Udflytninger er et dyrt og problematisk eksperiment

i Danmark/Politik & Samfund af

KOMMENTAR – Udflytninger af statslige arbejdspladser er et dyrt og stærkt problematisk eksperiment, som efter alt at dømme ikke kommer til at gavne landets yderområder nævneværdigt, skriver Nikolaj Bøgh. Til gengæld vil det med stor sikkerhed give en markant dårligere og dyrere offentlig service på en række områder gennem en årrække. Det viser en række af de konkrete erfaringer med udflytningerne. Man kunne ønske sig et sagligt grundlag at tage diskussionen på, herunder om udflytning af statslige arbejdspladser er den mest effektive måde at skabe vækst på i en provins, der mange steder klarer sig godt og ofte bedre end København. På vej mod et folketingsvalg, hvor kampen formentlig endnu engang i høj grad vil komme til at stå om provinsvælgernes gunst, er det desværre nok for meget at håbe på.

Der er intet lingvistisk miljø i Bogense, der mangler et økonomfagligt miljø i Horsens og der er ikke noget socialfagligt miljø i Billund. Og det kommer der næppe heller i fremtiden.

Alligevel er det som led i udflytningerne af statslige arbejdspladser blevet besluttet at udflytte institutioner, der i stort omfang er afhængige af netop det, til de pågældende byer, hvor det angiveligt skulle kunne være med til at sætte gang i væksten.

Det er dog meget uklart, hvilken gavn, udflytningerne af Dansk Sprognævn, Det Økonomiske Råds sekretariat og Børnerådets sekretariat kommer til at medføre for deres nye hjembyer.

I Børnerådet, der allerede er flyttet som led i den første udflytningsbølge, er der f.eks. ikke en eneste af sekretariatets medarbejdere, som bor i Billund Kommune. De pendler alle til sekretariatet fra større byer

Langt de fleste nuværende medarbejdere siger op som følge af udflytningen, og de medflyttede eller nyansatte medarbejdere kommer i stort omfang til at pendle til deres arbejdsplads fra Hovedstadsområdet eller fra de store provinsbyer. I Børnerådet, der allerede er flyttet som led i den første udflytningsbølge, er der f.eks. ikke en eneste af sekretariatets medarbejdere, som bor i Billund Kommune. De pendler alle til sekretariatet fra større byer.

I den forgangne uge kunne Dansk Sprognævn tilsvarende berette, at ingen af nævnets 24 medarbejdere har planer om at flytte med til Fyn, og at kun direktøren og tre eller fire medarbejdere forventer at pendle fra hovedstadsområdet til Bogense.

Efter voldsom kritik af udflytningen af sekretariatet fra Det Økonomiske Råds formandskab har institutionen nådigt fået lov til at beholde fem af de mest specialiserede medarbejdere på et satellitkontor i København, efter at det kom frem, at kun tre ud af 37 medarbejdere ønskede at flytte med til Horsens.

Det er selvfølgelig et lille plaster på såret, men det må fortsat forventes, at der bliver en massiv udskiftning i sekretariatet, som har meldt ud, at de i en periode helt må droppe at udarbejde vismandsrapporter, ligesom overvismanden selv overvejer sin fremtid som følge af udflytningen.

Kerneopgaver kan ikke længere udføres

Stort bedre går det ikke med de udflytninger, der går til de større provinsbyer, hvor der dog givetvis på sigt vil være muligt at etablere et nogenlunde funktionsdygtigt fagligt miljø.

Men på kort og mellemlangt sigt er udflytningerne til de større byer en ligeså stor udfordring, som den er til de mindre.

Udflytningen af Miljøstyrelsen til Odense, som blev besluttet som led i anden udflytningsrunde, der blev meldt ud i oktober 2017, kommer således til at betyde en markant risiko for, at styrelsen ikke kan udføre sine arbejdsopgaver på tilfredsstillende vis i perioden efter udflytningen.

Det er bl.a. Miljøstyrelsens ansvar for godkendelser af pesticider, vandmiljø- og vandløbsindsatsen samt tiltag på kemikalieområdet, som bliver vanskeligt at få til at fungere uden de nødvendige medarbejdere, og derfor vil blive forsinket eller forringet.

Det viser en meget detaljeret ”risikolog”, som Altinget har fået aktindsigt i, og som over 20 tætskrevne sider gennemgår samtlige 155 af styrelsens ansvarsområder med angivelse af, hvor stor risikoen er for ikke længere at kunne løfte opgaven efter flytningen som følge af tab af nøglemedarbejdere.

Otte områder får den højeste, røde risikovurdering, hvilket indebærer, at det formentlig bliver umuligt at udføre opgaven, mens 43 områder bliver får den orange risikovurdering, som markerer, at det bliver overordentlig vanskeligt at opretholde aktiviteten. Omtrent en tredjedel af Miljøstyrelsens ansvarsområder vil således blive ramt alvorligt af udflytningen.

Det er bl.a. styrelsens ansvar for godkendelser af pesticider, vandmiljø- og vandløbsindsatsen samt tiltag på kemikalieområdet, som bliver vanskeligt at få til at fungere uden de nødvendige medarbejdere, og derfor vil blive forsinket eller forringet. Ligeledes vil arbejdet med oprensning af forurenet jord “forsinkes og fordyres”, og virksomheder, der samarbejder med Miljøstyrelsen, kan på nogle områder “blive ramt økonomisk”.

Spørgsmålet er vel, om målet med udflytningerne i virkeligheden var at gavne store byer som Odense, Aarhus eller Aalborg, der alle tre har fået en betydelig tilgang af statslige arbejdspladser uden at have noget voldsomt stort behov for at få det

Det er naturligvis ikke utænkeligt, at det på sigt vil være muligt at rekruttere nye toksikologer, AC-teknikere, miljøjurister m.fl. til Odense for at erstatte de hundredevis af medarbejdere, der kommer til at sige op, men i en årrække vil styrelsen være voldsomt hæmmet som følge af det store dræn af faglighed og administrativ erfaring.

Og spørgsmålet er vel, om målet med udflytningerne i virkeligheden var at gavne store byer som Odense, Aarhus eller Aalborg, der alle tre har fået en betydelig tilgang af statslige arbejdspladser uden at have noget voldsomt stort behov for at få det. Det er byer, der klarer sig grundlæggende godt, og hvor der i øvrigt er mange statslige arbejdspladser i forvejen.

Sagsbehandlingstider og antallet af fejl stiger

Billedet fra Miljøstyrelsens udflytning kendes også fra bl.a. Landbrugsstyrelsen, der blev udflyttet til Augustenborg i forbindelse med den første bølge af udflytninger, som blev annonceret 1. oktober 2015. Styrelsen administrerer bl.a. EU-støtte til landbruget, og har siden udflytningen været ramt af et massivt kompetencetab, da kun 36 ud af omkring 300 ansatte flyttede med til Sønderjylland.

Efter massiv kritik gik Rigsrevisionen ind i sagen og kunne konstatere, at regnskaber er blevet afleveret for sent, og at der i 2016 blev udskudt tilsagn til EU-projekter for over en halv milliard kroner i 2016. Desuden har styrelsen på grund af ressourcemangel været nødsaget til at sløjfe den kvalitetssikring, som er et krav i forbindelse med administrationen af en række støtteordninger.

En del af udflytningerne ligner faktisk også decideret spild af offentlige midler

Dermed har der ikke været den fornødne dokumentation for, at støtten levede op til kriterierne fra EU, kunne Rigsrevisionen konkludere, som samtidig fandt fejl i styrelsens tilskudssystemer, hvilket har medført, at udbetalinger er sket på et forkert grundlag, og der derfor potentielt kan komme et tilbagebetalingskrav fra EU på et senere tidspunkt.

Rigsrevisionen er på grundlag af bl.a. de problematiske erfaringer med udflytningen af Landbrugsstyrelsen på vej med en analyse af konsekvenserne af udflytningerne, der ventes i slutningen af 2018, og som forventes at blive stærkt kritisk.

Jagt. og Skovbrugsmuseet – et absurd eksempel

En del af udflytningerne ligner faktisk også decideret spild af offentlige midler.

Et absurd eksempel er ”flytningen” af Jagt- og Skovbrugsmuseet, som var et mindre specialmuseum i Hørsholm, hvor det hang naturligt sammen med de historiske kongelige jagtområder i Nordsjælland. Det var et museum, der var meget populært i lokalområdet, men i dag er det i realiteten nedlagt, fordi det blev besluttet at fusionere det med Dansk Landbrugsmuseum på Djursland, hvor det nu indgår i en konstruktion med det tidstypiske og intetsigende navn ”Det grønne museum”.

Meningsløst – og synd for borgerne i Nordsjælland, at de har mistet deres museum uden at nogen rigtig har fået nogen glæde af det

Jagt- og Skovbrugsmuseet er væk, og tilbage står en kæmpe flytteregning på 72 mio. kr. for transport og opmagasinering at museets enorme samlinger af bl.a. jagttrofæer, jagtredskaber og en udstoppet hjort fra 1600-tallet til Djursland.

To ud af 22 medarbejdere – en studentermedhjælper og en vagtmand – flyttede med til Djursland. Meningsløst – og synd for borgerne i Nordsjælland, at de har mistet deres museum uden at nogen rigtig har fået nogen glæde af det.

Et dystert billede tegner sig

Det dominerende billede af udflytningerne er således dystert.

Et sted mellem 75 og 95 pct. af medarbejderne siger op, når en statsinstitution flytter ud, og der går herefter i bedste fald år, før den kan varetage sine opgaver på tilfredsstillende vis igen.

Tilbage står i realiteten en tom skal, der har mistet stort set alle faglige kompetencer og erfaring – og uden garanti for, at de rigtige kompetencer kan rekrutteres ude i landet. Sagsbehandlingstiderne stiger voldsomt, antallet af fejl øges kraftigt, og i realiteten ved vi meget lidt om, hvornår – eller i det hele taget om – kvaliteten af de opgaver, som institutionerne skulle varetage, når op på det niveau, de havde tidligere.

Der er rigtig mange skjulte omkostninger ved udflytningerne, som belaster de udflyttede institutioners økonomi kraftigt og resulterer i, at de må skære ned på medarbejdere eller service.

Hertil kommer de direkte og indirekte udgifterne til udflytningerne, som er blevet markant højere end forventet.

Der var oprindeligt afsat 400 mio. kr. til den første bølge af udflytninger, men de direkte udgifter er oppe i nærheden af 1 milliard. Det er kun blevet værre med bølge 2, hvor stykprisen pr. udflyttet arbejdsplads er steget fra 250.000 kr. pr. stk. til nu 387.000 kr.

Hertil kommer, at flere ministerier har meddelt, at der vil være visse permanente merudgifter forbundet med udflytningerne. Desuden er mange af udflytningerne fortsat er underfinansierede, og differencen til bl.a. at søge nye medarbejdere til erstatning for de mange, der ikke vælger at flytte med, påhviler den enkelte institution.

Derfor er der rigtig mange skjulte omkostninger ved udflytningerne, som belaster de udflyttede institutioners økonomi kraftigt og resulterer i, at de må skære ned på medarbejdere eller service.

Rationaliteten er gået fløjten

Det mærkelige er, at den offentlige sektor i Danmark gennem de senere årtier generelt har været underlagt et markant rationaliserings- og effektiviseringsregime, som har fokuseret på at få mest mulig dokumenterbar værdi for skattekronerne.

Der er blevet lagt institutioner i hundredevis sammen, og centraliseret og effektiviseret i voldsom grad. Men når det gælder udflytninger af statslige arbejdspladser, er rationaliteten sat i skammekrogen i en sådan grad, så man ikke har villet evaluere de hidtidige erfaringer eller afvente f.eks. Rigsrevisionens analyse, før man flyttede mere ud. Fra New public management til ”det mener vi bare”, som det frejdigt er blevet udtrykt, når f.eks. ønsket om en evaluering er blevet fremsat.

Udflytningerne rejser grundlæggende spørgsmålet om, hvad formålet er med statens institutioner og med den offentlige administration, og hvordan man som skatteborger kan forvente, at den bliver anvendt

Det er ”ren politik”, og altså endda tvivlsomt, om man når en hel del af de målsætninger, man har sat sig med udflytningerne – altså primært dem der handler om mere liv i de mindre bysamfund. Den slags kunne man jo have fundet ud af gennem en evaluering, hvor der måske havde været grundlag for at omprioritere de ret betydelige udgifter til flytningerne til f.eks. infrastruktur, offentlig transport, internetdækning, erhvervsudvikling eller andre ting, der måske ville have en mere positiv effekt for de dele af landet, man ønskede at gavne.

Udflytningerne rejser grundlæggende spørgsmålet om, hvad formålet er med statens institutioner og med den offentlige administration, og hvordan man som skatteborger kan forvente, at den bliver anvendt.

Grundlæggende må det jo gælde, at den offentlige sektor ikke er lavet for at fungere som egnsudviklingsstøtte, men derimod for at kunne levere en effektiv og velfungerende administration o service til borgerne. Det formål truer udflytningerne åbenlyst, i hvert fald i en længere periode, indtil institutionerne forhåbentlig har fundet deres ben igen.

Lige nu er der tilsyneladende en vis politisk eftertænksomhed i dele af det politiske system i forhold til yderligere udflytninger, men kravet om en tredje runde lurer lige under overfladen, og er bl.a. fornylig blevet fremsat højlydt af Dansk Folkeparti.

Man kunne ønske sig et sagligt grundlag at tage diskussionen på, herunder om udflytning af statslige arbejdspladser er den mest effektive måde at skabe vækst på i en provins, der i øvrigt mange steder klarer sig rigtig godt – ofte bedre end København. På vej mod et folketingsvalg, hvor kampen formentlig endnu engang i høj grad vil komme til at stå om provinsvælgernes gunst, er det måske for meget at håbe på.

Topillustration: Flickr

Nikolaj Bøgh (født 1969) er cand.scient.pol. og kommunikationsrådgiver, konservativt medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse og folketingskandidat på Frederiksberg. Han har skrevet bøger og artikler om politisk historie, herunder ”Hækkerup” om den socialdemokratiske udenrigsminister m.m. Per Hækkerup og ”Brødrene Møller” om de fremtrædende konservative politikere Aksel og Poul Møller.

Seneste artikler om Danmark

Da kvinder tog magten

NY BOG – Ritt Bjerregaard, Lone Dybkjær, Britta Schall Holberg, Grethe Fenger Møller,