Justitsministeren turde ikke gøre sin kritik konkret og isolerede den til at omhandle den ”yderste, yderste højrefløj”, men kan han alligevel få held med at puste nyt liv i den ”anstændige borgerlighed”?
Noget af det mest bemærkelsesværdige ved justitsminister Søren Pinds udmelding søndag i Politiken er, at den vakte så stor opsigt. Det er i sig selv et udtryk for, hvor langt debatten om islam(isme), flygtninge, indvandring og integration er skredet ud, at ministeren kan vække opsigt med et udsagn om, at ”… tonen må gerne være karsk og hård. Men jeg leder stadig efter, hvem der kan forbinde borgerlighed med grovkornethed, uforskammethed, nedladenhed, racistiske ytringer, hadefulde ytringer, fuldstændig uvirkelige fremstillinger, fornægtelse af objektive videnskabelige fakta”. Eller at han giver udtryk for, at han er træt af ”… hele den diskurs om, at islam aldrig kan demokratiseres. At islam aldrig kan undergå en reformation. At det hele er givet. At intet kan forandres”.
Men det kunne det – og den næste uge eller to vil debatten køre på de høje nagler i det islamkritiske debatmiljø, hvor Søren Pind vil blive hængt ud som ”rådvild, usammenhængende og handlingslammet”, hvilket var de ord, Berlingske-bloggeren Eva Agnete Selsing brugte om ham, da han efter terrorangrebet i Nice meldte ud på Facebook, at ”vi er i krig med en dødskult. Ikke islam”. I Jyllands-Posten kaldte Katrine Winkel-Holm ved samme lejlighed Søren Pind for en ”strudsepolitiker”, der undlader at gå i krig mod islam, fordi han ”ikke orker”. Og hun fortsatte:
Man kan undre sig over, at tonen i debatten skulle få lov til at skride så meget ud, inden en borgerlig politiker eller debattør med en vis pondus sagde ”nok er nok”.
”En krig, han ikke tror, han kan vinde, og en krig, han ikke har tænkt at åbne danskernes øjne for og forsvare os imod. Holdningen kan bedst beskrives som defaitisme. Magelighed. Slaphed. Selvopgivelse med dertilhørende selvvalgt blindhed”.
Lettelse og glæde hos flere borgerlige
Det er kort sagt stærke kræfter, Venstres Søren Pind er oppe imod, og på Facebook var der mange steder lettelse og glæde at spore blandt borgerlige bloggere. Den liberale blogger Jarl Cordua skrev således på Facebook, at ”det er så en af de dage, hvor det er dejligt at være liberal. Velgørende. Ikke for tidligt”. Også andre erklæret borgerlige debattører gav udtryk for lettelse og for, at de trak vejret med lidt større glæde den søndag morgen.
Man kan undre sig over, at tonen i debatten skulle få lov til at skride så meget ud, som tilfældet har været hen over sommeren (og i årene op til), inden en borgerlig politiker eller debattør med en vis pondus sagde ”nok er nok” og begyndte at banke hegnspæle ned for at afgrænse sig i forhold til de mest ekstreme holdninger og udtalelser i den borgerlige lejr. Men det skulle vi altså.
Forståelse for ”frustrationsvold”
Helt derhen, hvor Folketingets formand kunne udtrykke forståelse for ”frustrationsvold”, som hun gjorde i et debatindlæg i Politiken:
”Min pointe … er, at hvis det akademiske Danmark, den kommunikative klasse, eliten fra Østerbro og Frederiksberg, mediecheferne, reklamebosserne, kulturparnasset og alle os, der på forskellig vis har indflydelse, ikke snart begynder at tage de over 90 procent andre danskere og deres liv og deres bekymringer alvorligt, så beder vi om Trump, frustrationsvold og flere, der i afmagt ikke gider læse Politikens aviser, høre på meningsmaskiner eller at stemme ved valgene”.
Højrefløjen er nødt til at formulere en danskhed, der er åben, og som folk har lyst til at være en del af. Og en danskhed, hvor der er plads til helt almindelige muslimer.
Hm. Tænk, hvis jeg sagde, at ”I går smækkede jeg min kone et par på hovedet, for jeg var ret frustreret over, at hun ikke er særlig villig til at gøre det, jeg synes hun skal”. Den holdning ville jeg ikke have en kinamands chance for at få forståelse for – hverken i den offentlige debat eller i byretten. Men politisk motiveret ”frustrationsvold” er altså noget, man som en af Danmarks mest fremtrædende politikere godt kan forstå, at visse dele af befolkningen er parat til at gribe til. Selv om kernen i et demokrati er, at hvis et flertal ønsker noget andet, kan man ikke altid få det, som man gerne vil.
Pernille Vermund, formand for Nye Borgerlige, der om en måneds tid efter alt at dømme bliver opstillingsberettiget til Folketinget, gik skridtet længere i et interview med TV2, hvor TV2 spørger om hendes reaktion på bl.a. hærværk mod asylcentre og en kiosk drevet af en person med indvandrerbaggrund: ”Skylden skyder hun på handlingslammede politikere, der ikke tager tyren ved de horn, som Nye Borgerlige ser som problemet: Overstatslige aftaler, menneskeretskonventioner og især flygtningekonventionen”.
Hvorpå Vermund fortsætter: ”Når Søren Pind siger, at vi gerne vil løse problemet, men at konventionerne forhindrer os, så bliver folk desperate. Sådan er det jo. Men hvis vi først mister respekten for vores retssystem, så skaber det konflikt og uro – i værste tilfælde en borgerkrig”.
Nej Pind: Det er ikke kun ”det yderste, yderste højre”
Man kan også undre sig over, at Søren Pind flere gange talte om, at det var et fænomen, der kun eksisterer på ”den yderste højrefløj”. En enkelt gang sagde han ligefrem ”den yderste, yderste højrefløj”. Enhver, der følger med i debatten i medierne – både de trykte og de sociale – oplever dagligt eksempler på, at det er en tone og en holdning, der efterhånden snarere er normen end undtagelsen. Og de små perfiditeter og udsagn, der ville være utænkelige for få år siden, optræder nu hver dag.
”Selv det mest højreorienterede parti, UKIP, (…) ville aldrig bruge den terminologi, der er blevet brugt i dag”.
Da udsagnet ”nok er nok” blev brugt første gang i forbindelse med stiftelsen af Ny Alliance, blev der sigtet direkte til Dansk Folkeparti, som blev nævnt helt konkret. Søndag gjorde Søren Pind et stort nummer ud af at understrege, at han ikke specielt sigtede på Dansk Folkeparti. Det er der to grunde til: Den ene er den åbenlyse, at de ekstreme udtalelser i dag kommer fra så mange andre sider. Den anden er, at Venstre i årene med Anders Fogh Rasmussen som statsminister og et fast flertal bestående af Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti lærte på den hårde måde, at hver gang et folketingsmedlem fra et af de to regeringspartier kritiserede noget, en DF’er havde sagt, var der kontant afregning i form af øgede krav ved næste forhandling om et økonomisk forlig. Det blev ligefrem en stående vittighed, at det kostede mindst 50 millioner kroner at kritisere Dansk Folkeparti (hæng mig ikke op på tallet, det var muligvis større).
Løkke sagde noget selv UKIP ikke ville sige
Men også i egne rækker er der nok at tage fat på. Tag bare integrationsminister Inger Støjbergs Facebook-opslag, da hun for nyligt skulle kommentere hærværket på en muslimsk efterskole:
Hun kunne ganske enkelt ikke nære sig for lige at stikke en kommentar ud, der må siges at være en ”sviner” og helt irrelevant i den sammenhæng.
Eller da Lars Løkke på en konference arrangeret af Dansk Industri i 2014 erklærede sig parat til at bruge folks religion som et vigtig kriterium, da han godt nok slog til lyd for at begrænse indvandringen fra Somalia, men samtidig erklærede, at hvis f.eks. en ”kristen somalier”, der er ”uddannet fra Sorbonne”, gerne vil til Danmark, skal det selvfølgelig være muligt (Løkkes tale/kommentar er tilsyneladende ikke på nettet i en autoriseret version. Citaterne er fra et debatindlæg i Information (og brugt i en klumme i Mandag Morgen) og er ikke blevet dementeret).
Det interessante er, som Informations debattør bemærker, at den eneste af de tilstedeværende, der tilsyneladende reagerede, var en britisk journalist Alex Forrester, der bliver citeret for på konferencen at sige, at ”Selv det mest højreorienterede parti, UKIP, (…) ville aldrig bruge den terminologi, der er blevet brugt i dag”.
De borgerlige må lære at rumme islam
Der er kort sagt nok at tage fat på, også i egne rækker. Det vil selvfølgelig være politisk selvmord for Søren Pind at gå direkte i rette med centrale partifæller. Den kommende tid vil så vise, om andre vil samle handsken op, så der kan dannes ”en tredje fløj”, der er klart adskilt fra ”halal-hippierne” på venstrefløjen og hos De Radikale og antiislam-dogmatikerne på den borgerlige fløj.
I den anledning er det interessant at læse tirsdagens kronik af skribent Niels Jespersen i Berlingske: ”Borgerlighed skal kunne rumme islam”:
”Højrefløjen er nødt til at formulere en danskhed, der er åben, og som folk har lyst til at være en del af. Og en danskhed, hvor der er plads til helt almindelige muslimer”, som det hedder. Og hvor kronikøren undrer sig over, at det borgerlige Danmark ikke omfavner det store flertal af muslimer, der er ”kultur-muslimer” og som langt hen ad vejen hylder borgerlige værdier som at sætte familien i centrum og hylde iværksætteri og at stå på egne ben.
Hvis dette kombineres med en benhård kurs omkring antallet af asylsøgere og indvandrere, der lukkes ind i landet, som Søren Pind flere gange understreger i førnævnte interview i Politiken, bør der være et ret stort vælgersegment, der finder denne cocktail tiltrækkende. Både blandt etniske danskere og folk med indvandrerbaggrund.
Denne tredje position har Socialdemokraterne forsøgt at manøvrere sig i retning af, som beskrevet tidligere her hos POV International, men det er gået trægt og haltende, og sommeren har de socialdemokratiske politikere og debattører tilsyneladende tilbragt i hængekøjen.
At rumme islam forudsætter skabelsen af ”et nyt menneske”
At det er en position, der ikke vil blive hyldet af den del af højrefløjen, Søren Pind kritiserer, kan ikke komme som en overraskelse. Men det er alligevel bemærkelsesværdigt at se en af de første kommentarer til kronikken, skrevet af den kulturkonservative Rune Toftegaard Selsing, der mener, at det kræver, at der bliver skabt ”et nyt menneske” for at få borgerlige til at inkorporere de muslimske medborgere:
Også Henrik Dahl fra Liberal Alliance vender sig i et ret langt Facebook-opslag, hvor han opremser alle problemerne med islamisme og integration, fuldstændig mod grundtanken i Niels Jespersens kronik, og den borgerlige blogger Mikkel Andersson var hos Berlingske hurtigt ude med en lige så bombastisk afvisning og en ”hvad med dig selv”-anklage mod venstrefløjen (Niels Jespersen hører vist til omkring centrum-venstre).
Ingen af de tre fremtrædende, borgerlige debattører forholder sig til Søren Pinds udmelding (der er udgangspunktet for Niels Jespersens kronik), og de ser ingen – absolut ingen – problemer i den måde, det borgerlige/liberale Danmark taler om og behandler indvandrere og flygtninge.
Noget tyder på, at det bliver en lang og ensom rejse for Søren Pind. Men han er jo kendt for at være stædig.
Topfoto: Hverdag på Skandinaviens eneste muslimske efterskole, Mina Hindholm efterskole, der for nylig blev udsat for groft hærværk. Screendump fra skolens hjemmeside.
POV betaler ikke honorar til sine skribenter, men du er velkommen til at at donere et beløb til mig, hvis du kunne lide artiklen. Stort eller lille, det bestemmer du. Jeg tager både MobilePay og Swipp på 20 74 68 44.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
