Da Den Store Krig sluttede

i Featured/Historie/Kultur & Medier/Kulturhistorie af

ARMISTICE 11.11.1918 – Da nyheden om våbenstilstanden kom for 100 år siden, brød vilde jubelscener ud i London, Paris, New York og mange steder. “Gråhårede mænd græder. Venner og kammerater omfavner hverandre,” skrev en dansk korrespondent fra Frankrigs hovedstad. En række øjenvidneberetninger fortæller historien om den dag, hvor folk i hele verden turde tro på en bedre fremtid.

Lyden af kanontorden bragede ud over Londons hustage om formiddagen den 11. november 1918. Under normale omstændigheder ville byens indbyggere gyse af skræk ved netop den lyd. Den plejede at signalere luftangreb, men i dag vidste alle, at lyden betød noget andet. Det var sidste gang i lang tid, at disse kanoner skulle gjalde. Krigen var slut.

I minutterne og timerne, der fulgte, strømmede englænderne ud på gaderne. De lo, græd og dansede.

Tidligt samme morgen i en togvogn i Compiègne-skoven i det nordlige Frankrig havde tyskerne langt om længe erkendt nederlaget og underskrevet en våbenstilstand med de allierede.

Der var ikke tale om en egentlig overgivelse, men alle – også de sidste virkelighedsfjerne tyskere – vidste, at det nu var slut. Tyskland stod alene, fuldstændig isoleret, i det, der år tidligere havde været et kompliceret skakspil af alliancer og kampe på flere kontinenter.

Tysklands krigspartnere havde allerede kapituleret, Tyrkiet den 30. oktober og Østrig-Ungarn den 3. november. Blandt tyskernes egne tropper var åbenlyst mytteri brudt ud. I Kiel nægtede flådens matroser at parere ordre og tog magten fra deres overordnede, og Berlin var en by på revolutionens rand.

Kejseren selv havde taget flugten. Ifølge et telegram fra Haag til avisen Daily Mail var kejser Wilhelm 2. allerede dagen før om morgenen set med sit følge ved den hollandske grænse i nærheden af Maastricht. Selskabet ankom i ti kongelige vogne. Kejseren bar uniform og hue, ikke hjelm.

Mænd og kvinder så på hinanden med et forbavset udtryk. De råbte ikke: ”Vi har vundet krigen!” De sagde bare, ”Krigen er ovre

Så snart den sidste vogn var passeret, så man tyske soldater på den anden side af grænsen danse rundt om et belgisk flag. På den hollandske side af grænsen rejste kejseren videre med toget, idet bilerne blev sat op på jernbanevogne, stod der i telegrammet.

Jublende folkeskarer

London var en by i ekstase. Britiske flag strøg til tops i flagstængerne, og da Big Ben satte i med klokkeslag efter års tavshed, bragte det tårer frem i øjnene på mange englændere.

Politiken skrev:
“Omnibusser og biler blev prydet med små flag, og de jublende folkeskarer improviserede en procession med flag og musik gennem gaderne. Londons alvorlige indbyggere var i løbet af få minutter forvandlet til jublende og glade millioner, som af deres ganske hjerte frydede sig over det historiske øjeblik.”

Vera Brittain. Wikimedia Commons

Et af øjenvidnerne til jubelscenerne var 24-årige Vera Brittain. Under krigen havde hun arbejdet som frivillig sygeplejerske både ved fronten og hjemme i England.

I sin bog ‘Testament of Youth’ fortæller hun om den dag, da freden kom. Hun var på arbejde på et hospital i London, men så snart kanontordenen lød over byen, begav hun sig ud i gaderne sammen med en kollega.

Lammet stod hun nær Embankment ved Themsen og lyttede til jubelskrigene, der kom fra hele byen. ”Mænd og kvinder så på hinanden med et forbavset udtryk. De råbte ikke: ”Vi har vundet krigen!” De sagde bare, ”Krigen er ovre”.”

Lige ved siden Vera drejede en taxi hurtigt omkring hjørnet med kurs mod hospitalet, hvor hun arbejdede.

Bilen ramte en ældre dame, der i sin begejstring må have glemt at se sig ordentligt for. Vera skyndte sig hen til hende, men da hun sad ved hendes side, konstaterede hun straks, at der ikke var noget at stille op. Kvinden var på vej ind i døden, hun kunne ikke engang tale længere.

Vera betragtede hendes ansigt. Det var hvidt og markeret og havde et overrasket, nærmest chokeret, udtryk. Kvinden stirrede på Vera, som ikke kunne gøre andet end at sidde ved hendes side de sidste sekunder eller minutter. Vera tænkte på, hvad kvinden mon havde haft i tankerne, netop som taxien ramte hende. Havde hun tænkt på sine sønner ved fronten, og på hvordan de nu formentlig var i sikkerhed?

”De unge piger kyssede os”

Englænderne var ved siden af sig selv. De følelser, der greb dem, da nyhederne om krigens endeligt tikkede ind, fik dem hurtigt til at glemme den verserende influenzaepidemi, den spanske syge, og alle advarsler om ikke at tage del i store forsamlinger.

Wilfred Owen kom til at leve videre. Gennem hele sin tjenestetid havde han nemlig skrevet en stor mængde digte om livet i skyttegraven

“Menneskemængden var stadig letsindig og pjattet og havde intet lært i løbet af den forfærdelige tid,” skrev filosoffen Bertrand Russell efter samme dag at have gået ned ad Tottenham Court Road. “Jeg følte mig mærkeligt ensom midt i al jubelen, som et spøgelse, der ved et tilfælde var faldet ned fra en anden planet.”

Lignende festligheder fandt sted i alle engelske byer. Et dansk øjenvidne til fejringerne i England var Birger Glud, en ung dansker, som oprindeligt kom fra Ringsted, men som opholdt sig i Newcastle den dag, freden kom. Her havde han et halvt år tidligere ladet sig hverve til civil britisk værnepligt.

“Sammen med de 800 engelske soldater var jeg med på sejrsmarchen gennem gaderne. Byen var ligefrem dækket under flag, jubelen var ubeskrivelig. De unge piger kyssede os, gamle damer overøste os med gaver som brød og andre levnedsmidler,” fortalte Birger Glud til den lokale avis i Ringsted, da han igen vendte hjem til Danmark.

Mens folk strømmede ud i gaderne i London og Paris, ringede det på døren hos en ældre kvinde i Shrewsbury i det vestlige England. En mand stod ved dørtærsklen med et telegram i hånden. Kvindens søn var faldet ved fronten. 25-årige Wilfred Owen var omkommet under en fremrykning over Sambre-Oise-kanalen i Frankrig en uge tidligere. Kun syv dage før freden.

Men Wilfred Owen kom til at leve videre. Gennem hele sin tjenestetid havde han nemlig skrevet en stor mængde digte om livet i skyttegraven. Digte, som senere er blevet et af de vigtigste vidnesbyrd om de oplevelser, tanker og følelser, der rørte sig hos de britiske soldater under Den Store Krig. Mens kirkerne i Shrewsbury ringede med klokkerne for at fejre freden, brød den stakkels kvindes verden sammen. Som det var sket for millioner før hende. 100 år senere står én linje stadig og træder lysende frem i et af Wilfred Owens krigsdigte:

“Red lips are not so red as the stained stones kissed by the English dead.”

Wikimedia Commons

Gråhårede mænd græder

Også i Paris gik folk amok.

Gråhårede mænd græder. Venner og kammerater omfavner hverandre. Nogle går bort med bøjet hoved, søgende ensomhed. Andre stirrer og vedbliver at stirre på papirrullen med de mærkeligt lysende ord

Det var Berlingske Tidendes udsendte reporter Franz von Jessen vidne til på tætteste hold. Hele formiddagen den 11. november havde han sammen med journalister fra en række andre lande stået og ventet på, at det forløsende telegram skulle tikke ind. Og så blev klokken 11.

“Gråhårede mænd græder. Venner og kammerater omfavner hverandre. Nogle går bort med bøjet hoved, søgende ensomhed. Andre stirrer og vedbliver at stirre på papirrullen med de mærkeligt lysende ord,” skrev von Jessen.

Da han havde sundet sig lidt, rettede han blikket mod de scener, der udspillede sig i byrummet:

“Nede fra gaden vedbliver jubelråbene at lyde. Faner i de allierede magters farver stikkes ud ad vinduerne eller fæstnes til balkonerne, alle synes at have været forberedte. De fleste butikker lukker. Soldater i uniform – franskmænd, belgiere, englændere og amerikanere – trækkes af tilfældige spadserende ind i caféer og restauranter og beværtes med, hvad de ønsker. Champagnen knalder overalt ved fortovsborde. Menneskestrømmen vokser ustandselig og bliver på boulevarderne til trængsel. Nu og da ser man oppe over mængden en soldat, der svinger sin hue; han bæres i guldstol. Det summer og bruser fra hundredtusinder af struber. Concorde-pladsen er et bølgende hav.”

Det store verdenstraume

Jubelscenerne i London og Paris kunne ikke dække over den dybe sorg, der lå over Europa i slutningen af 1918. Lidelserne var ovre, men det var også tid til at gøre regningen op. Alle havde tabt i den krig, der i over fire år havde skamferet det europæiske kontinent.

Soldater ved vestfronten. Ernest Brooks/Public Domain

Op mod ti millioner soldater havde mistet livet, og yderligere omkring otte millioner var savnet, hvilket med stor sandsynlighed betød, at de også var døde.

Nogle var trampet ned i skyttegravenes mudder, andre lå på bunden af havet, andre igen var sprængt i stumper og stykker. 20 millioner var såret. Mange af dem havde mistet lemmer, var blevet blinde eller var på andre måder så invaliderede, at det ville være umuligt for dem at få et ordentligt liv efter krigen.

Selvom Danmark havde forholdt neutralt under hele Den Store Krig, blev fredsslutningen også markeret rundtomkring i landet. De danske aviser kunne melde om løssluppen stemning og stor optimisme på gader og stræder i danske byer

Hertil kom de civile tab. Et tal, der var endnu sværere at gøre op.

Hvor mange tyskere var for eksempel døde af sult eller sygdomme som følge af de allieredes årelange blokade? Den slags fandtes der ingen præcise tal på, men flere historikere vurderer, at cirka seks millioner civile omkom under krigen.

Tallene var under alle omstændigheder så høje, at de var umulige at begribe, både dengang og i dag.
En hel generation af unge europæere var så godt som udraderet.

Danske flag i Sønderjylland

Selvom Danmark havde forholdt sig neutralt under hele Den Store Krig, blev fredsslutningen også markeret rundtomkring i landet. De danske aviser kunne melde om løssluppen stemning og stor optimisme på gader og stræder i danske byer.

”Da efterretningen om våbenstilstanden nåede hertil, fremkaldte den et overordentligt liv på gaden. Folk samledes i glade diskuterende klynger” skrev Politiken eksempelvis om Aarhus.

På byens skoler stillede overlærerne sig op og holdt taler med mange bevingede ord om denne dags særlige historiske betydning. Flere gik endda så langt som til at give eleverne fri resten af dagen.
”På mange arbejdspladser blev arbejdet standset for i dag med fuld udbetaling af lønnen.”

Fra det øjeblik, krigen sluttede, blev der i danske aviser spekuleret om den lyse fremtid, verden nu gik i møde.
”Vi behøver ikke sige, at vi med glæde ser den gamle tid gå i graven, og at vi også for vort lands vedkommende tør nære lyse forhåbninger med hensyn til den nye tid, hvis svage omrids tegner sig i horisonten,” skrev Politiken, som især var optaget af de omvæltninger fredsslutningen nu kom til at få for danskere i Sønderjylland.

Avisen kunne berette om to skibe, som på dagen for våbenstilstanden var ankommer til Rødby. De kom begge fra Egernsund, og ombord var sønderjyder, som ville opkøbe danske flag.

Helvedesilden er slukket, og jeg har hermed skrevet mine sidste ord som krigskorrespondent. Gudskelov

”De fortæller, at man nu kan hejse det danske flag i Sønderjylland, uden at nogen protesterer derimod,” skrev avisen. ”Alt går roligt. Ved deres rejse havde de passeret Kielerkanalen som sædvanlig, men ingen forlangte nu at se deres papirer.”

Nye tider var på vej. Også for sønderjyderne, som snart igen skulle blive en del af det danske rige som direkte konsekvens af Tysklands handlinger under verdenskrigen.

No more monkey stew

Freden blev fejret og markeret i det meste af verden. I Mons i Belgien skrev krigsreporteren Philip Gibbs: ”Helvedesilden er slukket, og jeg har hermed skrevet mine sidste ord som krigskorrespondent. Gudskelov.”

I New York, hvor det stadig var nat, da nyheden om våbenstilstanden brød ud, vågnede mange af byens borgere op til et spektakel, der varslede en ny tid. Ved solopgang blev byens luftalarmer sat i gang for at kalde alle til fest, og inden længe satte fabriksfløjter og kirkeklokker over hele byen i gang.

Orkestre samledes i Manhattans gader og spillede patriotiske sange, Stars and Stripes blev rullet ud fra bygninger, og voksne mænd gik omkring i gaderne med tårer i øjnene. Andre bar skilte, som de i hast havde malet slogans på: ”No more beans! No more camouflaged coffee! No more monkey stew!” stod der på nogle af dem.

Winston Churchill. Public Domain

Intet overgik dog fejringerne i London. De blev også beskrevet af den senere premierminister Winston Churchill, som selv havde været ved fronten, og som befandt sig i et militært hovedkvarter i London den 11. november 1918.

”Fra alle sider kom mænd og kvinder ilende ud på gaden. Strømme af mennesker fossede ud fra alle bygninger. Londons klokker begyndte at klinge. Northumberland Avenue var fyldt med hundreder, nej, tusinder, af folk, som styrtede rundt som vanvittige. De råbte og skreg deres glæde ud. Der var en sværm af mennesker på Trafalgar Square (…) Alle snærende bånd blev brudt. Tumulten tog til, den rejste sig som en storm, men fra alle sider på én gang.”

Soldater, kolonialtropper, ammunitionsarbejdersker og amerikanske tropper morede sig på den mest harmløse måde og råbte hurra, blæste i horn, viftede med flag, og idet de dannede små kredse, dansede de parvis, leende og klappende

I løbet af dagen blev det kun vildere. Politiken skrev:

”Måske fik man det tydeligste billede af, hvor forandret alt var, da aftenen kom, og, for første gang i tre år, gader og butikkernes vinduer blev fuldt oplyst. Gamle London syntes en ny by. Den store forskel mellem krig og fred var mest fremtrædende på Trafalgar Square, Leicester Square og Piccadilly, hvor mængden uhindret og ukontrolleret bestandig bevægede sig rundt. Omkring hver vogn dannede der sig processioner, som opløstes på ny i en lykkelig forvirring. Der blev ingen slags råheder, ingen drukkenskab, intet, som publikum behøvede at skamme sig over. Soldater, kolonialtropper, ammunitionsarbejdersker og amerikanske tropper morede sig på den mest harmløse måde og råbte hurra, blæste i horn, viftede med flag, og idet de dannede små kredse, dansede de parvis, leende og klappende.”

Alle troede tilsyneladende på, at den mørke tid var forbi. Optimismen var grænseløs efter den apokalyptisk klingende tid, som Den Store Krig havde udgjort. Der måtte være bedre tider på vej nu. Alle virkede til at være enige om, at det kunne gå den rigtige vej. Dagen efter våbenstilstanden skrev Politiken skrev i en leder:

”Militarismen i Tyskland er blevet knust under det dobbelte tryk udefra og indefra. Den kunne ikke mere beherske det uhyre apparat, den selv havde skabt. Den troede at have forvandlet menneskene til lydige maskiner i sit formåls tjeneste; på oprørets dag overvældedes og besejredes den af de troppemasser, den selv havde organiseret. Den tyske militarisme vil aldrig genopstå mere; det tyske folk har gjort op med den og for stedse også gjort ende på alt det onde, der fulgte i dens kølvand.”

Den forudsigelse kunne desværre næppe have været mere forkert.

***

Alle citater er omskrevet til nudansk.

Flere af scenerne fra artiklen er også gengivet i bogen ’Den spanske syge’ af Tommy Heisz, udkommet på Politikens Forlag 2018.

Øvrige kilder:
Politiken, diverse udgaver i november 1918.
Adam Hochschild: ’Aldrig mere krig’, Informations Forlag, 2014.
John Toland, ’No Man’s Land’, Methuen Publishing Ltd, 1980.
Imperial War Museum 

Topfoto: Fejring i Paris, 11. november 1918. Wikimedia Commons

Tommy Heisz, f. 1975, er forfatter og journalist. Han har skrevet en række dokumentariske bøger. Senest udkom 'Den spanske syge' på Politikens Forlag i 2018. Tidligere har han bl.a. skrevet en historisk dokumentarisk bog om 1930'erne populære svømmepiger og en biografi om bandet Love Shop. Han er desuden forfatter til fire digtsamlinger. Som ekstern lektor underviser han til daglig amerikanske universitetsstuderende i skrivning på DIS Study Abroad. Læs mere om hans baggrund på tommyheisz.dk.

Seneste artikler om Featured