UTRYGGE BØRN // POLITIK – Ny lovgivning betyder, at flygtninge ikke længere skal integreres. De skal sendes hjem, når der er fredeligt nok i deres oprindelseslande. Uvisheden om fremtiden gør elever med flygtningebaggrund urolige. Mange mister motivationen. Det påvirker også de andre elever og lærerne.
”Hvorfor skal jeg lære dansk? Hvorfor skal jeg gøre mig umage for at få høje karakterer? Jeg ville have gået på gymnasiet og så på universitetet. Jeg ville have et job. Men hvad skal jeg bruge alt det til, hvis jeg alligevel skal sendes ud af Danmark,” spørger Amira.
I løbet af få måneder omkring årsskiftet mistede elever med flygtningebaggrund motivationen og evnen til at knokle i skolen.
Først kom finansloven med udlændingestramninger i slutningen af november 2018, og i februar 2019 vedtog Folketinget L140, det såkaldte paradigmeskift.
Pludselig skulle flygtninge ikke længere integreres. De skal sendes hjem, når der er fredeligt nok i deres oprindelsesland.
”En pige, der godt kunne regne, kunne pludselig ikke lægge to tal sammen. Hun sad bare og stirrede på papiret,” fortæller Gro Caspersen, lærer på Nymarkskolen, Svendborgs Ungeskole.
Her går knap 30 elever, der er flygtet fra krigene i Syrien og Somalia og den politiske undertrykkelse i Eritrea.
Retur til udbombede Idlib?
En af dem er Amira. Hun er født i Syrien og har levet i Danmark siden 2015. Hun taler flydende dansk, fik indtil omkring årsskiftet høje karakterer og var udadvendt og interesseret i alt, hvad der foregår i Danmark.
Gro Caspersen forklarer, at med udsigten til at blive vist ud af Danmark, har eleverne mistet motivationen og koncentrationen. Uvisheden og angsten for det, der venter, har fremkaldt voldsomme følelser.
Vi har været i krig. Jeg har set mennesker blive slået ihjel udenfor vores hus. Nu ser jeg på tv, hvordan Idlib stadig bliver bombet. Alligevel kan ingen lide os her i Danmark, fordi vi er flygtninge
Børnenes tanker cirkler omkring, hvor de så skal bo, hvis de ikke skal bo i Danmark. I ruinerne i byen Idlib i Syrien? spørger Amira. Dér, hvor hun har set sin familie og naboer blive dræbt af bomberne?
”Vi har været i krig. Jeg har set mennesker blive slået ihjel uden for vores hus. Nu ser jeg på tv, hvordan Idlib stadig bliver bombet. Alligevel kan ingen lide os her i Danmark, fordi vi er flygtninge. Men det er jo ikke vores skyld, og nu ved vi ikke, hvornår vores frihed her i Danmark slutter, og vi har intet at vende hjem til. Mit hjem i Idlib er bombet, og vi er bange for præsident Bashar al-Assad,” siger Amira med tårer i øjnene.
Hun viser fotos af sine søskende efter et angreb, der nær kostede hele familien livet under flugten fra Syrien.
Mobilens små billeder viser børn med sår og bandager om hovedet og tomme, trætte øjne. ”Jeg troede først, at de var døde,” siger hun stille.
Imens usikkerheden fremkalder billeder på nethinden af tabene og flugten, rasler elevernes karakterer ned. Flere glemmer at aflevere hjemmeopgaver, og snakken går på skolens gange.
Børnene er mere syge, og det generelle fravær er steget på Nymarkskolen.
”Vi har elever, der er gået fra at være nysgerrige og ambitiøse med drømme om at blive pilot, ingeniør, sygeplejerske og læge til nu at være helt demotiverede. Og så er der mange rygter. ’Er det rigtigt, at vi nu skal til at betale for uddannelse’, spørger nogle elever. Jeg ved det ikke engang selv,” siger Gro Caspersen.
Lærernes frustrationer over børnenes mistede motivation og bekymringer er et samtaleemne på lærerværelset og i timerne på Nymarkskolen.
Bange for at blive sendt ud på øde ø
Endrupskolen i Fredensborg har få elever med flygtningebaggrund. Alligevel endte lærer Gitte Martens Poulsen med at skrive et lille læserbrev til Politiken om en elevs frygt for at ende på en øde ø.
En af hendes elever med flygtningebaggrund var nemlig ved at gå op i limningen over angsten for at ende på det nye udrejsecenter Lindholm, der ligger på en ø i Stege Bugt.
Hendes unge elev er sejlet fra Tyrkiet til Europa to gange under flugten, og hun er rædselsslagen for vand, hvilket forstærkede hendes angst for at havne på en ø
”Pigen græd, og det rørte mig meget. Jeg forsøgte at forklare, at Lindholm kun er for kriminelle, men jeg følte ikke, at jeg fik beroliget hende,” siger Gitte Martens Poulsen.
Hendes unge elev er sejlet fra Tyrkiet til Europa to gange under flugten, og hun er rædselsslagen for vand, hvilket forstærkede hendes angst for at havne på en ø. Pigens vandskræk har Gitte Martens Poulsen oplevet både på stranden og i svømmehallen.
Danske elever er fortørnede
Ligesom Gro Caspersen oplever Gitte Martens Poulsen, at eleverne med flygtningebaggrund føler sig meget utrygge, men også, at de danske elever er oprørte på vegne af deres kammerater med flygtningebaggrund.
Lærerne i Svendborg har været nødt til at forholde sig til uroen, der spredte sig i klasselokalerne.
Gro Caspersen underviser i fransk på Nymarkskolen, Svendborgs Ungeskole.”Vi ser et udfald på undervisningsmiljøet. Usikkerheden påvirker den enkelte elev med flygtningebaggrund, men det påvirker også elever med dansk baggrund. Nogle synes, at det er svært at tale om, fordi det betyder så meget for det enkelte flygtningebarn, at nogle begynder at græde. De danske elever er kede af det, vrede og fortørnede på deres kammeraters vegne,” forklarer Gro Caspersen.
Jeg finder det ekstremt bemærkelsesværdigt, hvor langt I bliver nødt til at gå for at ’bevare kulturen’ og holde fast i de danske værdier
En af hendes kolleger har valgt at bruge vreden som drivkraft i undervisningen. I samfundsfag har 9. klasse arbejdet med finansloven, og eleverne har skrevet breve til statsminister Lars Løkke Rasmussen.
”Jeg finder det ekstremt bemærkelsesværdigt, hvor langt I bliver nødt til at gå for at ’bevare kulturen’ og holde fast i de danske værdier,” skrev en dansk elev.
Gro Caspersen har valgt at støtte sine elever ved at tale meget med dem. ”Jeg forsøger at undgå at forklejne mine elevers følelser med ’det skal nok gå.’ Jeg kan jo godt forstå, at de har ondt i maven.”
Nogle lærere er afmægtige
”Det vigtigste for en lærer er at lytte og møde eleverne i deres frustrationer og tage dem alvorligt,” mener Gro Caspersen.
Det er psykolog Else Ryding enig i. Men nogle lærere føler sig afmægtige, forklarer hun.
Som specialist i børnepsykologi og psykotraumatologi har Else Ryding forsket i flygtningebørns trivsel i folkeskolen. Hun er ikke overrasket over, at motivationen falder i takt med uvisheden.
”Børn hører og forstår alt, og det værste, der kan ske, er, at de mister håbet og fremtidsperspektivet. Børn, der lever i uvished, er ofte forvirrede. De føler, at de ikke har en fremtid. De er angste, anspændte og urolige og mister derfor hukommelsen og koncentrationen,” forklarer hun.
Hun understreger, at børn kan klare ufatteligt meget, men når de mister håbet, mister de lysten til at udvikle sig. De isolerer sig, taber tilliden til voksne og samfundet, og de risikerer at udvikle psykiske sygdomme som depression og angst.
Lærere kan skabe tryghed
Else Ryding forklarer, at lærerne spiller en meget vigtig rolle i forhold til elever, der lever med uvished og utryghed.
”Hvis lærerne ikke kan tolke og rumme børnenes symptomer, bliver børnene endnu mere ensomme. Lærerens afmægtighed kan føre til, at eleven føler sig uduelig, elendig og skyldig, og det går ud over selvværdet,” siger hun.
Lærernes fineste rolle er derfor at sørge for tryghed. ”Irettesættelser får de her børn til at krybe i skjul,” siger psykologen.
Hendes recept lyder på ro i klasselokalet, forudsigelighed og et godt klassefællesskab, fordi ”fællesskaber er helende, og gode kammerater betyder utroligt meget. Og så skal læreren være opmærksom og give sig tid til at snakke og lytte og vise interesse.”
Lærere kan også støtte forældrene
Lærerenes kontakt med forældrene er også vigtig for flygtningebørns trivsel. Da forældrene ligesom børnene lever med usikkerheden, bekymringer og traumer, er de ikke altid i stand til at tage sig nok af deres børn.
Gro Caspersen har også her valgt den personlige vej overfor bekymrede forældre. Hun besøger dem derhjemme, lytter og tager dem alvorligt.
I Fredensborg følte Gitte Martens Poulsen, at sprogvanskeligheder gjorde kommunikationen svær:
”Forældrene var ligeså oprørte som deres datter ved tanken om et liv på en øde ø, så vi valgte at få en tolk ud på skolen for at berolige pigen og forældrene. Jeg ved dog ikke helt, om det virkede.”
Og det er svært at indgyde håb i en situation, hvor familierne ikke aner, hvad der skal ske hvornår.
Derfor foreslår Else Ryding, at man som lærer også taler med forældrene om, hvor de kan søge støtte. der hvor de nu måtte rejse hen efter deres liv i Danmark.
Det kan for eksempel være organisationer og frivillige, der hjælper flygtninge med at genbosætte sig.
Kontakten på sociale medier gør det muligt at bevare håbet om, at flygtningebørnene en dag kan mødes med deres gamle venner og lærere igen
Hvis – når – eleverne en dag bliver udvist af Danmark, kan de sociale medier blive deres livline til de gamle kammerater i Danmark.
”Grupper på sociale medier kan være en god støtte for børnene. Kontakten på sociale medier gør det muligt at bevare håbet om, at flygtningebørnene en dag kan mødes med deres gamle venner og lærere igen,” siger Else Ryding.
Alle fotos: Lotte Ladegaard
(Amira er ikke pigens rigtige navn. Skribenten/POV kender navnet. Artiklen har tidligere været bragt i en anden version i fagbladet Folkeskolen. Lotte Ladegaard har ikke modtaget honorar for denne version. Derfor er du velkommen til at give et bidrag til hendes tekster og fotos her på POV på MobilePay 27 30 17 89)
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
