FILM // ANMELDELSE – Den mangefold priste argentinske skuespiller Nahuel Pérez Biscayart , der i 2017 i Cannes imponerede som AIDS-ramt fandenivoldsk demonstrant i Robin Campillos vinderfilm 120BPM, bærer den tankevækkende og nu og da morsomme film Persiske lektioner. Karen Hammer anmelder.
Instruktøren Vadim Perelman, gør stærkt comeback med holocaust-dramaet Persiske lektioner. Den russiskfødte og canadisk uddannede instruktør fik sit internationale gennembrud i 2003 med den oscarnominerede House of Sand and Fog, som indbragte Shoreh Aghdashdoo en Oscar for bedste kvindelige birolle over for Ben Kingsley og Jennifer Connely.
Da tyskerne kort efter likviderer alle fangerne, redder han livet ved at påstå at være perser, ikke jøde
Aghdashdoo er pudsigt nok iraner. Måske sproget farsi bringer Perelman held. Persiske lektioner er baseret på Wolfgang Kohlhaases novelle Opfindelsen af et sprog, som angiveligt er baseret på virkelige hændelser
Reddet af en bog
Vi befinder os I det besatte Frankrig i1942. Tyskerne har fanget den lille forpjuskede jøde, Gilles, på hans flugt mod Schweiz.
I lastbilen bytter han en sandwich for en smuk bog på persisk dedikeret til Reza Joon. Da tyskerne kort efter likviderer alle fangerne, redder han livet ved at påstå at være perser, “ikke jøde”, og bruger bogen som bevis.
Soldaten Max, som ved, at en af fangelejrens øverstbefalende nazister har udlovet en betaling for en perser, indkasserer en del af belønningen, selvom han er overbevist om, at fangen er fuld af løgn.
Obersturmbahnfürer Klaus Kock er glad for endelig at have fundet en perser, der kan lære ham farsi, så han, når krigen nu snart er vundet, kan rejse til Teheran og starte en luksusrestaurant der.
Køkkenintriger
Gilles forklarer, at han som søn af en persisk far og belgisk mor aldrig har lært at læse farsi, men kan tale det nogenlunde. Han redder livet mod at lære Klaus Kock 6 ord om dagen og arbejder ellers i lejrens køkken.
Der er et meget fint samspil mellem de to skuespillere Biscayart og Lars Eislinger
Fordi han er kvik og opfindsom lykkes det længe for den hårdt pressede Gilles at opfinde sit eget volapyk-farsi og lære det fra sig. Klaus Kock er tilfreds og lægger op til et venskab med sin fange. Men i køkkenet murrer man; jalousien blomstrer, især efter at Klaus Kock fyrer sin sekretær, fordi hun skriver utydeligt, og sætter Reza Joon til at føre de store protokoller med alle lejrens fanger.
Filmen viser os køkkenpersonalets sladder og sexintriger, og hvordan de gør grin med de overordnede nazisters festlige middage og vanvids hyggesnak. Max og den forsmåede sekretær Elsa lægger fælder for Gilles, der er mere og mere rædselsslagen over situationen.
Hvordan skal han fra dag til dag finde på og kunne huske op til 40 ord på farsi?
Det opfundne sprog
Vadim Perelman måtte sammen med en russisk lingvist skabe Gilles selvopfundne farsi. De skabte hele 600 ord, der gør det muligt for den engagerede og stolte Klaus Kock at skrive og. deklamere et volapyk digt.
Det tætte samarbejde er snart et venskab set fra Klaus Kocks synspunkt; lidt efter lidt glemmer han sin mistænksomhed og redder adskillige gange Gilles liv. Der er et meget fint samspil mellem de to skuespillere Biscayart og Lars Eislinger; den umulige situation bliver troværdig, og Lars Eislinger formår at vise mange glimt af menneskelighed bag sin bryske fremtoning.
Den afsluttende korte del af fortællingen er så forbløffende og har så store menneskelige perspektiver, at jeg formodentlig aldrig vil kunne glemme det
Ifølge fortællingen lykkedes det for den lille bange jøde med de store skræmte blå øjne at overleve på en snedig løgn og meget held i tre år, til krigen ender, og han står i en allieret lejr og fortæller.
Uforglemmelig
Jeg ødelægger ikke spændingen ved at fortælle så langt, for Persiske lektioner starter med, at vi ser Gilles vandre væk ad tilvoksede jernbanespor, mens han taler med sig selv, om hvor mange fanger en sådan lejr kan indeholde. Historien er jo interessant, fordi han mod al fornuft overlevede.
Men Persiske lektioner vil mere end det: Den afsluttende korte del af fortællingen er så forbløffende og har så store menneskelige perspektiver, at jeg formodentlig aldrig vil kunne glemme det.
Denne holocaust-film har ikke sin lige.
LÆS FLERE ANMELDELSER AF KAREN HAMMER HER
Persiske lektioner har haft premiere
Instruktion: Vadim Perelman
Med: Nahuel Pérez Biscayart, Lars Eidinger, Jonas Nay, Leonie Benesch, Alexander Beyer
PR-fotos: Scanbox
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her