KUNST // KLUMME – At lave en 87 minutter lang film med ekstrem varme som omdrejningspunkt er banalt, fantasiløst, kedeligt og et vidnesbyrd om, at selv de bedste kunstnere har mistet forbindelsen til inspirationens kilde, skriver Ulrik Frost, der har set filmen Heat. ”Lad være med at bruge jeres guddommelige kapacitet til stilistisk perfektion og fantasiløse foretagender. Der er så meget, vi kan gøre for at gøre verden god, og det kræver så få menneskelige ressourcer. Hold jer fra alle de håbløse tanker om at opfinde den dybe tallerken. Elsk verden. Lev i den,” messer Frost.
En gang imellem lander en e-mail i min indbakke fra nogle udenlandske agenter, der vil have mig til at anmelde film. Efter at jeg for fire år siden begyndte at spille orgel, har jeg afslået deres anmodninger. Jeg har simpelthen vurderet, at min tid er bedre givet ud til at øve salmespil end til at passivisere mig bag en skærm for efterfølgende at kritisere.
Men så lugtede den gamle cirkushest alligevel savsmuld, da dokumentarfilmen Heat, som er skabt af en af Schweiz’ mest hyldede instruktører, Jacqueline Zünd, blafrede for næsen af mig. ”Hvem bliver vi, når det er så varmt, at det at være i vores egen hud er ubærligt?” spurgte pressematerialet lokkende. Filmen viser kort og godt livet omkring Den Persiske Golf, som er et af jordens varmeste områder. Temperaturen ligger ofte på halvtreds grader celsius.
Vi følger en delivery guy, som kører rundt i Dubai på en scooter i tolv timer om dagen og leverer takeaway. Han oplever det at sidde indespærret i en styrthjelm som en straf.
Der er også ejendomsmægleren med et stort hjerte for hjemløse katte. Hun pisker rundt i ørkenstaten med store isblokke, som hun sætter ud i rendestenene, så kattene kan svale sig.
Sidst, men ikke mindst, er der meteorologen fra Kuwait, som advarer mod up-beat-musik og skilsmisser, der efter hans vurdering indgår i en årsag-virkning-sammenhæng med varmen som katalysator.
Filmen er så flot, som den kan være. Symmetrien, tonesproget, perspektivet og det gyldne snit er lige i skabet
Før jeg kommer for godt i gang, skal jeg minde mig selv om den nat, jeg for år tilbage tilbragte på taget af en dadelfarm uden for Jeriko. Det var så ulideligt varmt, at jeg ikke kunne tro, der fandtes en måde at være tilpas på. Små insekter sværmede omkring mig. Vand var en knap ressource. Det Døde Hav lå i baghaven. Jeg ved, hvor enerverende varme kan være.
Men derfra og så til at lave en 87 minutter lang film med ekstrem varme som omdrejningspunkt er banalt, fantasiløst, kedeligt og et vidnesbyrd om, at selv de bedste kunstnere har mistet forbindelsen til inspirationens kilde.
Filmen er så flot, som den kan være. Symmetrien, tonesproget, perspektivet og det gyldne snit er lige i skabet. Der er både en kvinde, der græder, en kat, der mjaver, og en fattig afrikaner med en dårlig nyre. Men så kan man vist heller ikke vride mere ud af varmen.
Den konspirationsteoretiske tanke slår mig, om en sådan film får støttekroner, fordi den taler lige ind i tidens apokalyptiske og dommedagsagtige klimasnak. Personligt ser jeg intet link mellem tunge, menneskelige følelser og ekstrem varme. Hverken efter min nat i Jeriko eller efter at have set filmen Heat. Der var jo altså også varmt, før mennesket begyndte at overforbruge verdens ressourcer og pille ozonlaget fra hinanden.
Og kom ikke og sig, at jeg ikke kerer mig om kloden! Jeg har lige stemt på en kandidat fra Alternativet, der har sultestrejket for klimaet, og jeg håber, hun får sat en stopper for halekupering af smågrise og forurening af drikkevandet og finder nye, vedvarende energikilder. Men hvis den stive kuling fra vest har lært os vendelboer at elske livet, så er jeg sikker på, at den bagende sol også har lært folk omkring Den Persiske Golf et par ting eller to.
Jeg elsker verden, og jeg elsker livet. Jeg ser ingen antydning af hverken dommedag eller depression, når jeg åbner mine øjne. Så lad være med at bruge jeres guddommelige kapacitet til stilistisk perfektion og fantasiløse foretagender. Der er så meget, vi kan gøre for at gøre verden god, og det kræver så få menneskelige ressourcer. Hold jer fra alle de håbløse tanker om at opfinde den dybe tallerken. Elsk verden. Lev i den. Søg det skønne. Så mødes vi derude og griner sammen og glæder os over livet. Det beder jeg om.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og