VENSKABER // KLUMME – ”Vi lever i en tid, hvor vi helst ikke vil forstyrre. Vi skriver beskeder i stedet for at ringe. Vi undgår øjenkontakt i toget, fordi nogen kunne finde på at sige hej. Men hvordan skal man nogensinde blive andet end fremmede, hvis man ikke tør forstyrre hinanden?” Barbara Læssøe Stephensen har været med til at opbygge en udstilling om venskaber. Og det satte hende i gang med at tænke over egne venskaber, betydningen af dem, og hvordan det at have og få venner måske har ændret sig.
Venskab er det samme som ilt for mig. Og jeg har været tæt på at kvæle mig selv – bizart nok ved at forberede og opbygge en udstilling på Sophienholm, vi har kaldt ven(SKABER).
Når jeg arbejder med en udstilling, bliver jeg tit ret besat af temaet: Jeg ser det alle vegne, absorberer alt, jeg møder, læser bøger og hører musik, der lader til at handle om det, og leder alle samtaler ind på det. Undskyld til dem, jeg har drevet til vanvid med det.
Måske er rigtige venner i virkeligheden dem, der gør sig umage. Som går en omvej for at ses fysisk. For der er forskel på at være forbundet og på at være i kontakt
Udstillingen er færdig, men tankerne er ikke. Undervejs dukkede en masse viden, erfaringer og tanker op, som ikke fik plads i formidlingen, men som har sat sig fast i mig.
For det, der i sidste ende reddede mig fra at drukne i mit eget tema, var, at jeg gjorde det stik modsatte af, hvad man normalt får at vide i pressede perioder. Jeg fyldte ikke mindre på. Jeg fyldte op med venner. Ikke bare venlig kontakt, men ægte venne-aktivitet. Det løftede mig, så jeg kunne trække vejret igen.
Gamle venskaber er noget særligt. De har den ubetingede fordel, at man er hinandens livsvidner. De kender de gamle udgaver af én, de uskolede, umalede, ubeskyttede. De mennesker, der har set én danse på ungdommens tynde is, og som derfor altid vil kunne genkende rytmen i ens skridt, uanset hvor mange år der går.
Når man møder dem igen, mange år senere, føles det, som om kroppen genkender dem, før hjernen gør det. Nærheden sidder lagret et sted i nervesystemet. Man kan ikke glemme den. De mennesker bliver aldrig fremmede.
Men gamle venskaber kan visne, hvis man kun nøjes med at ”catche up”. De skal gødes med nye samtaler, og nye fælles erfaringer, der kommer af at gøre noget aktivt sammen. Samle et IKEA-skab, danse til ny musik, gå på svampejagt, cykle nye ruter om natten. Noget, der forankrer relationen i nutiden og skubber den ind i fremtiden.
En af de venskabs-eksperter, jeg stødte på i min research, mente, at man skulle skrive til sine venner hver uge, tale sammen mindst en gang om måneden og ses mindst hvert halve år. Det lyder måske rigidt, men måske er det slet ikke så dumt. For vi fortæller os selv, at rigtige venner er dem, der ”ikke behøver at ses”. At det ”altid føles som i går”. Men måske er rigtige venner i virkeligheden dem, der gør sig umage. Som går en omvej for at ses fysisk. For der er forskel på at være forbundet og på at være i kontakt.
Børne- og ungdomskulturen handler i dag oftere om ”jeg” end om ”vi”
Jeg har tænkt meget over, hvordan venskabet som tema er forsvundet ud af kulturen. Som barn læste jeg mest bøger, hvor venskabet var den afgørende relation – Alle vi børn i Bulderby, Ronja Røverdatter, De Fem, Huckleberry Finn. I fjernsynet så jeg Fame og Beverly Hills 90210, vennegrupper, loyalitet, balancen mellem kærlighed og venskab.
Kulturen guider os ikke længere i, hvordan man skaber eller bevarer venskaber. Og det kunne vi ellers godt bruge
Når jeg kigger på børne- og ungdomskulturen i dag, handler det oftere om identitet. Om jeg’et, ikke vi’et. Kulturen guider os ikke længere i, hvordan man skaber eller bevarer venskaber. Og det kunne vi ellers godt bruge.
En nylig dansk undersøgelse i Politiken viste, at børn i dag har sværere ved at danne nye venskaber. Jeg er lykkelig for at være vokset op i en tid, hvor man dagligt fik beskeden: ”Løb ud og leg.” Og hvis der ikke var nogen på vejen, bankede man på hos naboen og spurgte: ”Er der nogen hjemme, der kan komme ud og lege?”
Det tror jeg ikke sker mange steder længere. I dag vil de fleste børn nok synes, det var ”grænseoverskridende”. Ligesom voksne sjældent ringer på døren hos nogen uden at have sendt en sms først.
Vi lever i en tid, hvor vi helst ikke vil forstyrre. Vi skriver beskeder i stedet for at ringe. Vi undgår øjenkontakt i toget, fordi nogen kunne finde på at sige hej. Men hvordan skal man nogensinde blive andet end fremmede, hvis man ikke tør forstyrre hinanden? Som filosoffen Finn Janning skriver: ”Vi lærer kun at leve sammen ved også at blive en smule forstyrret af hinanden.”
Det er heller ikke nemt at få nye venner som voksen. Man skulle tro, det blev lettere med alderen, når man kender sig selv. Men der findes ingen naturlige rammer, ingen frikvarterer, ingen legepladser.
Venskaber har man ikke bare – det er noget, man skaber
Allersværest er det med venskaber på tværs af køn. De kan noget særligt. De sliber kanter og åbner døre til forståelse, også af det, man ikke selv er. Men de bliver sjældnere. Måske fordi kulturen ikke viser os, hvordan de ser ud længere. Måske fordi vi ikke leger sammen mere. Voksenvenskaber opstår sjældent over et middagsselskab, men når man gør noget sammen: går, rejser, hjælper, bygger, danser. Det er dér, forbindelsen opstår.
Venskaber er ikke noget, man har. Det er noget, man skaber. De skal gødes, forstyrres lidt, leves i. Så kan de tåle, at man glider lidt ud og ind af hinandens hverdag, uden at forsvinde. Lagret i os som ilt.
Ven(skaber) er ikke bare et tema for en udstilling, men en livsbetingelse. Og der er meget mere at tale om.
Det gør vi i tre saloner på Sophienholm: Kedsomhed, Venskaber/Genskaber og Vis mig dine venner. I er alle sammen inviteret.
Læs også Malou Wedel Bruuns essay i anledning af Lise Bach Hansen og Barbara Læssøe Stephensen bog, Sæt scenen – kunsten at kuratere live-events
Ven(skaber) løber fra den 11. september 2025 – 4. januar 2026
Museet skriver: “Med kunsten som spejl inviterer efterårets udstilling på Sophienholm til at reflektere over venskabets væsen på tværs af tid.
Udstillingen ven(skaber) griber både tilbage og rækker frem og præsenterer en række værker skabt af venner og bekendte til Sophienholms berømte beboer Friederike Brun. Hun vidste om nogen noget om at skabe, fastholde og udvikle venskaber – i saloner, breve og den såkaldte kunstnerstambog, hvortil venner som bl.a. Bertel Thorvaldsen, J.C. Reinhart, J.L. Lund, Angelica Kauffmann, Rosalie Constant og J.H.W. Tischbein hver skabte et værk.
Stambogen var en tidstypisk genre omkring år 1800, men på udstillingen undersøges også senere eksempler på venskabs”dokumenter”, hvor kunsten spiller en rolle i at dokumentere, cementere eller kommentere på venskaber.
Molly Haslund iscenesætter venskab og relationer gennem to performanceværker: JEG KEDER MIG AF HELVEDE TIL og Teenagers Eating Ice Cream Cones. Nye værker af Anna Stahn indvier os i brevenes særlige intimitet og venskaber gennem kunst på tværs af tid og afstande. Ida Retz Wessberg kredser om venskabets sårbarhed i vores tid, Albin Werle inviterer os til at knytte nye bånd, mens Mille Kalsmose skaber rum for kollektiv refleksion over venskabets natur og vigtighed.
Udstillingen er blevet til på baggrund af et forskningsprojekt udført af kunsthistoriker Gertrud With, tilknyttet Sophienholm. I forbindelse med udstillingen udgives bogen Venskaber. Friederike Bruns kunstnerstambog og venskabs- og salonkulturen omkring år 1800. Bogen udgives af forlaget Frederikke Lett.”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og