BØGER // ANMELDELSE – Brevsamlingen Kærlig Hilsen, Tove er interessant af flere grunde: Den vidner om det tætte – og en anelse grænseoverskridende – samarbejde og venskab, der kan opstå imellem forfatter og redaktør. Og den er en bevægende skildring af et menneske og en digter med et sind, der på én og samme tid er fandenivoldsk og fragilt som glas.
Under læsningen af Kærlig Hilsen, Tove, en samling af Tove Ditlevsens breve til Mogens Knudsen, den daværende litterære direktør på forlaget Gyldendal, tikkede nyheden om den unge digter Yahya Hassans tragiske død ind.
Og tanken pressede sig på: Er det digteriske sind særligt ømfindtligt, særligt skrøbeligt, særligt blottet ind til nervetrådene?
At læse dem er som at høre en sprukken og alligevel sprællevende røst fra graven; den grav, forfatteren alt for ihærdigt gravede for sig selv
I december 2019 udkom Tove Ditlevsens breve til forlæggeren Mogens Knudsen. At læse dem er som at høre en sprukken og alligevel sprællevende røst fra graven; den grav, forfatteren alt for ihærdigt gravede for sig selv.
Brevvekslingen imellem Tove Ditlevsen og hendes nye forlægger tog sin begyndelse, da hun i 1969 besluttede sig for at skifte forlag fra Hasselbalch til Gyldendal.
Kærlig hilsen, Tove rummer kun Tove Ditlevsens del af korrespondancen. Læseren får ikke direkte indblik i Mogens Knudsens svar, men af Tove Ditlevsens strøm af breve fremgår det, at hendes henvendelser har haft en klangbund.
De godt 50 breve, som ikke tidligere har været offentliggjort, fremstår i deres oprindelige form – med blot enkelte udeladelser og sproglige justeringer. Forordet er skrevet af den dygtige journalist og forfatter Pernille Stensgaard, som fornylig har begået en bog om Gyldendals historie – Selveste Gyldendal.
I det velskrevne forord betegner Stensgaard meget rammende Ditlevsen som ”smadrekvinde” (se s. 5), Det er netop det, Ditlevsen var, og målet for hendes smadrende adfærd var hende selv.
Forfatterens tillid
Brevsamlingen afslører med al tydelighed det nære og fortrolige forhold, Tove Ditlevsen fik til sin forlægger Mogens Knudsen. Allerede tidligt i brevvekslingen glider Ditlevsen i sin afsluttende hilsen fra det venlige til det kærlige.
Hun omtaler sig selv som adopteret af Knudsen – som et af hans mange ”plejebørn” (se s. 45). Der ligger i de formuleringer tilsyneladende ikke en følelse af at være gøgeunge, men af at være under hans vinge. Hendes tillid til Knudsen synes grænseløs.
Grænseløs tillid, ja, for Ditlevsen krammer ud med det hele: Kærestesorgen, kampen med skattefar, drukturene, hullerne i økonomien, den psykiske sårbarhed, de talrige indlæggelser, det overvældende ved at have en søn, der pludselig er stor nok til at gemme pornoblade under sin seng.
Knudsen gør alt for at holde stjernedigteren til pennen – eller rettere til tasterne på den gamle skrivemaskine, hvis altmodische typografi læseren ser eksempler på i nogle af de originalbreve, der er medtaget i samlingen. En ganske sjov detalje
På et tidspunkt funderer hun selv over sin overmeddelsomme ærlighed:
”Jeg ved godt, at dette (- ”dette” refererer både til ægteskabelige, skattemæssige og økonomiske problemer) strengt taget ikke er noget at bebyrde dig med, men på en måde er du jo alligevel interesseret i, at der kommer ro og orden i min tilværelse. Ellers er jeg ude af stand til at samle mig om det væsentlige her i livet” (se s. 14).
Udvidet arbejdsbeskrivelse
Det væsentlige her i livet for en forfatter er naturligvis den kreative skriveproces. Og Knudsen gør alt for at holde stjernedigteren til pennen – eller rettere til tasterne på den gamle skrivemaskine, hvis altmodische typografi læseren ser eksempler på i nogle af de originalbreve, der er medtaget i samlingen. En ganske sjov detalje i øvrigt
Det er redaktørens opgave at fyre op under forfatterens skrivelyst. Men Knudsen udvider arbejdsbeskrivelsen ved også at gøre det til sit job at lægge øre til forfatterens hjælpeløshed og til tider kaotiske tankestrøm.
Og ikke nok med det – han tilbyder også assistance med praktiske og pekuniære sager.
Et rodet liv
Under læsningen af brevene ser læseren Mogens Knudsen over skulderen og indvies sammen med ham i Tove Ditlevsens rodede liv. Især smugkigget ind i hendes turbulente kærlighedsliv gør indtryk:
Det 21 år lange og utroskabsramte ægteskab med chefredaktør Victor Andreasen og det efterfølgende forhold til Knud Mogensen, som Tove Ditlevsen finder via en kontaktannonce og ikke er spor forelsket i: ”Jeg kan jo ikke være alene, og nu er han der nu engang. Sød og hjælpsom er han, men sådan virkelig tale med ham, kan jeg ikke” (se s. 87).
‘Kærlig hilsen, Tove’ afdækker Tove Ditlevsens humor (- en ganske sort en af slagsen ind imellem) hudløshed, sårbarhed, slagfærdighed, selverkendelse og selvdestruktive trang
I den sørgelige bemærkning hører læseren ekkoet af Ditlevsens ikoniske digt ”De evige tre”: ”Der er to mænd i verden, der bestandigt krydser mig vej/ Den ene er ham, jeg elsker/ – den anden elsker mig” (Se digtsamlingen Lille Verden fra 1942).
Ensomheden som vilkår
Læseren mærker helt ind i hjertekulen den frysende eksistentielle ensomhed, som var Ditlevsens livsvilkår – ikke bare som ægtefælle og partner, men også som forfatter. Som hun skriver: ”…jeg har ikke behov for at omgås ret mange mennesker, men i min kunstneriske usikkerhed er jeg jo meget ensom” (se s. 90).
Ensomheden forstærkes under de mange og ofte lange indlæggelser på Sct. Hans, hvor hun savner den yngste søn, udvikler et ambivalent forhold til den ledende psykiater Vanggård og føler sig anderledes end de andre patienter.
Hun frygter hele tiden nøgenheden og nedgørelsen. Og det er nok den frygt, der får hende til at sætte det allersidste punktum en tidlig forårsdag i 1976 … For Ditlevsen-aficionados er Kærlig hilsen, Tove en nødvendig læseoplevelse
I sociale sammenhænge er Ditlevsen i det hele taget usikker på spillereglerne. Hun klovner sig igennem og benytter sig af rappe replikker i forsøget på at begå sig. Hun frygter hele tiden nøgenheden og nedgørelsen.
Og det er nok den frygt, der får hende til at sætte det allersidste punktum en tidlig forårsdag i 1976.
Et must for Tove Ditlevsen aficionados
Brevgenren er indlysende i familie med biografien. Kærlig hilsen, Tove afdækker Tove Ditlevsens humor (- en ganske sort en af slagsen indimellem) hudløshed, sårbarhed, slagfærdighed, selverkendelse og selvdestruktive trang.
Brevsamlingen er interessant af flere grunde:
Den vidner om det tætte – og en anelse grænseoverskridende – samarbejde og venskab, der kan opstå imellem forfatter og redaktør. Og den er en bevægende skildring af et menneske og en digter med et sind, der på én og samme tid er fandenivoldsk og fragilt som glas.
For Ditlevsen-aficionados er Kærlig hilsen, Tove en nødvendig læseoplevelse.
https://www.facebook.com/forlagetgyldendal/videos/2515656755425521/?v=2515656755425521
ELSKER DU OGSÅ TOVE DITLEVSEN? LÆS MERE OM HENDE I POV HER
Tove Ditlevsen: Kærlig hilsen, Tove – Breve til en forlægger, 113 sider, 149,95 kr, Gyldendal 2019.
Foto: Gyldendal.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
