Nu lakker det ad tiden småt

i Bæredygtighed/Danmark af

Aldrig har det været så populært at servere mad med holdninger. Heldigvis. Læs med og bliv tippet i retning af syv seriøst spændende og mættende samtaler om, hvordan vi spiser mere ansvarligt.

Det kribler, det kribler. Forårsfornemmelserne. Alt det nye kommer nu, og det er svært at være i sin blegbrune krop for ren begejstring. Alle kender følelsen af at have noget godt i vente. Og det er præcis sådan jeg har det med den retning, kommunikation om mad stikker af i lige nu. Der er gået mode i at spise med omtanke, og det giver så fint plads til mange flere kvaliteter ved spiselivet. Endelig.

Livsstilskommunikation har stadig sin berettigelse ligesom smag og fokus på, hvordan mad ser ud også har det, men jeg finder det så opløftende, at de tungere emner nu er aktuelle, og at det her i foråret pibler frem med debatter, foredrag og fællespisninger, hvor aktørerne bag har gjort sig umage med at gøre stærke holdninger og hjertesager enormt appetitlige.

For lad mig sige det, som det er: Det virker bare bedre at tale om fordele ved at dyrke gamle kornsorter økologisk og friskmale melet selv, hvis man som tilhører kan smage på de nybagte sager og selv opleve forskellen.

Jeg anbefaler dig derfor ikke bare at holde øje med de dygtige madaktører, men også at investere debatlysten, stimulere videbegærligheden og udfordre de kritiske smagsløg.

Og i den ånd får du her syv seriøst spændende og mættende samtaler henover foråret for alle aldre og i by og på land.

  1. Fra skud til pølse – debat, foredrag og live partering på Steensgaard Principlandbrug

Pragteksemplet på et landbrug, Steensgaard, ligger på Sydfyn og huser hele værdikæden med dyrkning af foder, produktion af grøntsager og køddyr, slagteri, forædling og spisehus.

I marts tog de gode folk fra gården hul på en række foredrag og arrangementer. Over temaet ’Den gode pølse’ inviterede husets slagtermester Stephan deltagerne indenfor til kødnørderi med visit i slagteri og modningskælder. 13. april er fodermester Lasse vært for et foredrag om ’De glade dyr’. Spisehusets middag til foredraget baseres på dyrenes foder. 14. maj live parteres de frodige svin med krølle på halen, så børn kan se, hvor maden kommer fra, og få lov til at røre ved indvolde. Mmm, mere af det her.

  1. Fra muld til mund – åben gård, middag og yoga hos Muld

Lidt uden for Holbæk ligger Speciallandbruget Muld. Til det hører den klassiske historie med en Michelin-kok, der står af ræset for at dedikere sig til mindre stressfyldte projekter.

Jens Vestergaard er med partneren Ane Rørdam Hoffmeyer landet med fødderne solidt plantet på den sjællandske jord og byder første søndag i måneden på åben gård og på en bid selvforsyning til middage med debat eller bare en omgang yoga på en torsdag.

Som de selv siger, ’vi præger folk med vores holdninger til selvforsyning, økologi, frøsamling og fødevarekvalitet.’ Hold øje det hele og særligt 28. maj her.

  1. Kan der komme øl ud af en ko? Ølglade økologer i samtale – Herslev Bryghus

Tæt på Roskilde har landmand og brygmester Tore Jørgensen skabt et økologisk kredsløb rundt om Herslev Bryghus.

Her sætter han med egne ord bæredygtighed, terroir, socialt engagement, omtanke og god smag på flaske. 26. april samtaler han med brygmesterkollega Per Kølster på en ølbar midt i København og 10. maj kan bryggeriet ses indefra til smagning på hø-øllerne, Mark.

Øko-køer på frisk græs er for længst blevet en publikumsmagnet, det kan du allerede opleve på Herslevs tilstødende marker 16. april. Find mere information her.

  1. Madfælleskabets forsamlingshus – Københavns Madhus

Økoforkæmpernes politiske højborg ligger i København.

Her har et passioneret og hårdtarbejdende hold arbejdet på at indramme problematikkerne på en række arenaer, som markeder, restauranter, festivaller og events og lokal fødevareforsyning. Derpå har de sat dem til debat på bedste Højlunds forsamlingshus-manér bare med tilhørende folkekøkken bagefter.

Se emner og datoer for det rejsende forsamlingshus her.

  1. Slagtermesterens samtalekøkken, børnemadskole og debatforum – Folkets Madhus

Chefen Michael Museth er bidt af en gal ko udi formidlingen af kødglæde. Til det ægte håndværk. Sidste søndag i hver måned inviterer han kvarteret Amagerbro indenfor i Folkets Madhus til samvær over maden eller børnene på kokkeskole i sæsonråvarer.

POV’s egen kreative redaktør og aktivist, Signe Wenneberg stiller 9. juni op til foredrag om klimamad til klimamad.

  1. Danmark Spiser (Kage) Sammen – Folkebevægelsen mod ensomhed

Tør du spise med en fremmed? Ja da!

Mere end 200 fællesspisninger er linet op rundt i hele Danmark i uge 17 til kamp mod ensomhed under paraplynavnet Danmark Spiser Sammen. I Kødbyen i København spiser de kage sammen, i Støvring fyres op for en Frikadellefest og i Aalborg, Esbjerg, Odense, Aarhus og København kan man for 50 kr. slutte sig til det gode selskab af ukendte ansigter og spise med ved de kæmpestore fællesspisninger.

Man kan selvfølgelig også selv blive vært. Opret en fællesspisning eller spis med her.

  1. Iværksætteri udsat for madhåndelag – FoodMaker

Køkkenfester er altid de fedeste fester.

Det er i hvert fald grundlaget for projektet FoodMaker, der inviterer unge til at springe ud i at iværksætte, eksperimentere og tage del i at skabe noget rundt om mad. Man kan hægte sig på eksisterende projekter eller events eller søge puljer til realisering af egne drømmeprojekter. Det foregår i Aarhus. Følg med her.

Gå heller ikke glip af ’Har dansk landbrug en fremtid – økologisk debatmiddag med Lone Landmand’ på Ballerup Bibliotekerne 14. april, Pop-Up Barbecue med Kost, Rødder & Sweet Sneak i Sydhavnen i København 30. april eller vov at gå hele vejen og sæt en weekend af 23.-24. april til Det Fælles Bedste.

Eja, eja, hvor skønt.

Tak fordi du læste med.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du alle links til vores nye artikler.  Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget.

Steensgaard

Fotos: Fra krølle på halen til gris på gaflen på Steensgaard Principlandbrug.

 

Marie Sainabou Jeng, 38 år, madkommunikatør. Jeg har en stor interesse for de strukturelle rammer, der betinger, hvem der spiser, hvad der spises, hvor og hvornår og i hvilken sammenhæng. Jeg er nysgerrig på globale og nationale initiativer og tendenser på området og deler gerne min begejstring. Jeg arbejder ud fra det brede sundhedsbegreb og agiterer for en madkultur, hvor smageglæde, kogekendskab og sunde bæredygtige måltider er centralt. Det glade madbudskab udbreder jeg gerne i tide og utide og rådgiver mine kunder og underviser mine elever i samme. Er ordet fødevarer egentlig ikke svært distanceret? Det handler jo om MAD. Jeg er forelsket i min Søren, elsker popcorn og danser helst til discofunk. ------------------------------------------------------------------ Jeg har uddannet mig i ernæring og sundhed på Suhr’s og i Food Policy På City University of London. I dag arbejder jeg som selvstændig pr- og kommunikationsrådgiver i en hjertedrevet virksomhed med speciale i mad. Her er vi så privilegerede at størstedelen af vores kunder arbejder ud fra samme udgangspunkt. I 2010 iværksatte jeg og Rasmus Holmgård Madbloggersymposium, den første store samling af madbloggere i Danmark. Det blev til stiftelsen af mad+medier i 2011, et netværk for 900 danske madkommunikatører. Her har vi givet den gas med et utal af faglige og sociale møder med fokus på etik og ansvarlighed i den evigt foranderlige madkommunikationsbranche, bl.a. ved at uddele mad+medier-prisen. I foråret 2015 blev jeg højskolelærer på Suhrs Højskole, her underviser jeg i madpolitik og systemkritik. Jeg har skrevet som fast madanmelder for Dagbladet Information i 3,5 år, og glæder mig til at skrive videre på tråden af tanker og refleksioner om at være en bevidst spiser her hos POV.