Salif Keïta: Afrikas gyldne stemme i DR Koncerthuset

Afrikas gyldne stemme, malinesiske Salïf Keita, fredag aften i DR Koncerthuset. Foto: Eddie Michel.

Dan Marmorstein 07.07.2025

COPENHAGEN JAZZ FESTIVAL 2025 // ANMELDELSE – Lyden fra hans guitar var tydeligt upoleret og rå, og den næsten 76-årige stemme var stærk og overbevisende, da Salif Keïta åbnede Copenhagen Jazz Festival med en aften, der pludselig blev en dansekoncert.

Fotos: Eddie Michel

Fredag aften fyldte verdensmusikentusiaster lidt under halvdelen af pladserne i det Jean Nouvel-designede DR Koncerthus i Ørestad for at byde “Afrikas Gyldne Stemme”, Salif Keïta, velkommen og lytte til hans optræden på åbningsdagen af 2025-udgaven af Copenhagen Jazz Festival. Scenen var indsvøbt i et varmt, natligt skær af dyb rødviolet, og orientalskudseende tæpper var placeret under stolene og trommesættet, som allerede stod klar på scenen.

Kort efter kl. 21.00 blev den aldrende maliske sanger-sangskriver, født af kongelig afstamning i 1949, iført mørkeblåt tøj, hjulpet ind på scenen og hen til sin stol. Han satte sig midt på scenen, tog sin mørkebrune guitar og gled roligt ind i “Folon”. Med hensyn til hans finger-picking-teknik (Keïta bruger ikke plekter) og deklamatoriske stil mindede hans måde at håndtere guitaren på om historiefortælling med en kora.

”Før i tiden spurgte ingen dig / Før i tiden spurgte ingen mig… I dag skal vi alle deltage.”

Salif Keïta sad der som en Delta-bluesmand fra det tidlige 20. århundrede, og det virkede, som om denne prinse-troubadour opfandt sangen, mens han spillede den.

Lyden fra hans guitar var tydeligt upoleret og rå, og den næsten 76-årige stemme var stærk og overbevisende. Den anden solosang, “Aboubakrin”, var mere livlig. Keïta syntes at synge om noget meget fjernt fra scenen, hvor han sad nu: “Ne faka foro ba san gne / Wolo fa bèrè ka foro ba san gne.” For mig var dette intime møde med mesteren, der optrådte med disse to sange helt alene, det absolutte højdepunkt i en ellers tilfredsstillende koncert.

Før koncertens næste seks sange, som alle er fra Salif Keïtas akustiske album So Kono (mandinka for “I rummet”), udgivet i april 2025, blev tre medmusikere introduceret. Iført klare, bordeauxfarvede tunikaer, der gav deres tilstedeværelse et klassisk, tidløst præg, trådte de ind på scenen én efter én. Makan Badíe Tounkara kom ind med en n’goni – et lille guitar- eller oud-lignende instrument, som lignede en uåbnet frugtbælg eller en lodret kalabas – noget, jeg aldrig før havde set. Tounkara er en absolut mester i sit fag.

De lange, flydende og slangeagtige sololinjer, han bidrog med i de følgende sange, mindede om den horisontale melodiske strøm, man også hører i lange kadencer fra bouzoukispillere i Grækenland. Tounkaras soli er så gode, at man bare ikke ønsker, de skal stoppe. Og når det gælder evnen til at give plads til, hvad og hvordan Salif Keïta deklamerede og sang, står n’goni-spilleren aldrig i vejen.

Den malinesiske n’goni-spiller, Makan Badíe Tounkara.

Guimba Kouyate tog sin plads og hilste på os med en kraftfuld, flamenco-inspireret guitardeclamation; han viste sig også som en yderst dygtig støtte for meistersangerens udtryk uden at træde på den sarte skrøbelighed i Keïtas stemme.

Desværre kan det samme ikke siges om de bastunge “bomber”, der blev frembragt, når percussionisten Tiere Daou slog på kalabassen med hænderne – præcis det gjorde de, igen og igen og igen. Disse brutale lyde optrådte som uønskede blækklatter, der ubarmhjertigt skyllede den fine, pergamentagtige Keïta-musik væk. Som når man forsøger at slippe af med en stor myg i rummet eller et forkert krydderi i retten, sad jeg blot og håbede på, at percussionisten ville holde op med at forurene aftenens ellers helt organiske og naturlige lyd med disse overforstærkede bastoner.

Salif Keïtas landsmand, Guimba Kouyate, der spiller en kraftfuld flamenco-inspireret guitar.

Der er noget decideret episk over “Cherie”. En andante-melodi med vandfald, der falder ned, og kora-lignende recitationer fra n’goni’en, og så en bøn, der spiralerer opad, og en stemning af venten, venten.

I den næste sang, “Soundiata”, synger Salif Keïta som en råber fra byens torv. Der er en stemning af vrede i Keïtas deklamation, som forstærkes og understøttes af hans grundlæggende autoritet som person… denne mand har engang været en udstødt, og han har også været konge. That’s life, that’s what all the people say, som Frank Sinatra sang. Salif Keïta udstråler selvtillid, men han bliver aldrig selvretfærdig.

Da kvartetten gik i gang med “Awa”, opfordrede guitaristen Guimba Kouyate publikum til at rejse sig fra deres pladser og nyde musikken stående. Pludselig var vi en del af en dansekoncert! Makan Badíe Tounkara spillede en lang sololinje, som om han var besat af ånder, og percussionisten Tiere Daou skabte lyde med sin håndholdte talking drum.

Som om han havde solgt sin sjæl til djævelen, indledte Guimba Kouyate nummeret “To Vas Me Manquer” med lynhurtige løb. Og så blev koncertens mest vellykkede ensemblespil, “Laban”, foldet ud af de tre strenginstrumentalister; det er den slags musik, der virkelig taler til mit hjerte: tre akustiske guitarister (Salif Keïta, Guimba Kouyate og Makan Badíe Tounkara), der længes efter at finde hinanden, mødes og rammer synapser af synkronicitet og mister deres egoer undervejs. Her stod det klart, at aftenens musik i sin essens er en personlig sammensmeltning af Mande-musiktraditionen og en smag af arabisk/islamsk musik.

Efter vild begejstring fra koncertsalens 800 gæster vendte Salif Keïta tilbage på scenen med et stort, kasseformet kalimba og spillede to ekstranumre med ensemblet. Nu spillede alle percussion på “Tomorrow”. Da Keïta gik af scenen – uden hjælp denne gang – blev denne vidunderlige koncert rundet af med “Africa”. Alt i alt: en god aften for alle.

Nu kunne det måske være værd at stille spørgsmålet: Gemmer Salif Keïta sin mest potente kraft og gennemslagskraft bag koncertformen med de tre medspillere? Måske! Uagtet hvad: Tak, Salif Keïta, og til dine tre glade medsammensvorne.

FAKTA:

Som nævnt turnerer Salif Keïta bl.a. med numre fra sit akustiske album So Kono, og derfor foregår hans turné i Europa med en akustisk kvartet, mens hans elleve mand store elektriske orkester (hvis manager for øvrigt er danske Carolina Vallejo, der har One World Music) har turneret i Sydamerika og Afrika.

Hans næste store turné bringer Keïta og hans ellevemandsband til Angola, hvor han skal optræde for landets præsident i anledning af 50-året for Angolas uafhængighed.