KOMMENTAR – “De menneskelige konsekvenser af at være medarbejder i en udbudsramt virksomhed er tydelige, vi er alle tyndslidte nu og har ikke kunnet fokusere på vores kerneopgave – at undervise.” Sådan skriver Anneli Vejsig Bruun i denne kommentar, der giver et indblik i arbejdsbetingelserne på en uddannelsesinstitution for voksne, hvor konkurrencen med andre institutioner om hvem der kan levere det billigste tilbud afgør, hvem der overlever. Men pris og undervisningskvalitet hænger sammen, fastlår Bruun, der advarer mod at lade selvbedraget fortsætte.
Så skete det også for mig og mine kolleger. Vi blev ramt af et udbud. Mailen fra ledelsen tikkede ind mandag d. 18. juni om aftenen, ”Vi tabte”.
Dagen efter på det opfølgende informationsmøde blev tabet specificeret: I det sirlige pointsystem kommunernes udbudskonsulenter havde vurderet vores tilbud i, lå vi højest på kvaliteten, men scorede lavt på prisen.
Vi var altså for dyre, og konsulenterne havde derfor valgt en anden voksen-uddannelsesinstitution til at varetage undervisningsopgaven pr. 01.01.19.
Den anden uddannelsesinstitution lå lige så højt som os på kvalitet, men kunne gøre det for mindre end 2/3 af vores tilbudte pris. Altså markant billigere end den pris vores økonomiafdeling havde regnet sig frem til af flere omgange og efter mange dages klippen en hæl og skæren en tå.
Vi er i konkurrence med hinanden. Vi tier stille. Vi løber hurtigere, vi arbejder mere, vi taber alligevel. De menneskelige konsekvenser af at være medarbejder i en udbudsramt virksomhed er tydelige
Udbudsrunden er som sådan gået helt efter planen. Der er ikke en finger at sætte på forløbet. Forud for nederlaget er der gået tre måneder med en ledelse, der sammen med nogle til opgaven indkøbte konsulenter, har været forsvundet i udbudsmaterialet. De har skrevet, regnet og analyseret, interviewet kursister og personale, skrevet om, rettet til og til slut afleveret et tilbud med alle korrekte bilag.
Lærere og det resterende personale åndede lettede op, da det midt i maj blev oplyst, at vi nu havde afleveret tilbuddet. Nu fik vi igen en ledelse. Og den truende lockout var tilmed afblæst, nu kunne vi virkelig fokusere på maj og juni måneds undervisning og eksamener.
Vi fik herefter at vide, at alle indsendte tilbud – otte i alt – ville blive læst og så skulle tilbudsgiverne møde op til en opfølgningsrunde med kommunernes udbuds- og fagkonsulenter. Her kunne der være mulighed for justeringer. Justeringen i forhold til vores afgivne tilbud var ”længere ned i pris, kom med et alternativt scenarie, der er en billig version af det allerede afgivne tilbud.”
Ledelsen var igen væk en uge, og der blev afleveret et nyt tilbud d. 6. juni. Igen åndede vi lettede op. Nu skulle vi se fremad.
Kun det billigste udbud vinder
Sidste mandag, d. 18. juni kl. 17.30, sluttede så ventetiden. Vi tabte. Vinderen blev en anden uddannelsesinstitution, der ligesom os, også var i udbud. Det var altså dem eller os, alt eller intet. Vandt vi, erobrede vi dem. Vandt de erobrede de os. Den ene kannibaliserede den anden.
Vi er i konkurrence med hinanden. Vi tier stille. Vi løber hurtigere, vi arbejder mere, vi taber alligevel. De menneskelige konsekvenser af at være medarbejder i en udbudsramt virksomhed er tydelige, vi er alle tyndslidte nu og har ikke kunnet fokusere på vores kerneopgave, at undervise, i en meget lang periode. De økonomiske konsekvenser af et udbud, håber jeg, der er nogle, der regner på. Der var otte uddannelsescentre, der bød på opgaven, som syv af os altså tabte.
Havde min uddannelsesinstitution budt en flad 1000 kr. seddel i vores udbud og skrevet kvaliteten op til at være den samme, havde vi så vundet? Er der en nedre grænse for hvor billigt, det kan være?
Det afgørende var selvfølgelig prisen. Den pris, der nu er så lav, at alle os, der arbejder på området, godt ved, at det ikke kan lade sig gøre, medmindre at kvaliteten forringes væsentligt. Den pris som kommunernes udbudskonsulenter og politikere ikke kan få langt nok ned. Det er et regnestykke, jeg ikke kan få til at gå op. Kvalitet og pris hænger sammen. Den store udgift er lærerlønningerne, og derfor har vi på min uddannelsesinstitution også skåret i alt det, der ligger rundt om undervisningen.
Undervisningslokalerne er på ingen måder prangende, rengøringspersonalet er skåret, kantinen til kursisterne er reduceret, julegaver til personalet selvfølgelig helt væk. Jovist, der kan være udsving, men underbuddene i den kommune, hvor jeg arbejder og i nabokommunen, har slået bunden ud på alle institutioner af min slags.
Som hvis man køber et Rolex-ur på et gademarked og insisterer på, at sælgerens påstand, at det er ægte, er sand. Man vil bedrages, og man bliver det. Eller rettere man lader bedraget foregå. For havde min uddannelsesinstitution budt en flad 1000 kr. seddel i vores udbud og skrevet kvaliteten op til at være den samme, havde vi så vundet? Er der en nedre grænse for hvor billigt, det kan være?
De uddannelsesinstitutioner, der nu har vundet udbuddet, skal jo undervise de samme kursister som hidtil; materialerne, der anvendes, er de samme. Testene er de samme. Personalet (og det er også mig, da der i mit tilfælde er virksomhedsoverdragelse) skal stadig være uddannede i dansk som andetsprog.
Hvornår kommer konkurserne?
Pludselig ser jeg anderledes på de mange ”skandalesager” om voldsomme overskridelser af budgetterne i offentlige byggerier, der har været i udbud. Om private hjemmeplejevirksomheder, der har vundet et udbud og herefter går konkurs.
Skandalesagerne handler i et vist omfang måske om, at det vindende tilbud fra starten var uladsiggørligt. At man lod sig bedrage for at holde ryggen fri, for at udbudskonsulenterne i kommuner, regioner og stat kan præsentere store og voldsomme besparelser, som politikerne så kan vedtage budgetter ud fra.
Vi er mange, der lige nu taler om, hvor længe der går, før der kommer konkurser på vores område. Hvor længe der går, før kommunerne må tilføre ekstra midler til de uddannelsesinstitutioner, der vandt?
Hvem er ansvarlig? Hvem vinder? Vi er mange, der lige nu taler om, hvor længe der går, før der kommer konkurser på vores område. Hvor længe der går, før kommunerne må tilføre ekstra midler til de uddannelsesinstitutioner, der vandt?
Vi tabte. Nu skal jeg sunde mig, og selvom jeg på ingen måde klandrer min kommende arbejdsplads for at ville vinde udbuddet, og dermed redde en arbejdsplads og en uddannelsesinstitution med et meget fint ry, så er jeg alligevel i sorg.
Jeg er i sorg over at sige farvel til en solid og anstændig arbejdsplads, der har skabt fantastiske resultater for vores kursister. Jeg er i sorg over at mit undervisningsområde, dansk som andetsprog for voksne udlændinge, nu smadres til atomer, og at fagligheden og kvaliteten dykker, fordi udbuddene på området raser hen over landet.
Jeg er i sorg over de kolleger, der lige nu er blevet fyret eller rammes af stress pga. de hårde, usikre arbejdsvilkår, hvor nye love og udbud hele tiden presser vores professionelle arbejde.
En bøn om fokus
Jeg er i sorg, og jeg har en bøn:
Det er en bøn til jer journalister, der dækker uddannelsesområdet, herunder dansktilbuddet udlændinge modtager, når de kommer til Danmark. Det er en bøn til jer fagforbund, der dækker arbejdsvilkår og ansættelser på området. Det er en bøn til jer arbejdsgivere, der ansætter udenlandsk arbejdskraft, som ønsker at lære dansk, og til jer uddannelsesinstitutioner, der ansætter udenlandske forskere og modtager udenlandske studerende, der ønsker at lære dansk. Det er en bøn til jer kommunale vejledere, der arbejder med integration og danskundervisning af flygtninge.
Kig på os, særligt når vi rammer bunden, og fortæl hvad I ser. Hjælp os med at rejse os igen. Til kamp for fagligheden og for kvaliteten i den danskundervisning, der er så uendelig vigtig i rekrutteringen af udenlandsk arbejdskraft og helt essentiel i arbejdet med integration af flygtninge
Jeg beder jer om at holde godt øje med, hvad der sker med danskuddannelserne nu og i de kommende år. Jeg beder jer holde øje med fagligheden og med kvaliteten og med tilbuddenes fleksibilitet. Og jeg beder jer om at fortælle det, I ser videre.
Lige nu falder vi, og min fornemmelse er, at alle bare kigger på. Der er ikke politiske stemmer i danskundervisning for udlændinge, det ved jeg godt.
Så derfor til alle jer andre:
Jeg ved ikke hvor langt, der er ned. Men kig på os, særligt når vi rammer bunden, og fortæl hvad I ser. Hjælp os med at rejse os igen. Til kamp for fagligheden og for kvaliteten i den danskundervisning, der er så uendelig vigtig i rekrutteringen af udenlandsk arbejdskraft og helt essentiel i arbejdet med integration af flygtninge.
Læs mere af Anneli Vejsig Bruun her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
