UKRAINE // REPORTAGE – Atomkraftværket, der blev lukket ned efter katastrofen i 1986, har aldrig været den forladte tidslomme, man forestiller sig. Under krigen forsøgte russerne at sætte sig fast i Tjernobyl. De er borte, og der er ryddet op efter dem – og der er fortsat mennesker på stedet.
TJERNOBYL – Ukraine er om noget tragediernes og katastrofernes hjemsted, og Tjernobyl er kendt af de fleste. Jeg var omkring området på min rejse på motorcykel til det krigshærgede Ukraine.
Jeg havde en aftale med Sergey. En god kammerat og soldat i den ukrainske Nationalgarde. Vi skulle mødes lige syd for Tjernobyl, hvor han var udstationeret.
Det var her, at verdens største atomkraftuheld fandt sted den 26. april 1986. Siden har det ligget mere eller mindre forladt, indtil den 24. februar 2022, når man lige ser bort fra et støt stigende antal turister, som nu er væk og udskiftet med soldater.
Der er ikke langt fra Kyiv, hvor jeg opholdt mig. En halv times kørsel på motorcykel bragte mig til den store rundkørsel, hvor den store russiske kolonne bestående af kampvogne og andre militærkøretøjer var nået frem og videre ind mod Obolon-bydelen i starten af marts 2022. Ja, de var nået frem til få hundrede meter fra Podil-bydelen, hvor jeg normalt bor; afstandsmæssigt svarer det lidt til Nørrebro for København. Med andre ord: Russerne kom meget langt ind i Kyiv, før de blev stoppet.
Det var ikke en hvilken som helst kolonne, der blev stoppet her. Den var 64 kilometer lang og udgjorde hovedstyrken mod Kyiv. Sammen med en fortrop af faldskærmssoldater, der skulle landes i Hostomel-lufthavnen, skulle de tage byen og bringe Ukraine i knæ. Var de kommet ind, havde krigen nok været forbi nu med en russisk sejr.
Men sådan gik det ikke. Min kammerat Sergey var blandt de soldater, der kæmpede omkring og i lufthavnen, så faldskærmssoldaterne ikke kunne komme frem. Samtidig holdt soldaterne ved Podil og Obolon stand.
Ikke langt fra den store rundkørsel slog ukrainske droner til, så al videre bevægelse fremad blev umuliggjort. Flere steder langs ruten var ukrainske soldater klar med ”gammeldags” RPG’ere, som er en moderne udgave af tidligere tiders bazookaer og Panzerfaust, mod især kampvogne. Mod nord, 64 kilometer fra Kyivs Obolon, slog dronerne også til. Her er vejene smalle. Hvis man blot rammer nogle få køretøjer med droner, er vejen blokeret. Dermed var den lange kolonne låst inde.
Herefter var det ren lerdueskydning for dronerne. Russerne søgte ud i marker og skove langs vejen, hvor de hurtigt sad uhjælpeligt fast i forårets første mudder. Foråret kom tidligt, og det hjalp Ukraine. Der var rapporter om, at på en travl dag og nat kunne der være næsten 2.000 droneangreb på russiske køretøjer af alle slags, især her, men også mange andre steder i det store land. De russiske tab var enorme.
Putin måtte sluge den bitre pille og, nej, ikke erkende sit nederlag, men proklamere en ”goodwill-handling” ved at trække alle russiske styrker ud af det nordlige Ukraine. Det var denne sejr, som fik Vesten til at tro på den ukrainske kampvilje, og uden den havde vi aldrig givet dem den nødvendige støtte. Et mindre lager af de avancerede amerikanske Javelin-missiler og forskellige RPG mod kampvogne og nogle få tyrkiske Bayraktar-droner – samt et ufatteligt mod fra de ukrainske soldater – reddede situationen.
Churchill adresserede så entydigt vigtigheden af Slaget om England med sin berømte tale i Underhuset om de mange, der takkede de få. Krigen her er ikke forbi, og vi kan stadig ikke være sikre på udfaldet, men dette slag kan meget vel gå hen og blive Ukraines stolteste time. Det er mig en ære at være kammerat til en af soldaterne og en stor glæde, at han kom levende ud af det. Desværre er det langt fra forbi endnu, men i dette område blev der sat et foreløbigt punktum.
Når en kolonne er 64 km lang, så skal antallet af køretøjer tælles i mange hundreder og soldaterne i mange tusinder. Billeder derfra viste en uendelig kirkegård af vrag, som stod tilbage.
Stor var min overraskelse derfor, at der stort set ikke var et eneste spor af dem, da jeg selv besøgte stedet. Her og der kunne jeg se skader i asfalten fra kampe og eksplosioner. I landsbyerne var der ødelagte huse, men ikke mange. Nogle få steder var der skilte med advarsler mod miner (som på ukrainsk og russisk også betyder ”granater”). Rigtig mange steder var træer flækket på den karakteristiske måde, som granater udløser, men ellers var alt ryddet.
En forladt tidslomme
Skoven er tæt. Landskabet umådelig smukt. Her er rigtig mange storke. Trafikken nord for Hostomel er let og kort efter, næsten ikke-eksisterende. En lille dæmning halvvejsvejs til Tjernobyl var sprængt for at forsinke den russiske fremrykning. Det havde skabt en meget smuk sø med stort fugleliv. Det var først, da jeg fik det fortalt, at jeg kunne se, at det ikke var naturligt.
Ved en tankstation, mødtes jeg med Sergey. Jeg fulgte efter ham på motorcyklen. Andrei, som jeg også kender fra 2017, var med. Ved forlægningen smed vi vores bagage og satte min motorcykel. Sammen kørte vi videre mod Tjernobyl og Pripjat i Sergeys gamle Lada Niva.
Selv nu, hvor området var lukket, var det tydeligt at se, at Tjernobyl var blevet en stor turistattraktion. Der var billetluge ind til området. Museet så fint ud, men meget var angiveligt stjålet af russerne, hvad de så end skulle bruge det til. Overalt langs vejene, var der standere, der forklarede, hvad det var, man så. Tjernobyl by var ikke helt forladt og havde aldrig været det. Mest var det soldater, man så, og der var endda en lille café, som også var købmandsbutik.
Sarkofagen over reaktor 4 er ganske enorm. Allerede langt fra stedet tårnede den sig op i horisonten. Da vi kom tættere på, var vi ved Den Røde Skov. Det var her, at russerne skulle have gravet skyttegrave og være kommanderet til at overnatte i dem for at være klar, når ukrainerne kom fra syd. Dette er det sidste sted, hvor der stadig er højradioaktivt under jorden. Jeg kiggede efter spor af skyttegrave, men kunne ikke finde dem.
Lidt videre kom vi til byen Pripjat. Den var et mønstereksempel på, hvordan Sovjetunionen var, når den var bedst ud i egen opfattelse. Her var skoler, børneinstitutioner, hotel, sportsanlæg, swimmingpool i internationale mål, kulturhus, pionérlejr ned til søen for de unge kommende kommunister. Hotellet hed Polissja, og på Google Maps har det 4,8 stjerner ud af 5 mulige. Ukrainerne er ikke uden humor. Alt blev forladt et par dage efter katastrofen, da myndighederne endelig besluttede at evakuere. Byen står som en forladt tidslomme, dog med tilskuere i turistsæsonen.
Mest kendt er forlystelsesparken i Pripjat by. Den nåede slet ikke at blive taget i brug. Så ny var den, da byen blev taget ud af drift. Lidt spøjst at se, at selv nu, hvor området er lukket helt af, medmindre man er militær eller i følgeskab med militærpersoner, så er der en del gæster. Jeg har set mange billeder, hvor det præsenteres som mennesketomt. Det handler om at tage billederne i den rette vinkel.
Ghost of Kyiv
Fra Pripjat tog vi til nærmeste rigtige supermarked. Som vanligt stod varerne snorlige, og tomaterne, peberfrugterne og alt det andet stod nærmest, som var de blevet poleret, før de var lagt i fine pyramider. Det var vigtigt, at jeg og Andrey købte noget at drikke, for soldater må ikke købe alkohol.
Normalt kan man slet ikke købe det ved fronten, men her er det ikke længere krigszone. Vi fik købt noget sød rødvin fra Georgien og en ukrainsk vodka, der hed Ghost of Kyiv, som er navnet på en måske ikke helt ægte jagerpilot, men ikke desto mindre en helt, som indgav mange ukrainere håb i de sværeste af alle dage, under de indledende russiske angreb.
Det er tankevækkende, som ukrainerne har ryddet op efter de mange kampe. Det har de gjort, mens krigen fortsat raser. Det er enestående. Da jeg som dreng var med min familie i London i 1972, var der endnu et par steder, hvor der ikke var ryddet efter Blitzen i 1940-41.
I landsbyerne var livet måske ikke tilbage til normaltilstand, men havde man aldrig været der før, og kiggede man ikke grundigt efter manglende huse, så kunne man godt køre igennem uden at opdage noget spor fra krigen. Butikkerne var åbne, og de havde varer. For os er de billige, men ikke for ukrainerne, men de, der er i arbejde, klarer sig. Derfor var besøget til Pripjat og Tjernobyl en meget positiv oplevelse, som giver håb. Ukraine skal nok få ryddet områderne omkring Bakhmut, Mariupol, Izium og alle de andre steder.
Sergey og hans soldater tog næste dag nord for værket. Det var deres tur til at være klar, hvis russiske enheder igen skulle få den idé at rulle ned mod Kyiv fra Belarus. Netop i de dage var frygten høj for, at det kunne ske. Siden er den faldet igen, men i alle tilfælde er Sergey og de andre soldater klar til at beskytte Kyiv.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
