovligt ind i unionen – og vurderes at udgøre en sikkerhedsrisiko – så må vedkommende kun opholde sig i området tæt på grænsen, må altså ikke bevæge sig rundt i medlemslandene.
Solidaritetsmekanisme
Op til 30.000 flygtninge med ret til beskyttelse i EU kan hvert år blive omfordelt mellem medlemslandene. Hvis et medlemsland nægter at tage imod omfordelte flygtninge, så koster det minimum 600 millioner euro.
Hurtigere sagsbehandling
Der bliver lavet et system, så ansøgere fra lande med lave chancer for at opnå asyl skal behandles anderledes. Det vil nok medføre, at der ikke bliver brugt så mange kræfter på dem.
Hurtigere hjemsendelse
Der skal sættes mere gang i hurtig hjemsendelse af afviste asylansøgere.
Asylbehandling i tredjelande
Den nye asyl- og migrationspagt tager ikke stilling til spørgsmål om mulig asylbehandling i tredjelande.
Står Europa alene?
Donald Trump fører USA i retning af isolationisme. Med den nye administration i Washington har Europa god grund til at tage stilling til en fremtid, hvor USA muligvis trækker sig ud af det internationale samarbejde på en række vigtige områder.
Hvilke udfordringer står man overfor, hvis NATO-samarbejdet svækkes og Europa skal klare en række vigtige forsvarspolitiske problemer på egen hånd? Hvad sker der på miljøområdet og i forhold til klimaforandringer?
I forhold til støtten til det globale syd, mæglerrollen i krige og konflikter, eller i en situation, hvor den globale samhandel kommer til at foregå på andre betingelser?
Dette og en række andre vigtige sager præger allerede debatten, og med dette POV-tema vil vi frem til jul belyse de mange problemer, der skal tackles, og også lægge vægt på løsningsmodeller og de potentielle fordele, der ligger i at Europa i højere grad kører løbet på egen hånd.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og