MUSIK // LONGREAD – Der findes måske 300 internationale U2 superfans, som rejser rundt efter bandet til flere eller ligefrem mange af koncerterne, når U2 er på turné. Dem, som hver gang står forrest helt oppe ved scenen eller ved hegnet, så tæt på bandet, som man kan komme. De såkaldte ‘rail-junkies’. Hvordan kan det lade sig gøre, og hvad i alverden har de gang i?
Jeg møder North Bowman første gang i loungecafeen på Michelberger Hotel i Berlin.
Det er i juli 2017, og det er dagen efter U2-koncerten i byen. Han spotter teksten på min T-shirt og genkender en U2-fan: Unos//dos//tres//catorce// er indledningen til nummeret Vertigo. Direkte oversat betyder det nogle, to, tre, fjorten, og det vidner om Bonos meget lemfældige omgang med det spanske sprog eller det stik modsatte.
U2-fans fra hele verden søger og diskuterer i hvert fald den dybere mening med netop den tælle-sekvens. Er det en besked til lydmanden, er det en religiøs henvisning, er Bono et matematisk geni, eller var bandmedlemmerne bare fulde?
Bandet kørte ikke livebilleder og close-ups af musikerne under koncerten på storskærmen. Jeg kunne med andre ord kun høre og ikke se noget som helst af betydning
Bowman, som er fra Hamburg, er høj og helt oppe og køre, superglad og hektisk, det er lige før han krammer mig, og han siger hurtigt en masse på tysk og engelsk: Var du til koncerten, var den ikke fantastisk, er de ikke fantastiske, er U2 bare ikke verdens bedste band, lagde du mærke til, da Adam… etc…
Jeg er lidt mere behersket og cool – jeg er trods alt rejst til Berlin for at høre U2 genopføre deres 30 år gamle Joshua Tree-plade og har vel hørt bandet mindst syv gange, og hvad ved sådan en ung mand som Bowman egentlig om U2?
Jeg er også lidt syrlig. Jeg havde købt og fået en siddeplads midt for til koncerten på det mægtige og mægtig flotte ovale Olympia-stadion – blot for at konstatere, at U2 stik mod alle traditioner denne gang spillede på en traditionel scene i den spidse (og modsatte) ende af ovalen, og at jeg dårligt kunne sidde længere væk fra scenen, end jeg gjorde.
Derudover kørte bandet – formentlig tro mod det oprindelige scene-layout – ikke livebilleder og close-ups af musikerne under koncerten på storskærmen. Jeg kunne med andre ord kun høre og ikke se noget som helst af betydning.
Jeg spørger ham, om han aldrig har hørt U2 før? Jo, siger han, det her var min koncert nummer 40 … Fyrre! Jeg er chokeret
Bowman er helt ligeglad, han har åbenbart haft en nærmest religiøs ud-af-kroppen-oplevelse, og jeg spørger ham, om han aldrig har hørt U2 før? Jo, siger han, det her var min koncert nummer 40.
Fyrre! Jeg er chokeret. Jeg tipper Bowman til at være i 30’erne og laver et hurtigt regnestykke. Så ofte er U2 ikke på turné, så han må have hørt 4-5-10 koncerter på hver turné de sidste 15 år. Jeg lægger mig fladt ned og prøver at få mening i U2-fan-galskaben.
Det er også denne artikels projekt.
Efter 10 minutter er vi to U2-fans, som snakker sammen, selvom den ene unægteligt taler mere og meget mere indsigtsfuldt end den anden. Så holder Bowman pludselig op og kigger på mig med et særligt blik. Noget stort er på vej: Ved du, hvad jeg fik til koncerten? Nej, siger jeg.
Han siger ikke noget. Men med en betydningsfuld mine tager han et sammenfoldet A4-ark frem fra inderlommen og folder det ud – meget forsigtigt. Det er set-listen fra aftenens koncert, som han har fået af en af roadierne.
Jeg forstår i samme moment, at det er passende at være særdeles imponeret over dette relikvie, og jeg behandler det med så stor forsigtighed og respekt, at Bowman lyser over mig med ordene: Du må godt tage et billede af listen. Og det, føler jeg, er et tilbud, som jeg ikke bør sige nej til.
Bowman er ikke alene i verden.
Han er en af de måske 300 internationale U2 superfans, som rejser rundt efter bandet til flere eller ligefrem mange af koncerterne, når U2 er på turné. Dem, som hver gang står forrest helt oppe ved scenen eller ved hegnet, så tæt på bandet, som man kan komme. De såkaldte rail-junkies. Hvordan kan det lade sig gøre, og hvad i alverden har de gang i?
Henrik – en dedikeret dansk fan
Henrik bor i Thisted, han er 50 år og arbejder med IT. Og han er på vej til Singapore, hvor U2 spiller i slutningen af november 2019.
Nej, han skal ikke arbejde, han skal bare til to U2 koncerter. Godt nok sammen med sin søn, som har boet ½ år i byen, men som er kommet hjem, og som hellere ville høre U2 i Korea – men her lå koncerterne dårligt i forhold til eksaminerne på CBS. Derfor Singapore.
Henrik fortæller:
Jeg hoppede på U2 på et backpacker-hostel i Australien i 1989, da jeg hørte ”Desire” fra Rattle And Hum. Jeg var omkring 20 år og syntes, at det var fantastisk. Jeg boede jo i Varde og nåede aldrig at høre dem i Gentofte, Parken eller Forum i 1993, 1997 og 2001, men i 2005 skulle det være. Og jeg og to kammerater syntes, at det kunne være fedt at fylde en bus med fans fra Jylland og køre til koncert i København.
De internationale U2-fans kender hinanden – i hvert fald de mest ihærdige. Der er en meget stærk infrastruktur i det internationale fan community bestående af officielle og uofficielle hjemmesider og Facebookgrupper
Vi lå i kø som nummer 4 og 5, da Fona åbnede billetsalget, og man kunne købe 6 billetter pr. hoved. Ved at alliere os med dem før og efter i køen lykkedes det os at skrabe 55 billetter sammen forskellige steder i Parken. Sådan er det bare med mig, når jeg er passioneret om noget, så er det bare 0 eller 1, og så gør vi det.
Dagen oprinder, afsted i bussen til Parken, og der vidste vi ikke noget om kø-systemerne til U2-koncerterne, men en del fans var jo kommet før os. Vi fik et lille overskud på arrangementet, og det gjorde, at jeg og kammeraten kunne tage til U2-koncerten i Paris. Siden har jeg hørt U2 i Horsens, Sverige, Tyskland hvor det nu passede, Denver Colorado, Dublin og Amsterdam og København naturligvis – de to koncerter i Singapore er mine nummer 14 og 15. Men jeg kender indtil flere, som har været til over 100 U2-koncerter.
Hvordan får man billet til ståpladserne?
De internationale U2-fans kender hinanden – i hvert fald de mest ihærdige. Der er en meget stærk infrastruktur i det internationale fan community bestående af officielle og uofficielle hjemmesider og Facebookgrupper, og når man har været afsted et par gange, begynder man at kende de andre i køen in real life. Ikke køen foran Fona i Varde, men køen foran spillestedet, hvor de internationale superfans ofte dukker op med proviant, underlag og soveposer 1, 2 eller mange dage før koncerten.
Det handler om at være parat og først, når spillestedet åbner indgangene, så man kan komme først ind og få de eftertragtede railspots og helst ens favoritsted, altid til venstre eller til højre for Bono, enten The Edge-side eller Adam-side.
Både Bowman og Henrik kan bedst lide Adam-side, dvs. højre side af scenen mellem forsangeren Bono og bassisten Adam Clayton. Bono kan man ikke rigtig få kontakt med under koncerten, siger Henrik, men Adam er fed, og han skal jo også bare hive i de 4 strenge, så han har masser af tid til at blinke til de nærmeste.
Folk med nummererede siddepladser skal selvfølgelig ikke møde tidligere op. Køen er for folk med billet til ståpladserne – de såkaldte GA-billetter – General Admission.
Har man ikke sådan en, har man måske en god grund (f.eks. at man ikke kan stå op i flere timer, at man er for lille til at se noget på gulvet, at man gerne vil kunne se alle showets visuals, eller at man bare er mere tryg ved det hele oppe på siddepladserne.). Der er også den mulighed, at man ikke er dedikeret nok som fan.
I tilfældet U2 er køen ikke bare ‘first come first serve’, hvor den, som først møder op med sin sovepose og ligger der længst, får lov til at komme først ind til udsalget. Der er en lang række uskrevne regler
Jeg kan rigtig godt lide U2’s musik, men jeg er helt klart ikke dedikeret nok som fan. Når der begynder at gå rygter om en U2-turné, checker jeg, om jeg stadig er medlem af U2’s fanclub på U2.com.
Det koster 40$ om året og giver en medlemsgave, rabat på merchandise OG ikke mindst adgang til et pre-sale, hvor man kan købe 2 billetter til en koncert på turnéen efter eget valg, når billetsalget går i gang. Men man er ikke garanteret billetter og slet ikke til de eftertragtede ståpladser.
Og hvis du har været medlem, før turnéerne bliver annonceret, har du adgang til et pre-pre-sale, og måske er der endda et pre-pre-pre-sale, hvis du har været medlem længe nok.
Det har jeg ikke. Med 8 turnéer i Danmark siden 1982 er der i gennemsnit 4-5 år mellem hvert besøg, og jeg glemmer ofte at forny medlemskabet i årene efter en turné. Så ståpladserne er ofte udsolgt, når jeg kommer igennem.
Bowman glemmer ikke at forny sit medlemskab. Så han – og alle andre dedikerede superfans – har selvfølgelig adgang til den tidligste kategori af pre-sales. Men det er ikke hemmeligheden. Bowman kan ALTID få General Admission-billetter – selv til en udsolgt koncert et par dage før den spilles.
Efter mange år i køen kender han selvfølgelig en del andre superfans, som ofte køber flere billetter, end de selv skal bruge og derefter hjælper deres venner, som ikke har fået billet. Og har de ikke selv nogle billetter, kender de nogen, som har.
Som Henrik, der alligevel ikke kunne tage til Dublin i november 2018, og derefter solgte sine to U2-billetter til en anden fan – selvfølgelig til den påtrykte pris og ikke en krone mere. Som Henrik siger: Det er jo det fede ved det her fan-community. Når man køber en billet, er det til Face Value. Der er ingen, der pisser ved siden af.
Og så kender Bowman ALLE de rigtige Facebookgrupper og hjemmesider for internationale U2-fans – se f.eks. Facebookgruppen ”U2 fans tour group (helping fans to get tickets)”, som efter eget udsagn er den originale U2 Fans Tour Ticket Exchange Group med pt. omkring 9.300 medlemmer. Her udbydes mange billetter, også til ellers udsolgte koncerter på U2’s igangværende turné til New Zealand, Australien, Singapore, Japan, Korea, Filippinerne og Indien.
Hvis du er fan nok, er du forberedt nok.
Samarbejdet med Royal Arena
Henrik har en ide til en happening i forbindelse med den første U2-koncert i København i november 2018 og aftaler med en anden fan – Connie – at de sammen med fire andre organiserer køen til U2’s to koncerter i Royal Arena København i november 2018. De har lært hinanden at kende i det danske U2-fan miljø, som opretholder kontakten via Facebookgruppen Bono.dk, hvor der for tiden er 441 medlemmer.
Her deler man nyheder om bandet, uploader video-klip og koncertoptagelser, sælger overskydende U2-items og memorabilia, hjælper med billetter og den slags, som opretholder et community.
Og hvis man er Henrik, orienterer man nøgternt og jævnligt om, at der nu kun er xx dage til, at man skal til Singapore og høre U2 hele 2 gange. Prale og vække misundelse må man gerne, det understreger bare den fælles passion.
En kø er selvfølgelig det civiliserede alternativ til det rene anarki og de stærkes ret. Men i tilfældet U2 er køen ikke bare first come first serve, hvor den, som først møder op med sin sovepose og ligger der længst, får lov til at komme først ind til udsalget. Der er en lang række uskrevne regler, som nogen endda har skrevet ned. Men det betyder ikke, at alle er enige i reglerne. Eller i hvem der har retten til at håndhæve dem.
Køsystemet er ‘fan led’, dvs. styres af fans. U2 og deres management kontrollerer ikke, hvordan køen sættes op og administreres. Men man samarbejder og ser gerne, at der er styr på det
Det er først og fremmest vigtigt, at køsystemet er fan led, dvs. styres af fans. U2 og deres management kontrollerer ikke, hvordan køen sættes op og administreres. Men man samarbejder og ser gerne, at der er styr på det, så ingen kommer til skade, når bandet ankommer til spillestedet, eller når dørene åbnes for publikum.
Dernæst er det vigtigt, hvordan spillestedet generelt og sikkerhedschefen på stedet konkret vurderer forholdene omkring den enkelte koncert. Her afstikkes rammerne for det fan-styrede køsystem. Der er groft sagt to muligheder:
I gamle dage var det almindeligt at ligge i kø og overnatte eller ligefrem campere foran spillestederne, og i nogle byer og lande må man stadig, og der er systemet mere enkelt:
Kom på dagen eller nogle dage før, do the hard time = hold din plads i køen, snak med dine naboer i køen og aftal med dem, om det er cool nok, at man kan gå fra køen en halv eller en hel time, hvis man skal hente mad eller tisse – og prøv i øvrigt at overleve på betonen med dine nye venner og med humøret i behold, indtil I bliver lukket ind på stadion som de første.
Men i Europa og Nordamerika og på den igangværende turné i Asien er det hovedreglen, at man ikke må overnatte ved spillestederne, og i nogle byer trues man ligefrem med arrestation og bøder, hvis man alligevel prøver. Her bruger man et andet kø-system, det såkaldte check-in-system.
3-4 måneder før koncerterne i København i 2018 tager Connie, som bor i København og på det tidspunkt har været til 28 U2-koncerter, derfor kontakt til den ansvarlige for al sikkerhed i Royal Arena og Live Nation, som driver arenaen og i øvrigt booker de fleste store navne.
Sikkerhedschefen hedder Henning Jølnæs, og han afklarer hurtigt, at Royal Arena ikke er interesserede i, at U2-fans camperer foran Royal Arena i dagene op til koncerten. Det er et spørgsmål om skrald og sikkerhed. På flere planer.
Henning Jølnæs siger: Jeg vil helst ikke have, at man ligger i kø i flere dage, fordi så får man ikke noget at spise, man får ikke noget at drikke, man bliver kold, og når vi så får gæsterne ind, så bliver de syge og kan ikke klare koncerten. Jeg vil heller ikke have, at 500 fans tramper og maser sig ind, når vi åbner indgangene, for her sker der uheld. Så jeg vil hellere have en organiseret kø med check-ins og den slags.
Og her respekterer vi det kø-system, som vores gæster selv laver. Så når der til en boyband-koncert kommer nogle piger om morgenen og lægger sig i kø, så siger vi, at I kan skrive et nummer på hånden på de første 200 og sørge for, at I er i rækkefølge i køen, og det respekterer vi så, og dem lader vi komme ind først og i den rækkefølge.
Joe begyndte at skrive, hvad han så: Hvordan kommer man ind, hvornår skal man ankomme, hvad er en god kø, hvordan organiserer man den, og hvordan overlever man i den
U2 er ikke et boyband, og U2 fans er ikke helt almindelige, siger Henning Jølnæs.
De er ældre, de er godt organiserede, og de har valgt at være utrolig dedikerede. Det samme gælder i øvrigt fans af Bruce Springsteen. Der er etablerede fanklubber i Danmark, og de er nemmere at samarbejde med.
De nye tiders køsystem
Samarbejdet mellem de organiserede U2 fans og spillestederne om køsystemet er beskrevet i den 20-siders manual GA Joe’s Guide to the U2 General Admission Queue, som GA Joe med det borgerlige navn Joe Ahorro har skrevet på baggrund af sine egne erfaringer som mangeårig U2-superfan og line leader, dvs. kø-organisator.
Det var i forbindelse med en U2-turné i 2009 (også kaldet The 360º-tour, som ikke kom til København, men dog nåede Horsens), at Joe begyndte at skrive, hvad han så, og hvordan det kunne fungere på forskellige måder i forskellige byer: Hvordan kommer man ind, hvornår skal man ankomme, hvad er en god kø, hvordan organiserer man den, og hvordan overlever man i den. To organize the fans to make it easier to transition to the show day.
Hvilken status har GA Guiden? I en podcast, som to hollandske superfans har lavet i forbindelse med den aktuelle turné i Australien, siger GA Joe:
These are not rules, they are norms and customs – a kind of expectations. My guide is not a rule book. No one is enforcing it, it is a self-policing kind of thing. Men i de sidste ti år er guiden blevet brugt som reference og arrangør-manual af line-leaders over hele verden.
Jeg møder Steve Elliott, som er fra USA, i køen til en af U2-koncerterne i Hamburg i oktober 2018.
Han siger: I’ve been a line-leader, and I have helped other line-leaders many times. To be a line-leader is a lot of work. People bitch! You have to organize other volunteers, so you can stay overnight and maintain presence. You have to work with venue security, and you have to work with U2 management and security, set up the number system and manage the line. Did I mention that people bitch? And you end up being sleep deprived when the show finally starts.
Anyone can start a line, siger GA Joe, og i København er det Connie.
Hun siger: Vi talte om det i vores lille gruppe af U2-fans i Danmark. Vi ville gerne være gode værter og sikre, at både de lokale og tilrejsende U2-fans – og vi selv – fik en god og sikker oplevelse. Jeg bor i København, så det var ret praktisk, at det var mig, som holdt møde med Royal Arena.
Connie har en aftale med 5-6 andre i det danske U2-fan community om, at de sammen skal sørge for, at der er døgnbemanding ved Royal Arena frem til selve koncertdagen
Connie har været til en del koncerter på U2’s sidste 3 turnéer, og hun ved godt, hvad jobbet som line leader går ud på. Hun og Henning Jølnæs har for lang tid siden lavet en aftale om at bruge check-in systemet. Koncerterne i København spilles lørdag og søndag den 29. og 30. september 2018, og Connie kører ud onsdag eftermiddag og starter køen 3 dage før den første koncert, hvor der endnu ikke var kommet nogen. Men det kom der hurtigt.
Connie har en aftale med 5-6 andre i det danske U2-fan community om, at de sammen skal sørge for, at der er døgnbemanding ved Royal Arena frem til selve koncertdagen. Der kræver cirka 20 vagter at sikre kø og nummerudlevering, og alle, der kommer efter et nummer, bliver derfor spurgt, om de vil tage vagter.
Hvis de svarer ja, får de et af de første 20 numre, som er reserverede til dem, som hjælper med at organisere køen. Og ellers får de bare det nummer, som man nu er nået til. Mange svarer ja og tager en tjans som kø-vagter/nummeruddelere.
Samme onsdag aften lægger Connie et opslag ud i Facebookgruppen Bono.dk og i de internationale U2-Facebookgrupper, herunder U2 GA Information, som er den uofficielle kilde til, hvor, hvordan, hvornår og hvem, der organiserer køen.
Hun forklarer, hvordan det kommer til at foregå: Hvis man vil ind i GA-området og gerne vil sikre sig en god plads, skal man møde op og få et nummer og blive skrevet op i en bog.
Og så kan man forlade området og komme tilbage på nogle særlige check-in tidspunkter, hvis man vil beholde sit nummer i køen.
På koncertdagen uddeler Royal Arena armbånd til de første 500 numre, og så skal de bare være tilbage kl. 16, hvor alle med armbånd vil blive sluset ind i barrierer i den rækkefælge, de har armbånd. Royal Arena står for dette og hjælper os med at tjekke, at ingen snyder, og at der ikke opstår kaos. Dørene åbner kl. 18, og de har lovet at eskortere folk med armbånd ind, så ingen begynder at løbe og andre unoder.
Nogle steder har man ingen aftaler og kommer først i dialog med venue security på selve koncertdagen
Som Henning Jølnæs siger: Hvis folk begynder at løbe, piller vi dem ud. Og så kommer de bagerst i køen. Det er godt for os, at de ved det. U2-fans er voksne mennesker. De holder aftaler og går pænt ind i to rækker.
Henning Jølnæs sørger for, at der bliver sendt en mail om procedurerne ud til alle, som har købt en billet. Det er helt usædvanligt og et udtryk for det fine samarbejde med Royal Arena/Live Nation, og mange fans kvitterer for den gode måde at organisere det hele på.
Sådan er det ikke alle steder, Nogle steder har man ingen aftaler og kommer først i dialog med venue security på selve koncertdagen. En fan skriver i tråden under opslaget: Fedt at I har fået et samarbejde med LiveNation og arenaen – det er ikke alle der formår det! 😊👍 MCD i Dublin er håbløse!! 😬🙄🙈).
Fredag aften før første koncert er der 250 fans, som har været forbi og fået et nummer, og der kommer et par stykker mere om morgenen, inden Royal Arena begynder at sætte armbånd med numre på folk.
People Bitch
Jeg undrer mig over, hvordan man finder ud af, hvem der organiserer køen? Hvad nu hvis der er nogen ovre på den modsatte side af Royal Arena, som også har en bog med nogle navne i? Og hvordan ved Royal Arena, hvem man skal samarbejde med?
I Danmark er det ikke et stort problem. Den danske fanklub samler sig om Facebookgruppen Bono.dk, her holder man ikke nogen ude, og i FB-gruppen kører kommunikationen om koncerter, før- og efterfester og kø-systemet ganske åbent. Henning Jølnæs kan dermed ret hurtigt gennemskue, om folk har legitimitet:
Det gode for os er jo at få kontakt med nogle folk, som har kontakter videre ud i fanmiljøerne, og som kan hjælpe os med at afvikle arrangementerne ordentligt og uden det kaos, som man ser i andre lande. Mange fans vil slå ihjel for at komme ind og stå forrest. Men vi vil jo gerne have at alle kommer ind og er i live og får en god oplevelse.
Ikke alle internationale U2-superfans accepterer den danske måde at organisere køen på
Connie fortæller:
Vi kommunikerede ud på engelsk i alle internationale Facebookgrupper med præcis samme information som i Bono.dk. Der blev ikke gjort forskel, så de tilrejsende havde lige muligheder for at finde ud af, hvad der foregik. Live Nation skrev også ud både på dansk og engelsk til billetkøbere.
Men ikke alle internationale U2-superfans accepterer den danske måde at organisere køen på.
Ind på scenen om lørdagen træder Melissa fra Venezuela, nu bosiddende i USA, og hun er pissed. Hun har været travelling fan i mange år og havde bestemt regnet med, at hun skulle starte køen i København til koncert 2 om søndagen, for det havde hun jo gjort i nogle af de andre byer på turen før København. At få nummer 17 på hånden med sprittusch er bare ikke særlig fedt, når man er vant til at give sig selv nummer 1 og stå med bogen og det halve kongerige.
Ikke at det har nogen stor praktisk betydning, for på Experience + Innocence Tour, som den hed i 2018, var sceneopbygningen således, at der var 200 meters rækværk og dermed plads til mindst 400 i forreste række.
Men der er en hel del prestige forbundet med at have nummer 1 og de laveste numre. Det er i sig selv en attraktiv fjer i hatten og et trofæ til samlingen.
Melissa er rasende og anfægter legitimiteten og dermed autoriteten, og så breder uroen sig. Der bliver talt med store bogstaver
Nogle internationale superfans har den uvane at gå 3 numre før koncert 1 slutter for at kunne starte eller være først i køen til koncert 2.
De danske fans omkring Bono.dk synes, at det er en dybt godnat uskik, hvor jagten på de lave numre og dermed forreste pladser i køen overskygger det, det hele handler om, nemlig musikken.
Så der er blevet lavet en aftale med Henning Jølnæs om, at de danske fans skal starte køen til koncert 2, men først en halv time efter, at koncert 1 er slut.
Melissa er rasende og anfægter legitimiteten og dermed autoriteten, og så breder uroen sig. Der bliver talt med store bogstaver, og Henrik og Connie er lidt spændte på, om Melissa kan mobilisere nogle af sine efterhånden gode forbindelser i U2 security til at overrule de aftaler, der er lavet med Royal Arena.
Det kan hun ikke. En hel del internationale fans skipper dog de sidste numre, men det bliver som Connie og Henning Jølnæs har aftalt. Og Melissa ender med at komplimentere Connie for den gode organisering i Danmark.
Henrik tror ikke, at han helt nåede at blive 100 pct. gode venner med Melissa og håber ikke at møde hende i køen i Singapore. Men det gør han, for hun organiserer køen til koncert 2 i Singapore, og der er ingen sure miner.
Og hun er god: Melissa kan altså nogle ting, der er INGEN slinger i valsen, det kan jeg love dig, det skal hun have. Da vi skulle lave en hard line-up lørdag morgen, stod vi så i køen, og 147 og 149 var der, men 148 manglede. Er der nogen, som har set nummer 148? Nej det var der ikke lige, og så swisj blev han slettet af listen, væk. Nogle hviskede, at hun var ”a goddam bitch”. Men sådan var aftalen, og det er godt nok, at der er styr på det, siger Henrik.
New Zealand, Australien og Asien, november 2019
Den igangværende tour starter i Auckland i New Zealand i november 2019. Her er det lige ved at gå galt:
De internationale fans starter køen 5 dage før koncerterne med check-in-systemet. Det kan de lokale ikke lide. I medierne kan man læse vrede udtalelser fra lokale fans
30 internationale superfans er ankommet tidligt sammen med bandet, som bruger dagene før koncerten på at øve. De internationale fans starter køen 5 dage før koncerterne med check-in-systemet. Det kan de lokale ikke lide. I medierne kan man læse vrede udtalelser fra lokale fans:
No-one, and I mean no-one ever does this for any show here in Australia or New Zealand … you roll up on the morning of the show and queue up and stay there all day (Apart from toilet/food runs)
Og en anden skriver:
What is upsetting to NZ/AU fans is that international fans are dictating who gets on the rail, how about you multi-tour fans take a back seat for a change and let us Kiwi / AU fans get on the rail. We have had to wait for nine years for this tour back to NZ. This is just seems mean-spirited by international fans no respect for local fans at all.
Og i kommentarsporet til artiklen tager det en drejning mod det værre med opfordringer til fysisk håndfast omgåelse af køen. Men 3 dage før koncerterne har U2’s security team og koncertarrangøren lavet en aftale om at respektere den nummerkø, som de internationale fans har sat op. Det hjælper på sagerne, at der er masser af plads, og at lokale stadig kan få numre på selve koncertdagen.
Senere hjælper det på den sag, at der gik ged i det hele med kaos og lange køer til følge, da alle de andre gæster skulle ind. Så var fokus i medierne på, at den lokale koncertarrangør ikke var sin opgave voksen i forbindelse med så stort et internationalt navn som U2.
I Singapore lidt senere på måneden er Henrik i tvivl. Ingen ved, om der arrangeres en kø, da Henrik tager afsted fra Danmark.
Han og sønnen er nødt til at tage ud og kigge på National Stadium Kallang, da de kommer til Singapore. Og der er ikke noget at se. Pludselig onsdag aften dukker der en besked op på Facebook – en franskmand starter køen og nummersystemet.
Men ingen ved, om arrangørerne vil respektere nummersystemet, og det diskuteres hidsigt i kommentarerne, om det er muligt, om det er lovligt, og om det er smart.
Mathias og jeg skiftes til at gå ud, og vi laver altid aftaler med de nærmeste om, at de kigger efter vores pladser, når vi gør det
Henrik og søn tager tilbage til stadion onsdag aften og får numrene 32 og 33. Der er check-ins morgen og aften de næste dage. Nogle franske fans organiserer køen, men de er ikke så gode til engelsk, så de får hjælp af en tilrejsende superfan Vikram, som Henrik kender fra tidligere.
Først fredag eftermiddag forlyder det, at der er lavet en aftale mellem Kallang Stadium Security og U2 management.
Lørdag morgen møder fan-flokken ind klokken 7 og bliver sendt væk til 9.30. Men SÅ kommer der både armbånd og besked om, at nummersystemet vil blive respekteret, og at fans med nummererede armbånd som de første får adgang gennem en særlig bås, hvis de er tilbage klokken 16. Pyha!
Henrik og søn får deres railspots og de medfølgende fordele: Man ser godt, man kan tage fantastiske billeder, og man kan læne og hvile sig opad hegnet.
Men der er også ulemper: Man kan f.eks. ikke altid forlade sin plads for at gå på toilettet og købe drikkevarer. Der er bankende varmt og fugtig-klamt på det overdækkede stadion, og efter 5 minutter er Henrik og søn gennemvåde. Men det er alle, og de to danskere laver aftaler med de nærmest-siddende, når de skal ud og tisse og hente øl.
Henrik forklarer: Mathias og jeg skiftes til at gå ud, og vi laver altid aftaler med de nærmeste om, at de kigger efter vores pladser, når vi gør det. Og jeg gør mig stor umage med at gå den samme vej tilbage, som jeg er gået ud, så folk måske kan kende mig og ikke tror, at jeg snyder. Ingen snyder, og hvis der pludselig kommer nogen bagfra, som tror, at de bare kan stille sig foran os, får de besked på at flytte sig.
Lasting Memories
Når man er fan, handler rigtig meget om kø, om at organisere den eller finde dem, som gør. Om at finde ud af, hvordan det hele virker, og hvad man skal gøre for at sikre sig en god plads til koncerten. Der er et adrenalin-rush forbundet med at komme op foran, være tæt på sit favoritband og demonstrere – ikke mindst for en selv – at man er en ”dygtig” fan.
Og koncertoplevelsen er som oftest uendelig mange gange stærkere, når man nærmest kan række ud og røre ved bandet. Guder – og alligevel så menneskelige, når man er så tæt på.
Men køen er også i sig selv en praksis – dvs. noget folk gør sammen – som er ved at forsvinde, fordi sikkerhedsopstramninger efter terror og tragedier gør det sværere at bruge campingmodellen.
Vi er alle U2-fans, og det betyder ikke noget, hvad du laver i dagligdagen, om du er skraldemand, journalist, advokat eller butiksassistent. Turneer og koncerter er et frikvarter fra ens almindelige liv derhjemme
I podcasten Talking U2 General Admission with GA Joe siger GA Joe, at han savner campingdagene, men at hans krop ikke gør. Simpelthen på grund af fællesskabet, det at møde og tjekke op på gamle venner, møde nye mennesker og dele noget om det, man har til fælles, nemlig U2 og oplevelser med bandet og musikken, hvilke shows man skal se osv. Det handler ikke om, hvad folk laver i dagligdagen, og på den måde er køen på sin egen måde ret egalitær.
Connie siger: Vi er alle U2-fans, og det betyder ikke noget, hvad du laver i dagligdagen, om du er skraldemand, journalist, advokat eller butiksassistent. Turneer og koncerter er et frikvarter fra ens almindelige liv derhjemme, så de fleste vil hellere tale om, hvorfor de er der og den fælles interesse for U2.
Mødet med de andre fans i køen er samtidig en mulighed for at tale om den musik, der fylder så meget i ens liv, men som ens venner og familie derhjemme ikke rigtig forstår eller gider høre på.
I GA Guiden siger Joe:
I can earnestly look back at all my experiences in the queue – good and bad – and remember how much fun it was to meet everyone, listen in on the sound checks, feel the rush of getting into the venue early, enjoying the concert with the same fans I shared the queue with during the entire day, and getting various setlists at the end of the night.
I vividly recall meeting new friends, sharing our love for U2’s music, talking about our backgrounds, and explaining where our travels have taken us. In the end, the U2 queue is more than trying to make it to the front; it really is a place where different people of varying backgrounds can find a common ground, with the hope of having long lasting memories.
Tifo
Da Henrik finder ud af, at U2 kommer til København i september 2018, opstår ideen om at lave en event, der kan være et lasting memory for rigtig mange fans og ikke mindst for bandet: Henrik beslutter sig for at lave en tifo.
Man kender dem fra fodbold- og andre sportsbegivenheder. I Wikipedia kan man læse følgende:
Tifo er en forenkling af det italienske ord tifosi, som betyder passionerede supportere eller fans… I dag bruges tifo mest som betegnelse for spektakulær koreografi udført af fans på tribunerne i forbindelse med en sportsbegivenhed, oftest en fodboldkamp.
Tifoer er primært arrangeret af en ultras-gruppe eller en fanklub for at vise deres tilknyttelse og kærlighed til deres klub…
Tifoen skal være to kæmpestore flag – et dansk på den ene side og et irsk på den anden side af Arenaen. Henrik kender Henning Jølnæs fra tidligere U2-koncerter i Horsens, og han er helt med på ideen, da han bliver kontaktet flere måneder før koncerterne. Og så går der planlægning og sikkerhed i den.
Henrik mærker alt op på en salsplan og finder ud af, at der skal bruges 10.000 stykker farvet papir. Papirprøver sendes til Henning, som er i kontakt med brandmyndighederne, for der er naturligvis sikkerhed involveret, når 10.000 stykker papir ligger og flyder, og der er noget med rengøring.
Smitter de af, når de bliver våde, kan man glide i dem, hvem samler op osv. Og Henning spørger U2 management om, hvad Royal Arena egentlig må sige ja til:
Adam sagde bagefter, at det havde været helt vildt fedt. Når jeg får sådan en tosset ide, skal den bare prøves af. Og det virker altid umuligt, indtil det er gjort
Normalt må der jo ikke være fans i salen før koncerterne, hvor der bliver bygget ting op, så vi havde en længere periode, hvor vi skulle finde ud af, hvad der kunne lade sig gøre.
Vi mødtes nogle gange herude, og jeg fik ret hurtigt opbakning fra U2’s organisation til, at det, som jeg gjorde med den danske U2-fanklub, det var det, vi gik med. Både køen og tifoen. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi alle sammen var interesserede i, at det skulle lykkes, og at det skulle blive til noget.
Vi var alle sammen rigtig glade, da tifoen blev afviklet, og det hele spillede. Det har vi ikke oplevet før. U2 er et stort band, og artisterne og gæsterne skal have det godt.
Men det betyder faktisk osse noget for mig, når vi har folk, som er så dedikerede, at de også synes, at det er fedt. Så vi hjælper dem på alle de måder, vi kan – osse Springsteens fans – og vi får stor ros for det.
Henrik organiserer omkring 50 frivillige (såkaldte tifo-officers), som kan give signal på det rigtige tidspunkt, instruere folk og samle papir op, og fire uger før koncerterne kommer han i kontakt med Jennifer fra U2 management.
Hun vil vide, om bandet må få noget at vide, eller om det skal være en overraskelse? Overraskelse naturligvis!
Henrik er ret passioneret og mener, at mange af de mest dedikerede U2 fans er nogle mærkelige nørder – sagt i al kærlighed, for han er selv en af dem
Henrik fortæller: Både Henning og Jennifer gav os helt fantastisk opbakning. Langt op i U2 organisationen – helt op til niveauet lige under bandet – synes folk, det var en fed ide.
Og da vi så lavede tifoen, kiggede band-medlemmerne på hinanden, og det var tydeligt, at de tænkte ”what the fuck”, og Bono kommenterede det fra scenen.
Og Adam sagde bagefter, at det havde været helt vildt fedt. Når jeg får sådan en tosset ide, skal den bare prøves af. Og det virker altid umuligt, indtil det er gjort. Men det kunne kun blive til noget på grund af en række gode folk omkring mig, som fik det til at lykkes.
Mærkelige nørder
Henrik er ret passioneret og mener, at mange af de mest dedikerede U2 fans er nogle mærkelige nørder – sagt i al kærlighed, for han er selv en af dem. Men han er ikke den eneste, der går langt for at sikre sig lasting memories med U2.
Mark Baker er skolelærer i Toronto, 43 år, godt gift og med børn. Han har været U2 superfan under navnet U2 BROTHR i mange år og blev i 2009 meget optaget, ja nærmest besat af tanken om at blive en af de fans, som Bono hiver op på scenen og danser med. I et interview i Toronto Sun i 2015 hedder det:
“To be honest, I’m usually the only black man in the front row of a U2 concert. But to get more attention, I dress in this silver outfit with a disco ball helmet, so I’m kind of hard to miss,” he said.
Nummerpladen bærer han om halsen til koncerterne, hvor han oftest er i forreste række – i sølvglimmer-kostume og med diskokuglehjelm på hovedet
“I’ll wait for the guys from U2 to come out before the show or at an event, so not only does the band recognize me, but so do the security guards and such.”
En af Mark Bakers venner laver i 2013 en kærlig og kritisk dokumentarfilm, som portrætterer Mark Bakers liv og længsel som U2-superfan.
Mark har alle gode intentioner og mange vellykkede forsøg på at gøre sig bemærket blandt andet med nummerpladen fra sin bil, som har teksten U2 BROTHR.
Nummerpladen bærer han om halsen til koncerterne, hvor han oftest er i forreste række – i sølvglimmer-kostume og med diskokuglehjelm på hovedet. Ved flere lejligheder lykkes det for Marc at møde band og bandmedlemmer, men på trods heraf kommer han ikke op på scenen i løbet af filmen.
Filmen – som anbefales stærkt til alle, der er nået helt herhen i denne artikel – ender således med Marks store skuffelse og lidt utroværdige forsøg på at holde fast i glæden ved det hele. Men Mark giver faktisk ikke op, og i 2015 lykkes det endelig. Og ikke alene bliver Mark kaldt op på scenen i Montreal i juni, hele hans U2-kopiband kommer med og spiller Desire med U2 på scenen i Toronto i juli.
En anden mand med en sag er Cathal McCarron. Cathal er irsk og har været U2-fan det meste af sit liv – i hvert fald siden 1983. På en lang bustur i 2008 i Indonesien, hvor han overlever ved at høre hele U2’s bagkatalog, beslutter han sig for at skrive en bog, Me & U2, om, hvordan hans liv er blevet påvirket og beriget af U2 – af deres musik og alt omkring musikken.
Senere får han den geniale ide at forsøge at finansiere sin egen deltagelse i U2 360º -turnéen 2009-2011 ved at producere og sælge bogen. Planen er at overvære 89 koncerter i Europa, Nordamerika, New Zealand, Australien, Sydafrika og Sydamerika over de næste 2 år.
En kvindelig fan i køen siger – under løfte om fuld diskretion – at hun måske bruger 100.000 om året på koncerter og fanrelaterede ting, men det er altså ikke kun U2
Cathal er ikke ret god til at sælge bøger, faktisk kan han bedst lide at forære dem væk til andre fans i køen og på værtshuse. Men det lykkes ham at gennemføre projektet, og han ser hele turnéen – og skriver en ny bog om sine oplevelser, hvor han spiste og sov for lidt og for dårligt og drak for meget.
Og blev ekspert i logistikken omkring det at finde billige flyrejser og overnatte billigt. Bogen hedder Me & U2 360º og er en lang beskrivelse af det levede liv som international rejsende U2 superfan. Cathal møder bl.a. Melissa – a Venezuelan U2 fanatic – som i starten af bogen bor i Barcelona.
Bogen er en førstehåndsberetning om alt det, som GA Guiden samler op. Og ikke mindst beskriver bogen den camping-tradition, som er ved at forsvinde fra U2-køerne over hele verden. Men som i 2009 er standard – med 2-3 dages camping foran stadion for hardcore fans i Europa – og op til 6-8 dage i Sydamerika! Og som GA Joe – men ikke hans krop – savner.
Hvordan får U2 superfans råd til at rejse verden rundt?
Da jeg møder Bowman i Berlin i efteråret 2017, er en af mine første tanker: Hvordan i alverden får man råd til at rejse rundt over hele verden efter et rockband? Og hvordan har man tid til det?
I bogen Me & U2 360º skriver Cathal McCarron:
As well as seeing lots of U2 concerts, self-funding travel was my goal. This notion – that I could pay my way to travel around the world by travelling around the world – was irresistible once I became aware of it.
Of course, one of the best things about being a schoolteacher in England is the thirteen-week holiday allowance.
Så Cathal tager hjem indimellem koncerterne og passer sit arbejde som skolelærer, når han ikke har ferie eller kan tage fri.
Det går ikke ret godt med at leve af at rejse, mens man rejser. Men det behøver åbenbart heller ikke at være så dyrt at være rejsende superfan.
Jeg får på fornemmelsen, at penge er en af de ting, man bare ikke rigtig taler om i det egalitære U2-fanmiljø – hvor nogen så alligevel måske er mere lige end nogle andre
Bowman – som hedder Boris og viser sig at være 41 år gammel – kan ikke rigtig lide at tale om økonomien bag hele superfan-tilværelsen, og det samme gælder en del af de fans, som jeg møder i køen i København i 2018.
En kvindelig fan i køen siger – under løfte om fuld diskretion – at hun måske bruger 100.000 om året på koncerter og fanrelaterede ting, men det er altså ikke kun U2.
Hun deler ikke den holdning, at man kun kan være rigtig fan af eet band. 100.000 er jo stadig en sjat penge, og man skal jo i hvert fald have dem, men hun uddyber:
De 100.000 er til alt – altså osse fly og ophold. Og for mig er det blevet den måde, jeg holder ferie på. Jeg bor billigt og har ikke børn og bruger ikke mange penge på mig selv i hverdagen. Men jeg er da klar over, at det ikke er alle fans, der har de penge, og jeg føler jo heller ikke, at jeg på nogen måde er en bedre fan end dem…
Jeg får på fornemmelsen, at penge er en af de ting, man bare ikke rigtig taler om i det egalitære U2-fanmiljø – hvor nogen så alligevel måske er mere lige end nogle andre. Det skal i hvert fald ikke være den økonomiske formåen, der skaber eller afgør ens status som U2-superfan – although it helps, i hvert fald hvis man er samler.
Bowman siger: Det behøver ikke at være så dyrt. For det første betaler jeg altid kun face value for billetterne, og nogle gange kan jeg være heldig og få en billet forærende af andre fans, som har en ekstra.
For det andet er det ikke dyrt at ligge i en kø eller passe et nummersystem, man spiser mest pizza, eller man har en madpakke og en sixpack med. Hvis man camperer i køen, har man ikke overnatningsudgifter, og nogle gange kan man crashe hos andre U2 fans i den by, hvor koncerten spilles. Og nogle gange er man med et nattog eller natfly og sparer en overnatning på den måde. Og så bliver man VIRKELIG god til at finde billig transport.
Billig transport
Jeg tager emnet op igen med Bowman, da jeg møder ham i København for en måneds tid siden – for tiden følger han nemlig med et andet band Archive rundt i Europa.
Bowman forklarer:
Jeg skal til Archive-koncert i Bruxelles den 2. november og har betalt 1 euro for flybilletten fra Hamburg til Bruxelles. Plus 29 euro i tax.
Det er jo ikke dyrt. Jeg skal til Madrid 7. december, og et direkte fly fra Hamburg er dyrt. Men så tager jeg et billigt fly til Barcelona og kører derefter 3 timer i et billigt tog til Madrid. Så det bliver heller ikke dyrt.
Fans er forskellige og har forskellige vilkår, men hvis du er superfan, kræver det en stærk prioritering – af din økonomi eller af din tid
Bowman er kommet til København med tog. Han har brød og ost med og nogle øl. Og så bor han på 6-mandsstue på Danhostel til 285 kroner.
Men hvad med tiden, hvordan kan det hænge sammen? Jeg tager ikke til Thailand i tre uger og holder ferie – det her er mit Thailand, siger han.
Bowman nåede at se U2 10 gange på turnéen i Europa i 2018, så nu har han set U2 52 gange. Men for tiden er han mellem jobs. Og bl.a. derfor er han ikke med U2 i Asien.
Han har læst noget musikvidenskab on and off og arbejdet som tekniker, bl.a. på Der Spiegel, hvor han i sin tid blev afskediget fra – med en stor pose penge i hånden. Og det gjorde det bl.a. muligt at tage med U2 360º-touren til USA.
Bowman bor billigt og har ikke børn. Det har Henrik. Men da han rejser en del, har han 100.000 bonuspoint stående, og de kan dække udrejsen til Singapore for både ham og hans søn.
Samlet set regner Henrik med, at rejsen til Singapore, billetter til 2 koncerter, lokal transport, mad, hotel og det hele i 8 dage kan klares for 10.000 kroner for både ham og hans søn. Plus altså bonuspoints.
Andre fans lever på en sten ude og hjemme, nogle har gode jobs, og andre igen er vist godt gift.
Fans er forskellige og har forskellige vilkår, men hvis du er superfan, kræver det en stærk prioritering – af din økonomi eller af din tid.
Hvad kendetegner en superfan?
Uha, siger de fleste fans, jeg spørger i køerne, det kan man ikke svare på. For vi er meget forskellige. Og det er i hvert fald ikke en konkurrence om, hvem der har været der flest gange.
Der kører åbenbart en diskussion i fan kredse under overskriften superfans, true fans eller real fans. Er der nogen, som er mere ”rigtige” fans end andre?
Connie siger: Superfans er et mærkeligt begreb. Du kan jo godt være kæmpe U2 fan, selvom du aldrig har set dem live eller kun har været til én eller to koncerter. Det betyder ikke, at du er mindre fan end dem, der rejser verden rundt for at se dem.
Det betyder måske bare, at du ikke har de samme økonomiske muligheder som dem, der kan tage til 100 koncerter, eller at du har et job eller et familieliv, der ikke tillader det.
Der er helt sikkert flere i det internationale fanmiljø, som gerne vil have den status, opmærksomhed og prestige, som følger med at blive kaldt en superfan, fordi det indikerer, at de er vigtigere eller bedre end andre fans og derfor også mere berettigede end andre fans. Berettigede til at styre køen, står på første række til koncerten, få sætlisten, møde bandet osv.
Alle, jeg taler med, siger som med en mund, at man ikke er en mere ”rigtig” fan, fordi man kan rejse meget og se mange shows, eller fordi man har en stor samling af U2-albums og –trofæer.
Det fremgår også ofte i mange blogposts og interviews, ikke mindst med nogle af dem, som rejser meget eller har samlet mange U2-effekter. Men der er alligevel en hel del prestige forbundet med det.
Måske viser din passion sig i, at du ved enormt meget om bandet eller om deres musik eller begge dele, eller at du enormt godt kan lide at danse til musikken eller noget tredje
Det vigtigste er ens kærlighed til musikken og dedikation til bandet. Måske har du – som Connie siger – kun råd eller tid til at se én koncert, men derfor kan du godt være en lige så stor fan af musikken som The Travelling Railjunkies.
Måske viser din passion sig i, at du ved enormt meget om bandet eller om deres musik eller begge dele, eller at du enormt godt kan lide at danse til musikken eller noget tredje…
Nogle superfans bruger meget tid på at lave hjemmesider, oversigter og podcasts og vedligeholder chatfora eller poster virkelig meget og godt indhold om U2 på nettet og den slags. De skaber og vedligeholder samtidig den nødvendige infrastruktur i community’et og skaber dermed basis for det virtuelle-sociale liv som U2 fan udenfor køerne:
Canadieren Aaron Sams skabte i 1995 U2 fanwebsitet https://www.u2songs.com/, som er det ældste aktive fanwebsite, selvom det har været igennem en del inkarnationer over årene.
Her kan man med nøjagtige referencer og lister læse alt om fortiden, oplysninger om igangværende turnéer og rygter om fremtiden.
U2start.com er et andet rigtig godt bud, hvis man vil vide noget – eller med tiden alt – om U2:
U2start.com was founded in July 2006, the site started out as a personal website for the founder of this website, member Remy. The goal was to create more of a personal website for the fan who wanted to find everything about U2 on one place. Due to the very limited availability of U2 bootlegs on the internet a catalogue was developed where fans could explore and download U2 shows and audio recordings. U2start was created out of the things Remy missed as an U2 fan on the internet. U2start’s mission is to become the ultimate fansite containing everything you want and didn’t know you wanted as an U2 fan, all in a great community.
Hollænderen Remy er med i New Zealand, Australien og Japan, og Henrik kender ham udmærket. Han er en rigtig fin fyr, siger Henrik. Ingen tvivl om, at Remy er en superfan – pt. har han set 83 shows, hvilket fremgår af hans præsentation på hjemmesiden.
Andre superfans samler på plader eller andre U2-relaterede effekter. U2 BROTHR Mark Baker har et ‘shrine’ med U2-plader og memorabilia i sin kælder
Antallet af shows, man har set, betyder angiveligt ikke noget i fan-kredse. Alligevel har de fleste som regel tal på, hvor mange U2-shows, de har set. Inklusive Remy, Bowman, Henrik og undertegnede. Hvorfor har vi det, hvis det ikke betyder noget? Og vi ved som regel godt, hvem der er i toppen af poppen – det er englænderen Martin ”Bonofan” Ward, som siges at have set 211 shows, når denne turné slutter i Mumbai i midten af december 2019.
Andre superfans samler på plader eller andre U2-relaterede effekter. U2 BROTHR Mark Baker har et shrine med U2-plader og memorabilia i sin kælder.
Jeg møder den canadiske superfan Scott Holbech i køen til Hamburg1 i 2018, og han fortæller om sin samling, der vel efterhånden er over 100.000 $ værd. Det ved han, fordi samlingen er forsikret. Han samler især på vinyl-plader og er interesseret i de sjældne presninger af 1. udgivelser, mærkelige farver eller fejlpresninger og den slags.
Og så skal pladen selvfølgelig være i god stand, og det skal albumcover og innersleeve også – helst near mint, dvs. perfekt. Uden ridser eller bukkede hjørner, kuglepenskrift på cover og sleeve og den slags. It goes without saying, at han har alt, hvad der er udgivet. Men altså ikke nødvendigvis i den rigtige presning.
Alligevel peger Scott i en podcast #5 – From Auckland to Brisbane with a Longtime U2 Collector på en anden, nemlig den italienske supersamler Marco Severini som den, man skal gå til, hvis man vil se en virkelig imponerende samling. Og den kan man faktisk se en del af i Facebookgruppen U2 Seven-up Collector’s Corner – Marco samler især på plader og kassettebånd. Ikke alt er lige dyrt. Mange plader eller bånd og diverse genstande har ikke værdi udenfor dedikerede samlerkredse, og dem kan man være heldig at samle op for få penge – 2, 5 eller 10 $.
Trofæer, samlere og forskere
Men fans samler på så meget: Antal shows man har set, originale setlister (eller billeder af dem, tak Bowman), fede billeder og videostumper, som man selv har taget så tæt på og derefter uploadet og fået mange likes på, plektre, trommestikker, drikkebægre, T-shirts, tørklæder, flag, pins og badges, selfies, udgivelser i form af plader, kassettebånd, CDer og DVDer, promotion-materialer af enhver slags, uofficielle koncertoptagelser, film- og videoklip, bøger, artikler, billeder, interviews, posters, store oppustelige gule citroner og særlige udgaver af U2-iPods med meget mere – you name it, bare der er noget U2 eller et logo på det.
Facebookgruppen U2 Collectormania er for U2-samlerne. Her kan man hænge ud og lære en hel masse om U2-samlerobjekter. Ikke alle er dyre.
Trofæer kan også være gode historier om bandet, som man ikke selv har oplevet, men som man har hørt fra nogen. De kan byttes eller bare gives væk, og det bliver de sjældent dårligere af
Efter tifoen i København fik Henrik en lille pose med basstrenge og et U2-specialkrus. Det er gode ting i samlerkredse. Vi kommer til at tale om et seriøst Børsen-arrangement med Bono i Tivolis Koncertsal i 2006, hvor Henrik dels blev benovet over Bonos store viden om alt muligt, dels blev benovet over at få hans underskrift på et billede.
Jeg var også til det arrangement og nævner for Henrik, at jeg efter afslutningen snuppede det halve glas vand, som Bono havde drukket af og lidt som en joke fragtede det med hjem til mine børns moder, som var og er en stor Bono-fan.
En del fans samler på nær-oplevelser med bandet eller dets enkelte medlemmer. Har man talt med Bono? – og det har en del efterhånden, for han giver sig som regel god til efter lydprøverne til at tale med superfans i køen
Hun synes, at det var lidt klamt, og vi smed det ud. Jeg forstår i dag, at det var en gigantisk fejltagelse. Og Henrik bliver da også helt stille i den anden ende af telefonlinjen. Hvis Bono faktisk er Jesus, kunne det vand nok bruges til noget godt i en snæver vending.
Trofæer kan være mange ting, og de er ikke altid materielle:
En del fans samler på nær-oplevelser med bandet eller dets enkelte medlemmer. Har man talt med Bono? – og det har en del efterhånden, for han giver sig som regel god til efter lydprøverne til at tale med superfans i køen.
Hvor mange gange har man mødt ham? Har man fået en selfie med The Edge og hans kone (du ved, Morleigh Steinberg, som både maler huset OG svinger lassoen i Corbijns smukke video til The Joshua Tree Tour)?
Har man scoret en underskrift?
Eller har man fået et smil af trommeslageren Larry Mullen? – hardcore-fans ved, at det sidste i hvert fald ikke sker ofte.
Trofæer kan også være gode historier om bandet, som man ikke selv har oplevet, men som man har hørt fra nogen. De kan byttes eller bare gives væk, og det bliver de sjældent dårligere af.
Mange – dedikerede formoder jeg – fans får sig en U2-tatovering, og andre samler så på billeder af disse. Det gælder f.eks. Beth Nabi, som er assistant professor of Graphic Design and Digital Media ved University of North Florida, USA. Hun er selv rejsende fan og kører The U2 Tattoo Project, som er et rigtigt akademisk studie- og forskningsprojekt og samtidig en international kuratering af U2 fans tatoveringer. Man kan se en del af tatoveringerne i projektets Facebookgruppe.
Beth Nabi er en del af en voksende skare af forskere verden over, som interesserer sig for U2. Dem kan man læse om på hjemmesiden U2conference.com. Om The U2 Conference hedder det:
The U2 Conference brings together fans, scholars, students, critics, artists, and authors for furthering our critical appreciation of the music, work and influence of U2 and U2 fandom. Our gatherings are as communal and experiential as they are educational.
Når jeg fortæller om mine oplevelser med U2-superfans, siger nogle af mine venner, at det lyder, som om jeg er kommet ind på et teenageværelse fuld af autister
Man studerer fankultur, musik, tekstindhold, religiøs betydning, forbindelsen til salmer, visuel identitet og en lang række andre emner, og man satser på at kunne skabe overblik over de nyeste bidrag fra U2-forskningen. En hurtig optælling siger, at der for tiden er 120 forskningsbidrag i bibliografien.
Og på hjemmesiden støder man på begrebet acafans. En acafan er en forsker (academic), som også er fan af det emne, hun studerer. Beth Nabi er en acafan, og forskere fra hele verden har netop afholdt U2CON 2019, hvor bl.a. Beth Nabi gav en præsentation med titlen Only Love Can Leave Such A Mark: The Image and Expeience of U2 Fan Tattoos.
Første del af titlen er en linje fra U2-nummeret Magnificient. For tiden har hun dokumenteret over 200 tatoveringer.
U2-konferencen fandt sted den 21. november 2019 i Sydney – hvor U2 gav 2 koncerter den 22. og 23. november. God og ikke spor tilfældig timing fra forskernes side. Beth Nabi var på plads i køen udenfor begge dage og indsamlede nye billeder af tatoveringer. At forske, mens man er i køen, er også en måde at nedbringe rejseomkostningerne på. Men den er desværre forbeholdt acafans med fast arbejde.
Rock and roll er drugs
Når jeg fortæller om mine oplevelser med U2-superfans, siger nogle af mine venner, at det lyder, som om jeg er kommet ind på et teenageværelse fuld af autister. Den besættelseslignende passion og dedikation til U2-sagen er ikke noget, de forbinder med voksne skolelærere, IT-chefer og forskere.
Bowman selv er med på autist-linjen, han mener, at superfans er en del udover det sædvanlige. Der er meget hardship, og man skal være stædig og fokuseret. Jeg er selv nok ¼ Asperger og en 1/8 noget andet.
Så hvad kan vi egentlig konkludere om U2 fan- og superfan-fænomenet? Jeg har ikke læst de 120 forskningsbidrag i The U2 Conference, men jeg er glad for at de findes og venter spændt på, at nogen sender mig den akademiske analyse og fortolkning af fænomenet.
Der er mange fans, som får et rush – adrenalinsus eller lykkefølelse af at være til de her koncerter. Det gør jeg også
Fænomenet og begreber som superfans eller real fans og true fans er omdiskuteret, og mange kan ikke lide den hierarkisering og dermed de forskelle i prestige og indflydelse i fan-miljøerne og ”nærhed” til bandet, som kategorierne skaber.
Men ingen lægger skjul på, at der er et især internationalt hardcore U2-fanmiljø, som betragter sig selv som superfans eller real fans – og dermed skaber en skillelinje til almindelige, jævne fans, fordi de ofrer sig mere, betaler mere og oftere går til yderligheder i dyrkelsen af deres passion.
Connie fortæller: Der er mange fans, som får et rush – adrenalinsus eller lykkefølelse af at være til de her koncerter. Det gør jeg også. Første gang, du står på første række og ser dem tæt på og kan se deres ansigtsudtryk, og hvordan de reagerer på og interagerer med publikum, er en virkelig fed oplevelse.
Det er ren lykke. Når du først har prøvet det, så kan du ikke bare gå tilbage og stille dig ned bagved næste gang, vel. Så søger du den lykkefølelse igen. Det er sgu’ ligesom et drug.
Og når du så har rejst rundt og set dem 10-20 gange fra på første række, så er det ligesom ikke godt nok længere, vel?
Så vil du have mere. Så vil du have en trommestik, en sætliste og et plekter. Du vil på scenen med bandet, og du vil møde dem og få signeret dine plader osv.
Rigtig mange jager den der lykkefølelse og vil hele tiden toppe den forrige oplevelse. Det er en afhængighed.
Vi taler tit om og griner af, hvor vanedannende U2-koncerter er, og at vi nærmest har ”post-tour-abstinenser”, som om vi har været høje på noget. Det har vi også – høje på musik.
Nogle gange kan jeg godt ønske mig tilbage til min allerførste U2-koncert, hvor jeg var hamrende taknemmelig og lykkelig over bare at sidde på en eller anden lorte-siddeplads, fordi jeg var på stadion, og U2 spillede. Det er stadig en af mine bedste koncerter.
Der var en uskyldighed over det, og når du bliver sådan en såkaldt superfan, tror jeg, du når et punkt, hvor der ikke længere er noget, der er nok. Du vil have mere, og det skal blive bedre, tættere og mere intimt for hver eneste gang. Og så handler det mere og mere om bandet og fan-prestigen og dit eget ego end om det, du oprindeligt kom for – musikken. Derhen håber jeg aldrig, jeg når til.
Lykkefølelsen omkring U2 og alle oplevelserne med bandet er altså et drug, som man kan blive afhængig af. Mere vil have mere, og der skal stadig mere til, hvis man skal opnå den samme lykkefølelse som første gang. Og jagten og forberedelserne til jagten kommer til at fylde mere og mere i ens liv. En superfan er født. Og som andre narkomaner oplever også superfans, at man må gå til yderligheder for at få sit fix.
Hvad gør man så, når turnéen er slut? Forbereder sig og glæder sig til den næste, dyrker samlinger og hjemmesider, eller tager man sig en pause?
Henrik tror, der kommer en turne i 2021: Det er jo 30-året for Achtung Baby. Og indtil da må vi jo høre det nye album, når det kommer i 2020. Eller høre noget af alt det gamle. Eller koncentrere os om noget helt andet.
Connie er på linje: Jeg har lukket lidt ned og holdt fri efter at have givet den fuld skalle med U2 på 3 turnéer i træk, hvor det har fyldt rigtig meget – tidsmæssigt og økonomisk. Jeg følte mig ret mættet efter den sidste turné. Så U2 må godt lige vente en 2-3 år, før de turnerer igen. Men så er jeg til gengæld også klar.
Identiteten – and all that you can’t leave behind
It goes without saying: Musikken spiller en kæmpe rolle for U2-fans.
Musikken kommer jeg slet ikke ind på i denne artikel, her vil jeg henvise til min gode POV-kollega, musikjournalisten Jan Eriksen. Se f.eks. hans anmeldelse af U2 koncerten i København i 2018 her. Men jeg kender godt følelsen, når The Edges guitar udløser et skud dopamin i min hjerne.
Mange synes, at Bono er en værre hellig-Frans, og at han prædiker for meget og betaler for lidt i skat, men dem finder vi ikke mange af i fankredse
Min anden gode POV-kollega Jakob Brønnum har i 2012 analyseret U2’s tekstunivers, som jeg heller ikke kommer ind på, og det kan du læse mere om i bogen Verden ifølge U2
For nogle fans er det musikken, for andre er det tekstuniverset og for nogle andre igen hele iscenesættelsen og især Bonos politiske profil. Mange synes, at Bono er en værre hellig-Frans, og at han prædiker for meget og betaler for lidt i skat, men dem finder vi ikke mange af i fankredse.
Der er meget religion i U2’s tekster. Men der er også en religiøs klædedragt over superfan-fænomenet, som man skal være stæreblind og tonedøv for ikke at opdage:
Der er et overskueligt antal af guder (Bono, The Edge, Adam og Larry), som man dyrker ved bestemte lejligheder (turnéer, koncerter, pladeudgivelser), hvor man udfolder bestemte ritualer (deltager, køber, skaffer, poster, liker) og ofrer og underkaster sig diverse prøvelser (rejser langt, bruger penge man ikke har, spiser dårligt, sover for lidt).
Du kan udleve din dedikation på mange måder – ved kontemplation hjemme med hørebøfferne på, ved at møde op til højtiderne eller ved at samle relikvier og bygge templer og events til ære for guderne. Til gengæld får du fællesskabet, og du bliver forenet med et højere formål = det bandet står for, i hvert fald i din fortolkning.
Mange superfans opfatter sig ikke som religiøse, og de vil nok have sig frabedt, at man prøver at pådutte dem Bono som deres gud. Måske lader fan- og superfan-fænomenet sig bedre forstå som et identitetsprojekt?
I et interview i The Independent siger Aaron Sams, at U2 fans are very generous, very open and accepting. I think part of it comes from U2 themselves and how they always pushed the idea that we’re one but we’re not the same. Aaron taler om sig selv.
Henrik fortæller, at det er meget forskelligt, hvad der er vigtig for fans. Han kan selv lide teksterne, musikken, historierne, religionen, medmenneskeligheden, og at Bono er fucking ligeglad med, hvad folk mener. Det sidste er Henrik også, når en skør ide skal prøves af.
Fans kan finde ret forskellige ting i U2’s narrativer, som taler til dem og deres opfattelse af sig selv, hvem de er i verden, og hvem de gerne vil være. Men det gør ikke noget. Faktisk er det måske en fordel og en del af forklaringen på, at U2 har holdt sig på eller i nærheden af toppen i snart 40 år.
Under U2’s brede, asymmetriske vinger – den venstre vinge er lidt bredere end den højre – er der mangfoldige muligheder for at fordybe os, skeje ud og jagte lykkefølelse, mens vi skaber os selv i forskellige roller, praksisser og identiteter
Vi finder hver især personlige referencer i U2’s musik, tekst og i det æstetiske udtryk, som rammer rent ind i vores liv. De henvender sig til os og forbinder os og vores med noget, som er generelt og skaber dermed en genklang mellem os og andre. Vi føler os set og forstået af U2. U2 understøtter, at vi bliver og er dem, vi gerne vil være.
Under U2’s brede, asymmetriske vinger – den venstre vinge er lidt bredere end den højre – er der mangfoldige muligheder for at fordybe os, skeje ud og jagte lykkefølelse, mens vi skaber os selv i forskellige roller, praksisser og identiteter:
Som rejsende, som vidende, som samler, som tjener, som aktivist, som nørd, som eventmager, som rock-and-roll festabe, som ¼ Asperger eller 1/8 noget andet.
I rockmusikkens tilsyneladende frirum kan vi være de samme, men vi kan også være nogle andre end dem, vi er i vores almindelige – dejlige eller ikke særligt sjove – liv. Supplement og overskud for nogle, eskapisme for andre.
Som superfan er passionen for U2 blevet så stærk, at U2 og tilknyttede praksisser er et vigtigt eller måske ligefrem det vigtigste referencepunkt, som man organiserer sit liv efter.
I hvert fald i perioder. Og i de perioder føler du virkelig, at du lever, når du er superfan – mens du knokler med at være det.
Statistikken og Henrik siger, at U2 igen kommer til Danmark i 2021 eller 2022. Det bliver en lejlighed for fans og superfans til at checke ind i køen og mærke, om de er i live. Og for mig til at tjekke, om jeg stadig er medlem af fanklubben.
Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde
Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend. Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.
Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.
Topillustration: atu2.com
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
