Religion er spild af liv – på flere måder, end du lige tror

af i Bøger/Debat/Politik & Samfund

BOGUDDRAG // DEBAT – “En vantro debatbog” kalder de to forfattere, Anders Stjernholm og Simon Nielsen Ørregaard, deres gennemgang af religionens rolle fra de mest fundamentalistiske varianter til den bløde kulturkristendom. POV bringer her et kapitel fra bogen, De er jo ateist!, som opregner argumenterne for, hvorfor religion er spild af liv. 

Forlaget skriver: De fleste danskere er ateister. Nogle ved det bare ikke – og andre er ikke parate til at ”springe ud”.

Religiøse ideer bremser vores udvikling og står i vejen for at løse de store problemer, vi står over for. Milliarder af mennesker hindres i at leve et godt liv, fordi overtro tvinger dem til at indrette livet efter dogmatiske påbud og forbud.

Hvor mange skæbner ligger skibbrudne i kølvandet på den holdning, at homoseksualitet er noget syndigt, noget afvigende, noget unormalt, noget uønskværdigt?

Samfundet har historisk set har haft brug for religion, men i dag er der i højere grad brug for, at vi tager nogle aktive skridt væk fra religionerne.

Det er nogle af de centrale pointer i denne sprogligt veloplagte debatbog, hvor to af det ateistiske Danmarks mest aktive og vidende debattører viser, at man ikke behøver guder for at leve et godt, etisk og meningsfyldt liv.

Emne for emne gennemgår de, hvilken betydning religion har for samfundet og for den enkelte. Fra de mest dogmatiske og fundamentalistiske varianter til den bløde, danske kultur-kristendom. Deres konklusion er klar: verden ville være et bedre sted uden religionerne.

Kapitel 4: Religion er spild af liv – på flere måder, end du lige tror

”Vi har skabt mennesket til lidelse.”
– Koranen, Sura 90, 4

”Det er ingen ros, at I tåler mishandling, når I fejler. Men hvis I tåler lidelser, når I gør det gode, så er det tak værd for Gud.”
– Peters første brev, kapitel 2, vers 20

Religion koster ikke kun liv i form af tabte menneskeliv, som vi var inde på i sidste kapitel. Det koster også livsførelse – forstået som mulighederne for at udnytte sit liv, for at nyde sine medmennesker og bidrage til det kollektive liv i samfundet. Vores påstand her er, at menneskehedens samlede livskvalitet ville forbedres mærkbart af mindre religion.

Religion begrænser

Uanset hvilken religion, der er tale om, så lægger den begrænsninger på sine følgere. Der findes ingen dogmefri religion. Et dogme er en fast regel – et ufravigeligt krav. Som for eksempel kun at have én partner, eller at holde søndag fri, eller ikke at måtte slå ihjel.

Alle mennesker har naturligvis regler i deres liv. Men de fleste er frivillige og til forhandling. I modsætning til religiøse dogmer, der jo som udgangspunkt er kommet fra en gud – en perfekt, ufejlbarlig autoritet.

På forskellige måder er vi mennesker også blevet enige om virkelig mange regler i vores fælles eksistens. Fra demokrati, menneskerettigheder og ligestilling til lidt mindre væsentlige ting, som hvor hurtigt man må køre i sin bil, eller hvor meget man må larme efter kl. 22.00 i etageejendommen.

Det er selvfølgelig langt nemmere, hvis begrænsningerne er kommet udefra og ligger fast. Og det er et menneskes ret at tænke sådan – for sit eget vedkommende. Du må gerne have en religiøs tro – du skal bare ikke tvinge andre til at følge den. Og du kan heller ikke forvente, at den ikke bliver modsagt, forhånet eller latterliggjort.

Ofte ønsker religion at begrænse sexlivet. Der er en særlig dag, du må starte på det, der er nøje bestemte mennesker, du må gøre det med, og nogle gange sågar huller, der må og ikke må benyttes

Religioner lægger ofte ganske mange begrænsninger på livet. Der er mad, du ikke må spise. Tidspunkter, hvor du ikke må arbejde, spise, læse Koranen, bede eller dyrke sport. Der er drikke, du ikke må drikke; bøger, du ikke må læse; mennesker, du ikke må omgås; ord, du ikke må sige, og ikke mindst tanker, du ikke må tænke.

Ofte ønsker religion at begrænse sexlivet. Der er en særlig dag, du må starte på det, der er nøje bestemte mennesker, du må gøre det med, og nogle gange sågar huller, der må og ikke må benyttes.

Igen: Hvis du selv ønsker at begrænse dit liv sådan, så velbekomme. Må dit tørre stykke brød uden tilbehør føles som et komplet liv, levet til dets fuldeste. Men vær venligst varsom med at pådutte andre disse begrænsende regler. For de regler er jo kun valide, hvis din gud findes. Og det er jo kun noget, du har en religiøs tro på.

Religion hader kvinder

”Mændene har en guddommelig ret til at herske. Frygten for Gud vil derfor undertrykke enhver trang til oprør hos den undertrykte kvinde.”
– Simone de Beauvoir, Det andet køn, 1949

De fleste moderne mennesker i vores del af verden er enige om, at kønnene bør behandles lige. Alligevel kan vi næsten overalt i verden se, at der bliver gjort forskel. Og det er nærmest udelukkende til mænds fordel. Ganske ofte kan vi se, at forskelsbehandlingen bliver retfærdiggjort og institutionaliseret via religion.

En kvinde kan ikke blive kalif eller pave. I de fleste religioner kan hun heller ikke blive forkynder – jobbet som præst, imam, rabbiner og guru er som oftest forbeholdt mænd. I de fleste islamiske retninger må kvinder ikke have lige så mange partnere, som mænd må, en kvinde arver ikke lige så meget, og hendes vidnesbyrd har ikke samme værdi. Selv i den danske folkekirke er der per foråret 2019 stadig forhindringer i vejen for kvinders muligheder.

Til eventuelle mandlige læsere, der skulle have svært ved at tøjle deres lyster ved synet af kvindehår, må vi ikke foreslå en gratis recept på hård internetporno, indtil du er nogenlunde tilregnelig i det offentlige rum?

De abrahamitiske religioner, som dominerer vores del af verden, har alle en slagside i forholdet til kvinder, hvilket meget naturligt skyldes, at de er skabt af mænd. Ganske vist har enkelte kvinder igennem historien bidraget hist og her, men overordnet er teksterne skrevet, redigeret og udvalgt af mænd. Og mænd har indtil nu også stået for hovedparten af fortolkningen og formidlingen.

Nogle religiøse patriarkater ønsker kvinders hår dækket til. Årsagerne varierer. I den bløde ende har det bare været sådan længe, og for nogle er tradition og vanetænkning nemmere end selvstændighed. Desuden er der argumentet om, at man privatiserer sin seksualitet. Men hvad gør kvinder uden en hovedbeklædning så? Offentliggør deres seksualitet? Og hvad er problemet med det?

Endelig påstår nogle, at håret kan antænde en sådan glød i mænd, at vi ikke bliver til at stole på. Til eventuelle mandlige læsere, der skulle have svært ved at tøjle deres lyster ved synet af kvindehår, må vi ikke foreslå en gratis recept på hård internetporno, indtil du er nogenlunde tilregnelig i det offentlige rum? Anders kan forsyne dig med gode links ved forespørgsel per e-mail.

Uanset begrundelse for at gå med et tørklæde eller sågar en hel burka, så vil vi fastholde, at det er din ret. Når politikere går ind og forbyder bestemt påklædning ved lov, så ser vi ingen synderlig nytteværdi ved det. At bekæmpe en eventuel diskrimination med statslig diskrimination virker ikke logisk. Men vi forstår godt, at man ønsker at komme undertrykte mennesker til undsætning. Derfor er sager som bederum, burkaer og svømmeundervisning vigtige debatter.

Religion eller kultur?

I debatter om svømmeundervisning eller tørklæder dukker et klassisk spørgsmål op: Er det religion eller kultur, der ligger bag? Det er ikke et enten/eller-spørgsmål. Når det gælder for eksempel seksualitet, påklædning og børneopdragelse, er der en lang række faktorer, der spiller ind.
Vi kan som udgangspunkt betragte en given fars syn på sin datters svømmeundervisning og påklædning kulturelt. Dette er altså et eksempel:

En far mener, at hans datter på 11 år bør gå med tørklæde, samt at hun ikke bør være i svømmehallen iført badedragt, når der er mænd til stede. Hans syn på sagen kommer af, at omgivelserne også ser det sådan. Hans forældre og mange af hans venner giver ham ret i, at pigen rummer en spirende seksualitet, og at hendes uskyldighed bør bevares. Mange piger i deres omgangskreds begynder også at gå med tørklæde fra den alder, og strenge regler om kærester, sex og dating er normalen. Denne far har ikke læst meget i Koranen, og han kommer ikke altid i moskeen. Han kalder sig muslim, men tilskriver ikke som sådan sine tanker til islam. Det er kulturen.

Det er jo også påfaldende, at synet på homosex går igen i alle andre kristne samfund på planeten. Og spøjst nok: jo mere kristent, jo mere homofobisk

Men hvordan er kulturen blevet sådan? Hvor er ideerne kommet fra? Selvom denne hypotetiske far ikke selv nævner Koranen, Allah eller imamens ord i sin vurdering af situationen, så er det vel ikke for meget at sige, at islam spiller ind? Flere steder i Koranen bliver det beskrevet, hvordan især kvinder skal ”værne om deres køn”, at de altså skal afstå fra sex og ikke vise deres krop frem, og flere steder understreges det, at sex ikke må ske før ægteskab.

Sura 33,59 lyder: ”Profet! Sig til dine hustruer og dine døtre og til de troendes kvinder, at de skal trække noget af deres overklædning ned over sig. Således vil de lettest blive genkendt og ikke blive forulempet.”

Sura 24,31 lyder: ”Sig til de troende kvinder, at de skal holde øjnene for sig selv og vogte over deres køn; de må ikke fremvise deres pryd, bortset fra det deraf, der er synligt, og de skal lægge deres hovedslør hen over deres halsudskæring.”

Har sådanne vers ingen indflydelse på tankegangen?

At påstå at sådan en far som vores fiktive eksempel er fuldstændig fri for religiøs indflydelse, er et komplet uholdbart argument. Selvfølgelig spiller religionen islam ind på kulturen i muslimske familier. Inshallah!

Ligesom kristne danske politikere elsker at nævne, hvorledes nutidig dansk tankegang er præget af kristendommen – til trods for at meget få danskere tænker på troen i det daglige – så må vi vel formode, at islam har en vis indflydelse på muslimers tankegang. Især når troen fylder væsentlig mere i dagligdagen, i sproget og i kærlighedslivet hos de fleste muslimske danskere end hos de kristne.

Religion hader homosex

Overskriften her er uretfærdigt generaliserende. For faktisk er der mange religioner, der igennem historien har udvist stor tolerance overfor homoseksuelle og den homoseksuelle praksis. For det første har der været mange hel- og halvguder, der har praktiseret homoseksualitet: Zeus, Apollon, Artemis (Apollons lesbiske søster), Isis (fra egyptisk mytologi), Horus (den egyptiske Jesus), Bahuchara Mata (en interkønnet hindu-guddom) og talrige andre. Men de abrahamitiske religioner har alle dage haft det meget stramt med homosex.

I Danmark er homoseksuelles rettigheder og befolkningens kulturelle syn på homoseksualitet blevet meget tolerant set i forhold til global målestok. På trods af denne fine plads i førerfeltet blandt verdens nationer er statistikken dog ikke imponerende:

Op til 1933 var homoseksualitet ulovlig i Danmark. Indtil 1981 var det en diagnose på en psykisk lidelse. Først i 1989 kunne homoseksuelle indgå registreret partnerskab, og i 2012 kunne de så vies i kirken. En lov, som Folketinget har tvunget ned over kirken, og som statsansatte præster stadig kan afstå fra at adlyde.

Balladen er den samme som altid: Hvis de konservativt religiøses gud findes i den udgave, de påstår, så er homosex vitterlig en synd

I det moderne danske samfund har homoseksuelle det bedre, end de har haft det nogensinde før i de fleste samfund verden over. Hvordan er vi nået hertil? Har det været folkekirken, der med sin store moralske habitus rejste sig og sagde til resten af samfundet: ”Hey! Det her er ikke orden. Vi må være mere humane”?

Nej, tværtimod. Homoseksuelle blev godtaget af det sekulære danske samfund længe før kristendommens store officielle danske organ gjorde det. Kirken er modvilligt og fodslæbende blevet trukket med af den humanistiske udvikling og har dermed været den måske største bremseklods på vores vej mod et moderne civiliseret samfund på dette punkt. Og vi er stadig ikke i mål med ligestillingen og accepten af homoseksuelle – hvad holder os tilbage?

Det er jo også påfaldende, at synet på homosex går igen i alle andre kristne samfund på planeten. Og spøjst nok: jo mere kristent, jo mere homofobisk. Det samme går igen i muslimske og jødiske samfund – jo stærkere bogstavelig tro, jo stærkere homofobi.

Balladen er den samme som altid: Hvis de konservativt religiøses gud findes i den udgave, de påstår, så er homosex vitterlig en synd. Og i så tilfælde er de faktisk gode mennesker, når de understreger det. Men sandsynligheden er forsvindende lille. Med al sandsynlighed betyder kristendommens og islams udskamning og fordømmelse af homoseksualitet, at millioner af mennesker verden over ikke udlever deres naturlige seksualitet. Drifterne bliver fordømt af deres gud, af dem selv eller deres omgivelser – uden nogen rationel årsag. Overhovedet. Derfor kan vi uden skam påstå, at religioner koster liv.

Et liv i konstant skam og frygt

Kan du huske, hvordan du voksede op og langsomt opdagede din seksualitet? Fra de første nysgerrige fornemmelser i barndommen, over i de mere grundfæstende seksuelle drifter, der formede sig i de tidlige teenageår, og indtil du mærkede dig klar til at udleve dine drifter og søge den lykke, der findes i sexlivet? Måske ligger noget af denne rejse foran dig, men vi vil bede dig prøve at sætte dig ind i tankerne.

Hvor mange har lidt under at leve på en løgn, måske med depression, misbrug eller endda selvmord til følge?

Prøv så at forestille dig, at du mærker noget som barn, som du ”ved” er forkert, for det siger alle i dine omgivelser, herunder de religiøse autoriteter. Så bliver du teenager, og den forkerte følelse varer ved – den vokser faktisk. Den bliver mere udtalt, mere billedlig, mere dominerende og mere konkret. Konstant ved du, at den er forkert ifølge Gud. Ham, der har skabt alt, ser alt, bestemmer alt – og dømmer dig til et efterliv i enten paradis eller helvede – han hader, hvordan du tænker. Og hvis du udlever dine lyster, så er du dømt til en evighed i flammerne. Og selv hvis du ikke selv tror på det, så agerer dine omgivelser, som om det er rigtigt.

Sådan har vores del af verden tænkt om homosex i 1.000 år. Hvor mange skæbner ligger skibbrudne i kølvandet på den holdning, at homoseksualitet er noget syndigt, noget afvigende, noget unormalt, noget uønskværdigt? Hvor mange har lidt under at leve på en løgn, måske med depression, misbrug eller endda selvmord til følge? Og hvor mange er blevet socialt udstødte, måske med de samme følger? Religionernes udskamning af homoseksualitet er et af de mest skammelige kapitler i menneskets kulturhistorie.

Religion hader faktisk sex

“Og hvis din højre hånd bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; for du er bedre tjent med at miste et af dine lemmer, end at hele dit legeme kommer i Helvede.”
– Matthæusevangeliet, kapitel 5, 30

Her er vi igen skyldige i en hård generalisering, idet antikkens religioner og mange naturreligioner faktisk har omfavnet sex og seksualiteten, og det hinduistiske skrift ”Kama Sutra” (400 f.v.t.-200 e.v.t.) er et tidligt eksempel på en grafisk sex- og kærlighedsmanual. Desuden kan man også i kristendommens og islams historie finde forgreninger, der omfavner meget forskellig sex som helt naturligt.

Prøv så at forestille dig, at du mærker noget som barn, som du ”ved” er forkert, for det siger alle i dine omgivelser, herunder de religiøse autoriteter

Men generelt set hader de tre abrahamitiske religioner sex. Mere præcist er det måske at sige, at de kun godkender sex, når det er mellem mand og kone (eller præst og kordreng ifølge moderne uofficielle doktriner i den katolske kirke). Afhængigt af trosretning er det forbudt at have sex med det modsatte køn, sex med en, du ikke er gift med, analsex og sex med fraskilte. Endda sex med sig selv – altså onani – er ikke OK (bemærk her, at det er ”højre hånd”, der fokuseres på i bibelcitatet ovenfor).

Man kan sagtens håne denne sexforskrækkelse (og det bør man gøre), men igen: Den koster liv! Den katolske kirkes katastrofale holdning om, at kondomer er en hån mod Gud og naturens orden, eller at de risikerer at øge seksuel aktivitet (som om det skulle være et problem), har kostet millioner af menneskeliv i især Afrika. Det er ikke nogen bagatel, at nonner, præster og paver forkynder, at prævention øger risikoen for at få AIDS.

“Aids-epidemien kan ikke bekæmpes med uddeling af præservativer. Der er tværtimod risiko for, at det blot vil forøge problemet.”
Pave Benedikt XV, under et besøg i Afrika i 2009.


Religion hader demokrati

”Mit rige er ikke af denne verden.”
– Jesus til Pilatus, Johannesevangeliet, kapitel 18, vers 36.

Demokrati står i sagens natur i modsætning til de fleste religioner. Demokrati betyder ”folkestyre”, og teokrati betyder som bekendt ”gudsstyre”, så det burde egentlig ikke komme som den store overraskelse.

Moses blev udvalgt af Gud til at lede jøderne, og da Kora sammen med 250 andre gerne ville drøfte den form for topstyring, blev de straffet med døden (4. Mosebog, kapitel 16). Jesus udpegede egenhændigt de 12 apostle (alle var mænd naturligvis, det var før #metoo, kvoteordninger og LGBT+-bevægelsen). Og der er vist ikke mange, der påstår, at Muhammed skildres som en stor demokrat i Koranen.

Jehovas Vidner forbyder deres medlemmer at stemme. Vi taler altså her om en organisation på 15-20.000 medlemmer

De tre religioner rummer alle et ledelseshierarki, som er tydelig patriarkalsk. Her gælder, at manden er overhovedet i familien. Disse familieoverhoveder refererer til de ældste, præsten, imamen. Disse refererer igen til en profet eller et religiøst overhoved, som igen refererer til Gud. I lutheranismen, som den danske folkekirke er baseret på, siger man dog, at dit forhold til Gud er uden mellemmand. Værd er det dog at nævne, at det indtil 1947 udelukkende var mænd, der måtte være præster i folkekirken. Og ændringen skyldtes hovedsagelig pres fra det omkringliggende samfund – ikke fra kirken selv.

”Som i alle de helliges menigheder skal kvinderne tie stille i menighederne. De må ikke tale, men skal underordne sig, sådan som loven også siger. Men hvis de vil have noget at vide, skal de spørge deres mænd hjemme, for det sømmer sig ikke for en kvinde at tale i menigheden.”
– Paulus, 1. Korintherbrev, kapitel 14, vers 34, 35

Disse religioner favoriserer manden, de favoriserer teokratiet og de favoriserer de ledere, der scorer de fede roller i systemet. Man kan ikke læse de hellige bøger og deraf slutte, at demokrati er den bedste styreform. De, der alligevel gør dét, skal virkelig fortolke teksterne til ukendelighed. Så her spiller det en rolle, hvor fundamentalistisk den enkeltes tro er, eller om der er tale om en mere udvandet udlægning af skriften. Det sidste er klart det mest udbredte i Danmark – og heldigvis for det.

Men vi skal ikke glemme, at det bestemt ikke er alle danskere, der deler dette syn på religion. Der findes en del religiøse miljøer, der i en eller anden grad bygger på et teokratisk fundament. Det er uvist, om der er en direkte årsagssammenhæng, men det ligner da en tanke, at der blandt danske muslimer er en markant lavere valgdeltagelse end hos resten af befolkningen, når vi samtidig ved, at muslimer generelt er mere bogstavtro i deres religiøsitet. Måske er der andre årsager, men den ekstremistiske bevægelse Hizb ut-Tahrir bekræfter i hvert fald den tanke. De opfordrer alle – i deres øjne – ”rettroende” muslimer til at boykotte valg og folkeafstemninger.

Vi vil aldrig stoppe med at fortælle, hvor de skøre og menneskefjendske ideer udspringer fra

Det er en tilbagevendende mediehistorie, når vi har folketingsvalg. Men de hvide kristne miljøer kan også være med. Jehovas Vidner forbyder deres medlemmer at stemme. Vi taler altså her om en organisation på 15-20.000 medlemmer (der i øvrigt er statsgodkendt med medfølgende skattefritagelse). Argumenterne for denne holdning er i øvrigt nøjagtig de samme hos Hizbut-Tahrir: Vi tjener Guds rige. Man kan ikke tjene to herrer på én gang. Og det demokratiske samfund er ugudeligt og umoralsk.

Ser man på lande, hvor kirke/moske og myndigheder næsten er det samme, hvor samfundets love i høj grad er lig med religionens love, så ser vi typisk samfund, der er udemokratiske. Vi ser diktaturer med al den følgende diskrimination, intolerance og mangel på menneskerettigheder. Kristendommens historie er rig på eksempler, og i dag skal man bare tage et hurtigt blik på Mellemøsten for at få det faktum bekræftet.

Vi politisk aktive ateister går selvfølgelig ind for demokrati og ytringsfrihed. Og derfor må vi acceptere tilstedeværelsen af antidemokratiske bevægelser som Jehovas Vidner og Hizbut-Tahrir i vores samfund. Men vi vil aldrig stoppe med at påpege det og kritisere det. Og vi vil aldrig stoppe med at fortælle, hvor de skøre og menneskefjendske ideer udspringer fra. Det må den almindelige, udvandede kulturkristne befolkning altså bare leve med, selvom de måske føler, at deres tro er harmløs.

”At tolerere intolerance er fejhed.”
– Ayaan Hirsi Ali, somaliskfødt religionskritiker

En tredje med i brylluppet

Et godt eksempel på guders invasion af dit liv er bryllupper.

Den dag, du bliver gift, er noget særligt. Det er en skelsættende begivenhed for dig. De 30-400 mennesker, du kender allerbedst, er der og føler med dig – deler din glæde, din nervøsitet, din anspændthed og dine sommerfugle i maven. Dine følelser ved situationen vil afhænge af din alder og det forhold, du skal til at indgå i. De kan gå i mange retninger, og de repræsenterer en proces, der er startet år forinden. Allerede som barn gjorde du dig nok de første tanker om dette skridt i livet. Og det er jo stadig en spændt situation: Du aner ikke helt, hvad der venter.

Med til brylluppet er nogle mennesker, som du stoler på. Som også tror på projektet og ønsker dig det bedste, mens du danser rundt for dem og for dig selv. For den bekræftelse, opbakning og rendyrkede følelse af glæde med dine medmennesker kan du nærmest ikke komme i nærheden af resten af livet.

Religion har også en mærkbar indvirkning på dit liv, selv hvis du er en kulturkristen, dansk ateist

Og så kommer Gud lige ind og vil være med til din fest. Han smider lige sit visitkort ind, mens du har det allerfedest. ”Jeg har lidt æren for det her …”.

Guds engagement varierer. Nogle gange er han en nødvendig ophavsmand – ingen kærlighed uden ham. Andre gange er hans velsignelse nødvendig, for at jeres giftermål tæller.

I Danmark er hans rolle oftest ikke stor – han skal bare nævnes. Fordi det foregår i hans hus. ”Husk mig. Du var hjemme hos mig til dit bryllup … Du kunne godt lide mine vinduer …” Det er en lidt fesen gud, der har det sådan. Nogle gange forekommer den danske folkekirke en anelse patetisk.

Gud nasser på de stunder i livet, der giver dig flest følelser. Han tager en del af din glæde fra dig og måske også en del af din smerte og ængstelighed

Hvis han bare havde nøjedes med at stjæle lidt opmærksomhed med sin aggressive branding-strategi, så havde det været dét. Men mange gange kommer Gud med gaver. Ja, altså ikke rigtige gaver, men mere en række ret håndgribelige ønsker til dig: Dit ægteskab er for livet. Gud stiller krav om, at du skal forblive gift. Hvis en dag jeres partnerskab ikke fungerer for nogen af jer, så er det bare ærgerligt, men det giver jer ikke ret til at blive skilt. Lidt hårdt alligevel?! Igen: I den danske folkekirke tager mange ikke disse påbud alvorligt – men denne kritik handler ikke så meget om gæsternes hykleri, den handler om troens rolle.

For dem, for hvem brylluppet vitterlig er en ny start med tosomhed, sex og samliv, er det en chokstart på voksenlivet. Nu ophæver Gud sit forbud, og du kan endelig begive dig ud i en af forlystelsesparken ”Livet”s allerfineste rutsjebaner: sex. Og for mange et af de sværeste spil, livets brætspilscafé tilbyder: parforhold. Lidt hasarderet, at det først sker nu, når du aldrig har måttet prøve de små forlystelser eller ikke har nogen erfaringer med brætspil – eller sågar bare terninger.

Lig ikke under for gætteri og dogmatisme

Religioner ved ikke, hvordan du skal leve dit liv. Også på dette punkt gætter de. Hvem du må elske, hvor mange du må elske, hvordan du må elske dem. Det er gætværk overleveret fra mennesker i fortiden, som ikke anede noget om evolution, psykologi eller biologi.

  • Når en religion påstår, at du ikke må spise bestemte ting, så gætter den.
  • Når en religion påstår, at du skal gå klædt i bestemte ting eller se ud på bestemte måder, så gætter den.
  • Når en religion påstår, at homoseksualitet er forkert, så gætter den.
  • Når en religion påstår, at du først bør dyrke sex, når du bliver gift, så gætter den.

Hvordan du skal leve dit liv, er op til dig selv. Med det logiske forbehold, at de mennesker, du ønsker at dele livet med, også har noget at sige. Hvis du er en del af et civiliseret samfund, betyder det, at der er love at overholde. Hvis du er en del af en arbejdsplads, en familie, en fodboldklub, en vennekreds eller et parforhold, er der yderligere regler. Men disse fastsættes af dig og gruppernes medlemmer – ikke af en påstået guddom, hvis regler har det med at være gammeldags, fordelagtige for gamle mænd eller ulogiske. Disse regler bør tage udgangspunkt i vores virkelighed nu og her, og hvis ellers du lever et fornuftigt sted med fornuftige mennesker, så er de til forhandling. Dogmatisme – dét at regler ligger fast for tid og evighed – er djævlen selv!

Samtidig nasser Gud på de stunder i livet, der giver dig flest følelser. Han tager en del af din glæde fra dig og måske også en del af din smerte og ængstelighed. Og så tager han en del af æren for dig. Han maser sig ind i din virkelighedsopfattelse, i din bevidsthed. Er han en velkommen gæst helt herinde? Er han en rar chef helt derinde, hvor ingen andre kan se dig? Hvor du knap selv kan fornemme, hvorfor du tænker, som du gør?

Religion har også en mærkbar indvirkning på dit liv, selv hvis du er en kulturkristen, dansk ateist. For de gamle religiøse regler og normer hæmmer udviklingen af fælles normer med udgangspunkt i den virkelighed, vi lever i her og nu i det 21. århundrede.


‘Du jo ateist! En vantro debatbog’, 249 kr., Forlaget Pressto.

Foto: Bogomslag, Forlaget Pressto.

Anders Stjernholm (født 1980) er tidligere formand og nuværende bestyrelsesmedlem for Ateistisk Selskab, medstifter af Eftertro, komiker og foredragsholder. Han er Han er opvokset som kulturkristen i Fredensborg og uddannet journalist.

Se mere på www.andersstjernholm.dk



Simon Nielsen Ørregaard er formand for Ateistisk Selskab, medstifter af foreningen Eftertro, debattør og foredragsholder. Han er opvokset som Jehovas Vidne i Albertslund og uddannet bibliotekar.

Se mere på ateist.dk

Seneste artikler om Bøger