TURISME // VIETNAM – Siden Hoi An blev optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste i 1999 er eventyrlystne strømmet til, og specielt de kinesiske turister har fundet en særlig interesse i den gamle centralvietnamesiske havneby. Blandt de lokale i turistbranchen i Hoi An er der dog delte meninger omkring, hvorvidt den kinesiske turisme overhovedet gavner Vietnam. Brian Traantoft Rasmussen skriver om territorialrettigheder og historiefortælling, om uhøflige turister og ”zero-dong”-virksomheder og om et vietnamesisk folk, der føler sig trådt over tæerne.
Den centralvietnamesiske havneby Hoi An er kendt for sine lange, hvide sandstrande og for det gamle kvarter langs Thu Bon-floden, hvor prangende kolonibygninger i varme gule nuancer året rundt oplyses af farvestrålende lamper af porøst rispapir.
I flere århundreder anduvede både asiatiske og europæiske fragtskibe jævnligt handelsbyen, der var en af de vigtigste og travleste havne i hele Sydøstasien, da den forbandt datidens økonomiske sødygtige sværvægtere. Som følge af interne magtkampe i Vietnam, af stigende konkurrence fra nabobyen
I 1999 blev Hoi An optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste som en af de ældste og mest velbevarede internationale havnebyer i hele Sydøstasien
Da Nang og grundet en tiltagende erosion af flodløbet, mistede Hoi An i 1800-tallet efterhånden status som handelsmæssigt knudepunkt. Byen gik i glemmebogen, smuldrede hen og tidens tand satte sit præg på den tidligere pulserende metropol.
Til forskel fra mange andre vietnamesiske storbyer, der blev pulveriserede under Vietnam-krigens bombardementer, slap Hoi An bemærkelsesværdigt billigt. Både franske, portugisiske, japanske og kinesiske kolonibygninger overlevede, og i 1999 blev Hoi An derfor optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste, idet det hed sig, at byen var en af de ældste og mest velbevarede internationale havnebyer i hele Sydøstasien.
Efter denne udnævnelse tog turismen for alvor fart, og snart rykkede skrædderforretninger, kaffehuse og restauranter ind i de ny-renoverede handelsbygninger og fandt en guldåre i turismen. Hoi An, der ofte blot betegnes som ”Den Gule By”, har siden været et sandt mekka for eventyrlystne fra hele verden, og specielt én nationalitet har det seneste årti haft en særlig interesse i byen – kineserne.
Ifølge de nyeste tal fra det vietnamesiske turistministerium besøgte omkring 5 millioner kinesiske turister Vietnam i 2018. Det er mere end en femdobling sammenlignet med tallene for 2010, og en stigning på hele 23% alene i forhold til 2017.
De kinesiskejede proxyfirmaer har i årenes løb tjent enorme summer på at tilbyde budgetrejser til fly fulde af rejseglade kinesere
De kinesiske turister udgør alene omkring en tredjedel af alle internationale turister til Vietnam, og det amerikanske magasin Travel & Leisure udpegede i 2018 Hoi An som den ottendemest betagende rejsedestination i hele verden grundet blandt andet dens arkitektur, gadeliv, kulturelle tilbud og udbuddet af forretninger. Det er alt sammen noget, der også falder i kinesernes sightseeing-smag.
Der er ikke præcise tal for, hvor mange af de 5 millioner kinesiske turister i Vietnam, der reelt lagde vejen forbi ”Den Gule By” i 2018. Det lokale turistbureau anslår dog, at cirka 1.7 millioner turister besøgte Hoi An i 2017, hvoraf en betydelig del var kinesere, og de bliver bemærket i gadebilledet, de kinesiske turister. Ikke kun for det positive.
De uhøflige kinesere
»Sammenlignet med andre byer er det ikke særlig godt her. De kommer kun til Hoi An for at besøge byen, og de bruger stort set ingen penge hos de lokale. Hvis du ønsker en bæredygtig udvikling, skal de lokale nyde godt af turisternes besøg. Det er derfor, at den kinesiske turisme i Hoi An slet ikke er holdbar«.
Det lokale turistbureau anslår dog, at cirka 1.7 millioner turister besøgte Hoi An i 2017, hvoraf en betydelig del var kinesere, og de bliver bemærket i gadebilledet, de kinesiske turister. Ikke kun for det positive
Sådan sagde dengang 43-årige Mr. Vinh, da jeg i oktober 2016 interviewede ham omkring hans syn på den stigende kinesiske turisme i Hoi An.
Siddende på toppen af en lokal restaurant, i ly for den bagende sol og med udsigt ud over den mere industrialiserede del af Hoi An, fortæller Mr. Vinh, at vietnameserne i byen ofte har dårlige oplevelser med de kinesiske turister. De larmer og er uhøflige, de fylder meget i gadebilledet, fordi de altid går i store grupper, og de respekterer hverken det vietnamesiske folk, deres kultur eller deres historie, fortæller han:
»Vi vietnamesere er vant til turister fra Europa, Amerika og Australien, men de bliver kvalt af de kinesiske turister. De [kineserne] er uhøflige overfor dem, og det er et meget stort problem«.
Mr. Vinh er født og opvokset i byen, har oplevet dens rivende udvikling, og har arbejdet i turistsektoren det meste af sit voksenliv. Udover en universitetsgrad i engelsk har han desuden færdiggjort en ekstrauddannelse i turisme, og han har i mere end et årti drevet et lokalt rejsebureau sammen med sin lillebror.
I rejsebureauets første år var de jævnligt i kontakt med kinesiske turister, men til sidst blev deres dårlige opførsel for meget for Mr. Vinh. De var både nærige, uhøflige og respektløse overfor byen og de lokale, fortæller Mr. Vinh, og derfor valgte de, at deres rejsebureau hovedsageligt skulle fokusere på det europæiske og amerikanske marked.
De fleste understregede, at nogle kinesere var rare og imødekommende, men påpegede i samme åndedrag, at flertallet var larmende, sjældent talte engelsk, var egoistiske, uhøflige og uhumske, sjældent respekterede køkulturen og svinede alle vegne
I efteråret 2016 var Mr. Vinh ikke ene om at beskrive den kinesiske turisme som problematisk. Vi interviewede yderligere 18 vietnamesere, der alle boede i Hoi An, som alle arbejdede i byens turistbranche, og som derfor alle stødte på kinesiske turister i deres hverdag. Om de arbejdede i isbutikker, turistcentre, kaffebarer, souvenirshops eller skrædderforretninger var den overordnede vurdering af de kinesiske turister som oftest den samme; kineserne var besværlige gæster.
De fleste understregede, at nogle kinesere var rare og imødekommende, men påpegede i samme åndedrag, at flertallet var larmende, sjældent talte engelsk, var egoistiske, uhøflige og uhumske, sjældent respekterede køkulturen og svinede alle vegne.
»Kina er Asiens fremtid«
Der var dog også andre, der havde en ganske anden holdning til den kinesiske turisme.
En af dem var Mr. Thanh. Ligesom Mr. Vinh driver Mr. Thanh et rejsebureau i Hoi An, og han fortæller, at han har haft mange gode oplevelser med de kinesiske turister. Han beretter, hvordan de kinesiske turister »forandrer livet for de lokale i Hoi An på en god måde« fordi turismen øger byens omsætning og dermed levestandard.
Selvom han påpeger, at han har mødt mange høflige og veluddannede kinesiske turister, erklærer han sig dog overordnet enig i, at flertallet ofte stikker ud i gadebilledet på grund af deres aparte opførsel. Men han betragter hovedsageligt modstanden mod de kinesiske turister som affødt af den kontroversielle og tilspidsede udenrigspolitiske situation mellem Kina og Vietnam.
Mr. Thanh tror, det blot er et spørgsmål om tid, før vietnameserne på samme måde vil acceptere de kinesiske turister: »Kina er Asiens fremtid«
Mr. Thanh uddyber efterfølgende sin pointe ved at pointere, at vietnameserne tidligere havde et meget anstrengt forhold til franskmænd, grundet de næsten 100 år hvor Vietnam eller dele af Vietnam var en fransk koloni, og til amerikanerne grundet den blodige vietnamkrig.
Mr. Thanh påpeger i forlængelse af dette historiske tilbageblik, at han tror, det blot er et spørgsmål om tid, før vietnameserne på samme måde vil acceptere de kinesiske turister. Han understreger afsluttende, at vietnameserne vil blive nødt til at acceptere dem, for »Kina er Asiens fremtid«.
Zero-dong-turisterne
Mr. Thanh mener, at den kinesiske turisme er »80% til Vietnams fordel«, og det hovedsageligt grundet den økonomiske indsprøjtning, de kan tilbyde landet. Denne mere optimistiske holdning skyldes muligvis, at de kinesiske turister investerer store summer i Mr. Thanhs forretning og køber deres rejseoplevelser igennem hans bureau.
At de kinesiske turister skulle være en økonomisk gevinst for Hoi An og Vietnam som en helhed er en holdning, der møder kritik fra blandt andet Mr. Vinh.
Han medgiver, at de kinesiske turister køber en del souvenirers og krydderier på Hoi Ans store marked, og at de ofte tager på velbetalte byrundture i vietnamesiske turistcykelvogne. Men han påpeger samtidigt, at de største indtægter, fx til restauranter, hoteller og langtidstransport, ikke lander i lommen på vietnamesere i Hoi An men derimod klinger i kassen hos kinesiske rejseselskaber i Kina.
De såkaldte ”zero-dong”- turister, turister der stort set ikke bruger én eneste vietnamesisk dong i Vietnam, fordi alting er betalt på forhold og under bordet til de kinesere, der driver foretagenderne i Vietnam, har i flere år været et irritationsmoment for de vietnamesiske myndigheder og lokaltansatte.
Det er simpelthen blevet for tætpakket i den gamle havneby. Samtidigt pointerer han, at flere og flere turister fra fx Europa og USA fravælger at bo på hoteller og spise på restauranter, hvis der er for mange kinesiske turister det pågældende sted
De kinesiskejede proxyfirmaer har i årenes løb tjent enorme summer på at tilbyde budgetrejser til fly fulde af rejseglade kinesere, og denne velsmurte maskine er blandt andet en af årsagerne til den støt stigende kinesiske interesse for Vietnam som turistdestination.
De vietnamesiske myndigheder har de seneste år forsøgt at lukke de såkaldte zero-dong-firmaer, men indtil videre er det dog ikke kommet meget længere end til tegnebrættet. Kritiske vietnamesere har i lang tid protesteret over, at regeringen i deres optik ligefrem er for ivrig i sine forsøg på at tiltrække kinesiske investeringer til Vietnam, og samtidigt for vage i deres bekæmpelse af zero-dong-virksomhederne.
I sommeren 2018 eskalerede det i flere vietnamesiske storbyer, blandt andet hovedstaden Hanoi, Ho Chi Minh City og Nha Trang, da anti-kinesiske demonstrationer krævede, at regeringen skulle stoppe de nuværende forhandlinger om at udleje særlige økonomiske zoner i Vietnam til kinesiske investorer.
Indtil videre har regeringen ikke gjort det store ved zero-dong-firmaerne, men lokale myndigheder, blandt andet i Hoi Ans naboby Da Nang, indførte i slutningen af 2018 nye skatteregler, der blandt andet skal gøre det lettere at gennemskue den form for lukrativ skattesvindel, som disse kinesiske firmaerne praktiserer.
Den kinesiske udlægning af historien
Da jeg i januar 2019 igen interviewer Mr. Vinh om den nuværende situation i Hoi An, her 2½ år efter vores første samtaler, er tonen langt hen ad vejen den samme. Mr. Vinh påpeger fortsat, at de kinesiske zero-dong-firmaer er problematiske, idet de ikke betaler den fornødne skat. Samtidigt fortæller han, at den kinesiske turisme ganske enkelt har taget overhånd i Hoi An.
Turismen til Hoi An begyndte da han var omkring 18 år gammel, og er kun eksploderet siden. Og selvom Mr. Vinh generelt er glad for turister i Vietnam og Hoi An, mener han, at ”Den Gule By” har nået sin smertegrænse.
Det er simpelthen blevet for tætpakket i den gamle havneby. Samtidigt pointerer han, at flere og flere turister fra fx Europa og USA fravælger at bo på hoteller og spise på restauranter, hvis der er for mange kinesiske turister det pågældende sted, og det er et stort problem for hans virksomhed.
Mr. Vinh fortæller desuden, at der stadig er et problem med kinesiske turistguides, der forvansker den vietnamesiske historie. Et interessant aspekt, som flere af de interviewede også påpegede tilbage i 2016, og som også Mr. Vinh var meget imod.
Det gør ondt på den vietnamesiske nationale selvfølelse, når kinesiske rejseguides på åben gade i både Hoi An og Da Nang udlægger vietnamesisk kultur og historie som simple levninger fra det store kinesiske bord
Ifølge Mr. Vinh, og de lokale myndigheder, er kinesiske turistguides i gentagne tilfælde blevet taget i at sprede forkerte informationer om både det historiske og politiske forhold mellem Vietnam og Kina.
I april 2018 fik et vietnamesisk rejseselskab således en klækkelig bøde for at lade en kinesisk rejseguide fortælle de besøgende, at den traditionelle vietnamesiske kjole, ao dai, var baseret på den kinesiske cheongsam. Rejseguiden trumfede efterfølgende sin udlægning af historien ved at fortælle, at Vietnam oprindeligt tilhørte Kina.
Dette sidste er dog ikke helt usandt, for størstedelen af Vietnam var en kinesisk provins i næsten 1000 år, indtil landet efter et oprør opnåede selvstændighed i 939. Selvom Vietnam i en kort periode igen var kinesisk koloni i 1400-tallet, og til trods for at grænseegnene til Kina under flere omgange har været under pres, har Vietnam dog været fri fra direkte kinesisk kontrol siden, og det lægger vietnameserne meget på sinde at få denne del af historien med.
Mr. Vinh påpeger i forlængelse heraf, at de selvsamme rejseguides ofte fortæller deres kinesiske turister, at Kina har alle rettighederne til øgrupperne i det omstridte Sydkinesiske Hav. Dette taler ind i en verserende og yderst tilspidset udenrigspolitisk situation, da den omhandler kontroversielle territorialrettigheder og kampen om ressourceudvinding i området.
Problematikken omhandler blandt andet Spratly-øerne, der er en stor gruppe af småøer, koralrev og undervandsskær, der ligger mellem det vestlige Filippinerne og det østlige Vietnam. Udover at være geostrategisk vigtig i forhold til skibsfart, ligger koralatollerne samtidigt i en af verdens vigtigste fiskeregioner. Der har desuden været minedrift og mineraludvinding på øerne, og allerede i 1968 blev der fundet store forekomster af olie i regionen. Ingen ved reelt, hvor meget olie, og potentielt set gas, der er i den omstridte undergrund, men det er nok til at være et af omdrejningspunkterne i den mangeårige konflikt.
Kina har officielt annekteret øerne, og selvom denne militante annektering ikke er internationalt anerkendt, har Kina opført kunstige øer og installeret militære landingspladser og militært udstyr i området.
For at være på den sikre side, patruljerer kinesiske skibe desuden farvandene på jævnlig basis, og de er ikke ene om at gøre krav på det lavtliggende eldorado: Både Malaysia, Taiwan, Filippinerne, Brunei og Vietnam har påberåbt sig territorialrettigheder til hele eller dele af øgrupperne, og flere af landene har i årevis haft soldater udstationeret i området. Deres krav er dog som oftest blevet mødt med en offensiv modstand fra en handlekraftig kinesisk regering.
På baggrund af denne betændte situation gør det derfor særligt ondt på den vietnamesiske nationale selvfølelse, når kinesiske rejseguides på åben gade i både Hoi An og Da Nang samtidig udlægger vietnamesisk kultur og historie som simple levninger fra det store kinesiske bord
Vietnamesiske krigsskibe har gentagne svaret prompte tilbage, og siden 1988 har der været flere væbnede og blodige konfrontationer mellem vietnamesiske og kinesiske tropper.
Vietnamesere er desuden også modstandere af selve navnet – Det Sydkinesiske Hav – som de mener er et kolonialt resultat af kinesisk kartografisk overfortolkning og bevidst fejllæsning af gamle upræcise søkort. Vietnameserne mener omvendt at være i besiddelse af andre historisk korrekte kort, der påviser, at de skulle have opdaget og navngivet øerne først, hvorfor de har retten på deres side i forhold til territorialrettighederne i dag.
Grundet denne søkortsdisputs kalder vietnameserne ikke det store havområde for Det Sydkinesiske Hav men derimod kort og godt for Østhavet.
På baggrund af denne betændte situation gør det derfor særligt ondt på den vietnamesiske nationale selvfølelse, når kinesiske rejseguides på åben gade i både Hoi An og Da Nang samtidig udlægger vietnamesisk kultur og historie som simple levninger fra det store kinesiske bord.
Det »traditionelle turistmarked er langt bedre«
Mr. Vinh har tidligere forsøgt sig med kinesiske turister i sit rejsebureau men uden det store held.
Derfor er han nu afhængig af særligt europæiske og amerikanske turister. Til trods for hans både økonomiske kritik, kritik af den kinesiske historieformidling og pointeringen af det problematiske udenrigspolitiske forhold mellem Kina og Vietnam, er han alligevel lidt tilbageholdende, da jeg spørger ham, hvordan han ser fremtiden for kinesisk turisme i Vietnam.
De kinesiske turister er vilde med de hvide, lange sandstrande og de farvestrålende kvarterer i den gamle bydel ved Thu Bon-floden
Står det til ham, skal de kinesiske turister være velkomne, så længe de overholder de givne spilleregler og bidrager til den økonomiske udvikling i Hoi An.
Men han påpeger i samme åndedrag, at turister fra Europa, Nordamerika og Australien, hvad han definerer som det »traditionelle turistmarked«, er »langt bedre sammenlignet med alle andre turister«. Mr. Vinh forsikrer mig dog om, at han slet ikke interesserer sig for det kinesiske marked, og at han derfor ikke vil bruge energi på at spå om fremtiden.
Måske forsøger han at berolige sig selv. For Mr. Vinh er udmærket klar over, at den kinesiske regering ikke vil slippe jerngrebet om de ressourcerige øer i havet mod øst, og han ved, at det er første gang i historien, at så mange kinesiske turister har lagt vejen forbi Vietnam og hans fødeby ved kysten.
Derfor forsøger Mr. Vinh måske at vænne sig til tanken om, at han må dele Hoi Ans gader med endnu flere turister fra Riget i Midten i årene fremover. For de kinesiske turister er vilde med de hvide, lange sandstrande og de farvestrålende kvarterer i den gamle bydel ved Thu Bon-floden.
Fotos: Luis Cardador.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
