
TRUMP // KOMMENTAR – Vi i Europa skal ikke tro, at overraskelser, beslutninger, handlinger, misinformation og løgne fra Trumps side vil slutte her. Trump vil givetvis blive ved med at skabe uorden i verdensordenen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Donald Trump siger mange ting, måske populært i USA, men bestemt ikke i Europa. Heller ikke i Danmark. Vi tror ikke på, hvad vi ser og hører. Lyver han bevidst, eller er han dårligt rådgivet af embedsmænd? Det samme gælder vicepræsident J. D. Vance. Resultatet er det samme: I Europa ryster vi på hovederne.
Det har jo været sådan i mange år, ja faktisk siden 2. verdenskrig og stiftelsen af NATO i 1949, at Danmark har været beskyttet af andre NATO-lande, men især USA. Det var kun 12 lande, som stiftede NATO. Danmark og USA var med, da NATO kom til verden, og det var da også naturligt for et lille land, beliggende tæt ved Sovjetunionen.
Vi var beskyttet af andre, navnlig USA. Vi var kommet under den amerikanske atomparaply, selv om vi ikke ville have atomvåben i Danmark. USA bragte atomvåben til andre europæiske lande.
Men med Donald Trump har det ændret sig. Vi kan ikke længere regne med, at USA vil komme de europæiske lande til undsætning, hvis vi skulle blive angrebet af Rusland, som det er sket for Ukraine. Hvad med de baltiske lande og Finland, som deler landegrænser med Rusland?
Kinesiske krigsskibe
Berlingske den 11. marts refererer en international meningsmåling foretaget af YouGov. Tilliden til USA er i frit fald i de europæiske lande, og mest i Danmark. Efter Donald Trump var valgt til præsident, men før han blev indsat den 20. januar, så 48 pct. af danskerne positivt på USA. I begyndelsen af marts er det kun 20 pct. Et voldsomt skred på bare få uger.
Når tallene ser sådan ud for Danmark, er det givetvis, fordi vi næsten alle sammen ville stemme demokratisk, hvis vi havde stemmeret i USA. YouGov-undersøgelsen viste, at 88 pct. ville sætte kryds ved den demokratiske kandidat, Kamala Harris, mens kun 5 pct. ville stemme på Donald Trump.
Mette Frederiksen rejser Europa rundt for at opfordre de store lande til at yde mere økonomisk og militær støtte til Ukraine. Hun sagde under sikkerhedskonferencen i München i midten af februar i et interview til Time, at den gamle verdensorden ikke er død. Men er det stadig sådan? Det meste tyder på, at den er død, eller i hvert fald døende.
Og så er der Kina. En kinesisk militærekspert siger, at verden må vænne sig til, at kinesiske krigsskibe kan dukke op alle vegne. Det kunne meget vel være ved Grønland, og det kunne udløse en krig i Nordatlanten med USA.
Kineserne bruger også skibe, der fremtræder som handelsskibe. Det var givetvis sådanne skibe, som med deres ankre ødelagde kommunikationskabler i Østersøen. Et af disse skibe lå i ugevis i Kattegat ud for Djursland.
Om krigen i Ukraine siger Donald Trump, at han er fredsmægler. Det har han talt med Putin om, siger han, men altså uden at konsultere Ukraine og europæiske magter om det på forhånd
Donald Trump har lagt en straftold på 25 pct. på varer importeret fra Kina. Kina har øjeblikkeligt svaret, at de vil svare passende tilbage mod USA. Men uanset det, vil det gode forhold til Rusland bestå, siger Kinas udenrigsminister Wang Yi i Beijing til den internationale presse.
Trump har også lagt straftold på varer importeret fra Europa, Canada og Panama. I Europa er Danmark hårdest ramt, bl.a. fordi Novo Nordisk og Vestas vejer tungt i eksporten til USA.
Mette Frederiksen i en fremtrædende rolle
Om krigen i Ukraine siger Donald Trump, at han er fredsmægler. Det har han talt med Putin om, siger han, men altså uden at konsultere Ukraine og europæiske magter om det på forhånd. Det har vakt en forståelig vrede i Ukraine. Men for at vise, at det er alvorligt, har Trump standset hjælp til Ukraine, økonomisk og militært. I Europa river vi os i håret og må i den grad opruste.
Det gælder også Danmark, hvor statsminister Mette Frederiksen siger til forsvarschefen ”køb, køb, køb”, og milliarder er til dette formål bevilget allerede i år og næste år. Det skal gå stærkt.
Danmark er i forvejen en af Ukraines bedste støtter, økonomisk og militært, hvor vi bl.a. har overdraget F16-fly til Ukraine. Mette og Volodymyr er gode venner, og viser gerne hele verden det. Mette rejser Europa rundt for at opfordre til at øge bistanden til Ukraine.
Hun rejste til London den 2. marts, inviteret af den britiske premierminister, Keir Starmer, til et møde med kun ét punkt på dagsordenen, nemlig Ukraine. Selvfølgelig deltog Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj også. I dette møde spillede Mette Frederiksen en fremtrædende rolle. Sverige, Norge, Finland og de baltiske lande var ikke inviteret med til London, så Mette Frederiksen måtte på en måde repræsentere disse lande også.
Ved den lejlighed sagde Mette Frederiksen til pressen: ”Ukraines kamp for frihed er vores kamp. Det er afgørende at sikre et stærkt Ukraine her og nu, så vi kan nå frem til det, vi alle sammen ønsker: En langsigtet og bæredygtig fred. Europa skal stå sammen og levere mere militær støtte. Hellere i dag end i morgen. Og vi skal sikre de nødvendige sikkerhedsgarantier, så krigen ikke bare vender tilbage til Ukraine eller et andet land.”
18 lande deltog i topmødet, dog ikke USA. Det var jo for at diskutere, hvordan Europa kunne fylde hullet ud, altså det økonomiske og militære hul, efter at USA stoppede for bistand til Ukraine.
Den 6. marts var der et tilsvarende topmøde i EU om samme emne, altså den svigtende tillid til USA, og at europæiske lande nu må klare sig selv. Her gentog Mette Frederiksen opfordringen: ”køb, køb, køb”.
USA deltog ikke i disse to topmøder, afholdt med kun tre dages mellemrum. Til gengæld besøgte Volodomir Zelenskyj Donald Trump i Det Hvide Hus i Washington den 28. februar. I præsidentens ovale kontor blev sagen drøftet mellem de to, men det efterfølgende pressemøde udviklede sig til kaos og åbenlyst skænderi. ”Du leger med den tredje verdenskrig” sagde Donald Trump flere gange til præsident Zelenskyj.
Donald Trump vil have kontrol over Grønland. Det ville han også i 2019, men da ville han købe Grønland, altså betale for Grønland. Nu vil han bare have Grønland, om nødvendigt med militært eller økonomisk pres
Langt de fleste danskere, som interesserer sig for nyhedsstof på TV og i aviserne, har set det, så et længere referat er ikke nødvendigt. Zelenskyj forlod hurtigt mødet, uden at deltage i den planlagte frokost. Det er uklart, om han gik efter eget ønske eller var blevet smidt ud. Men det var påfaldende, at den skudsikre bil, som amerikanerne havde stillet til rådighed for Zelenskyj, var kørt frem foran hovedindgangen. Her skulle man måske snarere sige hovedudgangen. Da Zelenskyj kom ud, må nogen have fortalt chaufføren, at han nu ville komme ud.
Donald Trump vil have kontrol over Grønland. Det ville han også i 2019, men da ville han købe Grønland, altså betale for Grønland. Nu vil han bare have Grønland, om nødvendigt med militært eller økonomisk pres. Han vil også have Canada og Panama. Og Det Caribiske Hav skal omdøbes til Det Amerikanske Hav. Han har mange vilde ideer.
Donald Trump har talt om amerikansk erhvervelse af Grønland mange gange, bl.a. da Trump junior pludselig dukkede op i et Trump-fly i Grønland. Og den 4. marts 2025 sagde Donald Trump i en tale til Kongressen: ”Greenland, we will get it, one way or the other”. De to veje? Som nævnt ovenfor, har han tidligere sagt, at det kunne være ved økonomisk eller militært pres.
Om krigen i Mellemøsten mellem Israel og palæstinenserne har Donald Trump også en plan. Han vil tømme Gaza for palæstinensere og danne et stort ressortområde, med hvide strande, boliger til rige mennesker, herunder amerikanere, hoteller, restauranter mv. Lyder det som en god plan?
Alt dette er dele af Trumps store dagsordener: ”America First” og ”Make America Great Again”. Men vi i Europa skal ikke tro, at overraskelser, beslutninger, handlinger, misinformation og løgne fra Trumps side vil slutte her. Det vil givetvis fortsætte. Trump vil blive ved med at skabe uorden i verdensordenen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.