Biden og Sanders

Valggyser: Biden the Comeback Kid stormer frem i demokraternes primærvalg

i Politik & Samfund/USA af
ANALYSE // USA 2020 – Super Tuesday blev lige så turbulent som forventet, efter at flere moderate kandidater trak sig mandag til fordel for Joe Biden. Støtten kom i sidste øjeblik for den moderate fløj, der har været rædselsslagen for Bernie Sanders’ socialistiske bulldozer. Opbakningen fra tre tidligere rivaler, Beto O’Rourke, Pete Buttigieg og Amy Klobuchar, sendte en bølge af vælgere, der ikke havde bestemt sig, lige i armene på den tidligere vicepræsident. Spørgsmålet er nu ikke om, men hvornår Elizabeth Warren trækker sig og om hun uden videre vil anbefale Sanders efter der har været kold luft mellem de to kampagner i et stykke tid. Mike Bloomberg trak sig onsdag og peger nu også på Joe Biden. Det vil give vicepræsidentens kampagne et enormt økonomisk rygstød.

Artiklen er opdateret onsdag aften, red.

WASHINGTON D.C. – En ting står klar efter Super Tuesday, den største valgaften før præsidentvalget til november: den blev nøjagtig lige så dramatisk som forventet.

Den største nyhed var uden tvivl, at Joe Biden stormede frem mod en overvældende sejr efter en decideret slap start på primærvalget præget af fumlende svar, svage debatter og mangel på penge. Den historie sluttede brat, efter den tidligere vicepræsident vandt primærvalgene i Virginia, North Carolina, Alabama, Tennessee, Oklahoma, Arkansas, Minnesota, Massachusetts, Maine og Texas.

Biden found his mojo, som NBC skrev omkring midnat.

Biden i storform

Den tidligere vicepræsident fører nu i kampen om de delegerede, der tæller – de såkaldte pledged delegates – når det gælder kapløbet mod konkurrenten Bernie Sanders, og Biden gjorde det så godt, at han nu reelt kan være “ustoppelig” vurderede NBC’s analytiker Chuck Todd:

Californien tæller stadig, men Sanders vinder staten

Senator Bernie Sanders vandt Colorado, Utah og sin egen hjemstat, Vermont og efter alt at dømme også Californien, der er den største stat med de fleste delegerede – nemlig 415.

Her er valget godt nok ikke afgjort endnu, på papiret, men Associated Press, der normalt bærer The Gold Standard blandt medierne, når det gælder beslutningen om at forudsige valgresultater har officielt tildelt Sanders The Golden State,  selvom blot en tredjedel af stemmerne er talt op. Her ligger Sanders på ca. 31 %, Biden på ca. 22 % og Bloomberg på 16 % samt Warren med 13 %.

Denne dag føles som en total hvirvelvind

Californien har de mest vælgervenlige love i hele USA, hvilket bl.a. betyder, at ens stemme også tæller, hvis den blot er poststemplet på dagen. I teorien kan det endelige resultat risikere først at ligge om 4-5 dage, men the popular vote afgør ikke udfaldet – det gør derimod antallet af delegerede. Grænsen for at få tildelt delegerede – den såkaldte delegate threshold – er 15 %.

“Denne dag føles som en total hvirvelvind”, lød det fra Alaina Beverly, der er tidligere medarbejder for præsident Obama, og som kommenterer Biden-kampagnen for tv-stationen MSNBC.

Hun kalder anbefalingerne fra de tidligere politiske rivaler, Amy Klobuchar, Pete Buttigieg og Beto O’Rourke samt opbakningen fra medlem af kongressen for South Carolina, Jim Clyburn, der er en af de store afrikansk-amerikanske helte og veteraner i Kongressen, for  “absolut afgørende” og “overvældende”, i lyset af, at den mangeårige politiker og senator ikke havde vundet en eneste stat, før valget i South Carolina i den forgangne weekend.

Onsdag trak også Mike Bloomberg sig. Den 9. rigeste mand i verden støtter nu også Biden.

Er tiden kommet til en empatisk statsmand?

En anden faktor, som talte stort i f.eks. Amy Klobuchars anbefaling af Biden er Bidens velkendte evne til at udvise “empati” og til at “regere med hjertet”, og i det hele taget spille rollen som den rolige statsmand, der kan bringe USA tilbage til “normaliteten” efter 4 år med skrig, skrål og rasende tweets fra Trump.

Hele budskabet om at kunne “stille sig i vælgernes sted”, har givetvis appelleret ikke bare til de ældre og de sorte vælgere, men også til de mange moderate republikanere, der kan stemme ved både Texas’ og Californiens “åbne primærvalg”, hvor man ikke skal være registreret demokrat for at stemme.

Budskabet om at kunne “stille sig i vælgernes sted”, har givetvis appelleret ikke bare til de ældre og de sorte vælgere, men også til de mange moderate republikanere, der kan stemme ved både Texas’ og Californiens ‘åbne primærvalg’

Kl. 09 onsdag morgen så fordelingen i delegerede sådan ud (tallet vil blive opdateret i løbet af ugen, red):

I Californien kan man følge optællingen via denne election tracker, der opdateres hver 10. sekund.

Jublende glad Joe Biden: ‘nu sætter vi i gear’

Biden var da også jublende glad efter afgørelsen i Minnesota:

Men hvad så nu?

Kommentatorerne havde travlt med at advare Biden-kampagnen om ikke at hvile på laurbærrene. For en ting er, at den moderate fløj i partiet har trukket kampagnen ud af hængedyndet og tilført Biden et skud ny energi – hvilket også vil udløse en hårdt tiltrængt optur i mængden af donationer.

Noget andet er, at den unge og særdeles aktive græsrodsbevægelse bag Bernie Sanders for det første er rasende over, hvad de ser som endnu et “kup” fra partiets ledelse med det formål at stjæle nomineringen fra den 78-årige senator.

Sanders’ støtter har ikke tænkt sig at give op, og de har muligvis heller ikke tænkt sig at stemme på Biden til november, hvis denne vinder

For det andet har de for manges vedkommende heller ikke har tænkt sig at give op (og det har Sanders heller ikke; i opgøret med Hillary Clinton i 2016 kæmpede han videre til langt ind juli, dvs, til den bitre ende) og muligvis heller ikke har tænkt sig at stemme på Biden til november, hvis denne vinder.

Og det er et problem for enhver demokratisk kandidat: taber man de unge vælgere, hvilket også skete i stor stil i 2016, har man stor sandsynlighed for at tabe.

Så udover at Biden skal kunne fortsætte sin winning streak skal han også komme op med en strategi, der er mere venlig og imødekommende overfor Sanders-kampagnen end, hvad Hillary Clinton, der fortsat ikke kan udstå Sanders, formåede.

Kold luft mellem Warrens og Sanders’ kampagner

En næste diskussion er, hvad nattens tabere skal gøre.

Senator Elizabeth Warren formåede end ikke at vinde sin egen stat, Massachusetts, og presset på hende for at trække sig er enormt på venstrefløjen. I Bidens hovedkvarter er man derimod ikke utilfreds med, at hun fortsætter sin kampagne, for det antages, at hun først og fremmest trækker stemmer fra Sanders, som hun et langt stykke ad vejen er enig med politisk.

Men kan Warren holde til det? Her er et repræsentativt tweet fra en af Sanders’ mest trofaste støtter, kongresmedlem Ilhan Omar, der opfordrer til “samling” og “konsolidering” på den progressive fløj, en klar kritik af Warren uden dog at nævne hende ved navn:

Det er ikke nogen hemmelighed, at spændingerne mellem Team Warren og Team Sanders er betydelige. En ting er diskussionen under en tidligere tv-debat, hvor Warren beskyldte Sanders for at have sagt, at en “kvinde ikke kan vinde præsidentvalget” – en beskyldning han har sagt, ikke er sand. Noget andet er, at stemningen mellem de to kampagner er  i dybfryseren på venstrefløjen generelt.

Netmediet Politico beskrev det sådan i starten af ugen:

“The deepening rift among the two progressive candidates threatens to lock the Democratic Party’s left wing out of the White House … anxiety among progressive leaders is rising, and Warren, after her weak performance in the first four voting states, is under growing pressure to drop out from some Sanders supporters. If a candidate pulls ahead after [Tuesday], we need to put aside our differences and unite on behalf of economic and racial justice.”

Aimee Allison, der er grundlægger af organisationen She the People, siger i artiklen: “The country is ready for new ideas, and we have two leading progressive campaigns that have so much to offer millions of Democrats. The moderates are playing to win. It’s time we rose up as a movement to play to win as well.”

Onsdag aften meddelte Warrens kampagne, at hun “overvejer” situationen. Spørgsmålet er næppe, om hun trækker sig, men om hun vil gå ud med en helhjertet anbefaling af Sanders.

Sanders: Man slår ikke Trump på den gamle måde

For Sanders selv er der naturligvis ingen tale om at droppe ud.

Her er hans tale tirsdag aften, hvor han sammenligner sig selv med Biden og slår fast, at man “ikke kan slå Trump med den samme gamle politiske opskrift”:

Der vil med andre ord fortsat være kamp til stregen, og det er alt for tidligt at dømme Sanders ude.

FØLG MED I DET AMERIKANSKE PRÆSIDENTVALG I POV – LÆS MERE AF ANNEGRETHE RASMUSSEN HER.

Mike Bloomberg trækker sig til fordel for Biden

Og så er der Mike Bloomberg, verdens 9. rigeste mand, der nåede at bruge 500 millioner dollar på valgreklamer.  Det var første gang, vælgerne havde mulighed for at stemme på ham, idet New Yorks tidligere borgmester ikke kom ind i valget tids nok til at være med i de fire første stater.

“Skuffelse” er næppe dækkende, snarere “nedsmeltning”.  Den eneste stat, han vandt, var American Samo, og den sejr gav ham 5 delegerede ekstra, så han nu ligger på 44 delegerede i alt.

Midt på natten sendte kampagnen en meddelelse ud, der lød, at Bloomberg og hans team vil “revurdere situationen” i denne uge. Hans kampagne har hele tiden været bygget på én eneste forudsætning (og det var derfor, han kom til så sent) nemlig, at Bidens kampagne var ved at smuldre.

Mike har hele tiden haft det overordnede mål at fjerne Trump. Det vil han fortsat have, så han synes ikke, at hans penge er spildt eller givet dårligt ud

Det kan man ikke just sige længere og onsdag kom så meddelelsen om, at borgmesteren indstiller sin kampagne, men som en talsmand sagde, ikke for at stoppe kampen mod Trump, men for at vinde det overordnede mål om at fjerne “den farligste mand, der nogensinde har siddet i Det Hvide Hus”, men for at gøre det gennem Joe Bidens sejr.

“Mike har hele tiden haft det overordnede mål at fjerne Trump. Det vil han fortsat have, så han synes ikke, at hans penge er spildt eller givet dårligt ud”, lød det i et interview med radiostationen NPR. Bloombergs senior adviser, Tim O’Brien, siger tilsvarende til Washington Post, at Bloomberg will put his resources in the broadest way possible behind Joe Biden’s candidacy:

“We have long-term leases and long-term contracts with the team, and the intention was always to put this big machine we have built behind whoever the nominee is.”

Det var en klog beslutning, for som Joy Ann Reid, kendt politisk kommentator på MSNBC, sagde om Bloomberg, så bliver man ikke en god, og slet ikke folkekær, politiker, bare fordi man har mange penge.

Hun sammenlignede Joe Bidens modtagelse i den sorte kirke Brown Chapel i Selma Alabama forleden og sagde: “Biden har en relation til andre mennesker. Bloomberg har bare penge”. I og for sig en opmuntrende konklusion, hvis man mener, at man ikke skal kunne købe præsidentembedet eller nomineringen i et parti:

Kan Biden slå Trump?

Tilbage står så spørgsmålet: Kan Biden så slå Trump?

Hvis man tager en dyb indånding og husker meningsmålingerne fra 2016, der stort set alle forudså, at Clinton ville vinde komfortabelt over Trump, gør alle klogt i at holde sig til øjebliksbilledet. Især når vi er på så tidligt et tidspunkt i valgkampen·

Men når det er sagt, ser det pt. godt ud for den tidligere vicepræsident, trods de massive republikanske angreb på ham og hans søns rolle i Ukraine, mens Biden var in office. 

Her er gennemsnittet af de seneste målinger fra Real Clear Politics:

Real Clear Politics – gennemsnit, Trump mod Biden.

Topillustration: Skærmbillede fra den demokratiske debat modereret af NBC News under primærvalget: Joe Biden og Bernie Sanders.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Annegrethe Rasmussen er chefredaktør for og medstifter af POV International. Hun er også USA-korrespondent for POV og KForum og en ivrig debattør, moderator og ordstyrer. I 2019 er hun også sprunget ud som fungerende erhvervsredaktør for POV.
Hun har skrevet et ocean af artikler og bidraget til mange tv- og radioprogrammer samt flere bøger; senest som medforfatter til den mest brugte undervisningsbog i danske gymnasier om Amerika, USA’s Udfordringer (2012 og 2016). Hun har arbejdet som korrespondent i London (2002), Paris (2004) og siden 2008 i Washington DC. I 2012 stiftede hun bloggen USAnu.dk med Morten Bay, og i 2016 stiftede hun POV International med Morten Bay og Signe Wenneberg. I sin fritid hjælper hun af og til danske virksomheder i Washington D.C. Privat er hun gift og mor til fire. Hun er super nørdet, fordi hun ikke interesserer sig for andet end politik, digitale medier og litteratur. Naturen forstår hun sig ikke på, og hun drikker hellere te, Champagne og går i byen og hører musik end laver mad - bortset fra rugbrød, som hun savner og derfor bager på 18. år som udlandsdansker.
Hun siger som sit idol Ulla Terkelsen: man kan sove i flyvemaskinen.
Du kan donere til hendes arbejde på POV International - både som skribent og som chefredaktør - på Mobile Pay: 93 85 05 85. Du kan ikke ringe til det nummer, men du kan sende en e-mail: annegrethe@pov.international

Seneste artikler om Politik & Samfund