POLITIK // ANALYSE – Reformdagsordenen har ikke været god for regeringen, og hele diskussionen om nødvendigheden af grundlæggende reformer af vores velfærdssamfund er det eneste, der udadtil kan forklare, hvorfor Mette Frederiksen (S), Jakob Ellemann-Jensen (V) og Lars Løkke Rasmussen (M) overhovedet kunne finde sammen og danne regering, skriver politisk redaktør Frank Korsholm.
Regeringen kan omsider begynde at ånde lettet op. Reformkommissionen har færdiggjort sit arbejde og nedlagt sig selv. Den sidste rapport landede på regeringens bord for en uge siden, og endelig kan regeringen selv begynde at tage kontrol over den eksplosive reformdagsorden.
En dagsorden, der med afskaffelsen af store bededag i front, har kostet ca. 10 procentpoint i vælgeropbakning og kastet SVM-regeringen ud i en krise, som ingen anden regering har oplevet på så kort tid.
Forslag uden gang på jorden
Når man fra politisk side nedsætter en kommission bestående af dygtige fagøkonomer, får man, hvad man har bestilt. Alt bliver endevendt. Stort som småt bliver kastet op i luften uden hensyn til det politiske rum, som forslagene skal gribes i.
Reformkommissionen præsenterede i sidste uge 50 forslag, men som det altid er med den slags, er offentlighedens og det politiske fokus primært på de kontroversielle forslag, der piller for meget ved, hvad borgerne opfatter som deres velerhvervede rettigheder.
Selvom det næppe var hensigten, blev deres fælles front og ultimative krav imod nedlæggelsen af seniorpensionen præcis det alibi, Mette Frederiksen kunne bruge
Denne gang er det nedlæggelsen af 10. klasserne og en de facto nedlæggelse af efterskolerne, som de kendes i dag, samt tvungne sprogprøver for 3-årige.
De øvrige 47 forslag har kun i mindre grad offentlighedens interesse, selv om de alle har det fælles sigte at reducere den samfundsmæssige udfordring med de ca. 42.000 unge under 25 år, som hverken har en uddannelse eller et job.
Reformdagsordenen har ikke været god for regeringen, men den ligger, som den selv har redt. Hele diskussionen om nødvendigheden af grundlæggende reformer af vores velfærdssamfund er det eneste, der udadtil kan begrunde og forklare, hvorfor Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen overhovedet kunne finde sammen og danne regering tilbage i december.
Frederiksen skylder Vanopslagh, Pape og Lidegaard en stor tak
Den dag reformdagsorden forsvinder fra det offentlige rum, forsvinder også SVM-regeringens legitimitet, og selvom den koster i meningsmålingerne, er det intet at regne med, hvad prisen vil være, den dag regeringen fløjter reformkampen af. Det kan betyde regeringens opløsning.
Men regeringen får hjælp til sit forehavende. De tre reformpartier, LA, Konservative og Radikale Venstre, gør således, hvad de kan for at holde liv i reformdagsordenen, og selvom det næppe var hensigten, blev deres fælles front og ultimative krav imod nedlæggelsen af seniorpensionen præcis det alibi, Mette Frederiksen kunne bruge for at lægge en oplagt tabersag i graven. Hun skylder de tre oppositionspartier en stor tak.
Selvom man altid kan argumentere for, at det utætte tag skal repareres i solvejr, så er det sjældent andre end husbonden selv, der forstår, hvorfor han kravler rundt på taget i bagende sol
Alex Vanopslagh, Søren Pape og Martin Lidegaard endte således med at skyde sig selv i foden, hvilket dog ikke får dem til at indstille kanonerne.
De er siden gået i brechen for at hive mere udenlandsk arbejdskraft ind, hvilket aldrig bliver en folkesag, og som mellem de tre partier kun kan gavne Radikale og LA.
Hvad Søren Pape laver i det selskab og med de reformforslag, fortoner sig i alt det andet uforståelige, som han efterhånden har ført sit parti ud i. Nogen i Konservative burde snart have modet til at handle på meningsmålingerne, der viser, at Pape ikke er i stand til at løfte sit parti fra det katastrofale valgresultat på 5,5 pct.
Krisen er afblæst
Vælgerne har aldrig købt regeringens dagsorden og nu heller ikke oppositionens. Den ryger hen over hovedet på de fleste vælgere, som kigger i vejviseren efter recessionen og massearbejdsløsheden. Ja, selv overvismanden er begyndt at svømme baglæns og trækker nu i land på de værste forudsigelser om stigende ledighed, så hvor er den økonomiske krise?
Den er afblæst, og selvom man altid kan argumentere for, at det utætte tag skal repareres i solvejr, så er det sjældent andre end husbonden selv, der forstår, hvorfor han kravler rundt på taget i bagende sol.
Tillidskrise mellem forbrugere og energiselskaber rammer også regeringen
Skal man for alvor tale om en krise, så er det den tillidskrise, der er opstået mellem forbrugerne og energiselskaberne, men som også har grene ind i det politiske system. Mens vi som kunder har betalt horrible priser for strøm og anden energi i den tiltro, at det var en mangelvare, har selskaberne tjent tocifrede milliardbeløb og lønnet medarbejdere med bonusser, der er helt uden for de flestes normale fatteevne.
Millionbonusser, der kun kan opfattes som en rød klud i ansigtet på de forbrugere, der har siddet med klaprende tænder og taget kolde brusebade hen over vinteren for at yde et personligt bidrag til at løse energikrisen.
At stikke hovedet i busken får dog sjældent en dårlig politisk sag til at gå væk, og energiministeren kan bide spids på, at de røde partier vil holde fast i den dagsorden, der har stærkt bundtræk i befolkningen
Det er alt imens stats- og energiministeren advarede mod forsyningsmangel og beordrede termostaterne i de offentlige bygninger ned på 19 grader, mens de samtidig bad kommunerne om at fremskynde den grønne omstilling og i hast få gravet nogle fjernvarmerør ned i de boligkvarterer, der har naturgas.
I dag er både strøm- og gaspriserne på deres laveste niveauer i mands minde. Alarmen er afblæst, og forbrugerne føler sig godt og grundigt taget ved næsen af de store energiselskaber, der branchemæssigt er repræsenteret i Green Power Denmark af en tavs tidligere finans-, udenrigs- og skatteminister, Kristian Jensen (V), og inden ham af Lars Aagaard, den nuværende energiminister fra Moderaterne.
Lars Aagaard kender energibranchen ud og ind, hvilket dog ikke nødvendigvis er en fordel midt i en betændt politisk diskussion.
Han har da mildest talt heller ikke været langt fremme i skoene, mens Jyllands-Posten har rullet deres afslørende energi-historier ud, og kunderne har luftet deres harme.
At stikke hovedet i busken får dog sjældent en dårlig politisk sag til at gå væk, og energiministeren kan bide spids på, at de røde partier vil holde fast i den dagsorden, der har stærkt bundtræk i befolkningen.
Det kan derfor næppe komme bag på nogen, at regeringen primært skaller af til den røde side, mens den blå opposition stadig kæmper med at finde fælles forslag, som alle kan få gavn af og ikke kun LA.
Læs mere om politik i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
