USA’s gyldne tidsalder er slut: Tre forfattere viser, hvordan den amerikanske drøm brast

af i Politik & Samfund/USA

SAMFUND // ANALYSE – USA’s udvikling efter 2. Verdenskrig er historien om den amerikanske drøm, der gik i opfyldelse for millioner, som blev katapulteret ud af fattigdom og ind i middelklassen. Det er også fortællingen om en gylden tidsalder, som er slut, skriver Claus Agø Hansen. Der er mindst to måder at analysere perioden på. Den ene er økonomisk og den anden er narrativ, fortalt gennem litteraturen.

Set med økonomiske briller blev den amerikanske drøm muliggjort af det, økonomerne kalder kapitalismens gyldne tidsalder. Perioden efter 2. Verdenskrig var karakteriseret af et langt opsving fra 1945-1973. I disse årtier oplevede den almindelige amerikaner en konstant og høj fremgang i sin realløn, der var jobs til stort set alle og mange blev husejere. Fra 1973 til 1979 steg arbejdsløsheden, men reallønnen for den almindelige amerikaner i job fortsatte med at stige til 1979, som blev arbejderklassens sidste gyldne år.

Fra 1979 gik lønudviklingen i stå for millioner af amerikanere, der ikke har oplevet reallønsfremgang i 40 år. En række progressive amerikanske økonomer peger desuden på, at muligheden for social opstigning er stærkt overdreven.

Progressive økonomer som franske Thomas Piketty arbejder med inddragelse af litteraturen, fordi den viser os, hvordan mennesker oplever deres samtid

En analyse, ”Den store Gatsby-kurve”, viser, at lande med stærk social opstigning også er præget af økonomisk lighed. USA ligger i bunden af kurven med stor ulighed og lav social mobilitet, mens de nordiske lande ligger i toppen. Det sidste tiår er denne udvikling blevet forværret i USA. Økonomerne har opkaldt kurven efter romanen Den store Gatsby, som blev skrevet af Scott Fitzgerald i 1920’erne under en buldrende vækstperiode, hvor formuer blev skabt og fordelt lige så ulige som i dag.

Den økonomiske historie er sand, fordi den er objektiv og kan kvantificeres, men den er også kaloriefattig, fordi den ikke giver os indsigt i, hvordan amerikanerne siden 2. Verdenskrig har oplevet livet, individuelt og kollektivt, for sig selv og for deres børn. Heldigvis kan vi supplere det økonomiske billede med andre indsigter.

Litteraturen som indgang til forståelse af en samfundsperiode

Progressive økonomer som franske Thomas Piketty arbejder med inddragelse af litteraturen, fordi den viser os, hvordan mennesker oplever deres samtid. Indtil videre benytter økonomer som Piketty sig primært af litteraturstudier for at fylde huller ud, hvor de ikke kan frembringe økonomiske oplysninger. Litteraturen kan imidlertid også give os sammenhængende beskrivelser over længere tidsforløb, der supplerer samfundsvidenskabers tørre fakta.

Tre forfattere rager op i amerikansk litteratur og viser os, hvordan den amerikanske drøm blev udfoldet i perioden efter 2. Verdenskrig. Det er er Saul Bellow født i 1915 samt Philip Roth og John Updike, der begge er født i begyndelsen af 1930’erne. Tilsammen giver disse fortællere os en dyb indsigt i, hvordan amerikansk identitet blev dannet og oplevet i disse år.

I den epoke, som Trump vil genskabe, var de østeuropæiske jøder den mest succesfulde indvandrergruppe, USA har kendt. I årene mellem første og Anden Verdenskrig ankom de i millionvis, og deres ærgerrighed og appetit på den amerikanske drøm betød, at der blev sat kvoter for, hvor mange af deres børn, der kunne optages på fx universiteternes medicin- og jurastudier. Jødernes succesfulde indtræden i den moderne amerikanske historie er beskrevet i romaner af nobelprisvinderen Saul Bellow.

Saul Bellow – pragmatisk moralist

I Saul Bellows bøger møder vi karakterer som Moses Herzog, hvis forældre som millioner af andre har taget flugten fra fattigdom og progromer i Rusland til USA. Deres børn oplever en social opstigning i forretningslivet og i universitetsverdenen i 1960’erne, som i dag er næsten ubegribelig. Bøger som Herzog er stærke vidnesbyrd om et forgangent USA, et USA hvis lysende stjerne stod ekstra klart, fordi de amerikanske jøders europæiske slægtninge 10-20 år tidligere var endt som ofre for Holocaust, i tilintetgørelseslejrene der lå i det Østeuropa, de havde vendt ryggen.

Saul Bellow. Foto: Flickr

Et centralt tema hos Saul Bellow er, at personerne først og fremmest er individualister – sig selv, dernæst amerikanere og så jøder, men identiteterne blander sig og smelter sammen til et hele. Hans bøger viser os, hvordan den amerikanske drøm blev virkeliggjort for millioner af mennesker i en tid, hvor identitetspolitikken endnu ikke søgte det særegne og splittende, men fokuserede på at samle amerikanerne.

Saul Bellow skal du læse, hvis du føler dig fremmedgjort i det moderne liv. Inden selvhøjtideligheden griber dig, så vær forberedt på en udsøgt humor, som får læseren til at vandre mellem dyb grebethed og gode grin.

Vores hovedperson, universitetsforskeren Moses Herzog, er blevet gjort til hanrej af sin kone, som har forladt ham efter en affære med hans bedste ven. I øvrigt forlod han sin første kone for denne tøjtes skyld. Det gør selvfølgelig ondt, og vores hovedperson er da også på sammenbruddets rand. Som moderne menneske nægter Herzog nemlig at leve et skuffende liv.

Når vi selv er ansvarlige for vores eget liv – eksistentialismens grundvilkår! – er det så meget mere vanskeligt at møde livets skuffende tildragelser med stoisk ro, på trods af hvad selvhjælpspsykologen Svend Brinkmann i øvrigt måtte sige om den sag. Og Moses er sin egen fører, samtidig med at han er en åndsfyrste (Herzog er tysk for fyrste), som tror, at meningen med livet ligger i skriften og litteraturen.

Herzogs nerver er flossede, og hans hjerne synes at have taget skade. Det må vi i al fald tro, når han begynder at skrive breve til afdøde personer, både fra den private vennekreds og fra de kendtes verden.

Uforglemmeligt er et brev til den tyske filosof Martin Heidegger, forfatter til hovedværket Væren og tid fra 1927. Han betragtes af mange som det 20. århundreds største filosof. Et centralt begreb hos Heidegger er ’kastetheden’ – Geworfenheit. Kastetheden er Heideggers udtryk for, at mennesket selv må finde svar på eksistentielle spørgsmål, selv finde meningen med en tilværelse, hvor Gud ikke længere er det givne udgangspunkt.

Saul Bellow skal du læse, hvis du føler dig fremmedgjort i det moderne liv. Inden selvhøjtideligheden griber dig, så vær forberedt på en udsøgt humor, som får læseren til at vandre mellem dyb grebethed og gode grin

Herzog spørger i brevet til den store eksistentialistiske filosof, hvorfra mennesket i givet fald blev kastet ind i tilværelsen, hvor faldt det fra? På den måde bliver det aldrig for alvorligt.

Saul Bellow er godt nok en moralist, som har vanskeligt ved at acceptere fravær af ydre mening, men han er også ud af en amerikansk pragmatisk filosofisk tradition, hvor man har vanskeligt ved at tage opstyltede europæiske filosoffer seriøst sådan for alvor.

Herzog kommer ud på den anden side, da han indser, at meningen må livet findes midt i kaosset. Han ligger ved romanens slutning i sin tilgroede have og nyder naturens sanselighed, giver sig hen i det øjeblikkelige og givne. Der skal ikke skrives flere intellektuelle breve til afdøde personer. Desuden satser han nu på et forhold af særdeles robust karakter til en succesfuld forretningskvinde med stor seksuel appetit. Så det går nok alt sammen.

Philip Roth – illusionsløs realist

En af det moderne USA’s mest prisbelønnede forfattere, Philip Roth, udgav i år 2000 bogen En menneskelig plet. Det er en realistisk, tænderskærende og skræmmende historie om den amerikanske professor Coleman Silk, som bliver tvunget til at gå på pension i utide på grund af grundløse beskyldninger om racisme. I virkeligheden er professoren sort, men fra naturens side er hans hud så lys, at han har ladet alle forstå, at han er jødisk. Silk har i en tidlig alder kappet alle bånd til sin familie og sin fortid for at skjule sin racemæssige baggrund og søge ind på et eliteuniversitet.

Hans akademiske karriere er baseret på flid og dygtighed, grundelementerne i den amerikanske drøm. Desuden har han giftet sig med en hvid kvinde og fået fire børn. Silk har, skriver Roth ”taget sin fremtid i egne hænder, frem for at overlade sin skæbne til et uoplyst samfund”. Mere amerikansk og individualistisk bliver det ikke. På grund af en kommentar, der kan opfattes som en henvisning til to dovne studerendes sorte baggrund (som han ikke kender til), smuldrer hans livsværk imidlertid på uværdig vis.

Bogens overskrift “En menneskelig plet” henviser til forrige århundredes raceteorier, hvor én dråbe sort blod var nok til at definere et menneske som sort. USA’s opgør med raceteorierne gik over først en borgerkrig i 1865 og 100 år senere borgerrettighedsbevægelsen. Men noget har ændret sig siden dengang. I dag er én kommentar, der kan opfattes som sårende nok til at stemple Coleman Silk som racist. Roth viser os med isnende klarhed, hvad der var ved at ske i USA, at en opløsning var i gang af det, der hidtil var den store, samlende amerikanske fortælling. I Roths univers har identitetspolitikkerne udviklet sig i en forkert retning og ført til krav om særbehandling og en krænkelseskultur, hvor følelser og det selvoplevede er i fokus.

Philip Roth døde i foråret 2018 uden at have modtaget den nobelpris i litteratur, som mange mente han længe havde fortjent, og som Saul Bellow havde modtaget allerede midt i halvfjerdserne. En af Roths store fortjenester er, at han i romaner som Amerikansk pastorale viser os, hvordan det store vækst- og velfærdsboom efter 1945 skaber en enorm amerikansk middelklasse. Det sker samtidig med udflytningen til forstædernes græsplæneidyl, kvindernes frigørelse og den politiske kamp i 1960’erne mod Vietnamkrig, mod racediskrimination og mod kapitalismens indbyggede uretfærdighedsmekanismer.

Roth viser os med klarsyn også den sorte befolknings familiesammenbrud, dens manglende sociale opstigning, det stigende narkotikaforbrug og 1960’ernes storbyoptøjer med tusindvis af afbrændte huse på østkysten, i Chicago og i Los Angeles. Det er de første sikre tegn på, at den amerikanske drøm ikke indfries af alle, men i stedet er blevet til et socialt mareridt for grupper som de sorte amerikanere.

Bellow og Roth må suppleres med John Updike for at forstå de ikke-intellektuelle og ikke-urbane amerikanere, dem som ikke har en højere uddannelse bag sig, som lever ganske almindelige liv og tager de chancer, der byder sig undervejs i tilværelsen

Saul Bellow og Philip Roth har tilsammen vundet alle de litterære priser, der er værd at vinde. Deres samlede værker giver et unikt billede af, hvordan det moderne USA er blevet til, hvordan det forstår sig selv, og hvilke bevidsthedsstrømme, der løber gennem dets 300 millioner store befolkning. Hos Bellow er drømmen især nærværende i forhold til klassiske liberale idéer om frihed og muligheder for den enkelte, og hans karakterers udfordringer er eksistentielle.

Roths fokus ligger i højere grad på forståelsen af de samfundsmæssige strømninger og de strukturer, der muliggør den sociale opstigning. Roth, selv verdslig jøde, var i begyndelsen af sin karriere i 1960’erne ugleset af ortodokse amerikanske jøder, fordi han stod fast på assimileringsperspektivet, på at jøderne burde lægge deres religion fra sig ”på dørtrinnet” ved indvandringen, fordi netop det var forudsætningen for deres succes og fulde integration i det amerikanske samfund.

Harry ”Rabbit” Angstrom – historien om en helt almindelig mand

Bellow og Roth må suppleres med John Updike for at forstå de ikke-intellektuelle og ikke-urbane amerikanere, dem som ikke har en højere uddannelse bag sig, som lever ganske almindelige liv og tager de chancer, der byder sig undervejs i tilværelsen. Updikes hovedværk er mammutværket i fire bind om Harry Rabbit” Angstroms liv, som vi følger over 30 år til hans tidlige død som 56-årig i 1989. Desværre er kun de to første bind af dette hovedværk oversat til dansk, hvilket er forunderligt, eftersom både bind tre og fire vandt den prestigefyldte Pulitzerpris.

I tredje bind, Rabbit is rich, kører det for Harry. Året er 1979 og han er medejer og forhandler af et Toyota bilagentur. Japanske biler er på vej til at udkonkurrere den amerikanske bilindustri og lønninger og avancer for små selvstændige er stadig høje. Harry har ingen uddannelse ud over high school, men han har klaret sig godt. Som tidligere elitesportsmand har han demonstreret det stof, amerikanerne i deres selvforståelse er gjort af: viljestyrke, hårdt arbejde og målrettethed.

I sidste bind Rabbit at rest er tingene imidlertid gået skævt. Vi befinder os i 1989, og 1980’ernes neoliberale politikker, personificeret ved præsident Ronald Reagan, i USA har nok skabt jobs, men noget er gået galt. Sundhedsproblemer og narkotikaproblemer er udbredte, og de økonomiske strukturer har på et tiår ændret sig markant.

Harry er stærkt overvægtig, og hans hjerte er ødelagt af mange års usund livsførelse. Samtidig oplever Harrys frustrerede søn, at hans forventninger til et bedre liv end forældrenes ikke indfries. Harry dør af et hjerteslag, der skyldes hans forkalkede årer, og Updike slutter således sin amerikanske drømmeodyssé gennem efterkrigstiden med en metafor for et amerikansk samfund, der er blevet sygt i de grundlæggende strukturer.

Harry dør af et hjerteslag, der skyldes hans forkalkede årer, og Updike slutter således sin amerikanske drømmeodyssé gennem efterkrigstiden med en metafor for et amerikansk samfund, der er blevet sygt i de grundlæggende strukturer

Updikes fortælling om Harry Angstrom viser os, hvordan den økonomiske udvikling siden 1980erne har ramt middelklassen og underklassen hårdt. Én medvirkende årsag er globaliseringen og frihandelen, på trods af, at den har styrket og givet vækst i den amerikanske økonomi. Den amerikanske forbruger har således nydt godt af faldende priser på importerede varer.

Problemet er, at den samme frihandel sammen med teknologiudviklingen har fjernet masser af jobs, fx i stålindustrien, jobs som var meget vellønnede i USA. Beskæftigelsen er høj, men vellønnede ”blue-collar job” er langt hen ad vejen blevet erstattet af lavtlønnede servicejobs. En undersøgelse fra Pew Research Center viser i 2018, at reallønnen for millioner af amerikanerne ikke er steget i 40 år. I samme periode har virksomhedsledelser og aktieinvestorer skabt sig enorme formuer.

Afslutningen på en gylden tidsalder

Der er ingen nemme løsninger på disse problemer, selv om præsident Trump peger på frihandelen som det afgørende problem. Et af Trumps højtprofilerede projekter er således at ville skaffe jobs i stålproduktionen tilbage. Det ligner et projekt, der ikke vil lykkes.

Økonomen Paul Klugman fik nobelprisen i 2008 for sit arbejde med frihandel og økonomisk geografi. Hans forskning giver ikke meget håb for modstandere af frihandel. Selv hvis USA lukkede af mod omverdenen ville det stadig være under 10 procent af arbejdsstyrken, som var beskæftiget med at producere fysiske produkter. Man kan således ikke skrue historiens ur tilbage.

For mange amerikanere startede en brat opvågnen efter 1979. Hårdt arbejde giver ikke længere den almindelige amerikaner en placering i middelklassen med råd til at sende sine børn på college

Hvad man derimod kan gøre er at vende sig mod strukturelle forhold, som USA internt kan påvirke. Fx skabe højere minimumslønninger og sikre et sundhedsvæsen, der dækker alle, eftersom tryghed er en væsentlig parameter for, at mennesker har resurserne til at bruge deres potentiale til at søge job eller tage en uddannelse. Det er præcis, hvad Paul Klugman og ligesindede økonomer peger på bør være vejen frem for den amerikanske samfundsmodel. Måske ligger demokraternes fremtid i en New deal 2.0, en model for det 21. århundredes amerikanske drøm lig den præsident Roosevelt skabte for midten af det 20. århundrede?

For mange amerikanere startede en brat opvågnen efter 1979. Hårdt arbejde giver ikke længere den almindelige amerikaner en placering i middelklassen med råd til at sende sine børn på college. Desuden har en lille overklasse siden 1980’erne beriget sig i en grad, der har undermineret den amerikanske drøm og fået USA til at ligne et kleptokrati. En solid samlende fortælling og politisk handlekraft, der giver vælgerne berettiget tro på fremtiden er derfor nødvendig, hvis amerikanerne skal genvinde troen på, at fortidens stjernedrys over middelklassen skal vende tilbage.


Dele af denne artikel har tidligere været bragt som kronik i Politiken.

Foto: Philip Roth, Flickr. 

Claus Agø Hansen er cand. scient. i kulturgeografi og har bibeholdt sin interesse for økonomisk geografi og geopolitiske problemstillinger.

Privat har han en forkærlighed for bluegrass, idræt, skak, litteratur og vandringer i de høje bjerge. Han arbejder som uddannelsespolitisk rådgiver i HK/Privat. Dertil er han stifter af den litterære Salon Kapitola, som afholder litterære arrangementer og producerer podcasts med fokus på kulturhistoriske og litterære emner. Han er er desuden skribent og forfatter til kronikker, artikler og fagbøger.

Du kan støtte Claus’ fortællervirksomhed ved at indsætte et beløb på mobile pay 40459528.

Seneste artikler om Politik & Samfund