The Company og udbytningen af Indien: Historiens største virksomhedsskandale

i Kultur/Bøger af

BØGER // ANMELDELSE – Thomas Sehested anmelder William Dalrymples ‘The Anarchy’, om det engelske East India Companys storhedstid i 1700-tallet. Bogen viser, at der er noget at lære af historien, når det handler om, hvordan firmaer ude af samfundets kontrol nok kan være indbringende, men også samtidig ødelæggende og destruktive. I det indiske tilfælde på en skala, som verden ikke har set mage til tidligere.

Hvor går grænsen for en virksomhed? Hvad skal vi som samfund tillade, når private aktører er så vigtig en del af samfundet, men alligevel ikke har andre hensyn end aktionærernes optik – indtjeningen? Hvordan håndterer vi private, uregulerede virksomheder, der bliver samfundsstøtter – uden at de er under folkelig kontrol? Og hvad gør vi med selskaber, der simpelthen er too big too fail – hvor det som regel ender med, at direktioner og bestyrelser reddes af skatteydernes penge?

William Dalrymple har skrevet ‘The Anarchy’, der handler om det engelske East India Companys (EIC) storhedstid i 1700-tallet. Det er en fængende og letlæst historisk skildring af EIC, og selv om Dalrymple ikke   giver svaret på spørgsmålet om, hvordan man sikrer balancen mellem stat, samfund og magtfulde virksomheder, så er der i forordet tydelige referencer til nutiden – Google, Facebook, og Finansskandale er med i bagagen hos Dalrymple.

Hvordan kunne et land på randen af Europa i løbet af kun ca. 50 år underlægge sig det indiske subkontinent, der ved englændernes ankomst var regeret af et af de rigeste imperier, som verden har kendt?

Det giver god mening, for EIC er verdenshistoriens største private selskab nogensinde og på samme tid det mest succesfulde og mest problematiske af slagsen. Intet andet privat foretagende har haft en stående hær på 200.000 mand, hersket over 100 mio. mennesker – eller været så rigt, at det bidrog til knap halvdelen af den britiske økonomi. Og intet andet selskab har været skyld i så mange menneskers død og ruin.

Først efter et par hundrede års vanrøgt greb den britiske stat ind og opløste i sidste ende East India Company – ikke for at lindre den indiske smerte, men fordi Indien var blevet for vigtig en del af den britiske økonomi til, at man kunne lade en håndfuld tilfældige mænd i EICs hovedkvarter i Leidenhall Street i London, drevet af snævre profithensyn, styre det, der i 1858 blev en kronkoloni, the Jewel in the Crown.

Fra udørk til magthavere

Dalrymple forsøger med den meget velskrevne bog at besvare et centralt spørgsmål for alle, der beskæftiger sig med Indien: Hvordan kunne et land på randen af Europa i løbet af kun ca. 50 år underlægge sig det indiske subkontinent, der ved englændernes ankomst var regeret af et af de rigeste imperier, som verden har kendt?

Det tog den første engelske ambassadør tre år at overbevise Jehangir, den fjerde mogulkejser, om, at briterne kunne etablere deres første handelsstation. Jehangir var langt mere optaget af at tale om kunst, europæiske skikke og tankegods end de kedelige merkantile spørgsmål, som optog ambassadøren. De engelske gaver imponerede på ingen måde kejseren, der ved sin fødselsdag fik sin vægt målt i guld og ædelsten.

At det blev Indien, der blev udgangspunktet for England skyldes ikke mindst, at de lukrative handelsveje længere østover allerede var besat af de stærkere europæiske rivaler

På det tidspunkt stod Indien for omtrent en tredjedel af verdens samlede produktion, mens England var en udørk – og på det tidspunkt langt overgået af fx hollændere og portugisere i driftighed, handelstalent og for en tid også kynisme. At det blev Indien, der blev udgangspunktet for England skyldes ikke mindst, at de lukrative handelsveje længere østover allerede var besat af de stærkere europæiske rivaler.

Maleriske detaljer

Svaret på spørgsmålet om den engelske succes overfor de indiske styrer er egentlig velkendt, men Dalrymple har skrevet den til dato nok mest fængende og sammenhængende bog om emnet, der har optaget – og optager – ikke mindst inderne. Han bruger en lang række kilder, der typisk ikke har fået stemme – bl.a. de indiske herskeres egne optegnelser og samtidige indiske kilder til at belyse, hvordan englænderne, der ved ankomsten til Indien var undermålere, endte som herskere.

Forfatteren opererer med et rigt persongalleri, hvor den lidt tragiske mogulkejser Shah Alam 2. (1728-1806) står centralt. Undervejs i fortællingen får vi beskrevet, hvordan øjne prikkes ud, ører, læber og lemmer bliver skåret af modstandere, så nogen helgengørelse af de indiske styrer, er der ikke tale om.

Der er også malende beskrivelser af de store slag, fx ved Plassey i 1757, der skabte fundamentet for britisk overhøjhed, og slaget ved Buxar i 1764, hvor forenede indiske fyrstendømmer tabte til briterne. Det blev sidste gang, at der kunne samles en koordineret indisk modstand mod europæerne/englænderne.

Skurken. Robert Clive, Clive of India, er i Dalrymples fremstilling den skruppelløse, beregnende koloniherre, som sikrede briterne overherredømmet i Indien. Her gengivet sammen med Mir Jafar efter Slaget ved Plassey. Maleri af Francis Heyman.

Et rige under sammentrækning

Mogulriget var baseret på loyalitet og indtægter fra en række lydfyrster, der så længe mogulernes hære var store og legitimiteten intakt, indgik som elementer i Mogulriget. Men i takt med at mogulernes indflydelse blev svækket, blandt andet på grund af en hurtig ekspansion, fik briterne drevet en kile ind mellem rivaliserende fyrster i grænseregionerne. Briterne forstod gennem aftaler, bedrag og bestikkelse at spille en afgørende faktor i det vakuum, som Mogulriget efterlod – særlig fra midten af 1700-tallet.

Titlen på Dalrymples bog, ‘The Anarchy’ henviser til netop det tomrum, den usikkerhed og friktion, der opstod i takt med et rige under opløsning. Med til billedet hører, at Frankrig længe spillede en vigtig rolle i den sydlige del af Indien. Rivaliseringen mellem de to europæiske magter i Indien bliver i Dalrymples udlægning en vigtig faktor for East India Companys militarisering i det indiske. Englænderne var ikke oprindelig i Indien for at erobre, men blev tvunget til at opruste som følge af franske overfald på bl.a. Madras (nu Chennai). Det bragte en overlegen krigsteknologi og -disciplin opdyrket på de europæiske slagmarker til Indien, teknologier, som briterne i sidste ende var de dygtigste til at udnytte.

At englænderne viste sig som mere solide og pålidelige kreditorer betød i sidste ende, at det var indere selv, der betalte for en del udplyndring af Indien, der fandt sted under East India Company

Den franske indflydelse i Indien i 1700-tallet er ofte overset, men temmelig afgørende. Napoleon havde store planer om at omstyrte briterne i Indien, der endeligt blev umuliggjort, da den franske flåde på vej mod Indien blev slået i Slaget ved Nilen i 1798. Herefter spillede franskmænd ofte en rolle som individuelle militærrådgivere for indiske fyrster, bl.a. for Tipu Sultan (1750-99), tigeren fra Mysore, som længe var en torn i øjet på briterne, og hvis korrespondance med Napoleon viser, at den indiske slagmark også var blevet en europæisk.

Til englændernes fordel talte også en mere effektiv administration. De viste sig over for de indiske købmænd og bankfolk at være bedre betalere end moguler og nawaber. Det var indiske udlånere, der ofte finansierede hære og hoffer og dermed lånte penge ud til lokale herskere og altså briterne. At englænderne viste sig som mere solide og pålidelige kreditorer betød i sidste ende, at det var indere selv, der betalte for en del udplyndring af Indien, der fandt sted under East India Company.

Hungersnød i Bengalen

East India Company var et aktieselskab stiftet i 1599, der havde monopol på handlen med Indien og Kina. Interesserne var økonomiske, og hensynet var aktiemarkedets og aktionærernes. En tragisk konsekvens blev, at der ikke blev reinvesteret i landet. Det handlede først og fremmest om at hente udbytter ud, mindre om at sikre landets og borgernes velbefindende. Det fik tragiske følger i Bengalen – den på daværende tidspunkt rigeste del af Indien – bl.a. under de store hungerkatastrofer i 1770’erne, hvor op mod 10 mio. døde pga. hårdhændet skatteopkrævning af bønderne, der dermed ikke kunne købe såsæd til næste års høst.

I det hele taget er den tidlige britiske historie i Indien fyldt med eksempler på rovdrift af landet, som hvis det ikke skete i East India Companys navn, blev tilladt de ansatte, der tjente styrtende formuer i Indien.

Den indiske historiefortæller

William Dalrymple. Twitter.

Dalrymple er den mest læste og feterede historiefortæller om indiske forhold. Med bøger som “The Last Mughal” og “The Return of a King”, om Afghanistankrigen 1839-42, har han for længst indskrevet sig som en stemme, der bringer perspektiv på den indiske historie ud til en bredere offentlighed.

Han er også aktiv i Indiens største litteraturfestival, Jaipur Literature Festival, der nu afholdes ikke kun i Indien, men også i USA, England og Irland. Hans engagement i det nutidige Indien viser sig også i hans værker, ikke mindst i ‘The Anarchy’, hvor der er kritiske kommentarer til samtidens tendens til dæmonisering af Indiens muslimske herskere.

Frem for alt viser Dalrymple os med sit forfatterskab, at indisk historie ikke altid er så fjern fra os, og at der er noget at lære af historien, når det handler om, hvordan firmaer ude af samfundets kontrol nok kan være indbringende, men også samtidig ødelæggende og destruktive. I det indiske tilfælde på en skala, som verden ikke har set mage til tidligere.

Var briterne så slemme?

Bogen tjener også som påmindelse om, at briterne forarmede og forandrede det indiske økonomiske landskab for altid. Det er værd at huske på i en Brexit-tid, hvor røster om, at briterne som herskere måske ikke var så slemme endda, pibler frem.

Her er det værd at huske på, at britisk styre i Indien var medskyldig i hungersnøden i 1700-tallet, og igen i 1943, hvor Churchill fuldt bevidst, lod flere mio. bengaler sulte til døde. For slet ikke at tale om den deling af Indien i 1947, der medførte endnu flere mio. omkomne, og som landet fortsat lider under.

Delingen i forbindelse med uafhængigheden er det måske mest afgørende britiske svigt i historien. Og det siger ikke så lidt.


Illustration: Creative Commons. 

Tigeren fra Mysore, Tipu Sultan, var en af de sidste indiske herskere, der formåede at give den europæiske ekspansion modstand, men lykkedes ikke med at skabe en fælles indisk alliance. Han havde udviklet raketter til brug på slagmarken og benyttede sig af franske militæreksperter for at sikre sig adgang til den nyeste europæiske krigsteknologi. Hans korrespondance med Napoleon viste, hvordan konflikten mellem England og Storbritannien blev overført til det indiske subkontinent. Britisk gengivelse af det afgørende slag ved Seringapatnam i 1799.

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Thomas Sehested, institutleder ved Dansk Kulturinstitut i Indien.

Gennem mange år har jeg arbejdet med Indien – bl.a. som konsulent for indiske virksomheder når det gælder kommunikation og branding. Jeg er historiker af baggrund – skrev i 2010 bogen ’Indien – verdens næste stormagt’, der blev udgivet på L&R Business.

Siden januar 2019 har jeg arbejdet med at etablere og udvikle instituttet, som er det første og eneste nordiske af sin slags i Indien.