TRINELISE VÆRING // NY MUSIK – Få musikinteresserede følger så intenst med i den nye musik som musiker, musikskribent med meget mere, Trinelise Væring. Hver måned delagtiggør hun POV’s læsere i sine forventninger til og betragtninger om det, der sker lige nu på musikscenen i faste feature Værings Musiklytteri. I oktober er der bl.a. nyt fra Brandi Carlile, belgiske The Colorists og californiske Marty O’Reilly.
Helt klar til at tage glæderne på forskud
Min mor sagde altid, at man ikke skulle tage glæderne på forskud. Det har jeg nu alligevel tænkt mig at gøre, for der er nu ikke noget som forventningens glæde.
Når min mor mente, man ikke skulle tage forskud på glæderne, handlede det naturligvis om, at man nemt kan gå hen og blive skuffet. Det havde hun naturligvis ret i, for som jeg også skrev i sidste måned, balancerer man på et knivsæg, når man får et nyt album mellem ørerne fra en af sine favoritter. Man vil gerne høre nyt, men man vil også gerne have mere af det, man fik på det album, man oprindelig tog til sit hjerte.
1. oktober udkommer to albums af kunstnere, jeg har lyttet til med særlig stor fornøjelse igennem de seneste par år. Derfor benytter jeg denne lejlighed til at glæde mig på forskud og i den ånd dele nogle sange fra kunstnernes bagkatalog, der oprindelig greb mig uden at vide om skuffelsen ligger lige om hjørnet. Men så har jeg da i alle fald haft fornøjelsen af at glæde mig.
The Colorist Orchestra: Et band jeg gerne tager flyveren for at opleve
Hvor mange belgiske bands kender I? Ikke mange, vel?
The Colorist Orchestra er et belgisk kammerorkester med en helt særlig instrumentpark bestående af 3 perkussionister, der helst slår på alt muligt andet end trommer, en pianist, der gerne spiller på præpareret klaver, en bassist, to strygere og en altmuligmand, der f.eks. spiller på basklarinet, glasorgel og elektronik. Orkestrets musik dækker genrene alt.pop / kammermusik / singer-songwriter.
Orkestrets nye album Not on the Map udkommer 15. oktober.
Bandet har deltaget i en række projekter, hvor de inviterer en række nøje udvalgte sangskrivere til at komme med eget repertoire, som The Colorists så genskaber med deres helt særlige instrumentarium og deres klassiske tilgang til minutiøs tilrettelæggelse. Hele deres lyd og den uortodokse brug af instrumenterne giver alle de projekter, jeg har hørt, en helt særlig klang og karakter. Det er rytmisk musik bygget op som et klassisk partitur, der udgøres af et filigran af percussive, appegierede eller strøgne roller, der væver sig ind og ud af hinanden.
Detaljerigdommen er enorm, og nuancerne og udførslen er imponerende.
Jeg var så heldig at opleve The Colorists, da de spillede i Bruxelles, lige før Corona-fælden klappede. Det var min julegave fra gemalen
Til dato er kun et af samarbejderne blevet udgivet som album, nemlig det helt igennem vidunderlige The Colorist & Emiliana Torrini (2016).
Islandske Torrinis stemme og repertoire er det perfekte afsæt for orkestret. Jeg ved, de også har samarbejdet med irske Lisa Hannigan, men det ligger ikke til streaming.
På liveoptagelsen med Torrini herunder får man et rigtig godt indtryk af orkestrets lyd, ligesom man får hele den fortættede livestemning med. Der findes også en fuld koncert med dette repertiore (Live on KEXP). Hvis I får appetit på mere.
Jeg var så heldig at opleve The Colorists live, da de spillede i Bruxelles, lige før Coronafælden klappede. Det var min julegave fra gemalen, der godt vidste, at det var et orkester, jeg meget gerne ville opleve. Koncerten var en udløber af et projekt med belgisk/puertoricanske Gabriel Rios.
Jeg kendte ikke Rios på forhånd og hoppede på flyet udelukkende for at opleve the Colorists. Det viste sig at være en af de mest perfekte koncerter, jeg har fået lov at opleve. En sid-ned koncert med perfekt lyd og udsyn og dertil et dejligt nyt bekendtskab med Rios.
Dette samarbejde er desværre ikke endt på CD endnu, måske fordi verden lukkede ned få uger efter.
Til gengæld findes der en enkelt video på Youtube fra netop den koncert på Ancienne Belgiquei vinteren 2020, hvor jeg sad nede i salen.
Der er altså god grund til, at jeg glæder mig til at høre, hvordan The Colorists næste samarbejde, nu med amerikanske Howe Gelb, spænder af. Selv om Gelb har udgivet et sandt hav af album siden midt i 80erne, er han ikke én jeg har fulgt. At dømme efter de singler, der er sendt i forvejen, er der en del “spoken word” over projektet.
Brandi Carlile: En countrystemme med noget helt særligt på hjerte
Brandi Carlile har en fuldstændig fantastisk stemme, som formår at ryste og røre mig igen og igen.
Der er meget generisk country derude, men Brandi Carlile er alt andet end generisk. Hun er noget helt særligt. Det nye album In These Silent Days udkommer 1. oktober.
Hun har stemmen, og hun har desuden skrevet en række meget fine sange. Dertil kommer, at Carlile er åben-ude-af-skabet-lesbisk, ligesom hun er politisk i mange af sine sange, der bl.a. løfter feministiske og queer aktivistiske temaer. Måske ikke lige en cocktail, der normalt åbner døre i Nashville. Men Nashville er ikke, hvad det har været. Heldigvis.
Navnet The Highwomen refererer selvfølgelig til den legendariske gruppe Highwaymen med bl.a Cash og Willie Nelson
Carlile er hot også i Nashville. Jeg “mødte” hende i forbindelse med The Grammies 2018, hvor hun optrådte og vandt 3 priser, bl.a. for sangen “The Joke”. “The Joke” er den perfekte sang for hendes stemme, ligesom det er den perfekte melodi, der hele tiden giver én lige det, man ønsker sig – og så lidt til. Dertil kommer en tekst med feministiske undertoner. Så ja, jeg var bare helt solgt.
Nyd denne skønne live udgave af netop “The Joke”:
Carlile er også initiativtageren til en af tidens hotteste country supergrupper The Highwomen. Fire stærke kvinder fra countryscenen, hvoraf Maren Morris nok er den mest kendte ud over Carlile. Navnet The Highwomen refererer selvfølgelig til den legendariske gruppe Highwaymen med bl.a. Cash og Willie Nelson.
På kvindernes album fra 2019 indspillede de da også deres egen version af sangen “Highwayman”, som var den originale gruppes hit. I Highwomen’s udgave fik den ny tekst, hvor karaktererne, i stedet for landevejsrøvere og westernhelte, er en række historiske kvindeskæbner inkl. en nutidig latinamerikansk kvinde på vej over grænsen fra Mexico med sit barn.
Her får I den officielle video til et andet af The Highwomens hits “Redesigning Women”, som man vel roligt kan kalde en feministisk slagsang:
Om Brandi Carlile’s kommende solo album er lige så godt som det forrige, er jo ikke til at vide. I skrivende stund er der kun kommet én single. Her kunne man godt få den bekymring, at hun er på vej væk fra sine country/roots rødder og satser mere “bredt”. Jeg synes ikke altid, det bliver vellykket, når countrystjerner går popvejen. Om det er det, der er på spil her, er svært at vide på baggrund af bare én single.
Det er til gengæld en flot video.
Marty O’Reilly: Rusten vokal, melodisk substand og deep south stemning
Det tredie og sidste album, jeg vil anbefale i denne omgang, er også en kunstner, jeg har nydt de senere år. Det handler om californiske Marty O’Reilly, hvis The Old South Orchestra udsender et nyt album i oktober. De gør sig inden for americana, roots og blues. Lyden af dobroguitar, fiddle, kontrabas, trommer og ikke mindst rusten vokal giver et helt igennem taktilt univers, som jeg holder meget af. Dertil kommer masser af melodisk substans og deep south stemning.
O’Reilly er ikke et stort navn, og jeg husker ikke længere, hvordan han dukkede op i mit lytteloop. Så meget desto mere grund til at bruge min “taletid” her på at pege jer i retning af ham.
Der er albums fra både 2014 og 2018, og de er begge gode. De 4 singler fra det kommende album lover alle som én godt. De ligger måske lidt længere fra blues/roots-ringhjørnet end de tidligere album, men til gengæld præsenterer de også lidt mere elaborerede melodier.
Som altid kan I regne med, at det, jeg skriver om her og meget andet i øvrigt, ligger på min åbne Spotify playliste “Trinelise Vaering: What I listen to”
Der findes ingen officielle videoer fra hverken dette eller de tidligere albums, men der ligger en del live ting (ikke alle med lige god lyd), hvor man kan forvisse sig om, at Marty O’Reilly & the Old South Orchestra er et skønt liveband, som man f.eks. kunne håbe Tønder Festival kunne finde på at invitere.
Her er audio for mit yndlings nummer fra et tidligere album efterfulgt af en live optagelse fra 2015.
Afslutningsvis vil jeg sige, at jeg da også holder udkik efter Lana Del Rays album Blue Banister, der udkommer 22 okt.
Jeg tænker dog også, at det vil der komme tips om fra alle tænkelige medier, så det behøver jeg ikke bruge min spalteplads på at skrive om.
Som altid kan I regne med, at det, jeg skriver om her og meget andet i øvrigt, ligger på min åbne Spotify playliste “Trinelise Vaering: What I listen to”. De nye sange ligger altid i toppen af min liste. Efter nogen uger glider de lidt ned af listen, og ender, hvis de er rigtig gode, nede i den alfabetiske del af listen (alfabetisk efter kunstner).
Min playliste indeholder til enhver tid 500 sange fra det seneste års tid. Sange, jeg stadig er optaget af at lytte til. Jeg lægger nye ting på ugentligt, så den er værd at følge og fungerer perfekt på shuffle. Husk at sende den et hjerte.
The Colorist Orchestra & Howe Gelb: Not on the Map
Udkommer 1 okt.
Genre: alt.pop / kammermusik / singer-songwriter
Brandi Carlile: In These Silent Days
Udkommer 1. okt.
Genre: country
Marty O’Reilly & the Old South Orchestra
(albumtitlen kender jeg ikke)
Udkommer 15 okt.
Genre: Americana/Roots/Blues
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
