KRIGEN I UKRAINE // KOMMENTAR – I det sydlige og østlige Ukraine støtter en anselig andel af befolkningen fred med territoriale kompromiser, men det ignoreres af europæiske ledere og præsident Zelenskyj, som viderefører en vision om, at kun krudt og kugler kan bringe krigen til en afslutning.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Hvad de kunne lære af mig, er, at krig bør stoppes, mens den stadig er profitabel – Bertolt Brecht: Mutter Courage og hendes børn, 1939.
Vi synes at være ved at miste færten af den rigtige historie og sætte realiteterne over styr. Ifølge en undersøgelse foretaget af Kyiv International Institute of Sociology (KIIS) mellem september og oktober 2024, var 32 pct. af ukrainerne villige til at give territoriale indrømmelser til Rusland for at opnå fred. Men faktisk var ønsket om fred og territoriale indrømmelser allerede i maj 2024 næsten 50 pct., når man ser på, hvor berørte man er af krigen, og hvor etnisk homogene eller heterogene man er. Med andre ord varierer viljen til at give territoriale indrømmelser til Rusland for fred betydeligt på tværs af forskellige regioner i Ukraine.
Mens forholdene på slagmarken svinger, og det ikke er godt at vide, hvem tiden arbejder til fordel for, er en ting sikker: Freden er inden for rækkevidde, hvis viljen er der
I det vestlige Ukraine, langt fra fronten i det østlige Ukraine (Donbas) og ganske etnisk homogent (med især etniske ukrainere), er kun 16 pct. villige til at give indrømmelser, mens 66 pct. er imod eventuelle territoriale kompromiser. Ser man derimod på det sydlige og østlige Ukraine, som er direkte berørt af krigen, og hvor befolkningen er mere etnisk heterogen (med mange etniske russere), støtter hhv. 42 pct. og 47 pct. fred med territoriale tab.
Dette er stemmer for fred med kompromiser, som uheldigvis ikke tages til efterretning af de europæiske ledere og præsident Volodymyr Zelenskyj, som foregiver, at disse stemmer ikke eksisterer, at man ikke er trætte af krig, og viderefører en vision af, at kun krudt og kugler kan bringe krigen til en afslutning.
Selvom en voksende minoritet (de 43-47 pct. er 10 måneder gamle) er villig til at give territoriale indrømmelser for at opnå fred, opererer den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj i en kontekst, hvor både strategiske og moralske overvejelser (krigsforbrydelser i bl.a. Bucha og Mariupol) ser ud til at gøre et sådant træk politisk uholdbart.
Men hvis den offentlige mening ændrer sig væsentligt, eller hvis militære forhold forværres, kan presset for forhandlinger stige, som vi måske ser begyndelsen på for tiden med forhandlinger i Saudi-Arabien mellem USA og Ukraine.
Napoleon Bonapartes logik har stadig sit faste greb om os. Han så krig som en voldelig og ”nødvendig” metode til at opnå fred og velstand
Men der er også stadigvæk en vis militær optimisme at spore, og ukrainske embedsmænd og deres europæiske støtter synes fortsat at tro på, at de kan presse russiske styrker tilbage med militære midler.
Mens forholdene på slagmarken svinger, og det ikke er godt at vide, hvem tiden arbejder til fordel for, er en ting sikker: Freden er inden for rækkevidde, hvis viljen er der.
Bonapartes logik
Der er desværre endeløst med beviser fra de sidste mange tusinde års krige på, at man gang på gang har ignoreret de berørte og lidende befolkninger. Vi dyrker åbenbart krigen som vores civilisations ”succeskriterie” mere end freden og mennesket, der hensynsløst ofres på krigens alter for at opnå ”fred”.
Det at vælge krigen uden at overveje konsekvenser hævner sig gang på gang og fører til stor lidelse og skade på mennesker og deres fremtid sammen med hinanden
Napoleon Bonapartes logik har stadig sit faste greb om os. Han så krig som en voldelig og ”nødvendig” metode til at opnå fred og velstand. Men det gik ham ikke så godt til sidst, forvist til St. Helena, en ø langt ude i Sydatlanten med over 2.000 km til nærmeste fastland. ”Krig er vist ikke en god ide,” hr. Bonaparte. Mutter Courage, som mister alle sine børn i krigen (Trediveårskrigen, 1618-48), kommer til den samme erkendelse: Krig udnytter mennesker og ødelægger liv.
Politik går vist i en retning, menneskelige hensyn i en anden og nedprioriteres. Napoleons logik er årtusinder gammel. Thukydids beskrivelse af den peloponnesiske krig rammer lige ind i hjertet på Mutter Courage: ”De stærke gør, hvad de kan, og de svage lider, hvad de skal.”
Måske skal man lytte til de berørte selv og ikke satse på Napoleons model, ellers falder man i hans fælde og kommer ud i den situation, som Thukydid beskriver, hvilket afspejler et realistisk-kynisk perspektiv på magt og politik, der understreger, at de magtfulde ofte kan påtvinge deres vilje og diktere resultater, mens de uden magt må acceptere deres skæbne.
Mere generelt er denne idé blevet brugt i politisk filosofi, internationale relationer og etik til at illustrere magtdynamikkens barske realiteter, hvor moralske overvejelser om retfærdighed er sekundære i forhold til de magtfuldes interesser.
Men det at vælge krigen uden at overveje konsekvenser hævner sig gang på gang og fører til stor lidelse og skade på mennesker og deres fremtid sammen med hinanden, det gode naboskab, som krig kan ødelægge ved at sætte naboer op mod hinanden (ukrainere og russere). Det skete netop med alvorlige konsekvenser på Balkan i 1990’erne, og nu er det ved at gentage sig i Ukraine. Plus ça change, plus c’est la même chose.
N.B. Man kan sagtens tænke på et utal af andre situationer, min kommentar kunne passe på.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og