Udstilling: Zacharias Heinesen

Udstilling: Zacharias Heinesen – veje ind i et landskab i bevægelse

i Kultur/Kunst af
ANMELDELSE// KUNST – Der er for tiden to udstillinger med færøsk kunst på internationalt niveau. Den ene er netop overstået, men foreviget i en smuk og stærk udstillingsbog. Den anden kan nås endnu. Det er Zacharias Heinesens intense udstilling i Charlottenlund med helt nye værker.

Zakarias Heinesen (f. 1936) har haft en lang og opsigtsvækkende karriere som kunstner, hele tiden kredsende om det færøske landskab. Hans møde med kunsten som ung er en fascinerende historie. Det skete gennem den færøske abstrakte ekspressionist Ingálvur av Reyni (1920-2005) og den danske billedkunstner Jack Kampmann (1914-1989), og med inspiration fra sin far, den store romanforfatter William Heinesen (1900-1991), der også arbejdede med billedkunst.

Udstilling: Zacharias Heinesen
Maleri fra Færøerne af Jack Kampmann

Historien fortælles i bogen “Færøsk Mosaik”, der blev udgivet i forbindelse med en stor retrospektiv udstilling i 2016 på Færøernes Kunstmuseum i Tórshavn. Titlen på udstillingen karakteriserer Zakarias Heinesens værk på en særligt præcis måde og er samtidig titlen på den aktuelle udstilling i Galleri Lars Borella i Charlottenlund – på galleriets hjemmeside vedføjet et nummer i rækken: “Færøsk Mosaik III”.

Tidligere så man, hvordan Zacharias Heinesen nærmest lader inspirationen fra Reyni og Kampmann smelte sammen og man forstår umiddelbart, hvorfor man vælger udtrykket mosaik.

Udstilling: Zacharias Heinesen
Maleri af Ingalvur av Reyni.

Zacharias Heinesens billeder er som et metafysisk glasmaleri, der indfanger det færøske lys i mosaikkens form, inspireret af de felter i landskabet som husene og fjeldene og græsengenes brudflader danner, sammen med udsnittene af havet og de andre øer, der ændrer sig, mens man flytter rundt sig i landskabet.

Det er som om Zacharias Heinesen gennembryder sine landskabslinjer med en stærk bevægelse ind ad i billedet

De nye arbejder fra Zacharias Heinesen udvikler, så vidt jeg kan se, det kunstneriske værk i tre retninger, uden at jeg skal påstå, at jeg kender hele værket til bunds og derfor kan have overset tidligere træk i denne retning.

For det første er temperaturbevidstheden i farveholdningen tilsyneladende skærpet yderligere. Der har altid været en klar betoning af mærkbart kolde eller de varme farver.

På et billede som “Kirke – Fuglø” (nedenfor) begynder man at tænke på at tage jakken af og knappe skjorten op, indtil man opdager, at det måske alligevel ikke er helt så varmt, som man troede. Eller omvendt på billedet øverst – det store hav ser koldt ud, men når man er gået lidt rundt i græsmarken lidt oppe ad fjeldet, opdager man, at solen varmer meget mere end man forventede. Det er sådan, det er på Færøerne. Det er pragtfuldt.

Zacharias Heinesen: Kirke - Fuglø - Olie på lærred (80 x 110 cm), 2020
Zacharias Heinesen: Kirke – Fuglø – Olie på lærred (80 x 110 cm), 2020

Desuden er der kommet en uhyre markant bevægelse ind i billederne. Tidligere har linjerne i de store mosaikagtige lærreder ofte været bestemt af de tværgående kystlinier i landskabet, eller af faldende linjer fra fjeldenes sider.

Men i en påfaldende stor del af de nye akvareller og lærreder er der kommet linier, der tager udgangspunkt i det klassiske perspektiviske blik. Det er, som om Zakarias Heinesen gennembryder sine landskabslinjer med en stærk bevægelse indad i billedet.

Menneskeskikkelsen træder frem

Dette træk suppleres af et tredje, i og for sig upåfaldende, men i sammenhængen næsten spektakulært træk: Der er kommet menneskeskikkelser i nogle af billederne – se gengivelsen nedenfor.

Jeg kan ikke huske, at der har været selvstændige menneskeskikkelser som motivelemmenter i andre af Zacharias Heinesens arbejder, bortset fra når hele billedet – ligeledes udført gennem en mosaik af farveflader – har været en skildring af et menneske, et abstrakt portræt.

Den menneskelige opfattelsesmåde får en helt ny plads, dels gennem det åbenlyst perspektiviske, dels gennem at placere en genkendelig figur. Alene fordi det er en genkendelig figur, begynder den at fortælle livshistorier i et landskab, der før i overvejende grad fortalte naturhistorier.

Landskabet bevæger sig hele tiden

Jeg skal lige sige noget om det færøske landskab: Det ser ud, som om det bare ligger der. Græsbeklædte klippestykker, der stirrer stumt ud i havet. Som om de har ligget der i århundreder og længere, nærmest som om det er store stykker af et eller andet materiale, som er blevet tabt fra ladet på en kosmisk lastbil, alt for langt nordpå, og nu ligger de og småfryser og længes efter træer. Det er forkert.

Grunden til, at der ikke ses træer, er, at klipperne i virkeligheden er fåremarker, nøje afgrænsede mellem de enkelte fåreavlere. Der er også træer: Hver by har en lille lund, gemt ind mellem klipperne, hvor vinden og det fugtige klima skaber de mest forunderlige træformationer.

Store flader, hvor skyggerne fra det evigt vekslende skydække forandres hele dagen som et billedvæv. Luften bevæger sig også hele tiden, men på Færøerne bruser den ikke fremad i én retning, den danser rundt i cirkler

Men når nu fårene har ryddet landskaberne for velsmagende skud, står der i stedet store flader, hvor skyggerne fra det evigt vekslende skydække forandres hele dagen som et billedvæv. Luften bevæger sig også hele tiden, men på Færøerne bruser den ikke fremad i én retning, den danser rundt i cirkler.

Og midt i alt det er der hele tiden levende dyr. Der står altid en måge i luften ud for én og holder middagshvil. I græsset er der får eller ænder, også mellem husene, når man kommer tilstrækkeligt langt ud i Tórshavns forstæder.

Dertil kommer en vis uforudsigelighed, fordi vejret ind imellem alligevel bliver voldsomt, selvom Golfstrømmen har den indvirkning, at der næsten altid er en sær mildhed over det hele. Alting bevæger sig med andre ord hele tiden, alle sanser er i gang.

Denne bevægelse sætter Zakarias Heinesens kunst særligt i relief. Han løfter sansningen op over bevægelsen og gestalter den i en form, der ikke blot er en abstraktion over landskaberne, som 80% af den megen lokale og på alle måder smukke kunst, man ser. Den er en metafysisk improvisation over landskabet, der leder ind i dets eksistentielle sfære og viser dets betydning og mening.

Jeg har det sådan med Færøerne, der samtidig kan opvise et stort og rigt kultur- og byliv, at det er som om forholdet mellem natur og kultur på Færøerne er sådan, som det burde være alle steder, balancen er korrekt. Jeg tror, det er denne dybere kulturelle forankring i naturen, der skaber den særlige levende gestik i Zakarias Heinsens farveflader.

Zacharias Heinesen: Akvarel - Brænding - Fuglø (29 x 41 cm), 2019
Zacharias Heinesen: Akvarel – Brænding – Fuglø (29 x 41 cm), 2019

Hvordan kan man favne dette enorme landskab, der både står stille og hele tiden bevæger sig? Det kan man heller ikke. Zacharias Heinesen har indfanget dets elektrificerende farvespil gennem at opfatte og beskrive det som farvefelter, han har endda åbenbart gjort det så stærkt, at han nu, 55-60 år senere, kan gøre sig fri af dets linjer og lægge bevidsthedens egne opfattelsesmåder ind i det, og gennem den nødvendige beskedenhed og ydmyghed, placere mennesker i det, der fylder det med fortællinger.

Den minimalistiske tilgang

Der kan imidlertid også være en anden måde at gå til værks, når man skal favne og sanse det færøske landskab i billeder. Og det er gennem det minimalistiske. Den minimalistiske tilgang blev afprøvet ved en udstilling, “Less is North”, som jeg nåede at se på Færøernes Kunstmuseum i februar, inden den lukkede. Der er produceret en yderst anbefalelsesværdig bog i forbindelse med udstillingen, som stadig kan fås.

De tre kunstnere i “Less is North” indkredser i stedet landskabet på en måde, hvor detaljeringsgraden er reduceret i næsten larmende grad til så lidt som muligt. De gør det ikke ved hjælp af maleriet, men i fotografiet.

Landskabet kommer ikke til at stå stille, fordi man indfanger det minimalistisk og heller ikke fordi man gør det med fotografiets illusoriske øjebliksbillede. Det bevæger sig blot meget meget langsomt. Det er en del af billedernes udtryk, at de netop blot indfanger et øjeblik af mange.

Foto fra udstillingen. Det Færøske Kunstmuseums hjemmeside.

Billederne på udstillingen er ikke alle fra Færøerne, men de har alle det høje nord som motiv. I den færøske fotokunstner Ingi Joensens billede fra de grønlandske gletchere – det kan anes til højre på fotoet fra udstillingen – står den kølige blå farve, som sneens skygge altid har, frem i mange nuancer.

Et andet billede er vitterligt et fotografi af tågen (klik på linket, og klik på det fjerde af de ni billeder). Tågen er mange dages følgesvend i det færøske landskab. Det eneste, der bryder den i billedet, er et trådhegn.

Ligesom med det alt andet end tavse billede af den altomfattende tåge, ved vi, at der ser anderledes ud nu ved den grønlandske gletcher og atter anderledes, hvis vi skulle komme derhen en dag. Ikke meget anderledes, fordi landskabet bevæger sig meget langsomt, men alligevel anderledes. Farvefladerne i vandet er gennemlyst af dagslyset på en ny måde i gletcherbilledet, tågen er lettet i det andet billede eller ligger på en anden måde. De minimalistiske øjebliksskildringer viser mærkeligt nok denne langsomme bevægelse i landskabet, fordi beskueren ikke kan undgå selv at skabe den i mødet med billedet, i refleksionen over det og i bevidstheden om tiden.

Det liv, der kan opstå nårsomhelst og hvorsomhelst

Den danske fotograf Per Bak Jensen skaber en minimalisme, hvor man vitterlig ikke kan se eller forestille sig, at noget nogensinde kommer til at bevæge sig. Men står man der et øjeblik ved de flere kvadratmeter store arbejder, eller – nu da udstillingen er afsluttet og man er henvist til bogen – sidder man et øjeblik med billedet, opdager man, at bevægelsen i billedet er del af den store geologiske bevægelse, som hele Jorden, ja egentlig hele det fysiske univers, bestandigt er underlagt. Den langsomme, geologiske bevægelse.

Alting i naturen er kultur, når vi ser det, og at det bliver kultur, netop ved, at vi ser det

Et særligt mindeværdigt arbejde fra Grønland, ”Mud – Glacierland 2011”, har en æggeformet sten, upåfaldende placeret et sted højt oppe i billedet. Det trækker et farvespil ind i det golde, måneagtigre eller sågar ydre rum-agtige landskab, som man jo kan møde fornemmelsen af at være i på Grønland og Island. Men den æggeformede bærer også sine egne associationer i retning af det liv, der kan opstå, nårsomhelst og hvorsomhelst. Og så er kontakten til det eksistentielle skabt igen, metaforisk – gennem beskueren.

Både Ingi Joensens færøske fotografier og den tredje kunstner, islandske Hallgerður Hallgrimsdottir, tematiserer også livet, der kommer til stede i beskuerens oplevelse – flere af deres fotografier har en enkelt ting, et vejskilt, en orange landmålerpind, et hegn, som i fotografiet med tågen, der minder os om, at alting i naturen er kultur, når vi ser det, og at det bliver kultur, netop ved, at vi ser det.


LÆS JAKOB BRØNNUMS ØVRIGE ARTIKLER HER.


Zacharias Heinesen: Færøsk Mosaik
Galleri Lars Borella, Ordrupvej 98d, Charlottenlund
Sidste dag 28. marts 

Dagmar Winter (red.): Less is North – Ingi Joensen, Hallgerður Hallgrimsdottir, Per Bak Jensen
Udstillingskatalog, indbundet 96 sider i stort format, Færøernes Kunstmuseum


Topfoto: Zacharias Heinesen: Akvarel – Sørvåg – Mykines (25×34 cm) 2020. Fra udstillingen.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jakob Brønnum er forfatter til 36 bøger. Senest er kommet "Gensyn med den store fortælling" (Eksistensen, 2019), digtbogen "Virkeligheden 2.0" (Det poetiske bureaus forlag 2019, 276 sider), "Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter" (Eksistensen, 2018) og digtbogen "Øjeblikkets tredje tilstand" (Det poetiske bureaus forlag 2018, 353 sider)

De senere bøger:
Nøjsomhedens tivoli (digte, 2017)
Matthæuseffekten (essay, 2017)
Den sidste passion (digte, 2017)
Lysåret (haikudigte, 2016)
Fortællinger fra undergrunden (noveller, 2016)
Pengeguden (essay, 2026)
Porten til den indre by (digte, 2016)
Argumenter mod døden (essay, 2015)
Langsomheden 1.0 (digte, 2015)
Malmö by night (digte, 2014)
Sange ved himlens port (Dylan-bog, 2014)

Hjemmeside: https://sites.google.com/site/jakobbroennumshjemmeside/

Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en ofte anvendt foredragsholder (se hans foredrag på http://www.sogneaften.dk/jakob-broennum.htm). Han bor i dag i Örebro i Sverige med sin familie. Hans færøske hustru Rúna í Baianstovu (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. Jakob Brønnum er redaktør af nettidsskriftet Den smalle bog, som han grundlagde 2016 samt af et teologisk/fagpolitisk tidsskrift. Han har siddet i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og i styregruppen for BogForum. Han har været formand for Den skønlitterære gruppe i forfatterforeningen og for den internationale forfatterforeningsorganisation Baltic Writer's Council. Han har skrevet for bl.a. Aarhus Stiftstidende, Bogmarkedet og Kristeligt Dagblad. Han sidder i bestyrelsen for den offentlige virksomhed Länsmusiken, Örebro og har tidligere siddet i innovationsrådet ved Örebro Universitets fakultet for humaniora. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.