TEATER // ANMELDELSE – Det siges, at der ikke findes finere kompliment end efterligning. Det var først ved Nørrebro Teaters opførelse af “Svejk – det komiske eventyr om alletiders gode soldat”, at det gik op for Steen Blendstrup, at dette kompliment er blevet netop Svejk til del … run Forrest, run.
Så sjov er Jaroslav Hašeks roman om Den gode soldat Svejks eventyr altså ikke. Men når scenerne strammes op og spilles med mimik og reaktioner, går det straks bedre.
En ældre generation vil muligvis huske Svejk i Fritz Muliars skikkelse i en østrigsk TV-serie, hvor han blev en underfundig gavtyv, som med foregiven idioti drev sine foresatte til vanvid. Muligvis inspireret af, at Muliar selv var særdeles modvillig soldat under 2. Verdenskrig. Han havde et horn i siden på militære autoriteter.
Autoriteter har altid godt af at blive gjort til grin
Men er Svejk en gavtyv eller er han virkelig en idiot – en af Herrens enfoldige? Springer vi fra Svejks oprindelige krig – 1. Verdenskrig med dens rædsler i skyttegravene – og frem til Vietnamkrigen, fremstår Forrest Gump som en sand arving til Svejk.
Både Svejk og Gump vil gøre deres bedste for deres løjtnanter, men kommer derved til at belæsse dem med problemer, så disse officerer er ved at blive drevet til vanvid. Men da de har trukket Svejk/Gump med ud i krigens vanvid, synes det at være en retfærdig straf.
Her finder vi måske forklaringen på Svejk-figurens popularitet gennem tiden. Alle, der gennem værnepligt (i krig eller fred) har udstået militærets autoritære selvhøjtidelighed, har godtet sig over, at det nu var ”overmændene”, der blev til grin og måtte vride sig.
Autoriteter til grin
Og hvad siger Nørrebro Teaters Svejk os så?
Autoriteter har altid godt af at blive gjort til grin. Om det er en bevidst undergravning af autoriteten eller resultatet af enfold, spiller ingen rolle for denne basale humoristiske formel.
Så ja, der er morsomt. Det er mindre Svejk selv, der er morsom, end det er omgivelsernes reaktion og det kaos, han forårsager med sin meget bogstavelige opfattelse af ordrerne.
Selv om Svejk manisk råber længe leve for kejser Frantz Joseph … kunne han lige så godt heile for Hitler eller hylde en hvilken som helst nutidig autoritær leder, der sender sit folk i ulykke
I Rasmus Botofts skikkelse og med god opbakning fra blandt andet Tom Jensen, Asger Reher og Carsten Svendsen er personerne egentlig godt klar over, at de står på en scene. Rekvisitterne kommer kørende ned ad væggene, når der er brug for dem, og fodnoter og breve bliver legemliggjort på scenen, så vi kan få deres indhold at vide (til stor fortrydelse for de ”rigtige” personer).
Det hele er ret surrealistisk – en scene endda spillet, som den tager sig ud fra en hunds synspunkt – og deri ligger en pointe: Forestillingen Svejk forholder sig ganske tro over for Jaroslav Hašeks roman, men fjerner den fra forfatterens epoke og den konkrete erindring om 1. Verdenskrig. Selv om Svejk manisk råber længe leve for kejser Frantz Joseph … kunne han lige så godt heile for Hitler eller hylde en hvilken som helst nutidig autoritær leder, der sender sit folk i ulykke.
Fulde folk og idioter
Det er nu ikke en parallel, der gøres ret meget ud af. Det handler først og fremmest om, at vi i publikum skal grine.
Og det gør vi. Tom Jensen får det maksimale ud af en fuld feltpræst, og vi får næsten ondt af Løjtnant Lukas, når Svejks velmente tåbeligheder sætter ham i den ene tåkrummende pinlige situation efter den anden. Han må vist i øvrigt betragtes som den mest normale i hele det officerskorps, der beskrives i Svejk.
Når de store har kæmpet færdig, vil han gå hen på sit stamværtshus og drikke et godt krus øl
Rasmus Botoft spiller idiot, leverer den ene anekdote efter den anden – altid for lange og ikke altid lige relevante – og får også selv en ganske imponerede fuldemandsscene.
Han fanger i øvrigt udmærket figurens jovialitet og den lille mands overlevelsesinstinkt over for kræfter, der er større end ham selv. Han må nok undvære feltrationer, få bank i fængslet, blive smidt af toget, ligge i granatregnen i en skyttegrav, men han ved, hvad hans belønning i sidste ende vil være: Når de store har kæmpet færdig, vil han gå hen på sit stamværtshus og drikke et godt krus øl.
Den lille mand
Den drøm har han til fælles med den lille barber i sidste års opsætning af Diktatoren. De har yderligere det fælles træk, at de som de enfoldige lam, de er, ifølge fiktionens love må gå usårlige gennem kugleregnen ganske uvidende om den fare, de befinder sig i. Og som nævnt ligesom Forrest Gump.
Svejks surrealistiske løjer når ikke helt op på højde med Diktatorens slapstick-komik. Måske ligger handlingen os også så meget fjernere, at vi har sværere ved at sætte os ind i Svejks tid og verden. Hans krig sluttede for 100 år siden.
For gode grin, en smuk og opfindsom scenografi og nostalgiske soldaterløjer fortjener Svejk – det komiske eventyr om alletiders gode soldat fire solide stjerner.
Topillustration: Büro Jantzen
“Svejk” spiller på Nørrebro Teater frem til 17. november
Med: Rasmus Botoft, Carsten Svendsen, Ulla Henningsen, Steen Stig Lommer, Asger Reher, Tom Jensen m.fl.
Instruktion: Peter Schrøder
Scenografi: Sven Dahlberg
Musik: Fuzzy
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
