
Arne Herløv Petersens Vandene synger er ikke kun en beskrivelse af en rejse i Surinam og Guyana 1987-88, men et forsøg på at forstå landene ud fra deres historie og kultur. Uddrag.
Mens varmen og lyset flammede og flimrede mod os, vadede vi trøstigt ud over savannen. Vi var ikke faret vild endnu, for vi mødte hele tiden flokke af skolepiger i grønne kjoler og hvide bluser, der var på vej hjem fra St. Ignatius Secondary School. Når vi spurgte, hvor langt der var til St. Ignatius, sagde de alle sammen, at det var ikke ret langt.
Helen begyndte at give udtryk for, at jeg måtte være sindssyg, sådan som jeg blindt og stædigt vadede videre i den varme. Vi risikerede at få både solstik og hedeslag. Men dér har jeg en Sven Dufva-agtig dumstædighed, der får mig til at fortsætte langt ud over det rimeliges grænser. Og på et tidspunkt, hvor Helens tanker begyndte at kredse om billeder af vores afblegede knogler mellem sandpapirtræerne, og hun kastede blikke mod himlen for at se, om der ikke lurede en enkelt grib eller to, nåede vi faktisk til en lille bæk med en sammenflikket bræddebro, der så ud som om en myg kunne få den til at bryde sammen, hvis den trampede. Helen vadede beslutsomt over ved siden af broen, mens jeg gav mig savannens og broens ånder i vold og nåede helskindet over.
Og på den anden side lå da macusi-landsbyen St. Ignatius. Det var bare ikke til at se det, hvis man ikke lige vidste det. I Danmark ser vi noget sammentrængt og hyggeosende for os, når vi siger ordet “landsby”. Noget med en klynge huse, der gnubber skuldre omkring et gadekær med små rapænder, flag og en hvid kirke med rødt tegltag. Men macusierne mener ikke, man behøver sidde lårene af hinanden, fordi man bor i samme landsby. Hver familie udvælger en bakke, hvorfra de har god udsigt over savannen. Og på bakkens top bygger de så en lerklinet hytte med stråtag. Der kan godt være flere kilometer til nærmeste nabo. Man regner alligevel det hele for en landsby. Der var ingen butikker, forsamlingshuse eller andre samlende bygninger at se i St. Ignatius. Kun disse spredte lerhytter ud over den tørre savanne.
En del af indianerne arbejder for regeringen, men alle har desuden deres eget stykke jord nede ved Kanuku-bjergene. De fleste indianerfamilier har en oksekærre med en enkelt køreokse. De rider også på køerne. Derudover har måske en tredjedel af dem en ko eller to ekstra. De dyrker jordnødder og ærter – blackeyed peas – som salgsafgrøder. På den måde bliver de trukket mere og mere ind i pengeøkonomien og afsætter i mange tilfælde ikke tilstrækkelig meget af jorden til deres egne spiseafgrøder som kassava. De fleste af indianerne i distriktet er katolikker. Protestantiske fundamentalistiske sekter som Assembly of God vinder frem for tiden. De er dygtigere end katolikkerne til at manipulere med folks følelser. Der er også nogle damer fra et gudeligt selskab i Texas, der er i gang med at oversætte Biblen til indianernes sprog. De religiøse skoler blev lukket af regeringen i tresserne. Nu ligger der en mellemskole i St. Ignatius og underskoler i de enkelte landsbyer. Sundhedsforsorgen er ikke særlig udbygget. Der er det lille hospital i Lethem og et system med sygepassere i landsbyerne. Men hvis der er en i en landsby, der bliver akut syg, skal en anden cykle måske tredive eller fyrre kilometer bare for at komme til et sted med en radiostation, så man kan tilkalde hjælp.
På den anden side af landsbyen kom vi til St. Ignatius jesuitermission. Den er grundlagt i 1911. Da Evelyn Waugh var der i 1934, sad han og læste Nicholas Nickleby og grundede over fordele og ulemper ved at rejse. Han nåede frem til, at det er noget sludder, at man føler sig fri på rejser. Tværtimod er man bundet på hænder og fødder. Det passer heller ikke, at man får god appetit og sover godt, siger han. Eller at man kaster konventionernes snærende bånd af sig. Derimod genopdagede Waugh på rejsen to simple glæder. Glæden ved at tage bad – når man endelig kunne komme til det. Og glæden ved at læse for sin fornøjelses skyld. De sidste ti år havde han kun læst af pligt – som anmelder og for at følge med. Men her på missionsstationen genfandt han al barndommens læseglæde i det slidte eksemplar af Dickens, de havde stående. Selv har jeg altid studeret blade som Time eller Far Eastern Economic Review langt grundigere på rejser end derhjemme. Og hvis man rejser rundt i lande, hvor man ikke forstår et ord af sproget, kan man blive grebet af akut tryksværtehunger og læse de få etiketter og brugsanvisninger, man kan forstå, med en næsten sygelig koncentration.
På missionsstationen blev vi modtaget af fader Britt-Compton, der kom til St. Ignatius i 1953. Fader Britt-Compton var en mild, ældre herre med en meget britisk udstråling. Man kan få et indtryk af hans udseende ved at forestille sig Leslie Howard som halvfjerdsårig og iført soutane. Han bød på kogt vand, og vi satte os i en forstue med cementgulv og knirkende kurvestole. På væggene hang kort over indianerområderne, religiøse kludetæpper og helgenbilleder. I en bogreol stod et portræt af paven. En lille hvid høne hoppede op ved siden af paven og gokkede. Faderen fortalte, at den havde en særlig forkærlighed for at lægge sine æg omme bagved Johannes Paul II.
Vandene Synger er udgivet som E-bog og kan købes her.
Hovedillustration: Anna M, Creative Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.