Henrik Strube: Hövding heldragt

af i Kultur/Satire

SATIRE – Det måtte jo komme. Efter successen med de oppustelige cykelhjelme, der udløses, når man er på vej til at knalde hoved eller nakken ned i et eller andet hårdt, har fabrikanten fulgt op på successen og udviklet en heldragt efter samme principper. Dragten ligner en hvilken som helst overtræksdragt, som skiløbere, vejarbejdere eller kriminalteknikere bruger. Den fås selvfølgelig i forskellige materialer og farver.

Oplagt at det har betydet en udfordring for udviklerne, at heldragten – et så relativt stort omfang – skal pustes pludseligt op. I stedet for én sprængladning, som i Hövding Hjelm, har man her anbragt 35 strategisk placerede sprængladninger, som eksploderer synkront, når uheldet er ude. Når mekanismen udløses, kommer en serie små eksplosioner, nærmest at sammenligne med det gammeldags fyrværkeri, man kaldte en skrubtudse.

Det kan lyde problematisk, og det er det osse. Specielt i disse tider, hvor frygten for eksplosioner af enhver slags har sneget sig ind i den kollektive bevidsthed. Men igen: Hövdings progressive og innovative formåenhed imødegår problemet: Samtidig med braget fra sprængladningerne, har man nemlig lagt en fløjtemelodi ind. Den sætter i gang umiddelbart før eksplosionen og kan indstilles til tre forskellige temaer: “Jeg så julemanden kysse mor”, “Der går min Klasselærer” og “Sui, Sui”. Indtil videre har man kun oplevet ét uheld, under en test, da en pensioneret, forvirret oberst fra Billund kastede sig ned og råbte: “FLYVERSKJUL!”

I stedet for at finde knappen, der kunne lukke heliummen ud og bringe hende ned på jorden igen, lod hun sig stige til vejrs, mens hun så ned på tilskuerne, der havde samlet sig ved ulykkesstedet, hvor hendes cykel lå, på bilerne og bygningerne, der syntes mindre og mindre, jo højere, hun løftedes over byen

Udviklerne af Hövding Heldragt måtte bruge anden luftart end den i Hövding Hjelm, nemlig helium. Det betød selvfølgelig, som enhver vil kunne regne ud, at personen i dragten steg til vejrs umiddelbart efter udløsningen af sprængladningerne. Dog angav producenterne en maksimal løfteevne på 95 kilo. Foran på brystet af dragten var monteret en ventil, hvorfra man gradvist kunne lukke heliummen ud og derved nærme sig jorden i eget tempo. Oven i købet kunne det ta’ brodden af hele den chokerende situation, at man – efter at være fløjet til vejrs til tonerne af “Der går min Klasselærer” – kunne komme dalende ned fra himlen som en Michelinmand, og samtidig tale i falset med en morsom heliumstemme.

En dag skete det, at en teenagepige, der cyklede inde i byen, iført sin testversion af Hövding Heldragt, blev påkørt af en bil. Heldigvis ikke voldsomt, men alligevel nok til at dragten blev blæst op med femogtredive knald med tilhørende melodi. Denne gang var det “Sui, Sui”. Til vejrs steg pigen. Op over byens tårne og tage, op over den travle trafik og mylderet af mennesker på fortovene. Men i stedet for at finde knappen, der kunne lukke heliummen ud og bringe hende ned på jorden igen, lod hun sig stige til vejrs, mens hun så ned på tilskuerne, der havde samlet sig ved ulykkesstedet, hvor hendes cykel lå, og på bilerne og bygningerne, der syntes mindre og mindre, jo højere hun løftedes over byen.

De, der stod på gaden, stirrede måbende på pigen, der bliver mindre og mindre, og svævede højere og højere over byen. De så, hvordan vinden tog fat i hende og førte hende østpå, over mod Sverige. Højt oppe over landskabet, i de reneste og klareste luftlag, svævede hun afsted i høvdingedragten. Under hende lå Sveriges patchwork af sirligt opdyrkede marker og længere nordpå skovene og den storslåede, vilde natur.

Pludselig hørte hun nogle lyde, ikke langt bag sig: “OINK, OINK, OINK”! Og snart efter kunne hun se, hvor lydene kom fra. En trekantet formation af de smukkeste grågæs, hun nogensinde havde set, fløj bag hende. De lavede oinklyde af gåsen, som fløj i spidsen af den trekantede formation.

Gåseflokken var på vej mod varmere himmelstrømme. Det ku’ pigen osse godt tænke sig, så hun spurgte førergåsen, om hun måtte komme med? Kort forinden havde den store, smukke fugl præsenteret sig: Holgersen. Finn Holgersen

Sådan indrettede de sig. Det havde hun læst i en bog fra biblioteket. Hun interesserede sig nemlig meget for både fugle og andre dyr. Førergåsen trak det hårde læs med at bryde modvind storm og hagl, mens de andre lå i slipstrømmen og ikke behøvede at bruge så mange kræfter. Det er derfor, at de oinker til førergåsen, læste hun, for at motivere og opmuntre den indtil en ny gås fra flokken får rollen som førerfugl. Oink, oink.

Gåseflokken var på vej mod varmere himmelstrøg. Det ku’ pigen osse godt tænke sig, så hun spurgte førergåsen, om hun måtte komme med? Kort forinden havde den store, smukke fugl præsenteret sig: Holgersen. Finn Holgersen. Jamen, der var ingen små sko der, selvom hun ikke ligefrem lignede en grågås. Så hun fik lov. De andre gav plads, så hun kunne lægge sig ind i midten af flokken, beskyttet og trygt.

Langt om længe nåede de den lille, grønne ø i det azurblå Middelhav, dér, hvor de plejede at tilbringe vinteren. Gæssene lagde an til landing, og pigen lukkede heliummen ud. Gæssene havde længe talt om, at de snart ikke gad alt det trækkeri mere, så de blev på øen sammen med hende. Og de levede lykkeligt til deres dages ende.


Foto: Public Domain.

Mads-Henrik Strube (Henrik Strube) er født 21. februar 1949 i Sorgenfri, Kgs. Lyngby. Han er musiker, (guitarist) sanger, sangskriver, forfatter, journalist og redaktør. Han har spillet og bidraget med materiale til No Name og Røde Mors Rockcirkus samt indspillet 15 albums med egne sange. Hans folkelige gennembrug kom med hittet 'Hold om Mig' efterfulgt af hits, samarbejde Eva Dahlgren, Mikael Wiehe, Björn Afzelius m.fl. Omfattende turnevirksomhed i ind- og udland.

Henrik Strube er også et politisk engageret menneske f.eks. i FN's 'Artist against Apartheid', og har også en turnevirksomhed i det sydlige Afrika.
Han har arrangeret "Storyentertainment" aftener gennem ti år i Pressen, Bremen, Park og Krudttønden, og har i den forbindelse præsenteret et hav af prominente gæstefortællere fra den kunstneriske og politiske verden.

Samtidig med sit virke som musiker er han optaget af at udvikle sin mundtlige og skriftlige fortælleform. Han har udgivet to skønlitterære romaner (L&R), "Hit" 1989 og "Violinbyggeren" 2010 samt to fagbøger om tinnitus, høreskader og behandling: "Pas på Ørerne - og dig selv".

Bag sig har han endvidere 25 års arbejde som ansv. chefred. og adm. dir. af MUSIKEREN, fagbladet for musikere og musikliv. Modtog tre journalistiske priser, Bording Plaketter, for etablering og udvikling af tidssvarende fagblad, kampagne mod høreskader og musikersundhed.

I dag optræder han med et soloshow.

Portrætfoto af Anette Tinghus.

Seneste artikler om Kultur