vaccine flokimmunitet covid19

Vacciner vil næppe give os flokimmunitet – og måske er det okay

i Politik & Samfund/Sundhed af
COVID-VACCINE & FLOKIMMUNITET // KRONIK – Efter en tøvende begyndelse går det efterhånden godt med at få vaccineret de mest udsatte mod covid19 i Europa, USA og enkelte andre steder. Imidlertid er der blandt eksperter en stigende erkendelse af, at vi næppe får flokimmunitet med vaccinationernes hjælp. Måske er det heller ikke så afgørende, skriver Susanne Sayers. Sundhedsstyrelsen konstaterer i et notat, at så snart alle udsatte samt mennesker over 65 år er fuldt vaccinerede, og alle over 50 har fået det første stik eller fået det tilbudt, kan samfundet normaliseres.

Det skabte både uro og vrede blandt mange danskere, da Danmark besluttede først at opgive Astra-Zenecas covid-vaccine og senere vaccinen fra Johnson & Johnson. Når man studerede reaktionerne nærmere, handlede det for mange ikke så meget om angst for covid19, som det handlede om en dyb træthed over covid-restriktionerne. Særligt de unge har svært ved at have et normalt socialt liv, og det har været på dybfrost i over et år. Samtidig står de sidst i vaccinekøen.

Der er ikke længere udsigt til noget, der minder om flokimmunitet på denne side af sommeren – og mange er efterhånden trætte af at skulle stå i kø til test flere timer om ugen. Jovist, nogle gange og nogle steder går det tjept og ubesværet. Men jeg har også hørt fra venner, der har tilbragt mere end to timer i en testkø. Andre har langt til nærmeste teststed, flere steder i provinsen mere end en halv times kørsel.

Samtidig virker risikoen for alvorlige bivirkninger ved de to vacciner umiddelbart til at overse. Sundhedsstyrelsen vurderer, at det drejer sig om 1 ud af 40.000, der risikerer en af de potentielt livsfarlige blodpropper på grund af vaccinen. Når det holdes op mod dødstallene for covid19, ser den risiko unægtelig mikroskopisk ud. Og derfor er frustrationen over udsigten til at skulle vente længe på et stik til at forstå.

En svær balance

Imidlertid er regnestykket noget mere nuanceret. Der er ingen tvivl om, at for de ældste aldersgrupper og for mennesker med visse underliggende sygdomme er covid19 en farlig sygdom. Også farligere end den sæsoninfluenza, der ellers slår mange ældre ihjel hvert år.

Tilhører man den udsatte gruppe, er der ikke så meget at betænke sig på. Det er bare om at blive vaccineret. Risikoen ved sygdommen overstiger langt risikoen ved vaccinationen.

Men regnestykket ændrer sig, efterhånden som vi kommer ned i de yngre aldersgrupper. Her skal dødeligheden ved covid19 regnes i promiller, i hvert fald så længe vi – som i Danmark – har kapacitet på sygehusene og en generelt sund befolkning.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er det, vi kalder Case Fatality Rate – altså hvor mange registreret syge, der dør – under 0,3 procent for befolkningen under 65 år. Og den falder yderligere for de unge og yngre.

Jeg bliver glad, hver gang et udsat menneske i min omgangskreds får et stik. Jeg kan både høre og se deres lettelse

Der er en anden faktor. Når jeg i debatter bringer den lave dødelighed op, lyder et af svarene næsten altid: Jamen, hvad så med senfølger? Dem kender vi stadig ikke omfanget af. Og det er korrekt. Men det gør vi reelt heller ikke med vaccinerne.

Efter min mening er vacciner et mirakel. De har reddet millioner af menneskeliv, og det kommer covid-vaccinerne også til at gøre. Det er også en slags mirakel, at vi allerede har vacciner mod så ny en sygdom. Jeg er ubetinget positiv. Jeg bliver glad, hver gang et udsat menneske i min omgangskreds får et stik. Jeg kan både høre og se deres lettelse.

Man skal bare huske, at alt, hvad der virker, også har bivirkninger, om det så er myntete. Og derfor er det en evig balance at veje fordele og ulemper op mod hinanden.

Det handler altid om de konkrete omstændigheder. Ikke alene har unge og yngre en markant lavere risiko for at blive alvorligt syge af covid19 – de skal også statistisk set leve betragteligt længere med eventuelle bivirkninger ved en vaccine.

Uspecifikke virkninger?

Vaccinerne er som sagt stadig så nye, at vi ikke kender deres langsigtede virkninger. Foruden egentlige bivirkninger taler man også om de såkaldte uspecifikke virkninger af en vaccine. Det vil sige virkninger, som ikke umiddelbart har noget at gøre med selve den sygdom, man vaccinerer imod.

Vi har flere eksempler på, at vacciner kan have uspecifikke virkninger, som typisk først kan ses efter flere år, fordi mønstrene viser sig langsomt. Virkningerne kan være både positive og negative. For eksempel ser det ud til, at calmettevaccinationen mod tuberkolose, som mennesker på min alder og ældre har fået, ikke alene beskytter mod tuberkulose, men styrker immunforsvaret i det hele taget.

Jamen, skulle vi ikke vaccineres, så vi kan beskytte andre? Jo. Sagen er, at vi ikke ved endnu, om vaccination mod covid19 også forhindrer os i at blive smittet og dermed smitte andre

Der er desværre også eksempler på det modsatte. For eksempel måtte Verdenssundhedsorganisationen (WHO) midt i 90’erne trække en bestemt mæslingevaccine tilbage, fordi den viste sig at øge vaccinerede pigers dødelighed. De fik godt nok ikke mæslinger, men deres immunforsvar mod andre sygdomme blev ringere. Det er muligt, at der ikke er noget som helst i den retning i spil med covid-vaccinerne – men vi ved det ikke endnu.

Og derfor er de danske sundhedsmyndigheder forsigtige. Her er en sygdom, som generelt ikke er farlig for unge og yngre, sat over for en vaccine, som ser ud til at kunne forårsage dødelige blodpropper hos nogle ganske få, og som derudover potentielt har langvarige konsekvenser. Regnestykket er pludselig ikke helt så ligetil og ikke nødvendigvis i vaccinernes favør.

vaccine flokimmunitet covid19
For børn og unge under 18 år er risikoen ved covid19 meget lille. Blandt andet af den grund skal børn og unge under 16 år formentlig ikke vaccineres i Danmark, skriver Susanne Sayers. Foto: Pixabay

Skal børn vaccineres mod covid?

Skal børn og unge så overhovedet vaccineres? Igen er svaret ikke helt enkelt, men umiddelbart vil det i Danmark være: Nej, det skal børn og unge under 16 år ikke. De danske kriterier for vaccination af børn er, at de ikke skal vaccineres med vacciner, der kun i begrænset omfang er prøvet af på dem.

Samtidig vejer det højt i retningslinjerne, hvorvidt sygdommen er farlig for børnene. Og det er covid19 generelt ikke. Jovist, der er eksempler på, at børn er døde af covid – men det er der også med influenza og sågar forkølelse, omend det sidste er ekstremt sjældent.

Selv små ændringer af adfærd kan have store konsekvenser for smitten. Og derfor kan vi ikke alene bruge udviklingen som bevis for, at man som vaccineret ikke smitter videre

Og de danske sundhedsmyndigheder er meget opmærksomme på tilslutningen til børnevaccinationsprogrammet. I Danmark vaccinerer vi ikke, bare fordi man kan. For tiden er  der mange børn, der er syge af det meget smitsomme rotavirus, der giver diarré, og som i udviklingslande er en af de store dræbere af spædbørn. Det kan man vaccinere imod, men i Danmark har vi valgt at lade være, fordi vi i Danmark kan håndtere sygdommen, så børn ikke dør af den.

Danskerne er heldigvis generelt positivt indstillet over for vacciner. Men hvis vi begynder at tilføje vacciner til programmet, der senere viser sig at have alvorlige bivirkninger, mens sygdommen som sådan er ufarlig for de fleste – så risikerer vi, at forældrene melder fra. Og det kan koste mange flere menneskeliv og ubehagelige senfølger af for eksempel det ekstremt smitsomme mæslingevirus.

Beskytter vi andre ved at blive vaccineret?

Det er altså afhængigt af de konkrete omstændigheder, om det er en fordel at blive vaccineret mod covid19. Sundhedsstyrelsen skriver i sit notat, at “ved den omfattende massevaccination vil hovedparten af den vaccinerede befolkning der- for ikke være personer, der selv er i risiko for alvorligt forløb af COVID19.” Altså, de af os, der ikke tilhører en risikogruppe, har ikke umiddelbart brug for en vaccination. Og jo mindre vores risiko for sygdommen er, desto mindre acceptabel bliver risikoen for bivirkninger ved en vaccination.

Jamen, skulle vi ikke vaccineres, så vi kan beskytte andre? Jo. Sagen er, at vi ikke ved endnu, om vaccination mod covid19 også forhindrer os i at blive smittet og dermed smitte andre.

Der er efterhånden en del studier, der peger kraftigt i den retning. Men forfatterne bag de videnskabelige artikler er forsigtige med at konkludere noget håndfast. Vi ved faktisk ikke endnu, om man som vaccineret alligevel bliver smittet, men bare ikke udvikler alvorlig sygdom. Og om man som vaccineret smittet selv kan bringe smitten videre.

Det virker måske umiddelbart ulogisk, men sygdommen kommer ind i kroppen via næse og mund, og det er også den vej, den smitter. Vaccinationen gives derimod i blodbanen. Så måske træder immunforsvaret først for alvor i karakter, når virus bevæger sig dybere ind i kroppen. Så er vaccinerne til gengæld imponerende effektive til at forhindre alvorlig sygdom og død. Men det er altså stadig usikkert, i hvilket omfang de forhindrer smittespredning.

Samtidig er der stigende tvivl blandt eksperter internationalt om, hvorvidt vi kommer til at opnå flokimmunitet med vacciner

Der er laboratoriestudier på vej, som skal afgøre det mere sikkert end de foreløbige studier, men dem venter vi først på den anden side af sommerferien for de to vacciner, vi lige nu bruger herhjemme, Pfizer og Moderna. Studier, der viser noget om, at smitten er faldet i lande med høj vaccinationsgrad, kan ikke alene afgøre, om faldet skyldes adfærd eller vaccination.

For eksempel kunne man flere steder i Storbritannien se, at smitten faldt blandt mennesker, der havde udsigt til at skulle vaccineres et par uger senere. Det var naturligvis ikke, fordi de blev vaccineret med tankens kraft. Men man kan kun vaccineres, hvis man ikke har symptomer. De pågældende blev mere forsigtige i deres adfærd, så de kunne være sikre på at få deres skud.

Selv små ændringer af adfærd kan have store konsekvenser for smitten. Og derfor kan vi ikke bruge udviklingen i antallet af smittede som endegyldigt bevis for, at man som vaccineret ikke smitter videre. Det er sandsynligt, men det er ikke bevist. Og derfor kan man heller ikke endnu bruge det som argument for at vaccinere mennesker, der ikke selv umiddelbart har gavn af vaccinen.

Genåbning uden covid-pas

Tilbage til dansk virkelighed. Hvis man i dag i Danmark vil til frisøren, spise inde på en restaurant, i biografen osv, kræves der covid-pas. Det er besværligt på så mange måder, og derfor ønsker mange at blive vaccineret, så de kan få deres mere normale liv tilbage.

Spørgsmålet er, om vaccination er nødvendig for det. Eller om en genåbning skal være så afhængig af et covid-pas, som det danske folketingsflertal gør den.

Sundhedsstyrelsen udgav i forbindelse med sin anbefaling om at opgive Astra-Zeneca-vaccinen et notat, som er ganske interessant læsning, og som jeg har henvist til flere gange undervejs i artiklen. I notatet står der blandt andet, at “risikoen for sygdom og dødsfald samt overbelastningen af sundhedsvæsenet som følge af COVID19 vil herefter drastisk reduceres, og samfundslivet kan normaliseres,” når alle over 65 år er fuldt vaccineret og alle over 50 har fået første stik eller et tilbud om det.

De grupper har vi vacciner nok til, også uden AstraZeneca og Johnson & Johnson, uden større forsinkelse. Det er altså en politisk beslutning så at sige at gøre livet besværligt, indtil alle voksne og ikke kun de mest udsatte er vaccineret.

De unge kan have et socialt liv på cafeer og restauranter, hvor der er strenge regler for afstand, brug af maske osv. De er ikke tvunget til at mødes privat under former, hvor de er langt tættere sammen

Samtidig er der stigende tvivl blandt eksperter internationalt om, hvorvidt vi kommer til at opnå flokimmunitet med vacciner. Oprindeligt var teorien, at hvis omkring 60-70 procent af befolkningen var beskyttet, enten gennem overstået sygdom eller vaccination, så ville vi have flokimmunitet. Men mere smitsomme udgaver har ændret den kalkyle, så i dag ser det ud til, at vi skal op på mindst 80 procent. Det kommer vi næppe, med mindre vi også vaccinerer børn. Og det er der som skrevet etiske dilemmaer i at gøre.

Måske er det heller ikke så afgørende. Det ser ud til, at det store flertal godt kan tåle covid19, selv om de mange og ind imellem alvorlige senfølger er et problem, som kommer til at kræve massiv opmærksomhed, også når pandemien er overstået.

Dertil kommer så, at genåbning måske ikke behøver at være gjort afhængig af konstante test eller af vaccinationer.

I Portugal, hvor jeg bor en stor del af året, er genåbningen i fuld gang. Den er sket drypvis siden midten af marts, hvor frisører og biblioteker og boghandlere åbnede som noget af det første. I dag er alt undtagen nattelivet åbnet, dog stadig med visse restriktioner. Og vi skal ikke bruge coronapas undtagen til store begivenheder som koncerter med mange mennesker eller til rejser. Det er altså muligt at gå ud at spise, til frisør, dyrke sport osv uden først at skulle testes.

Fra skrækeksempel til forbillede

Er smitten i Portugal gået amok? Nej, den er lavere end den danske, og den falder foreløbig stadig. Portugal har valgt en lidt anden strategi på forebyggelsesområdet end den danske. Smitten er først og fremmest i de nære kontakter – det har været kendt i over et år – og derfor er opsporing og isolering af smittede prioriteret højere end massetestning og coronapas. Det virker tilsyneladende.

Hvis de danske sundhedsmyndigheder ikke ser det som nødvendigt at vaccinere de unge og yngre for at have styr på covid19, kunne de danske politikere måske godt overveje en anden vej. Det er et politisk valg at gøre livet uden vaccination bøvlet og dermed gøre beslutningen om at skrotte to potentielt problematiske vacciner upopulær.

Imens bliver vi klogere på både covid19 og på vaccinerne, så vi forud for næste vinter og en potentielt ny bølge vil have færre ubekendte

Og for helt egen regning kan jeg ikke lade være med at spekulere over, om genåbningen uden coronapas muligvis er med til at holde smitten nede i Portugal. De unge kan have et socialt liv på cafeer og restauranter, hvor der er strenge regler for afstand, brug af maske osv. De er ikke tvunget til at mødes privat under former, hvor de er langt tættere sammen – selv om det selvfølgelig også sker.

Efter julen var Portugal skrækeksemplet på, hvordan en ellers kontrolleret epidemi lynhurtigt kunne komme ud af kontrol. Restriktionerne blev kortvarigt lempet, og portugiserne samledes tæt til store familie- og vennemiddage. Kort tid efter havde Portugal verdens højeste smittetal i forhold til befolkningens størrelse, og dødeligheden steg, da sundhedsvæsenet reelt brød sammen.

I disse uger er Portugal et eksempel på, at man godt kan genåbne uden at forlange, at man skal have certifikater for at deltage i det almindelige sociale liv. Her er det altså ikke noget større problem, at unge og yngre har et stykke tid endnu i vaccinekøen. Flokimmuniteten er heller ikke i Portugal inden for snarlig rækkevidde. Men en højere grad af normalt liv er.

Og imens bliver vi klogere på både covid19 og på vaccinerne, så vi forud for næste vinter og en potentielt ny bølge vil have færre ubekendte, når vi skal veje fordele og ulemper ved vaccine op mod hinanden.


LÆS MERE I POV AF SUSANNE SAYERS HER

LÆS MERE I POV OM COVID-VACCINER HER


Topillustration: Portugal er genåbnet uden krav om covid-pas. Smitten falder stadig og er lavere end den danske. Flokimmunitet er heller ikke her inden for rækkevidde. Her fra et loppemarked i Lissabon. Foto: Susanne Sayers

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Susanne Sayers er selvstændig journalist og forfatter med 25 års erfaring og underviser bl.a. på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i kritisk og udredende journalistik og interviewteknik.

Blandt andet har hun sammen med professor og digital vismand Jan Damsgaard udgivet bogen ‘Den digitale omstilling’ og for Life Publishing bogen ‘2030 NOW’ om FN’s bæredygtighedsmål for 2030. Dertil adskillige bøger om digitalisering og ledelse. Desuden er hun hyppig gæst i debatter om journalistik og journalistisk etik.

Susanne Sayers har tidligere bl.a. været chefredaktør på 24timer, redaktionschef på metroXpress, klimakorrespondent for Metroaviserne internationalt samt nyhedsredaktør på Børsen. Hun er af sine to voksne børn blevet kaldt ‘verdens mest nørdede mor’, og sandt er det, at de naturvidenskabelige områder har en særlig dragning på hende, ikke mindst i relation til den menneskelige trivsel.

Som Dame Edna ville have sagt: ‘She loves nature in spite of what nature has done to her’.

Susanne Sayers bor en stor del af året i Lissabon, som hun tror på bliver en af Europas mest dynamiske byer de kommende år og vil også bidrage med indlæg fra Europas sydvestligste hjørne.

Skulle du have lyst til at donere til Susannes skriblerier, er nummeret til Mobilepay +45 40 99 49 36

Seneste artikler om Politik & Samfund

Netanyahu

Netanyahus hævntogt

ISRAEL // KOMMENTAR – Optimismen er på vej og israelere taler forsigtigt
genvundne land sydkorea

Det genvundne land

SYDKOREA // BAGGRUND – Lynetteholmen er nu endeligt vedtaget af Folketinget på