Så begyndte englen at tale: “Jeg drømte mig en drøm i nat”

i Liv & Mennesker/Tro og eksistens af

JULEPRÆDIKEN – “Pludselig opdagede jeg til min forundring ud af øjenkrogen, at der i lænestolen blot en meters penge fra mig sad en skikkelse. Et ungt menneske, så vidt jeg kunne se. ‘Hov, hvem er du, hvad laver du her’ var min spontane og ikke særlig opfindsomme reaktion.” Sognepræst ved Stefanskirken på Nørrebro i København, Pernille Østrem, deler her sin juleprædiken.  

Da jeg var ganske ung studerende, kom lektor Geert Hallbäck en morgen ind ad døren i auditoriet på det Teologiske Fakultet og begyndte undervisningen lidt anderledes end de studerende havde regnet med.

Forventeligt kunne det have været, at han sagde: ”Slå op i den græske bibeltekst og lad os kigge nærmere på nogle aoristformer”. Men i stedet så han på de håbefulde unge mennesker, hvoraf mange i dag er præster i den danske folkekirke. Og så udtalte han den noget overraskende sætning: ”Jeg har set en engel på dronning Louises bro her til morgen. Den sad på stensætningen og så mig lige i øjnene.”

Han havde set en engel, og nu så han selv på de studerende med et forklaret blik, som ikke efterlod nogen i tvivl om oplevelsens sandhed.

Både i vores tid og på bibelsk tid kan mennesker berette om møder med engle. Jomfru Maria i sit sovekammer og ni måneder senere på barselsbesøg i stalden, Abraham og Sara i Mamrelund, hyrderne på marken. Mennesker har mødt engle i de sværeste og vigtigste stunder i livet. Nogle gange har engle vinger og himmelske basuner, andre gange kommer de til os i mere dagligdags form måske med cykelhjelm og vindjakke. Fælles for dem er, at de kommer på uventet besøg, og at de kommer med bud fra Gud, der forandrer menneskers liv.

Skikkelsen lænede sig lidt frem, så jeg bedre kunne se. Jeg så et ungt ansigt, der smilede varmt til mig. Opstoppernæse. Strithår. Store venlige øjne

I nat da jeg under store kvaler sad i mit studerekammer og forsøgte at gøre denne juleprædiken færdig, havde jeg også et uventet besøg.

Jeg sad alene ved mit skrivebord, kun oplyst af computerskærmen, som endnu var tom, og lydkulissen var alene mine suk. Jeg var fuld af koncentration og præstationsangst. Ergonomisk ukorrekt bøjet over mine notater og halvfærdige sætninger. Og pludselig opdagede jeg til min forundring ud af øjenkrogen, at der i lænestolen blot en meters penge fra mig sad en skikkelse. Et ungt menneske, så vidt jeg kunne se. ”Hov, hvem er du, hvad laver du her?” var min spontane og ikke særlig opfindsomme reaktion.

Skikkelsen lænede sig lidt frem, så jeg bedre kunne se. Jeg så et ungt ansigt, der smilede varmt til mig. Opstoppernæse. Strithår. Store venlige øjne.

Og nu så jeg også vingerne, der bredte sig ud over stolens armlæn. Og så begyndte englen at tale, for en engel var det ganske vist:

Kære Pernille, nu skal du bare læne dig tilbage og være stille.
Jeg er en engel fra Guds himmel, en del af paradisets vrimmel

Vi engle kommer med bud fra Gud, 
når budskabet skal hurtigt ud. 
Gud bruger hverken insta, snap eller fjæsen, 
på den måde er han stadig ret kræsen. 

Og jeg ved jeg kommer uanmeldt,
men jeg kunne høre dine suk allerede da jeg fløj over Storebælt.
Og så nede ved Korsør, 
var jeg ved at blive skør.  
Jeg var nær styrtet ned på grund af et mægtigt postyr,
forårsaget lyskæder og neon-rensdyr.
Ja, hele denne pynte-myldretid havde nær gjort mig engleinvalid.

Det var som om man med disse lysende juleprojekter
ville sige: her er slet ingen plads til flyvende objekter,
Lad os lave december-benspænd, 
for engle, vilde gæs og de vise mænd.

Jeg undgik lige en blinkende buksbom 
og slap dermed med nød og næppe udenom
Og som du ser: Nu er jeg her.

For til sidst fløj jeg lige over Stefanskirkens tag 
og hejsede mig straks ned af flagstangen som et dannebrogsflag;
For selv på afstand kan man føle, se og smage
At du ikke ligefrem har en af dine bedste prædiken-dage:

Jeg er landet for at give dig lys og trøst
og putte rim i dit bryst,
for med ført pen
at ruske i din præd-ken.

Englen så på mig, som ventede den på min accept eller protest. Jeg havde ikke til sinds at sætte spørgsmålstegn ved hele situationen, for jeg kunne virkelig bruge al den hjælp, jeg kunne få, til min prædiken. Men et spørgsmål trængte sig brændende på: Og det kom ud med en slet skjult misundelse i min stemme: ”Sig mig lige en gang, rimer alt hvad du siger?”

Englen lagde hovedet på skrå og sagde:

Ja, lad mig svare og forklare:
De sange som synges af alle folk på jord,
synger englene med i det himmelske kor
Hver eneste node er en kærlighedskode
Som giver genlyd på hele Guds klode.

Fordi hver eneste engel har evighed på bagen,
har vi tid til at synge og rappe hele dagen
Alle himmelens engle har tid nok
Så hver eneste sky har lyd af rim fra opera og punkrock

Derfor er det mit lod at rime, også når jeg taler,
men indtil nu har det sjældent voldt mig kvaler.
Jo, der var lige den gang,
hvor min snakke-sang,
blev set som en provokation,
og jeg tilbragte natten i russisk detention.

Men Gud sætter ikke mindst pris på salmer til jul,
især den hvor engle daler ned i skjul.

Vi engle finder altid den rette melodi,
selv til dem, der har kraftig antipati,
og synes julen er for meget
og vi nynner stille med dem, der ikke orker at græde
Vi synger treklang med alle ramt af julesorgen
Og de som har mistet troen på i morgen.

Englens ord vakte genklang i mig må jeg sige: At der er en melodi til hver af os, og at vi også i sidste ende synger med i det store himmelske kor.

Men havde englen virkelig forladt sit englekor og sat vinger og englelivet på spil nede ved Korsør –  bare for at komme mig til hjælp? Var der ikke noget andet og mere på spil end det? spurgte jeg nu om.
Englen rykkede nu igen lidt frem i lænestolen og rettede på sine i sandhed ret uglede vingefjer og sagde:

Jo, lad mig svare og forklare:
Jeg drømte mig en drøm en nat,
men det var en af den slags drømme, der var helt godnat.
Jeg vil gå så langt og tage det skridt 
og sige, det var et decideret mareridt!

Jeg drømte, det var juleaften,
åh den drøm –  jeg ville ønske jeg ikk’ havde haft-den!
Jeg drømte, at alle havde mistet det sidste håb
ingen sang mere, alt var bare tavse råb
Og mange havde rejst sig og var bare gået deres vej,
og de sidste stakler sad tilbage og sang: Hallelunej, Hallelunej.

Ja, nu er det ikke, fordi denne drøm var decideret sammenhængende,
For pludselig så jeg et nyt syn, der var gennemtrængende
Jeg så hende Greta T, og hun var lige ved at tude
da hun sagde: ”Håbet er ude!”

Og: hvor vover vi at knuse børns drømme
og i stedet for bare lade mammon strømme

Og så fortalte hun, at hun blev nødt til at pjække
Fordi de voksne er klar til at ødelægge:
Alt, bare for at opnå magt og profit.
Og det er klart, det er skidt.

Og at det er synd – ikke bare for Greta,
og det viser mange forsknings-data:
At vi må vende os om, putte mindre i vor’s vom.
Og det i virkeligheden os’ er det, julen handler om.
Men den håbløse drøm fik mig til at fundere:
hyrderne på marken og Jomfru Maria
de var jo også fulde af frygt
Men englenes ord fik gjort det hele mere trygt

Ja, så jeg foreslog Gud,
at vi sender ekstra engle ud
Til alle jordens kanter,
til alt fra børn til gamle tanter
For at åbne alle hjerter,
og tænde alle lys og alle kerter
Så Guds evangelium
får det mest opmærksomme publikum

Budskabet er, at alle mennesker trænger ligeligt til fred
Uanset om de bor i Jerusalem eller på Palæstinas Vestbred
Budskabet er, at alle mennesker har lige ret til rent vand
Uanset om de bor i Assens eller Afghanistan

Så nu er jeg kommet til dig i din resignation,
for at give dig en juleblod-transfusion.
Vi skal sørge for en reaktion,
helst uden at fornærme nogen.

”Tak!” fik jeg fremstammet, ”men jeg ved simpelthen ikke helt, hvor skal jeg begynde”, begyndte jeg og ville til at forklare alt mulig om, hvor kompliceret det er, men englen afbrød mig og sagde:

Nu må du ikke være fortørnet
men hvor svært kan det være, julen er jo lige om hjørnet:
Jo, vi kan jo begynde ni måneder før,
og snige os til at kigge ind af Jomfru Marias sovekammerdør.
Som vi måske godt ved efterhånden
er det nu tid til at møde Helligånden

For som det er de fleste bekendt
blev englen Gabriel sendt
for at fortælle Maria
at sådan cirka ti dage efter Lucia
skal hun føde himmelsønnen den lille,
som skal sætte gang i det første kristne julegilde.

Og se, nu lægger Gabriel sin englevinge på Marias kind
Og selv herude fra mærker vi, at rummet fyldes af en særlig vind
Det er undfangelsens øjeblik
– som du ser, er der ikke meget erotik.
Men med engle er det nu engang sådan,
at når du mindst venter dem, så står de på måtten.

Leonardo da Vinci, Bebudelsen, 1472–1475, Wikimedia Commons

Nu er Maria gravid,
og resten er mest øm lænd og ventetid.
Så lad os springe frem til december og den klare stjerne,
som jeg først kun så i det fjerne.
For den fører os lige lukt til julens kerne.

Jeg ser en mand og kvinde på en tåget vej,
Han siger: Vi skal finde ly, det har jeg lovet dig
Men der var ikke plads til dem
Et eneste sted i Bethlehem
Så til sidst fandt de en stald med dør på klem
Og her fik Jesus sit første barndomshjem.

Da Jesus var født, så hans mor på den lille dreng,
som nu var uden navlestreng:
Jeg kan kun tænke på, hvor kær du er,
glemt er alle tanker om, hvordan det BURDE vær’

Så kom der hyrder og engle og vise mænd,
det var ærlig talt et værre sammenrend.

Maria sa’: ”Josef, min skat,
nu er alt forladt”,
og hun lagde barnet i hans arme,
og så kærlighedens varme
stige op i hans blik,
da han barnet fik.

Jeg må sige, at jeg så alt, hvad englen fortalte meget levende for mig: ”Men du synes at kende til detaljer i beretningen om Jesus, som ikke kan læses i evangelierne?” udbrød jeg til englen. Den sagde:

Okay, jeg kommer ud med sproget,
for det har jeg jo lovet.
Tænk engang på al den poesi,
der ofte går voksnes menneskers næser forbi,
når deres fantasi er gået i hi.
Det er ikke for at spille smart,
men alt det skjulte ser engle soleklart,
Alt det der er dyrebart,
For eksempel Jesu Himmelfart,
og selv det mindste stykke med bart.
Vi ser det hele og fornemmer livets klare øjeblikke,
præcis som børn, der helt uden at panikke, kan kigge
ind i ens øjne
og bortviske alle løgne,
om hvad der er ondt og godt,
om hvad der er stort og småt.

Og voksne skal bare have mere hjælp til at se det julemirakel
så de ikke bare synes juleaften er et hulens spektakel
Og der er derfor Gud sender engle ud
for at fortælle dette julebud:

Guds ord er ikke bare noget han siger
Nej, Guds ord blev født på samme vilkår som alle andre drenge og piger:
Og sådan er det i grunden,
når man kommer helt ned til bunden:
Hvad enten man er i Bethle(hem) eller Gudhjem.

Det som Jesu fødsel får hjertet til at forstå
er at den største julegave er ta’ vare på
sin næste og alle børns liv
Og det gælder både i det mindste og det største perspektiv.

Englen tav nu, og jeg forstod, at vores møde var til ende. Den tog min hånd, og det var som om mine lemmer blev tunge og ligeså mine øjenlåg. Jeg må være faldet hen. Faldet i en tryg søvn. Da jeg vågnede, lysnede det udenfor, og jeg vidste det var den 24. december. Og da jeg så op, stod cursoren endnu og blinkede fortabt på min computerskærm. Men englens rim, som jeg her har gengivet til jer, genlød endnu klart i mit hjerte. Og derfor vil jeg nu bede jer om at hjælpe mig med at afslutte denne prædiken i et stort rimende julekor. Lad os højt og klart i Jesu navn sige det sammen: 1 2 3 Amen.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, far, søn og Helligånd. Du som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.


Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend. Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.


Topillustration: Abbott Handerson Thayer, Engel, 1887, Wikimedia Commons

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Pernille Østrem er sognepræst ved Stefanskirken på Nørrebro. Og på Nørrebro trådte hun også om ikke sine første barnesko, så i hvert fald de første Dr. Martens. Det er også her, hun har fået sin kirkelige opdragelse, kampgejst og kærlighed til mangfoldigheden. Hun kan lide, når det skæve og originale får plads, når det smukke og sårbare får rum, og når mennesker tør møde hinanden uden at have bestemt på forhånd, hvad der skal komme ud af det. Det er vigtige værdier, som hun synes, vi skal værne om, både i Stefanskirken -- og alle andre steder, hvor vi finder dem. Et kuriosum er det, at hun kom til verden det år, pastor emeritus Ivan Larsen kom til Stefanskirken. Det stod ikke skrevet i stjernerne, at hun skulle være præst, men at hun skulle være historiefortæller, har hun altid vidst. Og det er ifølge Pernille præstens fornemmeste opgave: At lytte til og fortælle livshistorier, om alt det som rører ved os, mellem liv og død, kærlighed og vrede, sorg og fryd. Helt fra himmel til helvede, netop sådan som både menneskelivet og de bibelske beretninger folder sig ud.

Seneste artikler om Liv & Mennesker

Vesterbro

Så tynd, så tynd

VESTERBRO // VIGNET – Stemningsbillede fra en herlig, skøn og gennemgentrificeret bydel