Omar el-Hussein

Jeg er ikke på fornavn med terroristen Omar el-Hussein, DR

i Civilsamfund/Politik & Samfund af

ETIK // KOMMENTAR – Når man er på fornavn med mordere og terrorister, banaliserer man deres forbrydelser. Selvfølgelig skal vi forsøge at forstå, hvad der drev dem til det, de gjorde, men de har sat sig uden for fællesskabet, og der skal de blive, skriver Bjarke Larsen som kommentar til DR’s dokumentar om den danske terrorist Omar el-Hussein.

Det er meget problematisk, at DR har valgt at kalde en tv-dokumentar om den danske terrorist Omar el-Hussein for ”Angrebet – Omars vej til Krudttønden”.

Omar el-Hussein er ikke ”en af vores”. Han har endegyldigt sat sig uden for fællesskabet ved at træffe den ultimative beslutning om – planlagt og velovervejet – at tage andre menneskers liv

Ved kun at omtale terroristen ved fornavn banaliserer Danmarks Radio og journalist Nils Giversen hans forbrydelse. Han bliver gjort til ”en af vores”, for der er noget familiært over at bruge andres fornavne på den måde.

Det kan man gøre med skuespillere, politikere og andre mediepersonligheder, vi kender og følger. Ikke med mordere og terrorister.

”Det er for sødt”

For Omar el-Hussein er ikke ”en af vores”. Han har endegyldigt sat sig uden for fællesskabet ved at træffe den ultimative beslutning om – planlagt og velovervejet – at tage andre menneskers liv.

Som Ole Christian Madsen, der har instrueret spillefilmen ”Krudttønden”, der får premiere torsdag, sagde i Politiken lørdag:

Jeg synes, det er vigtigt at afdække, hvad der gjorde Omar el-Hussein til terrorist, men der er ingen grund til at banalisere hans forbrydelse ved at være på fornavn med ham … Der er noget typisk dansk over kun at bruge fornavnet

”Du kalder heller ikke Anders Breivik for Anders. Det er for sødt. Det er et menneske, der har skudt to uskyldige. Du kan ikke tale om dem på samme niveau (som de to ofre, der omtales ved fornavn, red.)”

Ingen ville på samme måde drømme om at kalde en dokumentar om morderen Peter Madsen for “Peters sidste tur med ubåden”.

Her har holdningen og fordømmelsen i offentligheden været utvetydig. Ingen har  banaliseret de handlinger, der fandt sted i ubådens indre, ved at omtale forbryderen ved fornavn.

Angrebet – Omars vej til Krudttønden

I 2015 angriber Omar el-Hussein Krudttønden og den jødiske synagoge i København. Dokumentaren kortlægger Omar el-Husseins liv og radikalisering. Kunne terrorangrebet have været undgået?

Posted by DR1 on Monday, March 2, 2020

Han er ikke en rigtig terrorist

Men i tilfældet med terroristen Omar el-Hussein ser billedet anderledes ud. Næppe var terrorhandlingen overstået og de døde og sårede talt op, før den offentlige debat begyndte: For var Omar el-Hussein overhovedet terrorist?

Det var der flere, der problematiserede, men selv da der var opstået en nogenlunde enighed om, at det var han, var der en del, der brugte tid og energi på at prøve at bortforklare hans ultimative valg som resultatet af en ulykkelig baggrund og velfærdssystemets svigt.

Dermed bliver hans handlinger – hans valg – ikke taget alvorligt. På den måde er han ikke en rigtig terrorist, som én skrev til mig forleden. Han er snarere bare en passiv klient i et behandlersamfund, der er blevet svigtet af systemet.

Efter den højreekstreme terror i Christchurch i marts 2019 nægtede New Zealands premierminister, Jacinda Ardern, at tage terroristens navn i sin mund. Den berømmelse skulle han ikke have

Der er noget typisk dansk over kun at bruge fornavnet. Nogle medier er også på fornavn med “Britta”, altså Britta Nielsen, der i årevis begik dokumentfalsk og bedrageri og dermed lænsede den danske statskasse for 117 millioner kr.

Ved at omtale hendes som Britta bliver hendes handlinger reduceret til at være noget Olsen Bande-agtigt, vi ganske vist kan forarges lidt over – men også grine af.

Jeg synes, det er vigtigt at afdække, hvad der gjorde Omar el-Hussein til terrorist, og hvorfor han traf et skæbnesvangert valg, som andre med samme baggrund ikke har gjort. Det er selvfølgelig også interessant at finde ud af, om PET og de sociale myndigheder kunne have stoppet ham i tide ud fra de indberetninger, der forelå. Men der er ingen grund til at banalisere hans forbrydelse ved at være på fornavn med ham.

 Højreekstrem terrorist blev gjort navnløs

Efter den højreekstreme terror i Christchurch i marts 2019 nægtede New Zealands premierminister, Jacinda Ardern, at tage terroristens navn i sin mund.

Den berømmelse skulle han ikke have. Hun sagde, at hun ville gøre terroristen ”navnløs” og opfordrede offentligheden til at gøre det samme og i stedet tale om navnene på ofrene.

Det er en radikal udmelding og holdning, men jeg forstår hende godt. Derimod forstår jeg ikke DR og journalist Nils Giversens valg.

LÆS FLERE KOMMENTARER OG ANALYSER FRA BJARKE LARSEN HER.


Illustration: PR.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jeg er journalist og redaktør og driver bl.a. nicheforlaget Pressto (www.forlaget-pressto.dk), der har specialiseret sig i bøger om børn og unge med diagnoser eller andre udfordringer i hverdagen. Desuden er jeg initiativtager til festivalen Historiske Dage (www.historiske-dage.dk).
Jeg er uddannet journalist og har både arbejdet freelance og haft eget firma. Senest var jeg i perioden 2011-16 chefredaktør på branchebladet BogMarkedet. Før det har jeg lavet PR og branding for diverse virksomheder og skrevet om udenrigspolitik med særligt fokus på Afrika og 3. verden.
Politisk har jeg en fortid hos De Radikale, bl.a. som redaktør af partiets medlemsblad. I dag er jeg passivt medlem af Socialdemokratiet.
I en menneskealder boede jeg i Sønderborg, hvor jeg bl.a. i 10 år redigerede det satiriske årshæfte æ Rummelpot. I dag slår jeg mine folder i en haveforening i Sydhavnen.
Du kan donere beløb til min journalistik via Mobile Pay og Swipp på 20 74 68 44. Alle beløb, store som små, er velkomne.

Seneste artikler om Civilsamfund