KRIG I UKRAINE // BAGGRUND – Ruslands demografiske kollaps tvinger Putins hånd. Det store lands manglende befolkningstilvækst er en af forklaringerne på, at den russiske præsident har invaderet Ukraine, skriver historier Bo Jensen, der beskriver en skæv samfundsudvikling og de doktriner, der ligger til grund for den nyrussiske imperialisme.
I 1914 blev drabet på den østrigske tronfølger, Frans Ferdinand, i Sarajevo anledning til starten på første verdenskrig. Det er den traditionelle udlægning af den historiske storkrigs udløsende årsag. Men som blandt andre historikeren Eric Hobsbawm har påpeget i sit værk Age of Empire, så virker det som et relativt tilfældigt og ikke overbevisende grundlag for en verdenskrig.
Russerne og tyskerne havde ingen nævneværdige konflikter før krigen, ligesom Østrig og Frankrig heller ikke havde det. Franskmændene og tyskernes forhold var derimod farvet af spændingerne om Alsace-Lorraine, som Frankrig efter den fransk-prøjsiske krig i 1871 havde måttet afstå til det nyudråbte tyske kejserrige.
Tabet vækkede ganske vist store følelser i franskmændene, men det var tvivlsomt, om de ønskede en verdenskrig for at få landområderne tilbage.
Vesteuropas folkerigeste land
I Frankrigs og Tysklands generalstabe var krigen imidlertid kun et spørgsmål om tid.
Siden hundredårskrigen havde Frankrig været Vesteuropas folkerigeste land med al den militære magt, det medførte. Det store befolkningsflertal gjorde det muligt for de franske konger at dominere deres naboer, og det satte de franske revolutionshære og sidenhen Napoleon Bonapartes kejserlige hære i stand til at erobre Europa helt til Moskvas udkant.
Det var en status, Frankrig stadig nød op til den fransk-prøjsiske krig i 1870. Men franskmændene havde overset, at de mange tyske småstater langsomt men sikkert var blevet forenet bag et prøjsisk lederskab. Da krigen først var brudt ud, stod det lysende klart, at hele det tyske forbund stod bag Prøjsens krigsindsats, og derfor endte det for Frankrig med det ydmygende nederlag.
Den demografiske udvikling styrede Frankrig og Tyskland i krig mod hinanden… Begge landes militærledelser klar til at udnytte enhver anledning til at gå i krig med modparten
Efter dannelsen i 1871 af et samlet tysk kejserrige under Wilhelm 1., var forholdet mellem de to naboer præget af en trang efter den uundgåelige revanche. Især for Frankrig var det et kapløb med tiden.
For selvom den franske befolkning i slutningen af 1800-tallet stadig var større end den tyske, så stod det klart, at tyske landvindinger inden for lægevidenskaben og sundhed, samt en øget rigdom grundet industrialiseringen, havde fået den tyske økonomi og våbenindustri til at buldre afsted og det tyske befolkningstal til at eksplodere.
Franskmændene havde altså et lille vindue til at slå det tyske kejserrige og vinde det tabte Alsace-Lorraine tilbage i starten af det 20. århundrede, før den tyske befolkning ydermere ville vokse sig større end den franske. Den tyske overkommando var også klar over denne kendsgerning, og derfor var begge militærledelser klar til at udnytte enhver anledning til at gå i krig med modparten. Og den anledning blev drabet på den østrigske tronfølger i Sarajevo.
Kort sagt: Den demografiske udvikling styrede Frankrig og Tyskland i krig mod hinanden.
Den russiske befolkning er kollapset
Vladimir Putin er under et lignende pres. Faktisk er hans udfordring større: Den franske befolkning voksede langsommere end den tyske, men den russiske befolknings demografi er vokset mod et kollaps, hvor Putin ganske simpelt er ved at løbe tør for etniske russere.
En demografisk pyramide af den russiske befolkning viser tydeligt, at den ikke er formet som den perfekte pyramide, der udgør en bæredygtig samfundsstruktur.
To omdrejningspunkter forklarer Putins og Ruslands aktuelle demografiske problem. Den første er 1941, hvor Hitler-Tyskland invaderede Sovjetunionen, og det andet er 1991, hvor Sovjetunionen gik under
For at understøtte et velfungerende samfund, skal midten generere midler til at dække udgifterne til dens top og bund: I bunden har vi børnene, der endnu ikke selv har pengene til at betale for deres tilværelse og forbrug og derfor kan siges at låne af de midaldrende, der har flere penge, end de kan bruge i form af deres pensionsopsparinger.
I toppen har vi pensionisterne, der har trukket deres pensionsopsparinger ud af pengestrømmen for leve af dem, og som i den her henseende er en udgift for samfundet.
Der skal med andre ord gerne være flere i bunden af pyramiden end i toppen for at drive en forbrugsøkonomi. Er der flere i toppen end i bunden stiger udgifterne hurtigere end forbruget, der driver økonomien, og så går samfundsøkonomien i stå.
Ser vi nærmere på Ruslands demografi, så er den ikke formet som en pyramide, men ligner mere et juletræ. Den har fire lavpunkter (1943, 1967, 1997 og 2021) og fire tilsvarende højdepunkter (1939, 1961, 1987 og 2014).
To omdrejningspunkter forklarer Putins og Ruslands aktuelle demografiske problem.
Det første er 1941, hvor Hitler-Tyskland invaderede Sovjetunionen, og det andet er 1991, hvor Sovjetunionen gik under. Anden verdenskrig kostede så mange menneskeliv, at den demografisk set gav Sovjetunionen et blødende sår i form af tabte generationer, som den aldrig kunne genskabe. Allerede i 1976 stod det for den franske demograf, Emannuel Todd, klart, at Sovjetunionen ville gå under på grund af sin negative befolkningsudvikling.
Ruslands mentale landskab
Sovjetunionens fald og det russiske samfunds efterfølgende kollaps i 1991 har stor betydning for det mentale landskab, russerne lever i. For mange af dem, der var voksne under faldet, var det et traume, der den dag i dag påvirker deres valg og verdensopfattelse. Det vigtigste at nævne i denne henseende er selvfølgelig, at Vladimir Putin selv oplevede kollapset som et stort traume.
Nutidens russiske ældre oplevede samfundets sammenbrud i 1991, da de var enten midaldrende eller aldrende, og de unge og midaldrende, der er født under eller umiddelbart efter 1991, er vokset op i et samfund, der forsøgte at genrejse sig efter Sovjetunionens kollaps. For alle russiske generationer er 1991 ”ground zero” for deres tilværelse.
De ældste nulevende russere er født i løbet af anden verdenskrig og Stalins tvangskollektivisering af landbruget. Begge dele havde store betydning for fødselstallet og befolkningsudviklingen. De færreste russere havde lyst til eller mulighed for at stifte familie midt i en hungersnød og i Stalingrads ruiner, og derfor faldt befolkningstallet.
For dem har Sovjetunionens kollaps i 1991 betydet, at antallet af 75-årige russiske mænd er lille. I 90’erne var de midaldrende mænd i midten af fyrrerne, men udbredt alkoholisme og det russiske sygehusvæsens generelle sammenbrud har betydet, at en stor del af dem drak sig ihjel.
Den pludselige omvæltning til liberalt demokrati og markedsøkonomi var et chok, som Putin for nylig kaldte ”en tragedie for størstedelen af det russiske folk”
Samtidig er der en stor overvægt af kvinder i pyramidens spids, fordi flere mænd end kvinder døde i krigshandlingerne (selvom man ikke skal undervurdere de russiske kvinders deltagelse på Østfronten), og flere mænd end kvinder drak sig ihjel under Sovjetunionens fald.
Det har betydet, at gennemsnitslevealderen for russiske mænd er ti år lavere (68 år) end for kvinderne (78 år).
Byer på den russiske tajga
Den øvre halvdel af befolkningspyramiden, som nu er i midten af tresserne og i halvtredserne, er født under Nikita Khrusjtjovs beslutning om at drive de tvangskollektiviserede bønder ind i store boligkomplekser i hastigt opførte byer, de såkaldte Khrushchyovka på den russiske tajga, der skulle tjene til at industrialisere den sovjetiske økonomi.
Urbanisering betyder generelt set, at befolkningsvæksten falder. På landet er børn en arbejdsressource, der kan drive gården sammen med forældrene, men i byerne er børn en økonomisk byrde, da de primært koster penge at brødføde og kræver ekstra plads, hvilket betyder en højere husleje. Derfor faldt Ruslands befolkningstilvækst da også drastisk i midten af 1960’erne, samtidig med at dødstallet steg.
Putin tilhører den generation af sovjetborgere og apparatchiks, for hvem kollapset var en særlig stor tragedie, fordi de havde haft deres barndom og ungdom i det sovjetiske system med planøkonomi og kommunisme. Den pludselige omvæltning til liberalt demokrati og markedsøkonomi var et chok, som Putin for nylig kaldte ”en tragedie for størstedelen af det russiske folk”.
Putin selv oplevede Murens fald i Østberlin, hvor han efter eget udsagn forsøgte at tilkalde bevæbnede mænd til KGB-hovedkvarteret for at beskytte det mod demonstranterne, men fik beskeden, ”Moskva svarer ikke”, da han rakte ud mod sine overordnede efter hjælp.
I løbet af Leonid Bresjnevs regeringsperiode (1964-82) stagnerede befolkningstilvæksten, mens dødstallet fortsatte med at stige, men ikke i samme grad som tidligere. I samme periode faldt befolkningstallet på landet, så forholdet mellem land og by praktisk talt blev udlignet. Bybefolkningen fik færre børn, samtidig med at flere og flere unge flyttede fra landet til byerne, så landbefolkningen mod slutningen af Bresjnevs tid primært bestod af ældre russere.
Den generation af russere, der er født på dette tidspunkt, er den sidste generation, der fik deres uddannelse under sovjetregimet. De yngste af dem var lige blevet færdige med deres gymnasieuddannelse, da Sovjetunionen brød sammen.
Glasnost og beskedent babyboom
De næste generationer af russere er dem, som blev født under Mikhail Gorbatjovs reformer, glasnost og perestrojka. Der var generelt en optimisme at spore i befolkningen, som direkte blev oversat til et lille babyboom i midten og slutningen af firserne.
I dag er denne generation i midten eller slutningen af trediverne og har altså taget deres uddannelse i et samfund, der oplevede et totalt kollaps af sine institutioner.
Babyboomet stoppede brat, fordi optimismen meget hurtigt blev erstattet med pessimisme, da Gorbatjov blev forsøgt væltet af kommunistiske reaktionære, der ikke ønskede den åbenhed og frihed, som Gorbatjov forsøgte at indføre.
I denne periode ser vi for første gang dødstallet stige hurtigere end befolkningstilvæksten, fordi få russere ønskede at stifte familie, og mange af dem i stedet endte med at drikke sig i en tidlig grav (jævnfør det lille antal af halvfjerdsårige russere, der var i trediverne/fyrrerne i denne periode).
Derfor har været tydeligt siden Putins magtovertagelse i 1999, at Rusland er ved at løbe tør for russere
Det vil altså sige, at en russer på Putins alder vil have oplevet at vokse op i trange lejligheder i hastigt opførte betonkvarterer, at være ung under Bresjnevs stagnation, blive voksen med Gorbatjovs reformer og undergang og derefter forsøge at etablere sig som midaldrende i et totalt samfundskollaps, hvor mange blev arbejdsløse og private formuer forsvandt. På nær en kort periode under Gorbatjov har antallet af nyfødte kun lige med nød og næppe var højere end antallet af døde.
Siden anden verdenskrig har alle generationer altså har haft sværere og sværere ved at genoprette befolkningstabene, og derfor har det været tydeligt siden Putins magtovertagelse i 1999, at Rusland er ved at løbe tør for russere.
Da Putin kom til magten, indførte han forskellige former for tiltag for at fremme fødselsraten. I 2007 indførte man en særlig ydelse, der belønnede mødre, der fik mere end to børn ved at give dem op mod 75.000 kroner, men det er tvivlsomt, hvor godt det har virket.
Den russiske diaspora
Han byggede videre på Boris Jeltsins doktrin om, at Rusland nød et særligt privilegium og rolle i de tidligere sovjetrepublikker, som blev kaldt det ”russiske nærområde” (near abroad), og at det havde ret til at lave fredsbevarende militærinterventioner, hvis det følte sine interesser og sikkerhed truet.
I 2013 udvidede Putin denne doktrin til også at indbefatte Ruslands ret til at forhandle og intervenere på vegne af den russiske diaspora, hvis disses rettigheder blev krænket i det russiske nærområde.
I 2007 grundlagde den russiske regering Russkiy Mir-organisationen, hvis formål var at udvide kendskabet om russisk kultur til den omkringliggende verden. Organisationen og konceptet er blevet politiseret af Putin til at betyde en samling af alle russere under én stat og én kirke
I forlængelse af dette gjorde han det lettere for borgere i de tidligere sovjetrepublikker at immigrere til Rusland ved at erklære dem for compatriot, altså personer i de tidligere sovjetrepublikker, der følte, de havde et sprogligt, kulturelt og historisk bånd til Russkiy Mir eller Den Russiske Verden, som menes at indbefatte både den russiske diaspora og selve konceptet om russisk kultur i Rusland og de tidligere sovjetiske og imperiale områder.
I 2007 grundlagde den russiske regering Russkiy Mir-organisationen, hvis formål var at udvide kendskabet om russisk kultur til den omkringliggende verden. Organisationen og konceptet er blevet politiseret af Putin til at betyde en samling af alle russere under én stat og én kirke.
Dette lader til at være en sammenblanding af det gamle russiske zarrige og sovjetimperiet, og Putin mener ikke, at de lande som tidligere var underlagt zarriget og sovjetimperiet kan siges at være selvstændige lande.
Begrebet “compatriot” gør det muligt for Putin at løse Ruslands demografiske krise på en anden måde: Ved at indlemme de russiske befolkninger med magt
Det gjorde han klart i sit essay omhandlende Ruslands og Ukraines historiske enhed: ”Folk både i de vestlige og østlige russiske lande talte det samme sprog. Deres tro var den ortodokse. Indtil midten af det 15. århundrede var den ortodokse kirke forenet.”[1]
Den ortodokse tro og det russiske sprog er de to grundlæggende elementer i begrebet russkiy mir, og derfor har de sammen med begrebet compatriot gjort det muligt for Putin at løse Ruslands demografiske krise på en anden måde: Ved at indlemme de russiske befolkninger med magt.
Befolkningstilvæksten udeblev
For selvom den generelle ro og økonomiske fremgang i Putins tidlige år stabiliserede befolkningsudviklingen, så dødstallet og fødselsraten næsten udlignede hinanden, så er det ikke blevet til den ønskede befolkningsvækst.
I løbet 2010’erne blev der født flere børn end tidligere, indtil det toppede i 2017/18, hvor befolkningstallet igen faldt, måske på grund af de fornyede uroligheder og sanktioner, som annekteringen af Krym-halvøen medførte? Det er for tidligt at vide, hvad disse effekter samt Covid-19 har haft på den russiske befolkningsvækst.
Og i de tidligere sovjetrepublikker bor der store mindretal af etniske russere og russisktalende mennesker, som immigrerede dertil for at arbejde i de store statsejede industrier, samt deres efterkommere. I varierende grad oplever de diskrimination fra de nye stater, der forsøger at skabe sig en identitet, der baserer sig på landenes historie før sovjettiden.
2013-udvidelsen af Jeltsin-doktrinen til at indbefatte beskyttelse af compatriot’er giver nemlig Putin carte blanche til at blande sig i nabolandenes konflikter og politiker, hvilket han også har udnyttet
Siden 2020 har etniske russere fra Moldova, Ukraine, Belarus og Kasakhstan kunnet blive russiske statsborgere uden beviser på opholdstilladelse eller formue og uden ventetid.
Den russiske diaspora indbefatter op mod 25 millioner mennesker, der bliver anset for at være omfattet af den russiske udenrigspolitik. 2013-udvidelsen af Jeltsin-doktrinen til at indbefatte beskyttelse af compatriot’er giver nemlig Putin carte blanche til at blande sig i nabolandenes konflikter og politiker, hvilket han også har udnyttet: Han invaderede Georgien i 2008, stoppede gassen til Ukraine i 2009, annekterede Krim og etablerede Luhansk og Donetsk-republikkerne i 2014, og han har nu invaderet Ukraine i 2022.
Putin har travlt
Peter Zeihan argumenterer for, at invasionen af Ukraine både kan løse Ruslands demografiske krise og sikre dets geopolitiske sårbarhed. Han påpeger, at den russiske eksklave Kaliningrad og staten Moldova udgør den yderste del af den naturlige forsvarsgrænse, som Rusland ønsker at kontrollere.
De ligger nemlig der, hvor det Nordeuropæiske Lavland er smallest. Kan disse forbindes ved en annektering eller kontrol af Belarus, Baltikum, og Ukraine, så er Rusland sikret mod en lignende militær trussel eller kontrol, som de oplevede at være det umiddelbart efter Sovjetunionens fald i 1991. Og vi ved, at mindst én russer er fast besluttet på aldrig at lade det ske igen.
I sin TV-tale til nationen lige før Ukraine-invasionen udtalte Putin: ”Når det kommer til vores land, efter disintegrationen af USSR, og givet det nye moderne Ruslands historiske åbenhed, og dets velvilje til at samarbejde med USA, og dets unilaterale afvæbning, så prøvede de [amerikanerne] at presse os, dræbe os, og helt og aldeles at ødelægge os. (…) de søgte at ødelægge vores traditionelle værdier og påtvinge os deres falske værdier, som ville nedbryde (…) vores folk indefra[.] Dette vil ikke ske. Ingen har nogensinde lykkes med at gøre det, og de vil heller ikke lykkes nu.”
Med annekteringen af Krym fik Putin 2,5 millioner flere etniske russere til landet, og vinder han Ukraine – eller kan han om ikke andet indlemme landets østlige regioner Donbas og Luhansk – kan han tilføje 8,3 millioner mere
Tager man Putin på ordet, er det svært ikke at se, hvordan han søger at sikre Ruslands grænser og samtidig genoprette Russkiy Mir ved at udvide sin kontrol over nabolandene og deres etnisk russiske og russisktalende befolkninger.
Ser man på et kort over Ruslands omkringliggende lande, kan man se, at de militære tiltag stemmer overens med udbredelsen af den russiske diaspora af etniske russere og russisktalende befolkninger. Med annekteringen af Krym fik Putin 2,5 millioner flere etniske russere til landet, og vinder han Ukraine eller kan han om ikke andet indlemme landets østlige regioner Donbas og Luhansk, kan han tilføje 8,3 millioner mere.
Putin ved, at han har travlt, fordi demografien arbejder imod ham: Den fortæller ham, at hans professionelle soldater er ved at være gamle, og at de kan være svære at erstatte.
Antallet af unge mænd i alderen 20-34 vil falde fra 14 millioner i 2019 til 11,5 millioner i 2025 og til 11,23 millioner i 2030. Altså et fald på ca. 20%. Og ser man på, hvor stor en del af denne generation, der allerede er i hæren (ca. 900,000 mand), så er 6,31% af denne generation allerede indrulleret i hæren.
Hvis den skal fortsætte med at have et stabilt antal på ca. 900.000 mand, så vil militariseringsprocenten blive nødt til at blive hævet til hhv. 7.79% i 2025 og 8% i 2030. Tilsvarende tal er 3.86% for USA, 3.62% for Frankrig og 4.82% for Ukraine (i 2020).
Putin står altså over for en lignende situation som Frankrigs generalstab i starten af 1900-tallet: Det demografiske ur er ved løbe tør for tid, og han har kun et lille vindue at handle i mellem 2019 og 2025: nemlig 2022.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
