EU-VALG 2024 // ANALYSE – Statsminister Mette Frederiksen skal ikke kun forholde sig til Socialdemokratiets nederlag ved EU-valget. Hun er også nødt til at eksekvere på Lars Løkke Rasmussens og Søren Gades krav om forandringer, hvis hun skal undgå for megen intern uro i regeringen.
De negative superlativer står i kø for at beskrive Socialdemokratiets og Mette Frederiksens nederlag ved EP-valget, hvor partiet endte med 15,6 pct. af stemmerne og nu ikke længere kan kalde sig Danmarks største parti – en tilbagegang på næsten 6 procentpoint.
“Blåt øje til Mette”, “en lussing”, et “sviende nederlag”, “Mette er groggy” er blot et spinkelt udpluk fra medierne, efter det tidligt lå fast, at SF og Pia Olsen Dyhr ville overhale S indenom og få et historisk godt resultat på 17,4 pct.
Mette Frederiksen holdt sig helt væk fra både Christiansborg, tasterne og de sociale medier. Officielt fordi hun stadig havde brug for at sunde sig oven på den stærkt ubehagelige oplevelse fredag aften på Kultorvet i København, hvor hun blev skubbet/overfaldet af en stærkt alkoholpåvirket 39-årig polak, der sandsynligvis også var på stoffer.
Det er noget af en presbold, der møder statsministeren, når hun vender tilbage fra sin rekonvalescens
Uofficielt fordi hun havde luret valgnederlaget.
Det eneste, vi hørte fra statsministeren, var, da partiets spidskandidat, Christel Schaldemose, meget sent på aftenen læste nogle få intetsigende linjer op fra Mette Frederiksen. En obligatorisk tak til de unge DSU’ere for deres store engagement under valgkampen.
Men så let slipper Mette Frederiksen naturligvis ikke.
Hun er tvunget til at kommentere på EP-valget. Ikke bare sit eget nederlag, men også betydningen af den klare højredrejning i EU’s vigtigste lande, Tyskland og især i Frankrig, hvor højrefløjen med Marine Le Pen i spidsen samlet fik omkring 50 pct. af stemmerne. Et fransk jordskredsvalg, der øjeblikkeligt fik præsident Macron til at udskrive nyvalg til det franske parlament.
En voldsom reaktion, der ikke kan undgå at ryste Europa.
Billigt prokuratorkneb skal skjule Mette F.’s nederlag
Herhjemme forsøgte de socialdemokratiske topministre Nicolai Wammen, Peter Hummelgaard m.fl. at holde gode miner til slet spil. I stedet for at besvare spørgmål om den lave procentsats forsøgte de sig med en afledningsmanøvre fra spindoktorernes grønspættebog ved at dreje fokus over på, at det var lykkedes partiet at nå sin målsætning om tre mandater. Det samme antal, som SF drager til Bruxelles med.
Et lille billigt prokuratorkneb, der naturligvis ikke holder i byretten.
Mette Frederiksen var den helt store taber.
Socialdemokratiet er ikke det eneste parti, der prøver at undgå at ligne en taber. Venstre går to mandater tilbage, men med 14,7 pct. af stemmerne må man alligevel unde Troels Lund Poulsen og ikke mindst partiets erfarne spidskandidat, Morten Løkkegaard, deres brede smil.
Lars Løkke følte sig kaldet til at ødelægge den gode stemning i regeringen, da han ved Moderaternes valgfest udpenslede SVM-regeringens samlede nederlag
Det kunne have gået møj værre. Venstre har været så grueligt meget igennem og ligger til kun 8 pct. i meningsmålingerne, så ingen havde forventet, at partiet kunne holde sit niveau fra sidste valg med 24,6 pct. og 4 mandater. Venstre ser nu håb forude. Valget giver grund til ny moderat optimisme.
Det synes til gengæld ikke at gælde for Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne, der med Stine Bosse stillede med Danmarks nok mest EU-begejstrede spidskandidat.
Partiet fik et enkelt mandat, men Lars Løkke havde sigtet højere, og hans egen søn, Bergur Løkke Rasmussen, endte som sorteper.
Hvad værre er: Moderaterne fik kun 5,9 pct. og dermed ikke stemmer nok til at trække deres eget mandat. Kun valgforbundet med Venstre og Radikale redder Lars Løkke fra den totale fiasko, da Venstres ”overskudsstemmer” sikrer Moderaterne deres ene mandat.
Løkke og Søren Gade kræver handling nu
Der er næppe tvivl om, at det var årsagen til, at Lars Løkke følte sig kaldet til at ødelægge den gode stemning i regeringen, da han ved Moderaternes valgfest udpenslede SVM-regeringens samlede nederlag og endnu en gang krævede et højere tempo i dens reformarbejde.
Løkke var ikke den eneste, der følte sig kaldet til at revse regeringen, da Venstres måske mest populære politiker, mangeårig minister og nuværende formand for Folketinget, Søren Gade, var ude at kræve en ny synlig og mindre arbejdskrævende ministerpost til Troels Lund Poulsen.
Et tiltrængt rygstød til det hårdt plagede parti, og man skal næppe blive overrasket, hvis Konservative langt om længe begynder at løfte sig i målingerne
Hvad så nu Mette, fristes man til at spørge. Det er noget af en presbold, der møder statsministeren, når hun vender tilbage fra sin rekonvalescens. Ikke bare skal hun forholde sig til Socialdemokratiets nederlag, men hun er også nødt til at eksekvere på Løkkes og Gades krav, hvis hun skal undgå, at trolden springer ud af æsken og skaber for megen intern uro.
Men hvad med statsministeren selv? Er hun på vej til et topjob i EU? Hvilket i givet fald kunne redde hende og måske hele regeringen fra mange bekymringer.
Rygterne synes at være kølnet noget af på det seneste, og først på EU’s rådsmøde den sidste weekend i juni får vi svaret. Men meget tyder på, at Mette Frederiksen også møder ind på kontoret efter sommer til en fortsat vælgerkrise.
Kæmpe sejr til Mona Juul og Konservative
Det Konservative Folkeparti får intet mindre end et kanonvalg og må ved siden af SF betegnes som valgets helt store vinder. Den nye formand, Mona Juul, der for kun få måneder siden tog over efter Søren Papes tragiske bortgang, får 8,8 pct. og en fremgang på 2,6 procentpoint. Dermed beholder partiet sit mandat.
Det havde kun de færreste set komme med den noget anonyme Niels Flemming Hansen i front. Men et tiltrængt rygstød til det hårdt plagede parti, og man skal næppe blive overrasket, hvis Konservative langt om længe begynder at løfte sig i målingerne.
Liberal fiasko
Liberal Alliance og Alex Vanopslagh ”slipper af” med Henrik Dahl, som de har kørt en lettere infantil kampagne på. Med kun 7 pct. af stemmerne – svarende til godt halvdelen af, hvad partiet ligger til i meningsmålingerne, kan det dårligt udlægges som andet end en fiasko. Skuffelsen stod da også malet i ansigtet på Alex Vanopslagh til partiets valgfest.
Det gjorde den til gengæld ikke hos Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne. Der bliver nu Storm i Bruxelles, som der blev sunget, efter det stod fast, at partiets spidskandidat, Kristoffer Storm, var valgt med 7,4 pct. af stemmerne. Lidt under partiets niveau i målingerne, men nok til at kalde det en sejr.
Det var det også for Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt og Anders Vistisen. DF var denne gang det eneste EU-modstanderparti.
Skal man alligevel sige noget positivt i nederlagets stund, var Jan Kristoffersen og Alternativet de eneste, der på valgaftenen vedkendte sig deres nederlag
Selvfølgelig var DF’erne glade for at holde deres mandat, og valget var vigtigt i Messerschmidts genopretningsplan for partiet.
Mindst lige så glade var de i Det Radikale Venstre. Martin Lidegaard tabte godt nok et mandat, men i forhold til partiets marginaliserede rolle på Christiansborg var det forståeligt, at nederlaget blev udlagt som en sejr.
Mere rent var Enhedslistens ene mandat. Det var godt nok status quo, men partiets spidskandidat, Per Clausen, kan næppe beskyldes for at være en folkeforfører.
Det var Alternativets Jan Kristoffersen mildest talt heller ikke. Han blev som den eneste spidskandidat heller ikke valgt.
Skal man alligevel sige noget positivt i nederlagets stund, var Jan Kristoffersen og Alternativet de eneste, der på valgaftenen vedkendte sig deres nederlag.
Læs også Frank Korsholms analyse “Større råderum giver regeringen en ultimativ trumf – den kan genindføre Store Bededag”.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
