
UKRAINE // REPORTAGE – Aktivisten Jens Alstrup har mange kasketter – én af dem er at skaffe nødhjælp til den ukrainske frontlinje. En gruppe russiske kampmedicinere, der kæmper side om side med ukrainerne, har som tak hædret Alstrup med et diplom, mens de efterlyser mere hjælp. Det har aldrig været vigtigere end lige nu.
DNIPRO – Vi møder Jens Alstrup foran Hotel Mamba i centrum af Dnipro, den fjerdestørste by i Ukraine. Han smiler skævt og står med armene stift ned langs kroppen, præcis som vi kender ham.
Heller ikke beklædningen er nogen overraskelse: de sorte sikkerhedssko, de mørkegrå track pants og den lidt lysere T-shirt, som holdes inde under bukseremmen af et stramt valnøddebrunt bælte. Uniformens eneste nyerhvervelse er en bøllehat i militærmønster, som han købte sidste uge på en reportagetur i Lyman.
Skråt bag Jens Alstrup står hans motorcykel, den sorte Yamaha, der i de sidste uger har ført ham fra Vestukraine gennem Kyiv til Chernobyl, Kharkiv, Kramatorsk og ud til fronten i Lyman, men i dag nyder den et tiltrængt hvil. Alstrup har nemlig en chauffør i dagens anledning, som med ét kommer drønende ind på holdepladsen.
Dasha og Pasha er kommandører i en paramilitær gruppe for kampmedicinere, der både evakuerer, behandler og kæmper side om side med ukrainske soldater
Den mørkegrønne varevogn kæmper med at finde det rigtige gear, indtil den til sidst stopper lidt foran Jens. Man kan lige nå at skimte et logo bag på vognen med navnet PTSD Med Team, før en kvinde i trediverne iler ud ad døren og kaster sig i armene på Jens: ”Hvor er det godt at se dig, velkommen tilbage!”
I hånden holder hun et gult og blåt papirblad.
Hendes mand er også med; en mere lavmælt herre, der nøjes med et fast håndtryk.
Gruppen mangler helt basale ting
Parret, der er født og opvokset i Rusland, går under kælenavnene ”Dasha” og ”Pasha”, og begge er klædt i camouflagetøj. Dasha og Pasha er kommandører i en paramilitær gruppe for kampmedicinere, der både evakuerer, behandler og kæmper side om side med ukrainske soldater ved frontlinjerne, og de er her for at overrække Jens Alstrup et diplom for hans utrættelige støtte.
Så sent som i sidste måned bragte han dem et læs med forsyninger, da de stod og manglede det allermest. I alt blev det til 10 brandslukkere, seks flyttekasser med samaritterudstyr, et tilsvarende antal kasser med operationskitler og andre værnemidler og dertil en kasse og en sæk med militærstøvler.
Tak for din uvurderlige hjælp til Ukraines frihedskamp. Takket være dig kan vi give øjeblikkelig lægehjælp
”Gennem en dansk-russisk kontakt fik jeg fik en liste over, hvad de manglede, og da jeg så, hvor basale behov de havde, så kunne jeg jo se, at den var helt gal. Der stod ting som shampoo og sæbe, lidt varmt undertøj og sådan noget, hvilket altid er et rødt flag.”
”Brandslukkere stod allerøverst på listen, så jeg spurgte, om der stadig var brug for nogle af dem, og det var der i den grad. Så fyldte jeg min hvide varevogn med brandslukkerne, og hvad jeg ellers kunne skrabe sammen, og kørte til Dnipro,” fortæller Jens, da vi har sat os ind i bilen, som indvendig er plastret til med ukrainske propagandaklistermærker.

PTSD – fordi det er sandt
Efter en gyngende tur gennem Dnipros myldretrafik med dens ujævne veje og mange trafiklys når vi frem til PTSD Med Teams bygning. Ude foran et intakt, men relativt nedslidt, hvidt parcelhus får Jens Alstrup overrakt sit bevis. ”Tak for din uvurderlige hjælp til Ukraines frihedskamp. Takket være dig kan vi give øjeblikkelig lægehjælp,” står der blandt andet.
Dasha, der er medstifter af gruppen for kampmedicinere, har underskrevet diplomet. Hædersbeviset er stemplet med grupperingens logo, der skildrer en soldats ansigt med bandana og blod løbende ned ad venstre kind. Der er et rødt kors på hver side, og ved cirklens kant står der PTSD Med Team.
Hvert et skridt, vi tager derude, er for at redde et liv. Det er et folks liv. Det er et civilt liv, en soldats liv
De to stiftere af enheden, Dasha og Pasha, lider begge af PTSD, som de er i behandling for, deraf navnet. Det laver de ofte sjov med internt. ”Det er meget sort humor,” erkender Dasha, ”men det er vigtigt at blive ved med at kunne grine af tingene, selvom livet er hårdt.”
Sammen arbejder de med PTSD Med Teams 30 andre medlemmer i Østukraines allerblodigste områder. De har tidligere været i krigshærgede byer som Bakhmut og Lyman, hvor de ofte kæmper sammen med soldaterne, men er parate til at smide deres våben og tilse, hvis nogen falder. Falder de selv, er der ingen til at hjælpe hverken dem selv eller soldaterne. Det er et risikofyldt arbejde, hvilket Dasha for nylig mærkede på egen krop.

”Jeg blev faktisk i bilen, da angrebet kom, men jeg kom til skade, fordi en raket ramte i nærheden. Mit venstre øje blev kvæstet, og jeg flækkede flere af mine tænder, fordi jeg bankede mit hoved ned i et eller andet,” fortæller hun. Hun bærer gule briller pga. den hjernerystelse, hun fik med oveni. Hendes tandsæt bølger, når hun smiler. Det er især tydeligt, at hjørnetænderne mangler.
Det rigtige udstyr – og nok af det – kan betyde liv eller død i krig.
”Vi er så taknemmelige. Det betyder alt for vores arbejde, at folk donerer penge, og at folk som Jens vælger at skaffe og bringe tingene til os,” siger Dasha og stråler, mens hun henvender sig til Jens, der modtager takketalen med et eftertrykkeligt nik.
Brandslukkerne og alle de andre nødvendige forsyninger giver også PTSD Med Team et moralsk boost.
”Vi får ingen penge fra regeringen. Min mor døde i år, min far er 87, og jeg har to døtre. Nogle gange sidder man og føler, at man er helt alene i verden. Hjælp fra mennesker som Jens får én til at føle, at vi ikke er alene, men at det er noget, vi er sammen om,” forklarer hun.
Vi går udenfor, og i forstuen går vi forbi en dynge af militærtøj med en enkelt hjelm ovenpå. Det er den eneste, de har tilbage, hvilket betyder, at det ikke er alle, der har en hjelm på hovedet, når de er ude med soldaterne, hvor kuglerne flyver om ørerne.
”Det vænner man sig til,” tilføjer Dasha henkastet.
Hjælpemidler er afgørende
På parkeringspladsen foran parcelhuset åbner Dasha sidedøren til varevognen, vi blev hentet i. Den fungerer også som en hjemmelavet ambulance – bare uden alt udstyret. Der er en briks og et par mindre førstehjælpstasker, men der er slet ikke råd til mere avanceret udstyr såsom hjertestartere, slanger og vakuummadrasser.
I mange situationer er disse hjælpemidler afgørende for den såredes skæbne, men for PTSD Med Team er det også et helt naturligt kompromis at køre ud til frontlinjer uden en hjertestarter. ”Vi er i kontakt med fantastiske folk, der virkelig gør en forskel, men vi mangler bare hele tiden noget,” siger Dasha og fægter med armene som for at understrege vigtigheden af sin tryglen.
”Hvert et skridt, vi tager derude, er for at redde et liv. Det er et folks liv. Det er et civilt liv, en soldats liv.”
”Jeg ved, at vi med den allermest nødvendige hjælp kan gøre rigtig, rigtig mange gode ting,” siger Dasha, der er født i Rusland, men har boet i Ukraine, siden hendes far flyttede vestover med familien i 1999, kort før Putin kom til magten.
”Sæt jer bare ind!” siger Dasha, der midt i dagens travle program med opkald, koordinering og afhentning af materialer også vil køre os hjem.
Vi tager plads i den hjemmelavede ambulance, der også er hendes og manden Pashas private bil. Tilbage foran Hotel Mamba krammer Dasha og Jens Alstrup farvel med samme kraft som et par timer tidligere.
”Vi ses!”

POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.