UKRAINE // REPORTAGE – “Det er ikke mange i mit netværk, der har lyst til at tale om deres erfaringer fra fronter rundt omkring verden. Det kan jeg godt forstå,” skriver Jens Alstrup i denne reportage i øjenhøjde med de soldater, der kæmper for Ukraines eksistens og mod russisk diktatur. Det er et møde med mennesker, der er parate til at betale den højeste pris. Jens tager med dem til første linje og et ødeland af død og ødelæggelse.
Kramatorsk – Dagen inden vi kører mod fronten ved Bakhmut, har jeg været med en ambulance, hvor turen slutter ved et mødested for vores hold og ukrainske soldater. En af dem er en ung fyr på en ATV, en all-terrain vehicle, også kaldet en quad bike, altså sådan en 4-hjulet motorcykel, som man i Danmark må køre, hvis man har kørekort til bil.
Soldaten på biken spørger, om jeg taler tysk. Mnjoh, bedre end de fleste danskere, hvilket er ringe. Derefter præsenterer en officer sig for mig og siger, at det er ham, jeg skal med til fronten den følgende dag. Hvis jeg stadig vil med? Det vil jeg.
“Fint, men der er en lille ændring. Vi skal køre på denne her,” siger han og peger på ATV’en.
Det er godt nok noget andet end det pansrede køretøj, jeg tidligere har fået at vide, at vi skulle køre i. Men okay, jeg har kørt på motorcykel hernede, fordi jeg ved, at jeg udgør et lille og hurtigt bevægeligt mål på sådan en. Officeren spørger, om jeg har ændret mening? Nej, det har jeg ikke.
Nu spørger den menige soldat også, om jeg virkelig vil med næste dag? Det kan jo gå galt, siger han
Den unge soldat, som taler perfekt tysk, kører hjem til sin base i samme køretøj som jeg.
Sådan foregår krigen. Der er løbende vagtskifte med 12 timers tjeneste ad gangen. Officeren, som jeg skal med næste dag, kører et andet sted hen, og ATV’en et helt tredje sted.
Nu spørger den menige soldat også, om jeg virkelig vil med næste dag? Det kan jo gå galt, siger han.
Det var ikke første gang, jeg er blevet spurgt, og jeg svarer ham, at sker det, at jeg bliver ramt af en granat, så sker det. “Jeg er der i nogle timer, og I er der i måneder,” tilføjer jeg. Han mener, at det ikke er det samme, da jeg er her frivilligt.
Vi får en god snak. Han spørger om danske udlændingelove og fortæller, at han læste biokemi ved universitetet i Leipzig og havde arbejde der, da krigen brød ud. Ved krigsudbruddet meldte han sig frivilligt til den ukrainske hær.
Således er han her jo også frivilligt.
Nu er det alvor
Jeg bliver hentet ved hotellet i Kramatorsk på slaget 07.00. Kl. 08.00 er alle samlet på mødestedet, og jeg bliver overført til en officer med kaldenavnet “Farmasist”.
Farmasist er næstkommanderende for hele paramedicinerenheden, der her tilhører AZOV. Vi må vente lidt med at køre, for situationen er uforudsigelig og kaotisk. AZOV har indledt et angreb på de russiske styrker, og samtidig er russerne gået i offensiven. Kampene er lige nu nærmest mand mod mand i ingenmandsland. Derfor må Farmasist afvente, at der er fri bane til køre derud. Det er der efter lidt ventetid.
Vi kører i en gammel Suzuki med for længst udløbne danske prøvemærker på. Vejen går ud forbi Tjersiv Jar, og så er det videre mod syd til anden frontlinje. Her venter ATV’en på os, og vi skifter køretøj.
Alt er smadret. Der er stadig enkelte indbyggere i den lille landsby, men de kan tælles på en hånd
Vi kører på jordveje. Det støver godt, ikke mindst da vi kører forbi to ukrainske kampvogne af sovjetisk design. Jeg har en let båre under den ene arm og holder fast med den anden. Vi kommer ned til en lille landsby og parkerer ATV’en ved en skole. Herfra gik den ukrainske første linje for kun to dage siden, men fronten har rykket sig. Farmasist afleverer båren, og jeg venter ved skolen.
Det er et trist syn. Alt er smadret. Der er stadig enkelte indbyggere i den lille landsby, men de kan tælles på en hånd.
En soldat kommer i en 4-hjulstrækker og læsser ammunitionsbokse af. De er tunge, og han snubler med en af dem og vrider om på foden. Der lyder eder og forbandelser. Farmasist kommer tilbage og spørger nu igen, om jeg vil med videre. Vi kan høre eksplosioner og håndvåben ikke langt fra, og da vi kører det sidste stykke ned i dalen, kan vi se friske nedslag fra svært russisk artilleri. Nu er det alvor.
Ingen kunne have overlevet der
Turen går nu op ad en stejl bakke og videre langs et læhegn, der for kun et par dage siden var russernes første linje. Ukrainerne har gjort flotte fremskridt syd for Bakhmut!
Der er affald overalt. Det ligner en losseplads. Her er rester af russiske feltrationer med og uden indhold. Masser af konserves, tømt og fyldt. Supper og det typiske uidentificerbare kød, som jeg selv har spist så meget af i Sibirien i 90’erne og 00’erne. Dertil en masse tomme poser til pulverkaffe, teposer og enorme mængder af sodavandsflasker.
Vi stopper ved en udbombet bunker. Der er våben, ammunition, sikkerhedsveste, soveposer og uniformer spredt ud over det hele. En svær granat har ramt lige i øjet. Dermed kan jeg regne ud, at det har været en Nato 152mm granat fra måske Caesar, Panzerhaubitzer 2000 eller amerikanske M777. De kan nemlig ramme med det samme.
Ukrainernes artilleri rammer også plet, men deres app kræver, at der er et første upræcist skud, før de præcise kommer. Her var ingen tidligere forsøg, kunne jeg se. De tykke træstammer og cirka en meter jord, der skulle have givet sikkerhed, var totalt smadret. Ingen har overlevet det her!
Selve bunkeren ligner en svinesti. Overalt er der plastflasker med urin. De må have været der i længere tid og gemt sig. Det har været et uendeligt helvede, men en hurtig afslutning, da den kom.
Vi skal videre. Det er vigtigt ikke at være for længe samme sted. Russerne har også droner, og de bliver ikke alle sammen skudt ned. Jeg tager røret fra en russisk RPG med mig, altså et håndbåret våben til at bekæmpe kampvogne.
Det skal til Krigsmuseet i København. Jeg samler også ind for Krigsmuseet i Odense. Først går jeg forbi våbnet. Jeg har virkelig ikke lyst til at tage det med hjem, men jeg fortæller mig selv, at det skal jeg jo heller ikke: Det er til museet.
Vejen skifter nu karakter. Der er stedse flere kratere fra nedslag fra morterer og artilleri. Der er stor forskel på størrelsen af de to typer. De er helt friske, og mange har ramt inde på selve jordvejen. Vi passerer to M113 pansrede mandskabsvogne fra Nato. De kunne såmænd have været tidligere danske. Der bliver altid hilst på os. Humøret er højt, kan jeg se.
Swimmingpoolen
Ikke så langt fra bunkeren, som blot er en af mange, når vi til et befæstet punkt, som de kalder “swimmingpoolen”. Det er en jordvold som en atletikbane med afrundede ender, men formentligt brugt til et vandingsanlæg, måske i forbindelse med en kanal tæt på. Der er ingen vand. Her haster vi over volden, for der er ikke sikkerhed for, hvordan linjerne bevæger sig lige netop her.
Der er gravet beskyttelsespunkter ind i poolens sider, hvor soldaterne, altså de russiske, havde kunnet søge beskyttelse mod de små granater, som dronerne kaster fra sig. Det har de gjort blot dagen før. Nu er her ukrainske soldater, der skal holde støttepunktet og skal forhindre russerne i at tage det tilbage og komme bag ved de nye ukrainske linjer.
Her, hvor vi kører nu, har russerne været for mindre end 24 timer siden. Denne morgen er det ukrainernes forreste linje
En hvislen minder mig om, at de mange kratere ikke kommer af sig selv. Vi vil søge ly på sydvolden, men der er fyldt op af ukrainske soldater. På den nordlige vold er der russisk ammunition, så vi lægger os fladt og håber på det bedste.
Jeg har prøvet morterangreb før, men dette er langt mere intensivt. Der er mange nedslag. Et enkelt er meget tæt på, og flere er så tæt på os, at det er tilfælde, der afgør, om vi rammes eller ej. Russisk artilleri er ikke præcisionsarbejde. De angriber med mængder og rammer tilfældigt. Er der nok af det, så rammer de et eller andet. Det er det, som gør, at mange infanterister hader artilleriet.
Også her har de russiske soldater efterladt en svinesti uden lige. Deres skudsikre veste ser ud til at være lavet mere af bomuld end af stålplader. Farmasist bekræfter, at også her har det været et slagtehus.
Ved første linje
Vi kommer tilbage til ATV’en. Farmasist spørger, om jeg vil med videre, for nu er det til første linje. Jeg er klar, og nu er der virkeligt mange kratere fra det russiske artilleri, og der falder granater på alle sider, dog ikke tæt på. Vi kommer også forbi en droneenhed. Som jeg forventer, så er de ikke langt fra forreste linje, og der er godt med nedslag omkring dem.
Her, hvor vi kører nu, har russerne været for mindre end 24 timer siden. Denne morgen er det ukrainernes forreste linje, og herfra angriber de ind i ingenmandsland i et område, hvor russerne ikke har haft tid til at grave sig ned. Fra deres side angriber russerne for at tage vandingskanalen, som udgjorde frontlinjen, tilbage.
På den ene side af kanalen er der et læhegn. En russisk hjelm dingler makabert på en pind. Der skal jeg ikke ind, for der kan ligge miner, selvom russerne næppe har haft tid til at lave dem. Det er gået stærkt med at komme ud. “Booby traps”, som mange måske kender dem som.
På den anden side af kanalen er der en stor jordvold, og også her er der gravet huler eller bunkere ind i volden. Den, vi er ved, er blevet ramt af en fuldtræffer. De svære træstammer er splintret, som var de små tændstikker. Ligene er blevet fjernet for kun få timer siden.
Ved indgangen til bunkeren ligger en hjelm. Farmasist konstaterer, at den vist er fra anden verdenskrig, og ja, det er den! Der er mange huller i den, og der er ingen chance for, at soldaten kunne have overlevet det. Hjelmen er rusten, men ”moderniseret” med lidt friskt stofovertræk og lidt indvendig polstring. Resten af hjelmen har oldefar brugt mod nazisterne. Det er beskæmmende på mange planer. Jeg tager hjelmen med til museet.
Det giver ingen mening at køre videre nu, mens kampene står på
Farmasist mener ikke, det er forsvarligt at være her længere. Artilleriet er ved at skyde sig ind i vores retning, og snart vil granaterne regne ned. At køre ud til selve kampene er helt udelukket. Alt er kaos, og vi vil havne i krydsild fra både ven og fjende. Det giver ingen mening at køre videre nu, mens kampene står på.
På den måde er turen en slags nitte, for helst havde jeg delt dagen sammen med soldaterne, men det er helt åbenlyst ikke muligt. Det er farligt nok at være, hvor vi er.
Lugten af død
Turen tilbage forløber uden begivenheder. Da vi forlader ATV’en og går over til bilen, siger Farmasist, at jeg er modig. Jeg ved ikke rigtigt. Jeg har egentlig ikke oplevet noget, jeg ikke havde forventet? Nej, svarer Farmasist, men vi havde været i en zone, hvor mange af hans soldater ville være bange.
Mod er noget mærkeligt noget og egentlig ikke naturligt, for man kan dø af det. Det var kun et fåtal af dem, der modtog Victoriakorset, der var i live, da de fik det som fx danske Anders Lassen.
Jeg føler mig ikke modig, og jeg kan tage hjem, når jeg vil. Soldaterne skal også være her i morgen og dagen efter og det i lang tid endnu.
Måske jeg kommer til fronten igen. Måske endda mange gange. Jeg er klar
Farmasist skal vente en times tid endnu, før han kan køre mig tilbage til hotellet. Vi får en kaffe. Lugten fra fronten, som sad i tøjet, er fæl.
Da vi kommer til hotellet, stinker det voldsomt. Lugten af jord er også væk. Nu er der ikke nogen tvivl. Det er lugten af lig, der hænger ved. Den er gennemskærende og rigtig ubehagelig. Jeg bliver alligevel overrasket. Jeg husker ikke, at lugten var der, da vi var i og ved de to bunkere, men den måtte jo have været der. Føj for den lede.
Det er ikke mange i mit netværk, der har lyst til at tale om deres erfaringer fra fronter rundt omkring i verden. Det kan jeg godt forstå. En tidligere soldat har dog engang fortalt mig, at lugten til tider sad i næsen på ham selv mange år senere. Og det ville nok aldrig forsvinde for ham.
Jeg er blevet anbefalet psykologhjælp for at modvirke traumer. Jo, altså, ligene var jo væk, jeg så dem ikke. Det går nok alt sammen, men dette er en ualmindelig led del af det at være soldat, som jeg ikke kendte til.
Lugten er væk efter godt et døgn. Et bad og tøjskifte kan ikke gøre det, men til sidst er den væk. Jeg tror aldrig, jeg vil glemme den.
Måske jeg kommer til fronten igen. Måske endda mange gange. Jeg er klar. Måske næste gang er meget snart. Jeg kender flere enheder nu, og løbende kommer flere til.
Deres indsats fortjener at blive fortalt, og jeg tager gerne med dem, så godt jeg kan som fed 60-årig.
Snart følger en artikel om mit møde med medicinerne tilknyttet AZOV ved Bakhmut.
SITUATIONEN VED FRONTEN
Hvis man med høj kampmoral mener, at her tager soldaterne dagligt ud til fronten med højt humør og friske sange og slogans, så er den ikke høj: Det er mit indtryk, at ”happy-go-lucky” typernes tid er forbi og godt det samme for det. Krigen har varet i over et år, og de fleste har mistet mange gode venner og set andre af deres venner blive lemlæstet.
Når det derimod handler om ukrainernes vilje til at kæmpe for deres land, så er den intakt. Det er jeg ikke i tvivl om, uagtet at selv stærke soldater er slidte og direkte giver udtryk for det.
Bakhmut er en hård og langstrakt styrkeprøve. Russerne har lidt ganske enorme tab for at få kontrollen over en by på størrelse med Herning. En by, hvor intet er tilbage og en by, hvor ukrainerne på ingen måde er knækket og endda rykker frem nord og syd om byen. Endda meget længere end de fleste officielle kort viste på tidspunktet, hvor jeg var der.
Det kan vise sig, at russernes kontrol med en ruinhob ved navn Bakhmut bliver kortvarig, og mens jeg skriver dette med den embargo om forsinkelse, jeg er pålagt, så er ukrainerne rykket yderligere frem.
Tag i øvrigt ikke fejl. Bakhmut var en fin by, og prisen ukrainerne har måttet betale for at påføre russerne så kolossale tab her, har været meget, meget høj.
Ukrainske tabstal er tophemmelige, så jeg skal ikke komme med eksempler, men ud fra hvad jeg har set og har kunnet følge med i, så bekræfter det min opfattelse af forholdet mellem tabene på de to sider og den udveksling vil bringe Ukraine sejren.
Flere forsvarsanalytikere har advaret om, at også russerne lærer af deres fejl, uanset om det eventuelt måtte gå langsomt. Men frontale og helt unødigt kostbare frontalangreb på deres fjender har de udført mindst siden 1914, så her ser det ud til at indlæringskurven er meget flad.
Deres officerers foragt for deres egne soldaters liv forekommer at være usvækket gennem langt over 100 år. Mere aktuelt så hører jeg fra mange sider, at de russiske soldater nu er langt bedre uddannede, end de var tidligere. Til gengæld er deres udrustning langt ringere, end den var under starten af krigen. Resultatet er det samme.
Krigen i Ukraine er et ufatteligt slagtehus for de russiske soldater! Og jeg bryder mig mindre om krig end nogensinde tidligere, men denne her må kæmpes til ende for Ukraines og for vores egen skyld!
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her