JELLING MUSIKFESTIVAL 2022 // REPORTAGE – Vi bringer et øjebliksbillede fra Jelling Festival 2022 – den første større danske festival, der har (gen)åbnet portene til græsset, siden en ganske omtalt pandemi i 2020 standsede danskernes foretrukne forum for kærligt afvigende adfærd de efterfølgende to år. Ja, faktisk indtil nu. Og hér kommer så førbemeldte øjebliksbillede. Steffen Jungersen tog rejsen hele vejen fra 2200 N til byen ved de berømte runesten.
”Hvad så Jelling? Skal I have det indre rocksvin, skal I? Skal I have det indre rocksvin helt i bund??”
Se, den skattede og navnkundige Jelling konferencier Frank ”Megabody” Damgaard kommer nok næppe nogensinde til at give det internationale diplomati søvnløse nætter, fordi det ikke er lykkedes at rekruttere ham. Til gengæld har den gode Megabody en mageløs evne til at stille de helt rigtige spørgsmål på et tidspunkt, der passer til.
Da Damgaard torsdag eftermiddag stillede ovenstående spørgsmål som introduktion til ét af Jelling Musikfestivals oplagte husorkestre og formentlig det tætteste, vi i Danmark 2022 kommer begrebet ”folkets rock’n’roll band”, nemlig Magtens Korridorer, var svaret på samme spørgsmål efter to års festivaltørke selvsagt et ja, der formentlig kunne høres til Norge.
De to, som modtog den største hyldest på festivalen ’22, var 73-årige Birthe Kjær og hendes ualmindeligt velspillende Feel Good Band som den ene yderlighed og den unge himmelstormende popsnedker Andreas Odbjerg som den anden
Man kan med nogen ret selvfølgelig hævde, at det vel for f… siger sig selv efter så lang en festivaltørke i det land, som velsagtens målt på indbyggertal er den mest festivaltossede nation i verden. Men selv om begejstringen, som TV2’s Steffen Brandt sjældent undlader at påpege, ingen ende vil tage, fik den alligevel i 2022 i disse dage lige en tand ekstra.
Og det vel at mærke selv om Ham i Det Høje efter ét af de smukkeste forår i de senere år med åbningen af Jelling endnu engang følte sig kaldet til at føre vejrmæssigt bevis for sit velkendte had til danske festivaler. Men denne gang kunne hverken regn, vindstød af kulingstyrke eller vådt græs på grænsen til glidebane i år drive nogen af de 35.000 i publikum hjem i utide.
Danmarks dejligste parallelsamfund
Og for deres udholdenhed fik det talstærke publikum en festival, som holdt de kerneværdier i hævd, de gode østjyder har stået på mål for siden starten i 1989. De værdier, som i min seneste Jelling reportage hér på POV fik mig til at udnævne Jelling Musikfestival til ”Danmarks dejligste parallelsamfund”: Plads til alle og fra den meste ydmyge bodbestyrer på pladsen til festivalens ledelse en enestående omhu og -sorg for publikum.
Hvorfor det da heldigvis også lykkedes festivalen at tackle situationen i tide, da et for stort pres fra et overtændt ungdommeligt publikum under Martin Jensens optræden fredag aften kunne have fået grimme følger, hvis ikke man havde reageret med simpelthen at afbryde koncerten.
Heldigvis kom ingen alvorligt til skade.
Fraset den episode forbliver Jelling en festival, som man med den garvede musikbooker Jørn Jeppesens ord ”skal værne om, for det er en festival, som de sgu’ var engang. Én af de få festivaler, hvor du stadig kan gå fra Birthe Kjær i det ene hjørne til heavyrock i det andet og nye, kommende navne i et helt tredje. Og der er plads til dem alle sammen.”
Jeppesens ord blev i år understreget af, at de to navne, som modtog den største hyldest på festivalen ’22 med nogen sandsynlighed var 73-årige Birthe Kjær og hendes ualmindeligt velspillende Feel Good Band som den ene yderlighed og den unge himmelstormende popsnedker Andreas Odbjerg som den anden.
Den 69-årige Peter A.G.s stemme er måske nok ved at være derhenne, at et kursus i tegnsprog næsten er en opvisning i umådeholdent råberi ved siden af
Vanen tro var musikudbuddet i år da også af en karakter, så så udtrykket ”blandede bolsjer” strækker til som en gammeldags oksesteg på et veganertræf.
Årets udenlandske topnavn var det bedagede britiske poporkester Duran Duran, og de overraskede med en vederkvægende veloplagt koncert torsdag aften. Bandet har over fyrre år på bagpartierne, men de spillede i Jelling op til en fa’ens funky fest af en karakter, så man selv på smattet træflis følte sig hensat til en ”dance into the fire”, mens løjerne stod på og mindede én om dengang, diskotekernes stroboskoplys var det eneste rigtige, og man havde pastelfarvede skulderpuder store nok til at tage imod samme lys, mens man bestræbte sig på at få Dydige Dorthe fra Døllefjeldemusse ud på dansegulvet.
Duran Duran kan sgu lide det, kan de! De spiller stramt og solidt, og skal det være på den måde, er der en del år i dem endnu.
For meget blæst og Malurt i bægeret
Malurts kombinerede afskeds- og comebackturné har indtil videre formet sig som et regulært triumftog, men bandets klassiske klodser kom – trods Michael Falchs og co.s anstrengelser – ikke rigtigt ud over den så omtalte rampe på Jellings hovedscene torsdag aften.
Det gik ikke som sådan galt, men en voldsom blæst tværs over pladsen gjorde ikke bandet nogen tjeneste, og et band, som spiller med en ellers så velgørende insisterende inderlighed, som Malurt gør, er nu engang bedre tjent med at spille anderledes intime steder.
Nemlig Gnags, som i disse år er det mest velspillende, de nogensinde har været. Og de beviste det endnu engang i Jelling lørdag aften.
Ét af festivalens virkelige overraskelsesryk kunne man samme aften opleve på den anderledes intime Alfreds Scene, hvor Pretty Maids sangeren Paul ”Ronnie Atkins” Christensen, som ulykkeligvis kæmper med en livstruende kræftdiagnose, vendte tilbage på danske brædder med sit soloband på ryggen af sine to fremragende soloalbum, sidste års One Shot og dette års Make It Count.
Da Atkins nåede det formidable titelnummer fra sidstnævnte i Jelling, skal jeg ærligt erkende, at vandværkerne i mine øjenkroge kom på overarbejde. Ét er, at det er en formidabel rockballade, men man skal jo heller ikke just være raketfysiker for at regne ud, hvor vægtig en sang med den titel er, når den kommer fra en mand, der lider af en livstruende sygdom.
Men som det tidligere har stået skrevet af en mand, min beskedenhed forbyder mig at afsløre navnet på, så er dét, Ronnie har formået de sidste to år, selve definitionen på ordet ”mandfolkepræstation”.
Og videre gik det på en festival, hvor charmerende Folkeklubben fredag såmænd overgik sig selv, og vanen tro – nu de alligevel var der – fik hamret nogle møblementer hen, hvor de skal stå, med deres bidske blandede budskaber om verdens dårskab og håbløshed, men alligevel også om det håb og den tro på en slags fremtid, som vi netop nu måske har mere brug for, end vi har haft i mange år.
”Vi er børn af den tabte tid, vi overgiver os aldrig” eller ”Er du i det for pengene, eller er du én af drengene” for blot at bringe et par løsrevne citater fra d’herrer.
Gruppens frontfigur, sangeren Kjartan Argrim, har ordet i sin magt i sjælden grad, og jeg skulle hilse at sige, at det smitter i alle de efterhånden tre generationer, som udgør Jellings publikum.
”Hej, pas nu godt på dig selv og dine venner. Rigtigt god festival,” som en ung mand følte sig kaldet til at hilse mig, da han dansende og smilende passerede mig under Folkeklubbens eminente koncert.
Mere velspillende end nogensinde
Således, mine damer og herrer, står det kun tilbage at give den danske musikscenes fremmeste fortalere for tolerance og anstændighed de sidste 50 år, hvad deres er.
Nemlig Gnags, som i disse år er det mest velspillende, de nogensinde har været. Og de beviste det endnu engang i Jelling lørdag aften.
Den 69-årige Peter A.G.s stemme er måske nok ved at være derhenne, at en kursus i tegnsprog næsten er en opvisning i umådeholdent råberi ved siden af. Men det betyder lige præcis nul og en kæft, når publikum alligevel kan alle sangene, og A.G. selv er forrygende indpisker med en energi, der kunne give folk på en tredjedel af hans alder åndenød, før man kunne nå at sige ”Er I der?”.
Hér 35-40 år efter de år, hvor Gnags var det helt oplagte hovednavn på Roskilde Festival år efter år, er de stadigvæk bandet, man ved udelukkende er kommet for at skabe fred, fællesskab, fest og kærlighed.
De laver dem sgu ikke som Gnags længere. Og for den sags skyld heller ikke som Jelling
Eller med Peters ord:
”Er det ikke dejligt, det her? Når I nu vågner om et par dage og så småt er kommet jer over tømmermændene, så vil huske det her for, hvor fedt og dejligt, I har haft det. Med hinanden – og med GNAGS!”
A.G., en gammel guldalderpoet med en rævefarm parkeret bag ørerne.
Og da så bandet fulgte guldalderpoesien op med klassikerne ”Under Bøgen” og den pragtfulde ”Kærester” brød solen for alvor langt om længe frem i Jelling, og en de få tilbageværende lammeskyer gav for alvor plads til bandets vingefang og musikalske overskud.
De laver dem sgu ikke som Gnags længere. Og for den sags skyld heller ikke som Jelling.
Til alt held er de hér begge – trods verdens dårskaber og elendighed – stadigvæk. Og måtte de blive her mange år endnu.
Nå, jeg fik da vist ikke svaret på, om folket var klar til at køre rocksvinet helt i bund. Men det har I nok selv regnet ud nu.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
