Gripsholm Slot: Fake news, fake reklamer – det kan gøres bedre

af i Historie/Kultur

MUSEER // REJSEBREV – Gripsholm i Sverige har samme form for malerisamling som Frederiksborg Slot i Hillerød, skriver forfatter Maria Helleberg. Og deraf samme problemer. Hun er taknemlig for, at malerierne på Frederiksborg som regel ikke hænger to meter over normalt synsfelt og kun sjældent skjult bag åbne døre. Men de forbandede små messingskilte gør det svært at se, hvem billederne forestiller. Og det er vel ligesom ikke meningen eller hvad?

Som gæst på Gripsholm kan man få det indtryk, at hele slottet bare skal være en slags Gamle Dage med Gamle Mennesker i Gammelt Tøj, noget underholdende krimskrams man skal gå forbi og sige “novra!” til. Noget gammelt kongeligt. Samtidig med, at man åbenbart går ud fra, at pæne svenske familier vil befamle og begramse og ødelægge malerierne, hvis de kom ned i øjenhøjde…

Det er godt nok svært både at skulle være slot og kunstmuseum. Især når det store nationale museum i Stockholm har skummet fløden. Og når meget af slottets udsmykning/indretning er rekonstruktioner fra slutningen af 1800-tallet. Så må man ty til billedinfo af en art. App eller bare en fotostat.

Frederiksborg er bedre til kommunikation, der findes en app, som dog kun kan bruges på selve museet – og dybt inde i virvaret af rum og ansigter kan man risikere at stå alene og føle sig desorienteret.

Hvis man ikke havde portrætter af centrale historiske personer, omdannede man i forrige århundreder rask væk forhåndenværende portrætter. Man ændrede i klædedragt og i ansigtet og påskrev så det nye navn

På Gripsholm svigter man endda også kunderne/publikum/besøgende, hvad angår husets ægte dele fra 1500-tallet. Midt i alle de velmenende rekonstruktioner skjuler der sig faktisk forbavsende originale lofter. Gør venligst publikum opmærksom på det! Husk i det hele taget, at I, som styrer museer af denne art, gør både hus og museum en bjørnetjeneste ved at fokusere på turistbusmasseturisme. Gripsholm råder ikke over de pragtrum, som man kan vise folk på Frederiksborg som riddersal og kirkerum. Her er det samspillet mellem tidlig renæssance og senere tilføjelser, og ikke mindst samspillet mellem en række smukke, mærkeligt formede rum og malerisamlingen, som skal overbevise.

Fake Kristina blev til Ebba Brahe. Men hun er jo egentlig kun brugbar og interessant som bevis på tidligere tiders helt bevidste svindel.

Det virker ikke som om nogen bryder sig om Gripsholms udstilling af Statens Portrætsamling. I alt fald én bizar fejlidentifikation er klar, hvis man har beskæftiget sig med Gustav Vasas tid. Men – fejlene kunne jo bruges. Jeg kunne tænke mig en udstilling om museumsløgnene.

Hvis man ikke havde portrætter af centrale historiske personer, omdannede man i forrige århundreder rask væk forhåndenværende portrætter. Man ændrede i klædedragt og i ansigtet og påskrev så det nye navn. Hvis man savnede et uhyggeligt fangehul at vise frem, så gæsterne kunne gyse, tog man da bare en vagtstue og definerede den som kong Erik 14.’s fængsel.

Tag løgnene alvorligt og vis os fupnumre og brillante, kommercielle ideer. For fupportrætterne lever videre i diverse former. Sten Sture 1 & 2, rigsforstanderen Svante Nilsson og Kristina Gyllenstierna dukker op igen og igen i fupudgaver. Gripsholm har opdaget Fup-Kristina og givet hende et nyt navn, men hendes tøj er stadig fup, og hun er havnet i skammekrogen bag en dør, hvor maleriet er ved at koge/boble op.

På sin vej gennem Gripsholms endeløse og uformidlede samling af svenske ansigter, når man 1700-tallet, og gemt i bunken af parykpudrede officerer gemmer de sig, dem vi stadig husker: Bellmann, Swedenborg, Linné. Hvilken lettelse.

Måske kunne man rubricere og samle portrætter for at berette en historie: politisk vold (Sture-mordene), Kung Kristinas verden, Sverige og Rusland, Sverige og Danmark, Tjusarkungen Gustav 3., fortsæt selv. Og en app. Plz. Ikke den ældgamle genoptrykning af guidebogens få sider, der synes at handle om huset, snarere end om alle ansigterne.

Få flere portrætter ned, hvor man rent faktisk kan se dem. Når de hænger to meter over en, bliver de ligegyldige. Statens Portrætsamling i Sverige ejer efter sigende 5000 billeder og de 800 hænger fremme… Moderne portrætter på øverste etage må så gerne hænge i normal gallerihøjde. Men billederne er ikke det værste.

Helt deroppe hænger de. En uidentificeret dame og to af Svante Stures døtre.. Bring dem ned!

I Gripsholms egne publikationer og reklamer nævnes det som husets største seværdighed: Et ægte, uhyre velbevaret rum fra 1500-tallet, endda et pragtrum. Hertug Karls Kammer. Men det er simpelthen fake news. Man kan ikke “besøge et af landets fornemste renæssancerum”. Hertug Karls Kammer er utilgængeligt. Jo, man kan kigge ind ad en smal døråbning, dækket af glas. Jeg ved det, rummet er skrøbeligt, men det her er altså ikke optimalt. Det er simpelthen falsk varebetegnelse. Man kan ikke besøge rummet, bare kigge ind…

Og det er ikke det eneste. Museet bruger to billeder fra samlingen til at profilere sig. Det første er Bernt Notkes træskulptur af Karl Bonde, svensk adelspolitiker der i 1400-tallet opnåede hele tre gange at blive valgt til konge (samt en enkelt gang i Norge!). Han er anbragt i en glasvitrine og puffet ind i halvmørket i første rum. Han blev skåret til at stå sammen med Sankt Jørgen og Dragen i Storkyrkan i Stockholm. Hvad bestiller han her? Hvor man ikke kan se ham.

For Karl kan man heller ikke komme tæt på. Halvdelen af rummet er afspærret med tove, åbenbart for at undgå, at de hærværkende svenske familier rører ved nogle kopistole fra 1890’erne.

Værst: museets reklame viser et portræt af Gustav Vasa, som Nationalmuseum har beholdt i sin nye udstilling i Stockholm. I stedet har man overladt Gripsholm et noget ringere portræt. Som så hænger halvt skjult bag en dør.

Gustav byggede borg og slot. Ved rundvisningerne er det åbenbart praktisk for guiden at pege på ham og derefter på hans sønner, Erik og Johan, og barnebarnet Sigismund.

Fake news, fake reklame, fake indretning. Det kan Gripsholm vist gøre bedre. Og nej, hverken toiletter eller mulighed for opbevaring af større tasker. Slottet er stadig i sig selv en utrolig oplevelse. Hvis man vil læse en svensk anmeldelse, så brug linket her.


Foto: Gripsholm Slot og skribenten.

Maria Helleberg, født 1956, er først og fremmest kendt som forfatter, men har egentlig en uddannelse som teater- og mediehistoriker. Og tog engang bifag i dansk. Fuldtids skriver siden 1987. Kærlighedsbarn, Engelshjerte, Seersken, Valeria, Thomasines Frihed, Alberto. Oversat til mere end ti sprog. Har levet i USA og Italien og er aldrig rigtig kommet over det. Interesserne spænder over modsætninger: skønne automobiler, grøn omstilling, gender politics, skønne mænd. Horses & hounds. Mad fra alle verdenshjørner. Kulturpolitik og deslige. Men er egentlig mest af alt politisk amatør og tror fuldt og fast på regering by the people, for the people. Bor lidt uden for Fredensborg i rækkehus fra 80erne, med jordens dejligste mand & jordens frækkeste lille gamlingehund. Bruger Zalando, størrelse 38 1/2 i sko, ingen briller (endnu) og RaiUno, NDR3 og Netflix, men kan stadig huske Netscape og Yahoo.

Seneste artikler om Historie