jeppe sofie

Sofie vs. Jeppe – skyld og straf

i LIGESTILLING/Politik & Samfund af
#METOO DANMARK // KRONIK – Jeppe Kofod fungerer pt. som en katalysator for en udforskning af grænserne for sexisme på Borgen, på samme måde som Sofie Linde har gjort det i mediebranchen. Men der er forskel på de to brancher. Og det betyder faktisk noget, om navnet på krænkeren er kendt eller ej, i forhold til om folk fokuserer på straf, skyld eller kultur.

Der hersker stor uenighed om, hvorvidt den 12 år gamle sex-sag om den socialdemokratiske udenrigsminister Jeppe Kofod og en 15-årig pige på en DSU-sommerlejr er relevant ift. de aktuelle navnløse #metoo-historier, der blev udløst af Sofie Lindes kanonskud til Zulu Awards om blowjob-for-karriere.

Personligt kan jeg godt se, hvordan de udgør to sider af samme sag:

1)  De navnløse historier bringer den sexistiske kultur ud af mørket via storytelling. Her kan man som betragter koncentrere sig om selve indholdet i de beskrevne handlinger og følelser, hvorved disse flytter på opfattelserne af skyld og virkelighed for dem, der læser med.

Mennesker, der selv har oplevet den slags, kan opleve ikke længere at skulle bære deres oplevelser alene. Og de, der ikke selv har oplevet overgreb, opdager, at der foregår ubehagelige ting under radaren i deres professionelle sfære, som de ikke ville acceptere, hvis de havde kendskab til dem. Viden kan flytte bjerge – og holdninger.

Når vi i kraft af historiefortællinger og debatter har fået skabt konsensus om, at sexisme og overgreb ikke er acceptabelt, kommer næste skridt: Hvor langt er vi villige til at gå, for at det ikke skal foregå?

2)  De navngivne historier handler også om konsekvens. Når vi i kraft af historiefortællinger og debatter har fået skabt konsensus om, at sexisme og overgreb ikke er acceptabelt, kommer næste skridt: Hvor langt er vi villige til at gå, for at det ikke skal foregå? Her kommer debatten om konsekvens og straf ind – det formelle retssystem overfor folkedomstolen, hvor mange frygter heksejagter og strikkekoner foran guillotinen. Afdækning og konsekvens er med arbejde ord to faser af den samme proces.

Det rigtig svære bliver imidlertid, når der kommer navne og ansigter på, og straffen skal udmåles.

Forleden skrev jeg her i POV en kronik om metoo, magt, muligheder, kultur og fortræd. I et forsøg på at tegne landskabet op ift. de brancher og sager, der er allermest i spil lige nu, har jeg lånt overskrifterne fra den og eksemplificerer her, hvad der kan være i spil i hhv. mediebranchen, politik og Jeppe Kofod-affæren:

Det handler om grænseoverskridende kulturer

Mediebranchen og Borgen/Kofoed: Ja, de grænseoverskridende kulturer eksisterede og eksisterer stadig, det bekræftes fra miljøet i begge lejre.

Det handler om, hvad vi vil tillade

Mediebranchen:  Verden har ændret sig siden skurvognsjargon, morgendruk og pornofilmkigning i åbne kontorlokaler.

Der er blevet hanket op med tiden, men der er tydeligvis stadig kæmpe forskelle på kulturerne i de forskellige mediehuse. Det ses fx på, hvordan hhv. DR og TV2 valgte at håndtere, at nogle af deres ansatte havde underskrevet et brev imod sexchikane.

På Borgen har der af naturlige årsager altid hersket en rå magtkultur, og gennem tiden er der blevet forsøgt råbt op om, at kvinders køn bruges imod dem både i politiske sammenhænge og i responsen på debatter

Borgen/Kofod: På Borgen sidder Danmarks folkevalgte ved magtens arnested. Det er her landet styres, og her der netop er indgået en politisk aftale om at indføre samtykkelovgivning ift. voldtægter og dermed leve op til den internationale Istanbul-konvention, som vi har tilsluttet os.

Her har der af naturlige årsager altid hersket en rå magtkultur og igennem tiden er der blevet forsøgt råbt op om, at kvinders køn bruges imod dem både i politiske sammenhænge og i responsen på debatter, uden at der nødvendigvis efterfølgende er gjort større tiltag for at forhindre det.

Culture Eats Strategy for Breakfast

Mediebranchen:  Når TV2 i Presselogen udskifter en kvindelig studievært, der har fortalt, at hun har oplevet sexchikane, med en mandlig vært ’fra de gode gamle TV2-dage’ til at lege mikrofonholder for sin chef, som fortæller, at TV2 ikke har nogen problemer med sexchikane, men hans dør står altid åben, så de behøver ikke foretage sig yderligere. Ja så er vi der, hvor det ikke engang er troværdigt, når ledelsen fortæller, at ”vi tager det skam alvorligt”. Tværtimod.

DR’s reaktion var den modsatte, og der er formentlig allerede igangsat initiativer til at forebygge fremtidige sager, hvilket er godt, eftersom vi hører på vandrørene, at der aktuelt foregår adskillige chikanesager, hvor klagere ikke er blevet taget seriøst.

Og så kommer Borgens fine ord til at runge lige så hult som TV2’s ovenfor

Borgen/Kofod: På Borgen siges der ét, men opleves noget andet. Derfor er Jeppe Kofod-sagen interessant og principiel: Hvis man kollegialt kan acceptere, at en mand, der påviseligt har demonstreret ekstremt dårlig dømmekraft og gjort et stort barn til offer herfor, kan nøjes med at undskylde og herefter skøjte videre i sin politiske topkarriere, så udvander man de grænser, som man samtidig forsøger at sætte med sit lovgivende arbejde.

Og så kommer Borgens fine ord til at runge lige så hult som TV2’s ovenfor.

Det handler om grænser og (u)skyld

Mediebranchen: I Linde-sagen og i alle de efterfølgende historier pågår der stadig store diskussioner, især på sociale medier, om hvorvidt kvinderne anklager “mænd generelt”, og om de gør sig medskyldige i potentielle overgreb på andre kvinder, når de ikke angiver navnene på krænkerne i deres #metoo-historier.

Der ser ud til efterhånden at have dannet sig nogenlunde konsensus om, at det ér krænkerne, der er galt på den

Nogle mener også stadig, at kvinderne selv må have lagt op til sexchikanen eller burde have markeret deres grænser bedre. Men der ser ud til efterhånden at have dannet sig nogenlunde konsensus om, at det ér krænkerne, der er galt på den. Mange mænd i mediebranchen vil meget gerne distancere sig fra den slags opførsel, og det kan man jo godt forstå.

Borgen/Kofod: I Kofod-sagen er der det særlige, at folkestemningen ift. sex med børn og unge har ændret sig over de seneste år pga. voldsomme sager og debatter.

Ud over at Inger Støjberg fik sat fokus på samtalen om det uacceptable i, at teenagepiger kan have sex med ældre mænd – og i den såkaldte Barnebrudssag taler vi altså om mænd, hvor aldersspændet imellem kvinde og mand generelt er betragtelig mindre end imellem Kofod og pigen fra DSU.

Undervejs i de mange debatter og med tidsånden har det danske landskab for seksualmoral rykket sig: Hvor mange tidligere havde en ’lev og lad leve’-tilgang til Kofods sexsag, fremstår han i dag som skyldig i voldsomt umoralske handlinger. Og det fordømmes Kofod nu voldsomt for, uanset at den unge pige aldrig selv har udtalt sig til medierne ejheller har anmeldt et overgreb.

Det handler om relationer og organisationer

Mediebranchen:  Når hele Danmark i flere medier kan følge gamle mediechef-venner interviewe hinanden om, hvorfor de er utrolig gode til at lede og håndtere problemer med sexisme i deres organisation – jamen så er det vel rent show it.

Så behøver vi ikke engang at sige noget, for de udstiller selv problemerne.

Her ses værdien af netværk og relationer. Og de relationer, som dengang stod frem som Kofods væbnere og støtter, frem for som forsvarere af pigen og god moral, skal beslutte sig for, om de vil stå ved deres støtte, eller om de vil vise sig som moderne mennesker, der har taget ved lære af #MeToo

Samtidig er det interessant, at hele tre kvindelige topmediechefer nu aktivt har blandet sig: Berlingskes chefredaktør Mette Østergaard, POV Internationals chefredaktør Annegrethe Felter Rasmussen og TV2’s egen direktør Anne Engdal Stig Christensen har meldt sig ind i kampen på forskellige måder. De har alle tre årelang erfaring og forskellige netværk og interesser i den mediebranche, som netop nu er i gang med en indædt intern kamp om den fremtidige branchekultur.

En branchekamp som jo ikke alene er en værdikamp om ligestilling, men også en magtkamp, hvor nogle af dem, der har siddet på magten igennem mange år, står i risiko for at lide store tab, hvis forandringskravene bliver for store.

Borgen/Kofod: Magt og berømmelse er altid interessant og tiltrækker mange gennem f.eks. beundring, interesse, affekt eller ærgerrighed.

I Kofod-sagen var det en voksen, politisk superstjerne, der betog en ganske ung pige fra partirækkerne. De to parters positioner i organisationen kunne næppe være længere fra hinanden.

Og det var organisationens mand, DSU’s formand, der ’ordnede sagerne’, da pigens venner/hans egne medlemmer ifølge rygterne blev ordentlig vrede over, hvad der skete, og på stedet ville tage Kofod direkte ved vingebenet. Det var også DSU-formanden, der på Kofods vegne tog den afsluttende snak med pigen og hendes forældre.

Kofods politiske venner – en af dem var Martin Rossen i øvrigt – hjalp til og gik efterfølgende ud og støttede ham i medierne ved at neddrosle sagens alvor. Det tager jo lang tid at opbygge et politisk brand, og allierede har stor værdi i det politiske liv.

Her ses værdien af netværk og relationer. Og de relationer, som dengang stod frem som Kofods væbnere og støtter frem for som forsvarere af pigen og god moral, skal i disse dage beslutte sig for, om de vil stå ved deres støtte, eller om de vil vise sig som moderne mennesker, der har taget ved lære af #MeToo.

Det handler om stabilitet og retssikkerhed

Mediebranchen: Når det gælder stabilitet er der ingen tvivl om, at de organisationer, hvor ledelserne ikke har gjort det til et problem at tale højt om problemerne, vil have det nemmere end de andre.

Men folk er forbundet på kryds og tværs i mediebranchen, så gamle historier og nye rygter vil af naturlige årsager fylde forholdsvis meget i arbejdsdagene. Her måske især rygter om, hvad der sker på TV2, som vel næppe kunne have håndteret sagen mere klodset, men DR følger nu trop med sin nye ’10 praktikanter-sag’.

Derfor var det også genialt, at Linde stak ild til lige netop mediebranchen under sin brandtale ved Zulu Awards, for de interne debatter herfra formidles i tifold ift. problemer i andre brancher

Og når ting fylder hos journalisterne, skriver de og laver indslag om dem i medierne som en del af deres arbejde, og dermed kommer de emner til at fylde uforholdsmæssigt meget.

Derfor var det også genialt, at Linde stak ild til lige netop mediebranchen under sin brandtale ved Zulu Awards, for de interne debatter herfra formidles i tifold ift. problemer i andre brancher. Og dermed opnår de emner, debatterne omhandler, også kæmpe udbredelse til hele Danmark, hvilket måske kan bane vejen for at tage hul på #metoo-problemerne i andre brancher. Det rykker med andre ord for vildt.

Borgen/Kofoed:  Måske vil det i lyset af den aktuelle debat også lykkes at skabe en #metoo-bølge – eller i det mindste et mærkbart skvulp – på Borgen. Det bemærkes, når ting bliver italesat åbent, men sandsynligheden for, at problemerne vil blive forsøgt ordnet internt under bordet i de forskellige partier, er stor.

Der tales på formelt plan om både problemer og mulige tiltag ift. sexisme, men magtens centrum fungerer i forvejen som en kæmpe centrifuge, og der er ikke behov for mere ustabilitet ift. personsager, hvis man vil bibeholde muligheden for at arbejde videre i det nuværende politiske set-up. Der er mange andre dagsordener og mange ting på spil.

Juridisk er der ikke noget at komme efter i en 12 år gammel sag med en pige over den seksuelle lavalder, som ikke har udtrykt noget ønske om anmeldelse

Så der vil formentlig komme nogle påtaler og muligvis noget oprydning i rækkerne. Ift. Kofod-sagen er det svært bare at fyre en central minister med mange og lange relationer i magtpartiet – især fordi mange af kollegerne var ude og forsvare hans personlige kvaliteter og politiske karriere, både da sagen kørte i 2008, og også da mange danskere af samme årsag anfægtede hans egnethed som minister ved udnævnelsen i 2019.

Juridisk er der ikke noget at komme efter i en 12 år gammel sag med en pige over den seksuelle lavalder, som ikke har udtrykt noget ønske om anmeldelse. Så de, der insisterer på at få udenrigsminister Kofod vippet af sin magtbastion, må forsøge at gøre det på ryggen af en moralsk folkedomstol. Og her bør vi ikke være blinde for vælgernes og opinionens potentielle enorme magt..

Det handler om angst og skam

Mediebranchen: I medieverdenen har en hel bølge af kvinder de seneste uger valgt at stå frem med navn og fortælle om deres konkrete oplevelser som ofre for sexisme. Sofie Linde banede vejen for strømmen ved at tage de første, hårde bøllebank for sin bramfrihed om blowjob-krav, og siden har en række kendte mediekvinder offentligt læsset ubehagelig bagage af sexisme og sexchikane af deres skuldre og drysset dem ud på danskerne.

Internt er den slags selvfølgelig ikke gratis at sige højt, for når der er et offer, er der også altid en modpart med et andet syn på sagen i organisationen. Og mediebranchemennesker er flettet ind i hinanden, så selv de offentlige anklager uden navngivning vil formentlig blive læst og fortolket af mange venner og kolleger ind i konkrete kontekster. Og så kan man begynde at tale konflikter, grænser og kultur på lokalt plan.

Borgen/Kofod: Flere kvindelige politikere på Borgen har også åbent været ude med deres beskrivelser af et sexistisk miljø. Indtil videre ser det ud til, at responsen har været relativt kritisk overfor de kvinder, der står frem.

Her er det vigtigt, at de nye privilegier også kommer til at gælde for de løstansatte og freelancerne – for ellers bliver det bare et andet magthierarki, der kommer til at manifestere sig

Og det virker selvsagt ikke befordrende på lysten til at ytre sin nød, sin skam og sin angst for truende adfærd. Dette står i skarp modsætning til mediebranchen, hvor en stor gruppe feminister af begge køn lige nu klapper alle #metoo-bidrag i medierne frem. Borgen er foreløbig bagud af dansen her.

Det handler om, hvor vi vil hen

Mediebranchen:  Medieverdenen er befolket af primært progressive, oplyste mennesker. At der stadig hænger nogle af de ‘gamle kulturer’ ved, handler nok mere om vane, en traditionelt bramfri omgang og allerede fordelte privilegier, end om at det faktisk er det, flertallet ønsker.

Presset fra både kvinder og mænd i mediebranchen ift. de mange illustrative #metoo-fortællinger, som POV og andre medier har bragt og debatterne i forlængelse af dem, vil helt sikkert flytte noget i kulturen og forventningerne, og forhåbentlig følger strukturerne med.

Her er det vigtigt, at nye tilbud og muligheder også kommer til at gælde for de løstansatte og freelancerne – for ellers bliver det bare et andet magthierarki, der kommer til at manifestere sig.

Borgen/Kofod: Men der er også forskel. På Borgen er det magten, der tæller, og mange vil gå langt for den. Svaghed giver ridser, som andre kan åbne og bruge imod dem, der indrømmer deres svaghed. I Kofod-sagen vil der være folk, der kan få gavn af sagens udfald, uanset hvilken vej pilen ender med at pege.

At der kan skydes hårdt på lige præcis Jeppe Kofods sexsag, handler om sagens iboende magtelementer ift. magthierarki i sexrelationen, den politiske magt samt muligheden for at benytte magtfulde venner til at få ens problemer til at gå væk

Vi vælgere stiller særligt høje krav til moralen hos magtens mænd og kvinder. Derfor er det svært for dem at tale højt og tage åbent fat om ondets rod. Politikere skal passe på deres image, fordi det påvirker deres stemmetal, og det kan være en hårfin balance. Til gengæld er der nu en aktuel åbning til at tale om sexisme i det professionelle politiske liv – og en oplagt chance til at få fikset konkrete sexchikaneproblemer internt.

Ift. Kofod derimod, gør det måske mindre ondt for de fleste kolleger, hvis han – pga. en gammel, åbenlyst uetisk sag, som han ovenikøbet selv har indrømmet – tager skraldet for Borgen som det offer, man åbent bringer for at vise, at man rent faktisk mener de værdier, man laver lovgivning ud fra. Det er vist det, nogle kalder handlekraft – eller også er det scapegoating.

Og hvis det skulle ende med at ske, at ‘skyldige Kofod’ bliver væltet, vil flertallet på Borgen bagefter kunne klappe hinanden på skulderen og sige, at ‘nu er der ryddet op på Borgen’.

Det var lige præcis det enkeltsagsfokus, som Sofie Linde undgik ved ikke at nævne navnet på sin krænker. Hvilket i mediebranchen bragte fokus på selve kulturen og dermed skød #MeToo2Dk i gang.

Hvad skal det føre til?

At der kan skydes hårdt på lige præcis Jeppe Kofods sexsag, handler om sagens iboende magtelementer ift. magthierarki i sexrelationen, den politiske magt samt muligheden for at benytte magtfulde venner til at få ens problemer til at gå væk. På den måde er sagen principiel i en aktuel debat om sex og magt.

Samtidig ser vi også, både blandt stjernerne og ude i organisationerne, at grænseoverskridelser sjældent rigtig får konsekvens for krænkerne. Det får de derimod ofte for ofrene for sexchikane, hvis de fortæller deres historier højt.

I Kofod-sagen øjnes en mulighed for at statuere et eksempel, sætte et punktum og dermed skabe orden og håb om en bedre verden, hvor sexisme ikke tolereres.

Men her er dilemmaet

Der ér ingen juridisk sag i Kofod-sagen, så længe pigen ikke selv anmelder sagen som voldtægt. Chancen for at få den prøvet som overgreb i forbindelse med lærer-elevforhold er formentlig forældet og i øvrigt vurderet irrelevant.

Nu er nu, og vi må kunne tale om de principielle ting, der er på spil i en aktuel kontekst og bruge historien til at evaluere en gammel kultur, som skal ændres for at komme frem til en ny kultur

Manden har undskyldt og fik frataget sine poster dengang, det skete. Og det var en anden tid. Sagen burde være glemt og borte; vi burde være videre, argumenterer hans støtter. Hvis det ikke lige var, fordi lov og moral ikke fungerer efter de samme regelsæt som jura, og vores almene seksualmoral tydeligvis er blevet skærpet over de seneste mange år.

Etik er med andre ord ikke det samme som jura, og derfor er Kofod-sagen interessant, også selv om den er gammel og overstået. Men nu er nu, og vi må kunne tale om de principielle ting, der er på spil i en aktuel kontekst og bruge historien til at evaluere en gammel kultur, som skal ændres for at komme frem til en ny kultur.

Set igennem de briller kan man sige, at Jeppe Kofod fungerer som en katalysator for grænserne for sexisme på Borgen ligesom Sofie Linde gør det i mediebranchen. Og at det tydeligvis gør en forskel for både proces og resultat, om navnet på den grænseoverskridende part er kendt.


Foto: Socialdemokratiet.dk

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Le Lyby er kommunikationskonsulent og Change Manager
Hun er uddannet cand.mag. med kommunikation og sprog fra Syddansk Universitet og har senere suppleret med bl.a. arbejds- og organisationspsykologi, systemisk coaching, ledelse og procesledelse. Hun har arbejdet ca. 20 år i hhv. reklame-, web-, medie- og kommunikationsbrancherne.

Seneste artikler om LIGESTILLING