IRAN & KVINDERS FRIHED // KRONIK – “At tro, man kan “bombe” et land til ligestilling, er at ignorere den enorme kraft, de iranske kvinder allerede har udvist”, skriver Uffe Jonas. Overlever præstestyret angrebet, vil kvinderne sandsynligvis stå svagere efter krigen end før.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Vi har en tendens til at betragte kvinders frihed i Skandinavien som en naturlig frugt af vores kultur. Men vi glemmer ofte, at vejen dertil var brolagt med isolation, forfølgelse og over hundrede års intens modstand.
I 1851 udgav Mathilde Fibiger Clara Raphael. Tolv Breve. Hun var en ensom pioner, der krævede åndelig frihed og ret til selvbestemmelse for kvinder, men hun blev mødt med en storm af hån fra borgerlige og konservative kredse – især præsteskabet.
Forskellen på Danmark dengang og Iran i 2026 er måske mindre, end vi tror
Set med nutidens øjne var hendes krav beskedne. Fibiger krævede ikke specifikke juridiske rettigheder – som f.eks. valgret – men fokuserede sit værk på den indre frihed og retten til at være et helt menneske med egne meninger og ambitioner og adgang til det intellektuelle liv.
Kampen for kvindens åndelige frihed
Fibiger var en filosofisk kulturkristen i tidens idealistiske ånd. Hun så Kristus som en forener – som den, der kunne frigøre kvinden fra samfundets snævre bånd. Hun knyttede an til tanken om, at alle mennesker er lige for Gud, og derfor må have de samme rettigheder til “åndelig beskæftigelse” som mænd. Hendes dagsorden var ikke et brud med kristendommen, men en insisteren på, at sand kristendom nødvendigvis måtte føre til kvindens ligeværd. “Er det med Rette, at de halve Mennesker ere udelukkede fra al åndelig Beskjæftigelse?”, spørger hun.
Det er et ordspil på den dobbelthed, at kvinder udgør den halve menneskehed. Men de er også halverede udgaver af det hele menneske i platonisk forstand. Hun afviste, at kvinder skulle være gjort af et “ringere stof” end mænd. Da sjælen og ånden er kønsløse over for Gud, og alle mennesker er skabt i Guds billede, må kvinden have samme ret til intellektuel og åndelig udfoldelse som manden:
“Mand, Kvinde, er intet Helt hver for sig, men ved en åndelig Forening bliver hver til et Menneske i ordets ædleste Forstand: Gud skabte Mennesket i sit Billede. Var det nu kun Kvindens Bestemmelse, at være Mændenes Husholdersker, eller et smukt Legetøi, hvormed de beskæftigede sig i ledige Timer, da vilde Menneskeslægten aldrig opnå nogen Enhed. Men således er det ikke!”
I sidste ende var det økonomien, der trumfede den patriarkalske samfundsmoral. Indtil da blev kvinder konsekvent holdt ude af det offentlige rum og de besluttende organer – præcis som vi ser det i Iran i dag
Det, som vakte størst forargelse, var det platoniske ægteskab, Clara vælger at indgå til sidst i romanen. I den efterfølgende debat tog Mathilde Fibiger dog selv afstand fra sin romanfigurs ideer om det platoniske ægteskab.
Grundtvig ser gnisten
Kun Grundtvig så gnisten i hende, for han kendte hendes åndelige foreningsdrift fra sig selv. Han kaldte hende en “skjoldmø”, og i hendes kamp anede han omridset af det, han forstod som den “sande kvindekamp”, nemlig menneskehjertets opvækkelse – fremtidskimen til det nye og helede menneske, hvor der ikke længere hersker kamp, men gensidighed mellem modsætninger.
Grundtvig var så betaget af den unge skjoldmø, at han tog hende under sine vinger, mens stormen rasede. I sommeren 1852 boede Mathilde Fibiger nogle måneder på Rønnebæksholm ved Næstved hos Marie Toft og Grundtvig og her skrev hun sin anden roman En Skizze efter det virkelige Liv.
I sit digt “Klara Rafael” beder Grundtvig mildt formynderisk sin Marie om at tage den lille “hedning-jente” i skole og lære hende om den sande kvindesag – nemlig visdomsspejlets genoprettelse, den åndshistoriske vækkelsesproces, som fører til kønnenes indre ligestilling og integration – og som vi stadig kun står ved den spæde begyndelse til:
Sagtens møder du i vang
snart den lille hedning-jente,
som for op ved lurens klang,
følte, helten var i vente,
vilde med sin skjoldmødom
prisen vinde, før han kom.
Tag du hende på dit skød,
under dine modervinger,
mal du kinden rosenrød
med din hvide pegefinger,
lær du hende, hvad du ved
om den dybe kærlighed!
Hvad Grundtvig så i den unge Mathilde var intet mindre end begyndelsen til gudsriget – det nye menneskesamfund, “hvor der hverken findes mand eller kvinde; for I er alle ét i Kristus Jesus” (Gal 3:28). Han mente dog også, at den unge hedspore forivrede sig på gudsrigets og genkomstens vegne.
Men i den sidste ende var presset for stort. Mathilde Fibigers liv var præget af stor ensomhed, opslidende modstand og dårlig økonomi, og hun døde af lungebetændelse i Aarhus i 1872, kun 41 år gammel. Hendes skæbne minder os om, at prisen for at være den første, der bryder muren, ofte kan være ødelæggende.
Økonomien som drivkraft
Fra Fibigers råb om frihed i 1851 gik der over 120 år, før de danske kvinder fik fuld adkomst til arbejdsmarkedet i 1970’erne. Og vi skal være ærlige: Det store gennembrud skete ikke primært af idealistiske grunde eller fordi Danmark blev bombet af en venligtsindet krigsmagt, men fordi industrisamfundet manglede hænder.
I sidste ende var det økonomien, der trumfede den patriarkalske samfundsmoral. Indtil da blev kvinder konsekvent holdt ude af det offentlige rum og de besluttende organer – præcis som vi ser det i Iran i dag.
De iranske kvinders frihedskamp
Forskellen på Danmark dengang og Iran i 2026 er måske mindre, end vi tror. 1800-tallets Danmark og nutidens Iran kan virke som to meget forskellige verdener, men kvinders frigørelse begynder ofte på samme måde: med en lille kreds af kvinder, der insisterer på retten til at tænke og tale frit.
I Iran ser vi nu “visdommens genkomst” i en skala, Fibiger knap kunne have drømt om. Kvinderne er ikke længere ensomme isolerede stemmer; de udgør en hær af veluddannede. I 1979 kunne kun omkring hver fjerde iranske kvinde læse. I dag ligger læsefærdigheden på over 98 %.
Siden revolutionen i 1979 er kvinderne rykket massivt ind på universiteterne, så de i dag udgør over 60% af de studerende og dominerer på nogle af de tunge naturvidenskabelige fag. På ingeniør- og naturfagene er syv ud af ti studerende kvinder, og de udgør også en betydelig del af landets medicinske specialister. Kvindernes adkomst til arbejdsmarkedet kræver dog stadig tilladelse og dermed velvilje fra deres ægtemænd.
Styret har slået hårdt ned på de demonstrerende kvinder, som nægter at bære hijab i offentligheden, men omfanget af overfald og henrettelser overdrives ofte i vestlige medier
De er blevet præcis det, Grundtvig kaldte skjoldmøer: bærere af viden, kompetencer og gåpåmod i et system, der stadig forsøger at behandle dem som umyndige. Ligesom i 1800-tallets Danmark bliver de mødt af et præsteskab, der ser deres viden som en trussel mod den bestående samfundsorden.
Strukturel blokering af kvinders muligheder
Men lovgivningen holder dem stadig tilbage og gør det svært at omsætte deres uddannelse til arbejde og indflydelse. Mandligt formynderskab i familien, restriktioner på rejser og diskrimination ved ansættelser betyder, at Iran i dag har et af verdens største gab mellem kvinders uddannelsesniveau og deres faktiske deltagelse på arbejdsmarkedet.
De iranske kvinder står i dag med det samme paradoks, som mødte de skandinaviske kvinder i tiden før 1970’erne: De er veluddannede og intellektuelt overlegne i forhold til de udfoldelsesrammer, samfundssystemet tilbyder dem.
Men i modsætning til industrisamfundets arbejdskraftsmangel i 70’erne forsøger det iranske regime stadig at kvæle det økonomiske potentiale i deres kvinder for at bevare kontrollen. Skønt uddannelsesniveauet er tårnhøjt, og alle elementer synes at arbejde til kvindernes fordel, er de i realiteten stadig 50 år bagud for udviklingen i Danmark.
Men samtidig ser vi, hvordan Israels og USA’s strategiske angreb på Iran i krigspropagandaen bliver retfærdiggjort som en kamp for kvindernes rettigheder.
Styret har slået hårdt ned på de demonstrerende kvinder, som nægter at bære hijab i offentligheden, men omfanget af overfald og henrettelser overdrives ofte i vestlige medier.
Af de omkring 800–1000 mennesker, der årligt henrettes i Iran, udgør kvinder kun en lille minoritet – i årene 2022-25 typisk mellem 22 og 55 personer. Langt de fleste er dømt for drab eller narkorelaterede forbrydelser, og en betydelig del af drabssagerne handler om kvinder, der har dræbt en voldelig ægtemand eller partner.
Politisk eller religiøst motiverede henrettelser af kvinder forekommer også, men udgør normalt kun en forsvindende lille del af sagerne – gerne én eller to om året. Der er dog samtidig rapporter om, at mange kvinder er blevet dræbt under protesterne i forbindelse med de seneste års folkelige demonstrationer imod styret.
Den kamp, der dengang lød som en ensom stemme i Danmark, er blevet en global bølge, som ingen præster, mullaher eller krigsglade politikere kan standse
Det er selvfølgelig helt igennem skandaløst og utilstedeligt, og et sikkert tegn på, at styret er presset, men oprøret og de ganske få henrettelser er ikke desto mindre begrænset til en relativt lille gruppe aktivister i storbyerne.
Forestillingen om, at iranske kvinder og det iranske folk i almindelighed skulle nære ønske om en bomberegn over nationen for at slippe for mullaherne, er en kynisk retorisk forsimpling. De fleste iranere er givetvis nationalister, når det gælder forholdet til ærkefjenderne Israel og USA.
Visdommens genkomst
Kvinders frihed opstår sjældent fra den ene dag til den anden. Det er en organisk proces, der tager form i kraft af uddannelse, vedholdenhed og politisk pres – og gennem langsomme politiske, økonomiske og kulturelle forskydninger i samfundsudviklingen – præcis som det skete i Danmark.
Bomber skaber aldrig frihed.
De ødelægger de skoler, hospitaler og sociale netværk, som kvinderne har brugt årtier på at opbygge. Dem, der bomber, støtter i virkeligheden patriarkatet, fordi de reducerer kvinderne til magtesløse tilskuere, mens mændene “klarer ærterne” med tryk på dødsknapper langt borte i krigens verdensfjerne abstraktionsrum.
Hvis præstestyret overlever angrebet – hvad meget lige nu tyder på – vil de iranske kvinder givetvis være ringere stillet efter krigen end før.
At tro, man kan “bombe” et land til ligestilling, er at ignorere den enorme kraft, de iranske kvinder allerede har udvist. De har ikke brug for vestlige og israelske missiler eller at blive invaderet af fremmede soldater. Hvordan skulle det hjælpe de iranske kvinder i deres befrielseskamp, at se deres børn blive dræbt i en bomberegn?
Hvad de har brug for, er at verden anerkender og støtter deres egen styrke og handlekraft.
Da Mathilde Fibiger i 1850 skrev Klara Rafaels breve, stod hun næsten alene. I dag står millioner af kvinder i hendes sted. Den kamp, der dengang lød som en ensom stemme i Danmark, er blevet en global bølge, som ingen præster, mullaher eller krigsglade politikere kan standse.
Visdommens genkomst og det nye samfund begynder ikke med krig, men med den indre fredsslutning i menneskehjertet.
Klara Rafael
Klara, som har bavnen tændt
til den store strid om kvinden,
hun har ej sin moder kendt,
leder smålig om veninden,
stå du pigen, »som vil med,«
søsterlig i moders sted!
Sagtens møder du i vang
snart den lille hedning-jente,
som for op ved lurens klang,
følte, helten var i vente,
vilde med sin skjoldmødom
prisen vinde, før han kom.
Tag du hende på dit skød,
under dine modervinger,
mal du kinden rosenrød
med din hvide pegefinger,
lær du hende, hvad du ved
om den dybe kærlighed!
Da får hun vel syn og sans
for, hvad end er hende fremmed,
Kristus-herlighedens glans,
livets vej til solskins-hjemmet,
kirkevejen op og ned:
tro og håb og kærlighed!
~ Grundtvig, 1851 ~
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og