Livet for helvede! Livet. Hvad fanden gør man når det hele strammer?
”Thoughts that do often lie too deep for tears.”
Den sætning har revet og flået mig halvvejs itu i flere dage nu. Ordene, der står i den allersidste linje af det lange digt, ”536. Ode. Intimations of Immortality from Recollections of Early Childhood”, skrevet af den engelske digter og Poet Laureate, William Wordsworth (1770-1850).
”Tanker der meget ofte ligger for dybt til tårer.”
De tanker kender jeg alt for godt, og det ved jeg, at du også gør. De selvbebrejdende fallit-tanker der ligger der med deres skarpe pigtrådsklør og ubarmhjertige, nådesløse undergrund af vakkelvorn råddenskab, de tanker der alt for ofte får vores liv til at styrte uden vidner. Uden vidner, ja, for de her tanker ligger jo, som William Wordsworth skriver ”for dybt til tårer” og dermed oftest også alt for dybt til at man vil, tør eller i det hele taget kan finde ud af at tale om dem.
Men hvad fanden gør man så, når det hele strammer?
Jeg har gået og haft det så underligt i noget tid,” sagde min ven, Soldaten, for et par uger siden. Vi har været nære og fortrolige venner i snart tyve år. ”Hvordan underligt, hvad sker der?” spurgte jeg.
”Jeg har ikke talt med nogen om det… Jeg ved ikke om jeg kan finde ud af det, jeg ved jo ikke selv, hvad det er.”
”Jeg vil gerne lytte, det ved du…”
”Jeg har aldrig haft det sådan her før, jeg er så uforklarlig rastløs og ja, ked af det på en måde…”
Soldaten er 64. For fire år siden blev hans tjenestested i Forsvaret nedlagt på grund af besparelser og han blev tvunget på pension efter et langt arbejdsliv som han har været meget stolt, optaget af og glad for med udstationeringer i krigszoner mange steder i verden, lange nattevagter hjemme i Danmark og gode kollegaer. Identiteten, som ethvert arbejde giver os, mistede han også, da han og alle de andre på tjenestestedet blev fyret, og det tog Soldaten noget tid at vænne sig til nuets identitet. Pensionist.
”Det er, som om jeg står helt vægtløs på en stor tom banegård og venter på et tog der ikke kommer. Andre dage kommer toget, men så ved jeg ikke, om jeg skal ta’ med, det er som om destinationen så er helt forkert.”
”Du lyder tom i din stemme.”
”Tom, ja netop. Jeg har den her enorme følelse af tomhed, du ved, bare jeg skal lave en kop kaffe eller se en film i fjernsynet så er det som om tomheden ”angriber” mig med en usikker venten, jeg er så irrationel rastløs at jeg ikke en gang kan begynde forklare dig det.”
”Jeg kan mærke hvert ord du siger.”
”Jeg har en masse spørgsmål og tanker, sådan hele tiden oveni hinanden, rundt og rundt i loop, også om natten, tanker om alt muligt, spørgsmål, som jeg forsøger at sætte billeder på og få orden på, finde svar på, men det lykkes ikke for mig. Jeg har haft det sådan her længe, i flere måneder. Længere måske…”
”Jeg er ked af at du ikke har sagt noget…”
”Hvem skulle jeg sige det til? Der er jo ingen der kan forstå det her når jeg ikke en gang selv kan.”
”Prøv at fortælle noget mere om det, hvis du vil…”
”Ja, altså; Hvad er det jeg venter på og hvorfor gør den tanke mig ked af det? Hvorfor kan jeg ikke selv svare på det? Hvorfor er jeg irriteret og opfarende, det er jo ikke mig det her. ”
“Du har oplevet mange svære ting de sidste par år, alt det med Forsvaret, og så din brors selvmord og din fars død, det har været nogen hårde år for dig.”
”Måske er det noget af forklaringen, men jeg har styr på sådan nogen ting, jeg er ikke en der lader mig slå ud, jeg er ikke en der giver op.” siger Soldaten.
”Nej, jeg taler da heller ikke om at du skal give op.”
”Men hvad skal jeg så? Jeg kan ikke holde det her ud.”
Hvor går man hen, når det hele strammer og man er trukket ned under tårerne? Man går ned i det sydende syrehelvede af selvbebrejdelser. Når livet vælter indeni, mens man smiler udenpå. Bare vælter. Vælter ned ad mavesårs-skrænterne. Livet durk ned i lortehullet og hold nu kæft hvor har lort dog mange former, farver, fortællinger og forbindelser. Det rådne dyb står altid åbent og parat til at vi kan styrte ned i det.
At-være-mor-lortet, at-være-far-lortet, familielortet, stikke-af-lortet, karrierelortet, kærestelortet, barndomslortet, pengelortet, hidsighedslortet, selvmedlidenhedslortet, retfærdighedssans- lortet, tilgive-men-ikke glemme-lortet, drømmene-der-ikke-blev til-en-skid-lortet. Skriv selv det lort på listen du mangler.
Det meste lort er fra barndomskloakken og har formet os – vores liv – med slamsporets ubærlige stank som man ikke kan løbe væk fra. Uanset hvor meget vi skovler, så stinker vi.
”Undskyld, at jeg lugter af lort…”
”Det’ okay – du er jo et menneske.”
Alle forældre har svigtet – også dig og mig. Idioter som vi er, svigter vi stadig vores børn – også når de er voksne. Spørg dem, hvis du tør. Selvfølgelig er der forskellige grader af svigt og baggrunde for at man svigter sine børn, det er jo ikke noget man planlægger og da slet ikke noget man ønsker at gøre. Big time tværtimod, det er bare sådan det er. Svigt/slægt skal følge svigt/slægters gang.
”Courage is being scared to death, but saddling up anyway.”
John Wayne
Se, der var han jo. Mønsterbryderen. Ham der tør sætte sig i sadlen selv om han er skidebange. John Wayne eller Jens Jensen eller Anne Andersen eller hvad mønsterbryderne nu hedder? De rider afsted i solnedgangen, det ser så smukt ud, men de har lort i rygsækken – sorry, også John Wayne, han var jo også barn en gang…
Alle forældre har svigtet – også dig og mig. Idioter som vi er, svigter vi stadig vores børn – også når de er voksne. Spørg dem, hvis du tør. Selvfølgelig er der forskellige grader af svigt og baggrunde for at man svigter sine børn, det er jo ikke noget man planlægger og da slet ikke noget man ønsker at gøre. Big time tværtimod, det er bare sådan det er
Hvor går Soldaten og alle vi andre hen – hvor gik John Wayne hen – når livet strammer? Jeg har i tusindvis af år – sådan føles det – båret mit lort rundt til alle mulige professionelle, der har solgt mig teknikker og greb til at holde på skovlen når jeg skovler mit lort. Om det har hjulpet? Aner det ikke, men jeg er her jo endnu.
Barndomsskudhullerne forsvinder aldrig uanset hvad vi så stopper i dem for at få tanker til at holde op, smerter til at lette og det deforme til at vokse ud igen. It’s not gonna happen! Vi drukner i lort og det er så udgangspunktet for ethvert liv.
Dig it!
Topillustration: Ingrid Bugge.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her