Urinetown: Klicheerne står i (toilet)kø og det er pissesjovt

af i Kultur/Scenekunst

TEATER // ANMELDELSE – Hvorfor er det Disney-musicalerne, der kommer på turné og ikke denne lille perle? Det er stort set eneste kritik, der kan rejses mod Fredericia Teaters veloplagte opsætning af Urinetown – the Musical. Der er relevant kritik af vores forhold til miljø, til kapitalismen, til politisk korruption, til protestbevægelsers naivitet … men først og fremmest er det pissesjovt.

At det ikke er nogen helt almindelig musical afsløres fra første scene, hvor betjent Strunk optræder i rollen som fortæller og ikke bare ridser universet op, men også ”kommer til” at afsløre nogle grundlæggende regler for musicalens opbygning. Så er vi advaret – det er en meta-musical.

Revolutionens toiletrulle

På den ene side ville det nok have været lettere, at markedsføre musicalen med en mere optimistisk titel som Grease, men på den anden side er det ikke en optimistisk ’up beat’ musical.

Den Gavroche-agtige Lille Sally (Bjørg Gamst) i spidsen for ensemblets udvalg af eksistenser på samfundets bund

Hvordan kan den være det, når den foregår i en dystopisk fremtid, hvor der er vandmangel, og hvor folk derfor har pligt til at urinere på officielle toiletter? Hvad de selvfølgelig må betale for, så de sociale skel mellem magthaverne og pøblen bliver stadig større. Men oprøret gærer, og snart vil revolutionens toiletrulle vaje over bydel efter bydel.

Og Tissebyen? Den bliver vi først præsenteret for i anden akt efter det dramatiske opgør inden pausen, som Strunk forklarer.

Ikke den slags musical

Klicheerne står i (toilet)kø og referencer til andre musicals vælter oven i hinanden.

Kim Ace Nielsen og Lars Mølsted i politi-pas-de-deux

Selv om Strunk hele tiden understreger, at det ikke er en af den slags musicals, så er musikken og koreografien lystig. Det fascistoide politikorps, der er på natlig jagt efter folk, der tisser i buskene i stedet for at betale på toiletterne, ender i komisk formationsdans.

Superkapitalisten Troels R. Tårnhøjs imposante højhus minder i øvrigt om et megalomant byggeprojekt i en dansk provinsby

I øvrigt det eneste tidspunkt, hvor Strunk råder over en større politistyrke. Da det samlede cast blot er på ti personer, må alle spille flere roller, hvilket betyder, at Strunk enten må repræsentere ordensmagten ene mand eller med et korps på én mand. Hvilket bliver en løbende vittighed.

Oversættelsen af Mads Æbeløe Nielsen er begavet og bruger – helt i musicalens ånd – bastante ordspil, som skuespillerne sørger for, at vi under ingen omstændigheder kan overse. Superkapitalisten Troels R. Tårnhøjs imposante højhus minder i øvrigt om et megalomant byggeprojekt i en dansk provinsby.

Den malthusianske fælde

Selv om det (som nævnt flere gange) ikke er en af den slags musicals, spirer kærligheden selvfølgelig på tværs af de sociale skel, og håbets fakkel bliver tændt (bogstavelig talt: den kvindelige hovedperson hedder Håb). Der er romantiske duetter og opflammende korsang, hvor det er umuligt ikke at klappe med og stampe i gulvet.

Frederikke Maarup Viskum og Diluckshan Jeyaratnam som direktørdatteren Håb og den oprørske Billy Stærk … i den obligatoriske umulige kærlighedshistorie

Men hver gang vi tror, vi ved, hvor handlingen skal hen, bryder Urinetown – the Musical konventionerne.

Med andre ord: vores verden er på vej lige lukt ned i toilettet

Bag dystopien ligger den såkaldte ”malthusianske fælde”, hvor Thomas Robert Mathus (1766-1834) forudsagde, at mennesket altid vil reagere på ressourceoverflod med en befolkningsstigning. Altså at vi vil gå efter vækst, indtil ressourcerne er en mangelvare, frem for at nyde en høj levestandard.

”The power of population is indefinitely greater than the power in the Earth to produce subsistence for Man”

Så fik vi lige den.

En ubekvem genre

Eller med andre ord: vores verden er på vej lige lukt ned i toilettet. Men så længe, der er ressourcer, vil nogen prøve at skumme fløden og sikre sig flere ressourcer end andre. Musicalen er oprindelig fra 2001 –altså fem år før dokumentaren En ubekvem sandhed.

Vi kender historien, vi har hørt musikken, og nu vil vi gerne se begge dele leveret professionelt i en flot scenografi

Urinetown – the Musical er satire. Samfundssatire og musicalsatire. Det første måske ikke i så høj grad, da genren ikke lægger op til det, men så meget mere er der tryk på det andet. Men helt ærligt: i en verden, hvor man prøver at malke TV-succesen Vild med dans som musicalforlæg?

Satire, ja. Parodi, ja, Dystopi, ja. Men stadig Fandens flotte dansenumre i katakomberne under Tissebyen (musicalen, ikke stedet).

Mange musicals lever højt på at leve op til publikums forventninger. Vi kender historien, vi har hørt musikken, og nu vil vi gerne se begge dele leveret professionelt i en flot scenografi. Så kan vi tage et godt minde med hjem i sofaen, indtil næste år, hvor der kommer en ny musical baseret på kendt forlæg.

Stjerner på spanden

Fredericia Teater har for en gangs skyld taget alt det og kastet det op i luften, så det falder ned på en helt ny måde. Selv om Urinetown – the Musical er en veltjent succes med Tony-priser i bagagen, så er den original, og den formår fuldstændig at overrumple sit publikum.

De medvirkende nyder tydeligvis at tage pis på den genre, de selv lever i og af

Den er fræk, veloplagt og legende i sit spil på konventionerne, som det faste musicalpublikum vil kende ud og ind, men som et ikke-musical-publikum alligevel også vil kunne sætte pris på. Selv forstod jeg sikkert ikke halvdelen af referencerne – jeg var godt underholdt alligevel. Jeg var ikke den eneste, der skreg af grin.

De medvirkende nyder tydeligvis at tage pis på den genre, de selv lever i og af, men er i øvrigt knivskarpe i leveringen af både sange og danse. Kim Ace Nielsen, der ikke undlader at flashe sin Tarzan-sixpack under sit kostume, har også stået for koreografien, og bakkes op af Fredericia Teaters faste ensemble samt velsyngende Diluckshan Jeyaratnam, som den mandlige hovedperson.

Urinetown – the Musical formår både at blæse og have mel i munden. Det kunststykke må honoreres med seks stjerner på lokumsdøren. Please – tag den på turné til resten af landet.


Holder du af artikler om teater og kultur, og er du glad for Steen Blendstrups anmeldelser og artikler, bliver han vældig glad for et tilskud til sin løn fra læserne på MobilePay 25 46 42 68.


Urinetown – the Musical (Tissebyen – musicalen, ikke stedet) spiller på Fredericia Teater til 4. maj.
Skabt af Greg Kotis
Instruktør: Michelle Tattenbaum
Koreograf: Kim Ace Nielsen
Oversættelse: Mads Æbeløe Nielsen
Medvirkende: Diluckshan Jeyaratnam, Frederikke Maarup Viskum, Kim Leprévost, Maria Skuladottir, Bjørg Gamst, Lars Mølsted, Kim Ace Nielsen, Thomas Jensen, Mads Æbeløe Nielsen, Cecilie Thiim.


Foto: Søren Malmose

Steen Blendstrup er freelance journalist og sexolog. Inden for journalistikken fylder kulturen meget – også i specielle tekstopgaver som manuskript til en reklamefilm for Skønheden og Udyret på Det Ny Teater. Det med sexologien kan du læse mere om på www.flirtmedlivet.dk.

Seneste artikler om Kultur