SAMFUND // DEBAT – At kleptokraters muligheder for at hvidvaske penge og købe økonomiske aktiver samt politisk indflydelse er betydelige, er en kendt sag. Men det er først med krigen i Ukraine, at politikere og forretningsverdenen er begyndt at anse det som uforsvarligt, at man har solgt ud til korrupte russere, der er afhængige af Putin. En genregulering af økonomien vil være til gavn for befolkningerne i både fattige og rige lande, skriver Per Clausen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Roman Abramovich har sat fodboldklubben Chelsea til salg, men har fået indefrosset sin formue på trods af, at han har lovet at donere pengene fra et eventuelt salg til ofrene for krigen i Ukraine.
Hans og andre russiske oligarkers investeringer i Storbritannien har oven på Putins invasion af Ukraine sat fokus på, hvordan russiske oligarker – eller rettere kleptokrater, fordi de har tjent deres formuer ved lyssky metoder – har hvidvasket penge ved brug af offshore selskaber for at investere pengene i Vesten.
I London bestemmer penge alt. Alle og enhver kan købes. Russerne kom til London for at korrumpere den politiske elite
Offentlighedens opmærksomhed har især været rettet mod opkøb af ejendomme i Storbritannien, hvor russere og kleptokrater fra andre lande har fortrængt selv rige briter fra eftertragtede kvarterer i London.
Gennem anonyme skuffeselskaber med oprindelse i offshore lokaliteter har udlændinge købt anslået 87.000 ejendomme i Storbritannien, og mindst £1,5 milliarder blev investeret af folk med direkte tilknytning til Kreml. Og anonymiteten har også gjort det muligt for oligarker ramt af sanktioner at omgå disse, så sanktionerne har været svære at gennemføre.
I dag har russiske penge ifølge journalisten og forfatteren, Catherine Belton (”Putin’s People”), infiltreret UK i sådan en grad, at hun omtaler landet som ’Londongrad’. Som en kleptokrat udtalte til hende: ”I London bestemmer penge alt. Alle og enhver kan købes. Russerne kom til London for at korrumpere den politiske elite”.
Kleptokraternes økosystem
Og selv om Boris Johnson har hævdet, at ”jeg synes bare, at det er meget vigtigt at Underhuset forstår: Vi modtager ikke bidrag fra russiske oligarker”, så har hans konservative parti modtaget £2 millioner fra russiske donorer, siden han blev premierminister. I 2020 modtog 14 medlemmer af regeringen russiske penge, og kleptokraterne har gennem ’filantropiske’ bidrag hvidvasket deres renomméer.
Der har på det seneste været megen omtale af Boris Johnson’s meget tætte forhold til oligarken, Jevgenij Lebedev, der ejer flere aviser, og som Boris Johnson i 2020 gav et sæde i Overhuset på trods af advarsler fra sikkerhedstjenesterne om, at Lebedev kunne udgøre en sikkerhedsrisiko.
I tilknytning til kleptokraterne er der i Vesten opstået et økosystem af ejendomsmæglere, revisorer, advokatselskaber, banker og PR-bureauer, der opnår store indtægter ved at bistå kleptokraterne
Russernes økonomiske og politiske investeringer kan også forklare briternes meget spage reaktion på den russiske efterretningstjenestes mord på adskillige russiske modstandere af Putin (f.eks. Litvinenko) og mordforsøg på afhoppede russiske efterretningsagenter (Skripal) i landet.
I tilknytning til kleptokraterne er der i Vesten opstået et økosystem af ejendomsmæglere, revisorer, advokatselskaber, banker og PR-bureauer, der opnår store indtægter ved at bistå kleptokraterne.
I Storbritannien er dette eksemplificeret ved formanden for det Konservative Parti, Ben Elliot, som har et selskab, der bl.a. hjælper russere til at købe ejendomme, ligesom forhenværende premierminister, Tony Blair, har tjent styrtende på at rådgive kleptokrater[1].
Da en stor del af den britiske elite har nydt godt af kleptokraternes penge, sidder en del kendte briter i velbetalte bestyrelsesposter i kleptokraternes ’velgørenhedsfonde’. Og børsen i London er ivrig efter at børsnotere kleptokraternes selskaber, så fordi man mener, det gavner den britiske økonomi, har der ikke været vilje til at gribe ind over for anonyme skuffeselskaber.
Oligarkernes position er dog ændret siden invasionen af Ukraine, idet de nu som i tilfældet Abramovich får indefrosset deres formuer.
USA er offshore, der er gået onshore
Det er mindre kendt, at USA også i realiteten er offshore – eller rettere offshore, der er gået onshore – idet flere stater muliggør oprettelse af selskaber eller trusts, hvor ejerne er anonyme. Selskaberne kan så bruges til at opkøbe selskaber eller ejendomme i USA eller andre steder. Og det har russere brugt til at investere i ejendomme i især New York.
Det har været kendt, at en stor del af lejlighederne i Trumps bygninger er blevet købt af russere[2], som man formoder har mafiatilknytning, for at hvidvaske deres penge.
Trump ville formodentlig ikke kunne have overlevet sine konkurser, hvis ikke det havde været for russernes opkøb. Og da han i 2008 havde solgt en ejendom i Florida til $90 mio. efter at have købt den for $40 mio. i 2004, antydede han til sin advokat, at det var Putin, der stod bag købet[3].
Det er først med krigen i Ukraine, at det for politikere og forretningsverdenen er blevet pinligt, at man har solgt ud til korrupte russere, der er afhængige af Putin
Trumps positive holdning og manglende lyst til at gribe ind over for Putin er af nogle blevet forklaret med, at han har bragt sig i et afhængighedsforhold til russiske pengemænd, som alle i en eller anden grad er afhængige af Putin.
At kleptokraters muligheder for at hvidvaske penge og købe både økonomiske aktiver og politisk indflydelse har været længe været kendt, men det er først med krigen i Ukraine, at det for politikere og forretningsverdenen er blevet pinligt, at man har solgt ud til korrupte russere, der er afhængige af Putin.
Vestens hælervirksomhed
Den moralske selvransagelse, krigen i Ukraine har fremkaldt, må imidlertid få offentligheden til at stille spørgsmålstegn ved systemet med selskaber, hvor man ikke kender ejerne, og hvor deres penge kommer fra. Den manglende transparens muliggør også for alle andre kleptokrater at udplyndre deres befolkninger, her kan nævnes lederne af de forhenværende sovjetrepublikker, oligarkerne fra Ukraine og Afrikas rigeste kvinde, præsidentdatteren fra Angola, Isabel dos Santos, der kan gemme pengene i offshore selskaber og derefter investere dem i den vestlige verden.
Herved bliver de vestlige lande i realiteten til hælere for forbrydere. Desuden er anonymiteten fra offshore også blevet brugt af personer involveret i illegale aktiviteter som våbenhandel, narkosmugling, terrorisme og menneskehandel.
Man kan spørge sig selv, hvorfor offshore-økonomien har fået lov til at eksistere, når den er med til at undergrave de enkelte landes skatteindtægter
Men offshore selskaberne bruges også af vores egne ledere: I Panama Papers blev det afsløret, at daværende premierminister, David Cameron, havde haft andele i sin fars fond i Panama, ligesom den islandske statsminister, Sigmundur David Gunnlaugson havde et skuffeselskab i de Britiske Jomfruøer. Herved får de en interesse i at bevare et korrupt offshore system, hvilket undergraver tilliden til politikerne, når det bliver opdaget.
I Cameron’s tilfælde bidrog afsløringerne til Brexit, da de kom frem lige inden afstemningen.
Globale og lokale modsætninger
Man kan spørge sig selv, hvorfor offshore-økonomien har fået lov til at eksistere, når den er med til at undergrave de enkelte landes skatteindtægter, og svaret ligger i, at nogle lande og amerikanske delstater ved at underbyde andre staters regler drager økonomisk fordel af systemet i form af afgifter, som andre lande betaler for i form af mistede skatteindtægter.
Man kan sige, der er en modsætning mellem globale kapitalbevægelser og lokal lovgivning. Og som eksemplet med Cameron og Gunnlaugson viser, så udnytter overklassen systemet til at unddrage sig skat. Den britiske forfatter Nicolas Shaxson nævner, at selv den kinesiske ledelse er fedtet ind i systemet[4], hvilket viste sig, da den daværende leder, Hu Jintao, på G20 topmødet i 2009 fik undtaget Hong Kong fra listen over offshore centre, fordi den kinesiske elite ønsker sit eget offshore sted, bl.a. fordi det meste korruption i Kina gennemføres her.
Putin har ud over at have købt indflydelse også forsøgt at undergrave den liberale verdensorden gennem desinformation, finansiering af højreradikale partiers valgkampe og påvirkning af valg i Europa og USA, uden at det har haft konsekvenser for ham. Derudover har han i forbindelse med Nordstream 1 rørledningen gennem Østersøen allieret sig med tidligere socialdemokratiske ledere, hvor især tidligere forbundskansler Gerhard Schröder er blevet fyrsteligt belønnet med velbetalte bestyrelsesposter – i øvrigt sammen med Putins tidligere Stasi-kollega, Mathias Warnig.
Kampen om verdensordenen
Men det er ikke kun Putin, der med velvillig assistance af vestlige hjælpere fra overklassen har forsøgt at undergrave den vestlige verdensorden. Den samme forsøger Kina også at gøre. Under præsident Xi Jinping er Kina slået ind på en kurs, der har til formål at ændre verdensordenen, så den kommer til at afspejle kinesiske interesser og måske gøre Kina til det nye hegemon.
Derfor skyer landets ledelse ingen midler til at opnå dette mål, idet regimet udvider territorialfarvandet i det Sydkinesiske Hav i strid med international ret, krænker aftalen om et vist selvstyre for Hong Kong, krænker copyright i strid med WTO-aftalen, som landet ellers har skrevet under på, og truer lande med repressalier, hvis de kritiserer Kina.
Udenlandsk kapital er altså glad for det enorme kinesiske marked, hvor der kan tjenes store profitter, men herved er selskaberne med til at styrke Kina og undergrave den normbaserede verdensorden
Det bliver stadig mere tydeligt, at de vestlige lande og Kina er strategiske modstandere, der kæmper om, hvem der skal bestemme den fremtidige verdensorden, hvor den kinesiske statskapitalisme har en fordel, fordi den kan kontrollere kapitalen og befolkningen og på sigt udkonkurrere udenlandske virksomheder gennem statsstøtte til kinesiske virksomheder.
Derfor har præsident Biden opfordret amerikanske virksomheder til at trække sig ud af Kina, men det er ikke sket, tværtimod. I 2020 investerede multinationale selskaber ifølge The Economist $163 mia., hvilket var mere end i noget andet land, og udenlandske virksomheder udtaler sig rosende om den kinesiske økonomi – uagtet undertrykkelse af f.eks. uighurerne, der foregår. Derudover har Kina åbnet finansmarkedet for udlændinge, som investerede $900 mia.
Udenlandsk kapital er altså glad for det enorme kinesiske marked, hvor der kan tjenes store profitter, men herved er selskaberne med til at styrke Kina og undergrave den normbaserede verdensorden.
Vindere og tabere
Der eksisterer således en modsigelse mellem individueller selskabers jagt på profit, og hvad den liberalistiske ideologis i øvrigt siger om menneskerettigheder og demokrati. I jagten på profitmaksimering er virksomheder villige til at se stort på etiske og arbejdsmiljømæssige hensyn, også fordi man er bange for at andre overtager markedet.
Historisk var liberalismen også primært optaget af at sikre ejendomsbesiddernes interesser, mens menneskerettigheder og demokrati oprindelig kun var tiltænkt ejendomsbesidderne og kun blev indført efter pres fra arbejderbevægelsen. Afreguleringen af verdensøkonomien fra 1980’erne havde til formål at svække arbejderklassen, hvilket lykkedes, idet fagforeningernes magtpositioner er blevet undergravet, men udviklingen har også undergravet den regelbaserede verdensorden.
Vinderne har hidtil været den globale overklasse bl.a. kleptokrater og ’illiberale stater’, især Rusland og Kina.
Krig og økonomisk interdependens
For at imødegå denne udvikling skal man som vist ovenfor ikke regne med støtte fra vestlige, multinationale selskaber, der via deres praksis støtter denne udvikling. Det er kun de vestlige regeringer, der kan imødegå udviklingen, f.eks. gennem sanktioner over for regelbrydere, men spørgsmålet er, om ikke det er ved at være for sent, fordi udenlandsk infiltration af vestlige landes politiske systemer og vestlige selskabers interesser i Kina vil forhindre en sådan politik.
Den store tyske eksport af især biler til Kina viste sig i første omgang i 2020 som en effektiv rambuk for indgåelse af en stor handels- og investeringsaftale med Kina, hvilket undergraver en samlet vestlig front mod Kina – indtil Europaparlamentet i 2021 satte en stopper for aftalen.
Spørgsmålet er, hvordan EU og USA vil reagere, hvis Kina skulle finde på at angribe Taiwan?
Ligesom Rusland åbenlyst forsøger at splitte EU, forsøger Kina gennem Belt and Road Initiativets tilbud om enorme investeringer i primært Øst- og Sydeuropa at købe sig til indflydelse og dermed splitte EU.
Putins invasion af Ukraine førte til drastiske vestlige sanktioner mod Rusland, undtagen på energiområdet, da EU er afhængig af russisk olie og gas, mens der ikke er så megen handel og investeringer på andre områder.
Spørgsmålet er, hvordan EU og USA vil reagere, hvis Kina skulle finde på at angribe Taiwan? Da den vestlige verdens økonomi gennem globale forsyningskæder er meget mere filtret sammen med Kinas, vil omfattende sanktioner være ødelæggende for verdensøkonomien, og vil de vestlige befolkninger og regeringer være villige til det for at straffe Kina – bortset fra om USA vil risikere en mulig atomkrig med Kina for at redde Taiwan?
Den økonomiske interdependens, som neoliberale skole i international politik har fremhævet som fredsbevarende, risikerer kun at være énsrettet, dvs. til gavn for Kina, fordi vestlige lande ikke vil risikere en krig!
En mulighed for en genregulering
Hvis de vestlige regeringer ønsker at bevare et regelbaseret internationalt system, vil det være nødvendigt med en meget strammere styring af virksomhedernes handlemuligheder.
EU, Storbritannien og USA har nu mulighed for at gennemtvinge en ophævelse af offshore-økonomien, hvis ellers viljen er til stede. Derfor var det meget opmuntrende, da den amerikanske kongres for et år siden imod et veto fra Trump vedtog at forbyde anonyme skuffeselskaber i USA.
Loven er ikke perfekt, idet der er nogle undtagelser for hedgefonde og kapitalfonde, der vil blive udnyttet til at omgå loven, hvis ikke de også snart blive omfattet af den. Storbritannien har foretaget små skridt i den retning, men her er modstanden større, fordi overklassen er mere fedtet ind i de beskidte penge.
Hvis momentum i den nuværende situation udnyttes, kan de vestlige lande tvinge offshore stederne til at ophæve anonymiseringen af selskabsejerne og dermed gøre det meget vanskeligere at hvidvaske penge.
Denne øgede kontrol og styring kunne udstrækkes til andre områder, således at der stilles krav til lande, som der handles med eller investeres i, om at leve op til krav om transparens, arbejdstagerrettigheder og miljø. En genregulering af økonomien vil være til gavn for befolkningerne i både fattige og rige lande og vil ramme kleptokrater og ’illiberale stater’ – hvis overklassen i USA og Europa ser det som sin interesse at gøre det!
Noter:
[1] Tom Burgis: Kleptopia, kap. 20
[2] Catherine Belton: ”Putins People, kap 15, og Casey Michel: ”American Kleptocracy” kap. 14
[3] Casey Michel: ”American Kleptocracy”, s. 225
[4] Nicolas Shaxson: ”Treasure Islands”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
