KULTUR // FILM – Netflix er den næstmest streamede platform i Danmark. Det fortjener dækning, som POV nu tilbyder læserne i et nyt format: KLAR-PARAT-NETFLIX. En tilbagevendende feature med omtaler, anmeldelser, anbefalinger, lister, hits, tips, temaer og – naturligvis – advarsler om film og serier.
Ligesom på streamingplatformen, hvor man nærmest kan finde noget for enhver smag, er ambitionen at KLAR-PARAT-NETFLIX bliver en lykkepose med alt godt, nyt, gammelt, ukendt, elsket og overflødigt fra filmhavet på en af verdens største streamingtjenester, som på få år er blevet en fast bestanddel af vores skærmliv.
Vi lover intet – udover at tage dig med på hæsblæsende ture ind i skærmens verden. Lige her på POV International. Klar, parat, Netflix.
Med stjerneskud og nisser ind i skærmens verden
Okay. Egentlig skulle jeg have skrevet om Nisser. Netflix’ nye danske julesatsning. Men intet er som det var. Tiden iler, kloden drejer, og om lidt er det jul.
Derfor kan jeg lige så godt starte med at gå til bekendelse en gang for alle. Så er det ude af verden: Jeg er Netflixnarkoman! Simpelthen
Før jeg nåede at skrive om den danske juleserie og stadig vandrede hvileløst rundt om skrivemaskinens enebærbusk, kom endnu en ny Netflix-produktion pludselig anstigende som en komet på en klar decemberhimmel. Den stjernespækkede must-see, Don’t Look Up. Filmen viste sig at være så fantastisk (se anmeldelsen her, red.), at den ændrede min dagsorden og skubbede nissehalløjsaet et par trin ned af kravlestigen. Men det går nok.
Det allervigtigste er nemlig, at jeg skal introducere Klar Parat Netflix. Et nyt format, hvor jeg – og nogen gange – andre vil dele oplevelser fra skærmens verden. Fra nu af kommer der nemlig Klar Parat Netflix på POV.
Fanget i Finland – En Netflixnarkoman bliver til
Derfor kan jeg lige så godt starte med at gå til bekendelse en gang for alle. Så er det ude af verden: Jeg er Netflixnarkoman! Simpelthen. Så enkelt kan det siges. Og det værste er, at jeg vidste, jeg ville blive det, før jeg overhovedet streamede min første serie. Jeg vidste det bare. Gør du det, sagde jeg til mig selv, gør du det, så er du f…ed for evigt.
Jeg var fanget i Finland, søvnløs og desperat, og timerne var simpelthen for lange. Og så gjorde jeg det. Alligevel. På trods af at jeg vidste mit “addiktive” sind ikke ville være i stand til at modstå de snurrige cliffhangers og de behændige narrative kurver.
Så meget at jeg efterhånden er ajour. Bagkataloget kender jeg nogenlunde, og når der kommer nyt, sidder jeg trippende og sulten klar til at fortsætte rejsen
Altså, selvfølgelig havde jeg set masser af film – og da også serier – før det. Mest film og meget film i perioder, hvor livets sorger har været så altopslugende, at jeg ikke har vidst, hvad jeg ellers skulle gøre.
Men serierne som binge-material havde jeg klogeligt holdt mig fra. Indtil da. Indtil det der øjeblik, hvor man træffer et skæbnesvangert valg – og ved det. Vi kender det alle sammen. Tiden fryser. Øjeblikket fæstner sig for evigt for ens indre blik. Sådan var det i den kulsorte vinternat på det der pissekolde loftsværelse i en finsk provinsby. Søvnløs eller serie. Valget var afgjort på forhånd. No contest.
Med Breaking Bad til bingebal
Min første streamede serie-binge var Breaking Bad. Og ganske forudsigeligt slugte jeg alle seriens 5 sæsoner på noget nær det samme antal timer, det tager at se dem nonstop. Skuespillet var fremragende. Manuskriptet lige så skarpt som raffineret. Ideen lige så enkel som dragende. Alt i alt en gang fortryllende fortællekunst om hvordan omstændighederne kan bringe det ualmindelige frem i enhver almindelig mand.
Det var første gang, jeg så det amerikanske multitalent, Bryan Cranstons uforlignelige karakterskuespil som gymnasielæreren Walter White, der bliver narkokonge. Senere har jeg set Cranston i hans rolle som Lyndon B. Johnson i filmen All The Way. Bryan Cranston ER Lyndon B. Johnson, skrev aviserne dengang. Og det var han virkelig. Ligesom han VAR Walter White i Breaking Bad.
Grunden til at jeg nævner det, er, at den lille sproglige forskel på ’er’ og ’spiller’ afslører karakterskuespillets egenart. I den store skuespilkunst etableres den dramatiske troværdighed på sekundet. Det er simpelthen skuespillets lakmusprøve. Når de store karakterskuespillere dukker op på skærmen, overhaler deres fiktive karakter virkeligheden indenom på et splitsekund. Uanset at vi godt ved, hvem skuespilleren er, er figuren øjeblikkeligt dominerende og troværdig.
Det gør ikke noget, at jeg ved, det er Jennifer Lawrence – eller Catnip Evergreen – som jeg kalder hende privat, for personen, jeg ser på skærmen i den nye end-of-days komedie Don’t Look Up, er astronomen Kate Dibiasky.
Ajour med bagkataloget og sulten efter mere
Med Breaking Bad og dens godt 60 timers nonstop underholdning var scenen sat, og serien blev begyndelsen på min rejse gennem seriernes og filmenes evighedsblomstrende kaleidoskop. Siden har jeg set gyserfilm og komedier og westernserier og sci-fi, actionthrillere, dokudramaer og animationsfilm, film fra alverdens lande, spillefilm, kortfilm og antologier.
For nyligt gik det op for mig, at min Netflixnarkomani har stabiliseret sig. Efterhånden har jeg sprøjtet det meste af platformens filmiske indhold ud på fladskærmen. Så meget at jeg efterhånden er ajour. Bagkataloget kender jeg nogenlunde, og når der kommer nyt, sidder jeg trippende og sulten klar til at fortsætte rejsen. Du er velkommen til at springe på og tage med ind gennem skærmens forunderlige verden, når enten jeg selv eller en anden Netflixnarkoman siger: Klar-Parat-Netflix.
Klar Parat Netflix
Du finder POV’s Klar Parat Netflix her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
