KÆRLIGHED & MONOGAMI //ESSAY – Den første gang jeg mødte min kæreste, var jeg ikke i tvivl om, at det skulle være ham. Fremtiden tegnede med ét lys og åben. Vi begyndte at fantasere om bryllup, sætte salmer sammen og indrette drømmeboligen. Kort sagt: Perspektivet gik fra nu til uendelighed.
Men snart dukkede et gammelt spøgelse op. Afskeden med de utallige sexpartnere, jeg har boltret mig med gennem tiden, var åbenbart svær at tage, når jeg sad der alene i mit hjem og ikke vidste, hvad jeg skulle få tiden til at gå med. ”Hey, what’s up?” stod der pludselig på skærmen, og før jeg vidste af det, stod jeg foran spejlet og producerede eksplicit erotisk materiale til mit virtuelle netværk for at fodre det gamle monster, som kvitterede med fem minutters stimulus. Sexting var igen blevet en del af rutinen, og én chat blev til mange. Jeg skammede mig selvfølgelig forfærdeligt over, at jeg, før jeg havde fejret etårsdag med min kæreste, ikke alene havde været utro, men også måtte erkende, at jeg var slave af en afhængighed.
I lyset af dette var det måske voveligt at tage på sommerferie til Berlin og indlogere sig på et hetero-venligt hotel med en udsøgt spa i kælderen, men det var ikke desto mindre det, vi gjorde. Efter besøg på diverse queer clubs og en tur i den tillokkende jacuzzi var jeg så opkogt af de hede berliner vibes, at jeg simpelthen ikke kunne tænke på andet end alle dem, jeg ikke måtte have sex med. De saftige frugter hang så skræmmende lavt, men jeg måtte for alt i verden ikke plukke dem.
Det skabte en mærkelig, spaltet stemning mellem os, som vi slog hen med, at vi ikke kunne vænne os til varmen og storbyens ræs, men inden i mig selv tænkte jeg, at hvis min kæreste vidste, hvad jeg havde gjort, og hvad jeg fantaserede om, ville jeg fremstå så forræderisk, at jeg ville blive nødt til at sluge konsekvensen, at jeg ganske enkelt ikke egner mig til at være en del af et forhold. Eller skulle jeg lægge kortene på bordet, velvidende at det kunne såre ham så dybt, at det muligvis aldrig ville hele igen?
”Så er det ikke bare mig,” tænkte jeg
Før jeg nåede at beslutte mig, overhalede han mig indenom med en sådan fart, at jeg blev revet ud af den spaltede stemning uden at bemærke det. Fem gange havde han været mig utro, siden vi var blevet et par, deklamerede han under et eftermiddagshvil på hotelværelset. Én tidligere elsker havde han truffet to gange i foråret i Göteborg, og de tre af dem havde han støvet op på sin sviptur til Leipzig, hvor han havde været kort forinden.
Faktisk fløj et lettelsens suk gennem hotelværelset. ”Så er det ikke bare mig,” tænkte jeg og kunne ikke andet end beundre, at han reagerede på sit hjertes kvaler ved at bringe alt frem i lyset. Jeg fortalte ham om mine chats og min lyst til at tage for mig i dampbadet. Der fulgte en følelse af genforening og samhørighed, fordi det, man troede, man skulle straffes for, bragte belønning. Dog rungede kort efter et: Hvad gør vi nu?
I erkendelse af vores brusende libido, høje af den gensidige ærlighed og henført af tid og sted besluttede vi, at vi ville have en trekant. Den udvalgte fyr, vi fandt en sen aften på en homobar, bød på fjolletobak, og med den champagne, der allerede svømmede i blodet, kan man levende forestille sig, hvordan den ene hæmning efter den anden røg sig en tur.
Hvorfor er vi overhovedet sammen?
Da jeg vågnede dagen efter, som i øvrigt var min fødselsdag, var sengen ved siden af mig tom. Mit hoved dundrede. Den hæmningsløse nat havde ført mig til et ukendt helvede, hvor selv ikke den dybeste vejrtrækning gav mig den mindste smule af ro. Havde min kæreste forladt mig? Jeg greb efter telefonen, min ven i nøden, i håbet om, at en hvilken som helst fyr på chatten, ville forløse mit helvede ved at tage del i det. Men lige meget hjalp det.
Min kæreste og jeg havde forbrudt os mod et ædelt løfte om at være hinandens evige støtte ved at lege med følelser, som om de ikke kan såre. Tanken om trekanten og den fremmede fyr, der fik serveret det bedste, jeg ejede på et sølvfad, mens jeg selv tog mig til takke med lud og lummert vand, fik det til at løbe mig koldt ned ad ryggen. Det var, som om den nye aftale, vi havde indgået, om at alt nu var tilladt, så længe vi var ærlige, førte os væk fra hinanden og tvang spørgsmålet frem: Hvorfor er vi overhovedet sammen?
Jeg husker ikke nøjagtig ordlyden af vores voldsomme skænderi
Min kæreste kom snart tilbage fra sin spadseretur, men det var uden blomster, og det blev ikke den fødselsdag, jeg havde drømt om. Godt nok var vi til en prægtig orgelkoncert, og godt nok spiste vi schnitzel, men der var et hul i mig, som omstændighederne ikke kunne udfylde. Det var dette enorme slaraffenland af en verden, der byder på alt, man kan begære, over for den mand, jeg havde valgt til kæreste, og som jeg, når jeg tilsidesatte mine kortsigtede drifter, så et højere formål i at udvikle mig sammen med. Men for hvilken pris? Hvilken fortvivlelse var jeg parat til at lade ruske min sjæl og mit hjerte? Ville jeg leve i en verden, hvor alt er tilladt, mod at jeg skulle bekende de sider af mig selv, jeg mindst kunne lide? Ville jeg, at han skulle have fri adgang til mit følelsesliv samtidig med, at han kunne såre mig med et knipseslag?
Det var disse tanker, der rumsterede i mig, og som jeg ikke kunne slippe. Jeg mente, jeg havde nået bunden af fortvivlelse og forlangte en åbenbaring, men lige meget hjalp det. Der var ikke en stemme udefra, der talte kærligt til mig, fik mine tanker på ret køl og beåndende mig med beslutningens kraft. Tværtimod følte jeg mig mere fremmed end nogensinde før over for mig selv, min kæreste og Berlin. Jeg tænkte: Hvordan kan dette sted, der lever i glansen af frigørelse, og som lokker alverdens folk til sig på den baggrund, forårsage så afgrundsdyb angst?
Dagen efter var gaderne omkring os fyldte til bristepunktet med en festival til mangfoldighed. Høj musik med en bas, der fik brostenene til at skælve, letpåklædte mænd, damer og alt derimellem, fadøl, farver og fest fyldte hele verden, mens min kæreste og jeg befandt os på bristepunktet af et kollaps. Vi sneglede os gennem mængden og forsøgte at finde en vej ud.
Jeg husker ikke nøjagtig ordlyden af vores voldsomme skænderi, som begyndte, da vi var nået lidt afsides, men det stod på, helt til solen gik ned, og det endte med, at han slog ud efter mig i afmagt, og jeg besluttede mig for, at nu var det endegyldigt slut. ”Når vi når tilbage til hotellet,” sagde jeg til mig selv, ”pakker jeg mine ting og går min vej.” Og dog var det angrende knus, jeg fik, da jeg kundgjorde min plan, så inderligt, at tilgivelsen fór over mig. Det var min kæreste, der udviste forståelse for mig og lagde dermed en dæmper på min affekt.
Bare os to
Tidligt næste morgen skulle jeg med toget hjem til Vendsyssel. Min kæreste fulgte mig til stationen og forsikrede sig, at jeg havde mad og drikke til turen. Hans fly hjem til Sverige afgik først senere på dagen. Vi stod på perronen, holdt hinandens hænder og kiggede hinanden i øjnene. ”Jeg må vide, at det er os to, der følges ad,” sagde han. ”Bare os to”. Jeg kunne mærke hans længsel, der higede efter at finde hvile et sted i mig, men jeg var stadig rådvild.
Toget blev op igennem Slesvig og Jylland forsinket mere end tre timer, og jeg nød hvert et minut. At sidde i ro og kigge ud over landskabet var, hvad jeg behøvede, og da jeg endelig kom hjem, tog jeg som det første en dukkert i solnedgangen. Var jeg parat til at gå videre ind i dette forhold, som havde vist sig at sætte selvtilliden og troskaben på prøve?
Før i tiden havde jeg levet på den overbevisning, at det var unaturligt at knytte sig til andre mennesker på en måde, hvor man skulle forsage sin umiddelbare lyst. Nu så jeg, at jeg, hvis jeg ville opleve styrken ved at dele livet med en anden, måtte vælge min mand gennem tillid og troskab. De tanker og handlinger, der kunne spalte mit sind og gøre mig rådvild, selvom de var fristende, måtte jeg tage afsked med. Havde jeg styrken til det?
Havet lå åbent foran, og jeg svømmede ud, hvor jeg ikke kunne bunde. Færgen fra Norge nærmede sig molen, og bag mig hævede fyret sig højt op over kysten. Jeg erindrede den beslutningens kraft, jeg tre år tidligere havde følt, da jeg vendte tilbage til barndommens egn, som min slægt har været med til at skabe. Dengang vidste jeg med bestemthed, at min mulighed for at vikle mig ud af min dybe fortvivlelse lå begravet her, og jeg fik ret. Jeg havde genvundet min evne til at fordybe mig, og den er værd at leve for. Men åndede en grundlæggende fortvivlelse mig nu igen i nakken?
Solen forsvandt, og jeg gik barfodet hjem ad fortovene, der stadig var lune. Mit hjem lignede sig selv. Klaveret, der havde fået tildelt stuens æresplads, stod med opslåede noder parat til at blive tæsket igennem af endnu flere skalaer. Sengen, med krucifixet, der hang over hovedgærdet, stod og ventede på mig. Her var altså det liv, jeg havde fået skabt. Det var et dejligt og indbydende et af slagsen med en tryghed, jeg kunne pakke mig væk i. Var det den, der nu mødte sin udfordring?
Da jeg mødte hans blik, vidste jeg, at der er noget større i livet, der er værd at kæmpe for
I dagene, der fulgte, kæmpede min kæreste med at skænke mig den åbenbaring, han selv havde fået efter vores tur til Berlin. Kunne jeg ikke se, at de fristelser, vi havde været igennem, var en mulighed for at styrke vores parforhold? Han efterlod mig ikke med den mindste tvivl om sin oprigtighed og dermed hans kolossale følelser for mig, og inden i mig selv vidste jeg, at dette ikke var slutningen. Men jeg havde lyst til at være tvær og straffe ham for ikke at have købt blomster til mig på min fødselsdag, og det pinte mig at erkende, at jeg var så såre simpel, så derfor lod jeg, som om tvivlen åd mig op.
Men der kommer altid en dag, hvor selvpineriet får svar på tiltale:
”Dit utaknemlige skarn, der vover at sætte glæden over styr for dine egne krænkede følelsers skyld. Du, der har kæmpet mod Nordatlantens bidende vinde og har de meter høje bølgers salte vand i årene, skulle du ikke kunne gengælde kærligheden, når den viser sig? Du er ikke blevet skænket alle verdens gaver for at tigge om nåden. Vis dig som en vendelbo.”
Jeg kylede nogle ting i en taske og tog til Sverige. Min kæreste tog imod mig på færgeterminalen i Göteborg. Da jeg mødte hans blik, vidste jeg, at der er noget større i livet, der er værd at kæmpe for. ”Ja, det er bare os to,” svarede jeg.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
